I pokalturneringens femte runde krydsede FHK klinger med TPI Odense. Odense-mandskabet har en fortid i toppen af dansk håndbold, men spiller i dag i Danmarksserien. Derfor var der klasseforskel på TPI og FHK, da fredericiaerne sejrede med 45-20.

Det var ikke hvilket som helst hold FHK mødte. Flere kendte spillere har gennem tiden tørnet ud for TPI Odense, eksempelvis Morten Stig Christensen, Anders Dahl Nielsen og Kim G. Jakobsen. Sidstnævnte klinger måske ikke så hult i hukommelsen, men i dansk håndbold har han en sjov betydning. Han var manden, som opfandt “kringleskuddet”.

TPI spillede i deres storhedstid i 1. division, som dengang var den bedste række i Danmark, men med tiden er de drysset ned igennem rækkerne, og frister i dag en tilværelse i Danmarksserien. I dag er de kendte spillere skiftet ud med mindre kendte navne som Emil Bengstrøm og Chris Egholm, hvor sidstnævnte også er aktiv i kulisserne, da han er formand for TPI Odenses håndboldafdeling. Derfor har Egholm nok at se til, ud over at spille højre fløj og højre back på klubbens herrehold.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

På TPIs hold er der et enkelt navn, som skiller sig ud og har divisionserfaring. Det er målvogteren Alex Düring, som har en fortid i blandt andet Otterup, men så er det også ved at være det, og når FHK samtidig kom i noget nær deres stærkeste opstilling, så var der ikke meget at stille op.

FHK var uden Einar Olafsson, som er med på det islandske landshold, og Jonas Langerhuus sad ude med en fodskade, mens Evgeni Pevnov blev sparet, hvilket gav plads til den unge U19-stregspiller Mads Emil Møller. Med på holdet var også unge spillere som Møllers holdkammerat fra U19-holdet, Malthe Hejsel, og 2. divisionsspilleren Nikolaj Petersen.

Mads Emil Møller dannede i den første del af kampen forsvarsduo med Lasse Balstad, og det klarede han godt. Det var tydeligt, at FHK var i et helt andet gear end hjemmeholdet, som ellers fik stor opbakning i Paarup-hallerne, særligt fra en række af klubbens ungdomsspillere bag det ene mål.

At der var tale om mere ydmyge rammer end normalt for FHK’erne blev understreget ved, at det ene mål ikke sad ordentligt fast i gulvet, og lignede et mål, som var i overhængende fare for at vælte. Det skete dog ikke, men i stedet buldrede FHK afsted og overlod intet til tilfældighederne, da stillingen ved pausen var 24-8.

adp-as.dk

TPI Odense trænes af Torben Sørensen, som er tidligere assistent i KIF Kolding og cheftræner i TM Tønder. Han lagde stor vægt på, at bredden skulle have en oplevelse, og som TPIs spillere udtrykte det efter kampen, var de meget overraskede og beærede over, at FHK stillede op med et mandskab, som ikke kun bestod af enkelte etablerede ligaspillere.

Selv i anden halvleg, da kampen var afgjort, var det med Sebastian Frandsen på banen, og på marken med spillere som Kristian Stoklund, Kasper Young og James Junior Scott, som supplerede de unge spillere, der også fik rigeligt med spilletid.

FHK kæmpede for at holde kadencen oppe, men alligevel endte det med en sejr på 25 mål, da måltavlen viste 45-20 efter 60 minutters håndbold i Paarup-hallerne, hvor traditionsklubben TPI Odense var langt fra fordums styrke, dengang Morten Stig Christensen, Anders Dahl Nielsen og Kim G. Jakobsen trak TPI-trøjen over hovedet.