Første verdenskrig startede i 1914 med en udbredt forventning om, at den ville være slut inden efteråret samme år. Det er måske en af historiens mest udbredte fejlkalkulationer for et krigsforløb. Efter at millioner af mennesker var døde på horribel vis, havde man i England og Frankrig et udbredt ønske om at sikre, at der aldrig kom en lignende krig igen. Frankrig var alligevel hævngerrig, hvorfor de fik pålagt Tyskland betydelige erstatningskrav, der var med til at skabe hyperinflation, fattigdom og elendighed blandt tyskerne i 1920erne. Hvilket fik den konsekvens at fredsaftalen blev forhadt blandt tyskerne. Det fik Hitler skabt en politisk bevægelse på baggrund af. Der i 1930erne førte til at det første tyske demokrati blev fejet af banen, hvorefter anden verdenskrig kunne gentage og overgå første verdenskrig.
Sovjetunionen blev skabt af en lille bande af banditter, der med Stalin i spidsen myrdede og udplyndrede befolkningen i Rusland, samt de satellitstater, inklusiv Ukraine, man kunne overtage fra det tidligere Zar-styre. Gennem det 20. århundrede levede ukrainerne som sovjetborgere. Da den kolde krig sluttede var det en kæmpe overraskelse for USA, hvor en hel generation af politikere og embedsfolk havde skabt deres karriere og selvforståelse på baggrund af konflikten med kommunisterne i Moskva. NATO, den Nordatlantiske Traktats Organisation, var som navnet antyder, skabt til at beskytte USA, Storbritannien og Frankrig med følgeskab af mindre betydningsfulde lande som eksempelvis Danmark. Men vestlige lande. Forsvarsalliancen havde aldrig forudset at den skulle rumme tidligere lande fra østblokken. Organisationen var netop oprettet for at stå imod Moskva og de satellitstater, som kommunisterne indlemmede med magt efter anden verdenskrig. Da man derfor efter Sovjetunionens kollaps førte NATO videre, og tilmed begyndte at indlemme Østeuropa i pagten, var det også et klart signal til Moskva om, at nu ville storhedstiden for den russiske dominans være slut.
Hvis der skulle komme en storkrig, altså en tredje verdenskrig, med udgangspunkt i endnu en øst-vest konflikt, vil man utvivlsomt beskæftige sig længe med forløbet i 1990erne, når der skal findes historiske forklaringer på årsagerne. Men i 2024 handler det om krigen i Ukraine. Da Donald Trump forlangte at europæerne betalte mere for deres eget forsvar, blev han mødt med hån og foragtelse blandt eliten i europæisk politik. En elite, der med jævnlige fotos af værdighed og fællesskab, næppe troede, at de nogensinde skulle spekulere på krig igen. Hvorfor ar store dele af staternes forsvar var forældet. Den slags med krig overlod man til USA. Så kunne man ind imellem sende et par fly, når amerikanerne var i krig et eller andet sted ude i verden.
Med invasionen af Ukraine i 2022 gik den ikke længere. Amerikanerne satte markante krav til deres europæiske partnere, der stort set alle flokkedes om en alliance, skabt af Biden-administrationen, hvis manglende dømmekraft sandsynligvis er en af årsagerne til at Vladimir Putin angreb Ukraine igen. Sådan som han havde gjort under Obama i 2014. Den vattede og tandløse udenrigspolitik under udenrigsminister Antony Blinken (han var også sikkerhedsrådgiver for Obama) kan ses som en samlet stykke appeasement-politik, hvor logikken er at den internationale orden skal bygge på tillid. En tillid som høgene siger, man ikke kan få fra russerne, iranerne eller kineserne. Fra starten af krigen i Ukraine har amerikanerne, uder Biden-Blinken (sandsynligvis mest Blinken), aldrig formået at komme med en konkret plan for, hvordan krigen skal slutte. Altså hvad målet er. Velvidende at man aldrig vil kunne besejre Rusland i en direkte krig, uden at der vil være tale om en verdenskrig og med anvendelse af atomvåben. I stedet for har amerikanerne pushet et krav om at europæerne skal betale milliarder af EURO fra deres sociale stater, der skal bruges direkte til våben på krigsskuepladsen i Ukraine. Også i Danmark er befolkningen blevet fortalt, at der må spares på socialstaten, fordi der nu er en sikkerhedspolitisk situation omkring Ukraine. Amerikanerne betaler også milliarder af dollars til våben, men har ikke en stærk socialstat at tage dem fra. Der bliver lånt. Men på intet tidspunkt snakkes der om, at der skal sættes soldater ind fra vesten for at slås mod Rusland. På trods af den omfattende krigsretorik blandt de vestlige ledere, så bliver det ved at man vil betale regningen så ukrainerne kan kæmpe og dø, men der kan ikke blive tale om, at man selv skal slås.
Hele denne logik er fostret i Biden-Blinkens udenrigspolitiske diskurs i perioden 2021-2022. Ved udgangen af 2024 kan denne politik endegyldigt være slut. Joe Biden er en af de mest upopulære præsidenter i amerikansk historie. Han gik ind i valgåret 2020 med løfter om, at han ville forene det amerikanske folk og bygge broer mellem de to næsten lige store blokke. Men det modsatte er sket. Biden-administrationen har kategorisk skabt polemiske love, rettet mod de republikanske kernevælgere og for den yderste venstrefløj hos demokraterne. Republikanerne flokkedes tilbage mod Donald Trump af samme grund. MAGA-bevægelsen er stærkere end nogensinde, og det påvirker også de moderate republikanere, der dagligt kan se hån og spot fra Det Hvide hus rettet mod deres vælgere. Når amerikanerne i november skal til stemmeurnen, bliver det også et afgørende valg for Rusland og Ukraine. Udfaldet af dette valg kan betyde, at metoden med at finansiere en proxy-krig i Rusland smuldrer. For den er der ikke bred opbakning til blandt de republikanske vælgere. Tilbage vil stå de europæiske stater og deres symbolpolitiske finansiering af en konflikt mod Rusland, ingen af dem er villige til selv at tage del i med soldater og kamphandlinger. Man står bag Ukraine, så længe ingen danskere, tyskere, englændere, nordmænd, belgiere og så videre skal dø på grund af indsatsen. Døden overlader man til ukrainerne.
