Fyns Politi har i dag anholdt ni personer som del af en landsdækkende politiaktion mod muldyr, heraf tre med bopæl i Middelfart Kommune. Sydøstjyllands Politi anholdt 13 personer, heraf blandt anden en borger med bopæl i Kolding.

Anholdelserne af de ni personer på Fyn er en del af en landsdækkende politiaktion mod hvidvask. Målene for aktionen var såkaldte muldyr, der er mistænkt at hvidvaske penge, der stammer fra organiseret kontaktbedrageri, hvor især ældre borgere er blevet kontaktet af gerningsmænd, der udgiver sig for at komme fra eksempelvis banken eller politiet for at kunne franarre ofrene personoplysninger eller penge.

– Her i politikredsen er aktionen gået efter planen. Siden tidligt i morges var vi ude på flere adresser og har anholdt i alt ni personer, som alle er mistænkt for at have bidraget til bedrageri af ældre borgere ved at agere muldyr. Det vil sige, at de anholdte personer ikke er dem, der har ringet de ældre op, men at de her personer har hjulpet med at hvidvaske de penge, som andre gerningsmænd har franarret de ældre borgere, siger vicepolitiinspektør i Fyns Politi Michael Lichtenstein.

De ni anholdte i Fyns Politikreds er følgende:
29-årig mand fra Odense
19-årig mand fra Middelfart
36-årig mand fra Ejby
46-årig mand fra Odense
47-årig mand fra Broby
45-årig mand fra Odense
42-årig mand fra Odense
34-årig kvinde fra Middelfart

De er alle sigtet for hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1, subsidiært hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1, af beløb omkring ca. 50.000 kr. hver.

Desuden blev en 27-årig mand fra Odense anholdt i forbindelse med aktionen og sigtet for i alt 50 forhold.

Michael Lichtenstein fortæller, at det muligvis kan virke uskyldigt at overføre eller hæve penge fra sin konto til andre, men at man risikerer at blive involveret i alvorlig kriminalitet. Derfor bør man absolut holde sig fra det.

Aktionen blev gennemført i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet.

De anholdte bliver nu afhørt af politiet i den politikreds, der har foretaget anholdelsen. Afhængig af omstændighederne fængsles eller løslades personen efter endt afhøring. Alle fynske anholdte er løsladt igen.

Efterforskningerne mod bagmændene for organiseret kontaktbedrageri kører i et separat spor.

Del af en større aktion

Sydøstjyllands Politi anholdt og sigtede i forbindelse med politioperationen fem kvinder og otte mænd i Sydøstjyllands Politikreds. Personerne blev anholdt i Lunderskov, Kolding, Vejle og Juelsminde, og de er i alderen mellem 17 og 55 år. De er alle mistænkt for at have fungeret som såkaldte muldyr ved at hjælpe med at hvidvaske penge fra organiseret kontaktbedrageri. Måden, det er sket på, er, at de mistænkte har overført penge eller har stillet deres bankkonto til rådighed for de kriminelle, så pengesporet på denne måde er blevet sløret.

De anholdte afhøres, og sagerne efterforskes nu nærmere. Der forventes ikke fremstilling i grundlovsforhør.

– Anholdelserne af de 13 personer har til formål at kappe det led over, der hvidvasker penge, som typisk er fremskaffet gennem kontaktkriminalitet. Det vil sige, hvor fremmede bedrages til overføre penge til de kriminelle, fx ved at udgive sig for at være bankmand eller politimand, forklarer vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:

– I Sydøstjyllands Politi har vi tidligere ad flere omgange været ude at advare mod denne type kriminalitet, og også opfordret familiemedlemmer til at advare især deres ældre familiemedlemmer, da vi typisk ser, at det er denne gruppe, der rammes. Vi opfordrer nu også til, at man undlader hverken at hæve eller overføre penge for fremmede, fordi man risikerer at hjælpe organiserede kriminelle, der fx har begået kontaktbedrageri.

Politiets råd til såvel unge som ældre borgere:
Gode råd mod kontaktbedrageri over telefonen:
• Udlevér aldrig bekræftelseskoder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen.
• Søg selv myndighedens eller banken telefonnummer frem på internettet og ring til dem.
• Læg røret på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke være høflig.

Undgå at blive et mulddyr:
• Lad ikke andre overføre penge til din konto, som du skal overføre videre
• Hæv ikke penge for andre
• Er det svært at sige nej, og bliver du utryg ved situationen, kan du sige, at du ikke har dit betalingskort på dig, eller at du ikke har MobilePay