Med vedtagelse af to lovforslag på Skatteministeriets område er en CO2-afgift for alle industrivirksomheder en realitet fra 1. januar 2025. Der er tale om et væsentligt bidrag til opfyldelse af 70 pct.-målet i 2030

Opfyldelse af 70 pct.-reduktionsmålet i 2030 er kommet et væsentligt skridt nærmere, når et bredt udsnit af Folketingets partier den 4. juni 2024 vedtager to lovforslag, der udmønter dele af ”Aftale om grøn skattereform for industri mv.” fra den 24. juni 2022.

– I Danmark tager vi ansvar og viser endnu engang, at vi går forrest i arbejdet med den grønne omstilling. Det er ikke altid nemt at gå først og vise vejen for andre, men det er præcist det, vi gør med vedtagelsen af disse lovforslag. Derfor er jeg stolt af, at regeringen og et bredt udsnit af Folketingets partier bakker op, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Lovgivningen træder i kraft den 1. januar 2025. Når hele aftalen om grøn skattereform er fuldt indfaset, leverer den en CO2-reduktion på 4,3 mio. ton i 2030 og er dermed det største enkeltstående bidrag til klimamålet i 2030 siden klimaloven.

Den nye emissionsafgift og omlægningen af den gældende CO2-afgift betyder, at afgiftsniveaet på CO2-udledninger i 2030 udgør 750 kr. pr. ton udledt CO2 for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem og 375 kr. pr. ton udledt CO2 for virksomheder indenfor, dog 125 kr. pr. ton udledt CO2 i 2030 for bl.a. mineralogiske processer. Omlægningen sikrer også, at virksomheder vil kunne få fradrag for den CO2, de fanger og lagrer.

– En højere CO2-afgift er et vigtigt instrument i arbejdet for at nå vores klimamål. Samtidig sikrer vi, at det kan betale sig at opsamle og lagre CO2. Det er jeg samlet set meget tilfreds med, siger skatteminister Jeppe Bruus.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/