I dag fejrer vi atter grundloven. Det er med god grund. For det befolkningen kan fejre, er afskaffelsen af enevældet i 1849. At have afskaffet en situation, hvor en enkelt person alene kunne afgøre, hvad folk i almindelighed havde af livsbetingelser. Siden da er der kommet mange tilpasninger, der har forbedret den enkeltes mulighed for at have indflydelse på eget liv. Men grundloven synger på sidste vers. Den seneste udgave fra 1953 er håbløst forældet. Ikke mindst på grund af det danske medlemsskab af EU.

Det kan blive en lang fortælling at gennemløbe de historiske forløb, der har ført til Danmarks afgivelse af suverænitet. Det vil sige landets, underforstået borgernes, ret til selvbestemmelse. Den korte version er, at EF skulle være et handelssamarbejde, men udviklede sig til en såkaldt “harmonisering” af alverdens store og små ting mellem landene. Modstanden har historisk været markant i den europæiske befolkning, hvor mange borgere foretrækker at beholde deres skikke og normer. I Danmark har ikke mindst Dansk Folkeparti i de seneste årtier løbende høstet pæne gevindster ved at være kritiske overfor det europæiske samarbejde. Godt hjulpet på vej af immigrationsproblemerne de sidste knap 40 år. Det unikke ved de forskellige kulturer er gradvist blevet reduceret, selvom man hos teknokraterne i Bruxelles gerne bryster sig med den store diversitet. Hvert land har sine egne mærkesager omkring denne proces. For danskerne er det dog ikke blot mystiske regulativer om fødevarer eller støtteordninger, der spiller en væsentlig rolle:

Det nye udvikling er indførslen af censur på internettet, styret af teknokrater ud fra diffuse og uspecifikke regler. Regler der nogenlunde følger den logik, at det nogen kan lide må ses, mens det nogen ikke kan lide ikke må ses. “Nogen” er dybest set de teknokrater, der mener, de ved, hvad der er bedst for os alle sammen. Hvad værre er, så er der lige nu en generel konsensus om, at det er helt, som det skal være. Det sælges naturligvis ikke som censur, men som en kamp mod “misinformation”, “disinformation”, “had tale” og mange andre helt elastiske begreber, der udelukkende defineres af de magthavere, der vil indføre censuren.

Dette betyder noget i forhold til vores forståelse af at have en grundlov. Ideen er, at der skal være nogle basale spilleregler, som vi alle sammen følger. Specielt, at de siddende magthavere ikke kan ændre på grundloven uden at spørge befolkningen. Det skal forhindre indførslen af love, der strider mod grundloven. For så vidt kan man sige at grundloven burde være “folkets lov”. Det giver nogle grundliggende rettigheder, hvilket er en del af den demokratiske grundtanke. Det er disse spilleregler, der er ved at komme i konflikt med udviklingen indenfor det europæiske samarbejde. For her er kommisionen i fuld gange med at rulle sindrige regler ud, der skal begrænse ytringsfriheden i medlemslandene. Holdningen er, at der skal være ting, man ikke må sige offentligt. Tendensen har været meget tydelig siden 2016, hvor valget af Donald Trump satte en bølge af modvilje i gang mod “de sociale medier” og den informationsfrihed internettet har været udtryk for siden årtusindeskiftet.

Problemet er simpelt nok. Magthaverne har mistet kontrollen over fortællingen. Enhver kan på sekunder give deres mening til kende. De gamle gatekeepers (gammelmedierne) er stendøde. Hvor de før kontrollerede folks ytringer, er de i dag magtesløse og ubetydelige. Statskanaler som DR har ikke længere det monopol, der i flere generationer gjorde institutionen til selveste slagmarken for offentlig ytring. Det var meget, man ikke kunne gøre eller sige på tv eller i radioen.

Men mange magthavere drømmer sig tilbage til den tid, hvor de kan kontrollere den offentlige meningsdannelse. Smartphones og den hurtige informationshastighed er en trussel mod den førte politik. Derfor har det været fristende at få foden under “de amerikanske techgiganter”, som man beskylder for stort set hvad som helst. At det altid er rigtige mennesker bag tastaturet, og det derfor i den sidste ende er reelle meninger, man vil begrænse, fornægter man. Resultaterne af censuren slog for alvor igennem under coronakrisen. Her fik man hurtigt indført rutiner, der begrænsede “uønskede informationer”, hvoraf mange iøvrigt senere har vist sig at være korrekte. Det har været en alvorlig påmindelse om, hvor vigtigt det er, at borgerne selv kan tage stilling til påstande og fakta.

Vi har altså ikke brug for en mor til det.

Men sådan vil EU det ikke. Magrethe Vestager står i spidsen for en enorm kampagne for at få indført censur af bagdøren, og det kan læses sort på hvidt på kommisionens hjemmeside. Så mens danske politikere holder grundlovstaler, kort tid før et valg til EU-parlamentet, så synger grundloven på sidste vers. For de basale rettigheder vi tager for givet, kan forsvinde ind i et teknokratisk diktatur, hvor nogen har bestemt, hvad vi må se. Hver gang du logger på Facebook, ser Youtube eller søger på Google, så skal du tænke:

Hvad har de fjernet i dag? Hvilke emner må jeg ikke høre om? Hvem er blevet udelukket?

Om få år kan kunstig intelligens styre hele meningsdannelsen. Vi risikerer at komme til at leve i en alternativ virkelighed, der altid præsenteres sådan som magthaverne ønsker det. Et utopisk paradis, hvor alting altid er perfekt, og der aldrig sker dårlige ting. Fordi vi skal afskærmes for informationer og viden, der kan påvirke os. At der er så få intellektuelle, medier og tænkere på banen i denne diskussion er skræmmende. For ikke at tale om de politiske partier, selv de ultraliberale, der ikke siger et kvæk om det, hvis de overhovedet har hørt om kommisionens planlagte katastrofekurs for informationernes frie bevægelighed. Det er skræmmende, men helt virkeligt. Og derfor bør vi fejre grundloven.

For ifølge den har enhver ret til at ytre sig under ansvar for domstolene.