Midt i historiens største oprustning føler soldaterne sig glemt: »Det skriger til himlen«

0

FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5 procent. Det er historiske tal. Det er tal, der fylder i valgkampen, og som begge statsministerkandidater kan citere udenad.

Men i kasernerne rundt om i landet og her på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor Hærens soldater møder ind dag efter dag og uddanner de næste generationer af dansk forsvar, er det et andet regnestykke, der optager det faste personel. Martin Ramsdal sidder som fællestillidsrepræsentant for CS, Forsvarets største fagforening, og har gjort regnestykket. »375 milliarder har man brugt. Og så har vi fået en ny overenskomst, hvor der er givet et ekstraordinært løft på 275 millioner, som vel at mærke er taget inden for rammen af overenskomsten, så det er penge, man tager fra andre faggrupper. Det svarer til 0,8 promille af de penge, man har investeret,« forklarer han.

Under én promille til dem, der skal gøre investeringen til noget.

Et forsvar til 3,5 — med en bemanding til 1,36

Søndagens tv-duel mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen bragte endnu et stort tal frem i lyset. Venstre vil have 6.500 værnepligtige i 2030 og fordoble det til 13.000 i 2035. Frederiksen nikker. Konservative overgår dem begge og taler om en reservestyrke på op mod 50.000 soldater. Ingen af dem nævner med et ord, hvem der skal uddanne dem alle.

Det er præcis det spørgsmål, Martin Ramsdal stiller. »Det er fint med flere værnepligtige, men de skal bare lige finde ud af, hvem der skal uddanne dem, hvad det er for noget grej, de skal have, og hvor de skal bo, hvis det hele skal gå så forbandet hurtigt,« siger han.

Problemet er strukturelt og veldokumenteret. Forsvaret har i årevis kæmpet med at fastholde det erfarne stampersonel — de sergenter og befalingsmænd, der udgør rygraden i enhver uddannelse af rekrutter. Fagforeningen CS har tidligere oplyst, at manglen på uddannede og udnævnte sergenter i 2024 var så stor, at over 500 konstabler og korporaler måtte fungere i sergentstillinger i Hæren — stillinger, de hverken er uddannede eller erfarne nok til at bestride. Martin Ramsdal beskriver det sådan: »Vi har nu et forsvar til 3,5 procent. Men vi har en bemanding, der svarer til 1,36. Bemandingen er ikke blevet vanvittigt større. Så det er en kæmpe udfordring.«

Travlheden er vokset — og kvaliteten betaler prisen

På Ryes Kaserne er bemandingssituationen efter eget udsagn relativt fin sammenlignet med andre steder i forsvaret. Men det er ikke det samme som, at der er luft i systemet. »Jeg kan ikke mindes, at vi plejer at have så travlt, som vi har nu. Vi har rigtig travlt,« fortæller Martin Ramsdal.

Travlheden har en konsekvens, som ingen politikere taler om, men som enhver soldat kender. Hvis det faste personel skal nå at uddanne flere, mens antallet af instruktører forbliver det samme, sker der ét af to. Enten løber folk hurtigere, eller også bliver uddannelsen dårligere. »Det siger sig selv. Så skal vi løbe hurtigere, og så bliver der dårligere uddannelse, fordi vi ikke har tid til at gøre det ordentligt, fordi vi skal nå flere,« siger han.

The bigger why er opbrugt

Bag travlheden ligger en dybere frustration, her følelsen af at blive glemt af dem, der råber højest om forsvar. Det mønster viser sig ikke kun i regnestykket med promillerne. Det viser sig også i stemningen i kantinen og på gangene. »The bigger why er ligesom opbrugt. Jeg kan ikke se det større formål mere, fordi de vil mig ikke. De råber og skriger om sikkerhed. Men de mener det åbenbart ikke helt alligevel, når de ikke vil investere i det, de selv kalder den vigtigste ressource, nemlig soldaterne,« bemærker Martin Ramsdal.

Og det er ikke fordi arbejdspladsen er dårlig, understreger han. Tværtimod. »Vi er mega stolte, og der er en stor arbejdsglæde. Det er en fed arbejdsplads. Men flere og flere siger, at hvis det ikke var for kontraktformen og de gode kollegaer, så var de gået.«

Folk elsker jobbet, men mister troen på, at det nytter noget at blive. Og når de beslutter sig for at gå, er det sjældent i vrede, det er i stilhed, med et skuldertræk og et bedre tilbud fra det civile arbejdsmarked i lommen, forklarer fællestillidsrepræsentanten. »Vi kan ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked, og det skal vi heller ikke. Men det betyder, at folk har nemmere ved at sige farvel.«

En milliard inden for rammen

Martin Ramsdal har et konkret bud på, hvad der burde ske, og han bruger politikernes eget argument imod dem.

