På to års dagen for begyndelsen på krigen i Ukraine klarer fordrevne fra Ukraine sig generelt godt på det danske arbejdsmarked. I januar måned 2024 var 11.100 fordrevne fra Ukraine i beskæftigelse.

De seneste tal viser, at der i januar 2024 var 11.100 fordrevne fra Ukraine i job på det danske arbejdsmarked. Det svarer til, at 78 pct. af de fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er i beskæftigelse. Ser man på beskæftigelsesfrekvensen, er andelen 50 pct. i januar 2024 for alle fordrevne fra Ukraine i den arbejdsdygtige alder.

Rejsebureauer, rengøringsfirmaer og hotel- og restaurationsbranchen gør især god brug af arbejdskraften fra de fordrevne fra Ukraine.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Jeg er oprigtigt glad for, at så mange har fundet vej ind på det danske arbejdsmarked, selv om det er på en trist baggrund med krig på snart tredje år. Jeg synes, det siger meget om de fordrevne ukrainere, at de fra begyndelsen har haft viljen og evnerne til at træde ind på en arbejdsplads i et fremmed land.

– Vi har fra dansk side først og fremmest haft fokus på at hjælpe ukrainerne på plads her i landet. Bolig og krisehjælp. Men mange både kan og vil forsørge sig selv og familien. Derfor har vi også haft stort fokus på at give hurtig og smidig adgang til arbejdsmarkedet – til gavn for den enkelte og samfundet som helhed.