Troels Lund Poulsen har slået fast, at nye kaserner skal bygges inden for den eksisterende forsvarsramme. Fint nok, siger Ramsdal. Men så kan det samme gælde løn. »Du kan bare smide en milliard i morgen inden for den samme ramme, og så lader man overenskomstpartnerne finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det er der ikke nogen, der siger, han ikke må,« siger han.

Politikerne har hidtil sagt, at lønstigninger skal ske via overenskomst og ikke via politiske særaftaler. Martin Ramsdal er enig og peger på, at der ikke er noget til hinder for at afsætte pengene og lade parterne fordele dem selv. Stemningen blandt kollegerne beskriver han uden omsvøb. »De bliver frustrerede, og de griner lidt, og de slår op i banen efterhånden. Vi synes faktisk, vi har fået en god overenskomst, når man kigger på rammen, men den politiske vilje, den ryster vi på hovederne af,« siger han. »275 millioner. Det er som at gøre noget i bukserne i modvind.«

Det store spørgsmål

Valgkampen handler om sikkerhed. Om Danmark. Om beredskab. Om at sende et signal til Rusland, til Trump, til verden. Det er store ord, og de fylder godt på en skærm om aftenen.

Men bag ved ordene sidder Martin Ramsdal og hans kolleger på Ryes Kaserne og løser de opgaver, de har fået. De møder ind. De uddanner. De strækker sig. »Det er måske også vores store udfordring, at vi gør alt, hvad vi kan for at løse vores opgaver. I stedet for at sige hertil og ikke længere,« siger han. »Men der er ikke nogen grund til at pisse sig oppe og ned ad ryggen og så bagefter komme og sige, at vi lugter af pis.«

Spørgsmålet, som Martin Ramsdal stiller, er dette. Om det forsvar, der i disse uger råbes frem som nationens vigtigste prioritet, også behandles som det, når overenskomstforhandlingerne er overstået.

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0

SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på sygehuset under barnets indlæggelse.

Hidtil har reglerne betydet, at kun den forælder, der selv er medindlagt sammen med barnet, har fået mad stillet til rådighed uden beregning. Den anden forælder har kunnet tilkøbe måltider, men har altså selv skullet betale. Det ændrer sig fra 1. maj, hvor begge forældre — uanset om man er medindlagt eller blot på besøg — får gratis mad på regionens børne- og ungeafdelinger, barselsafsnittet, neonatalafsnittene for for tidligt fødte og på de psykiatriske afdelinger for børn og unge.

Region Syddanmark er ikke den første til at tage skridtet. Region Midtjylland indførte samme ordning allerede i 2021, hvor regionsrådet afsatte midler til at give begge forældre gratis mad på regionens børneafdelinger. Nu følger Region Syddanmark trop og har i budgetaftalen for 2026 afsat 2,2 millioner kroner årligt til udvidelsen.

Bag beslutningen er blandt andre Pernelle Jensen, Venstres regionsrådsmedlem fra Fredericia, der har fulgt arbejdet med familievilkår under indlæggelse tæt. »Det er jeg naturligvis rigtig glad for, at vi nu indfører, fordi det hjælper forældrene i en presset situation, hvor fokus skal være på barnet og familien,« siger Pernelle Jensen.

Når et barn indlægges, medfølger en lang række bekymringer for familien. Som Region Syddanmark selv formulerer det: »Når et barn er indlagt, følger der ofte mange bekymringer med. Derfor vil vi gerne gøre hverdagen lidt lettere for familierne. Hvis forældrene slipper for at tænke på praktiske ting som mad, kan de i stedet bruge energien på det vigtigste, nemlig at være der for deres barn.«

Efterskoler fra hele landet mødes i Middelfart til stor gymnastikopvisning

0

SPORT. Fredag aften er der gymnastikhøjdepunkt i Middelfart, når GFH holder sin årlige efterskoleopvisning i Middelfart Sparekasse hallerne. Fem efterskoler fra hele landet har taget turen til byen for at vise, hvad de er gode for — og de deler gulv med GFH’s egne hold fra junior til oldstars.

»Det er en opvisning, hvor de ud over at være enormt dygtige skaber noget fællesskab. Folk får en rigtig god oplevelse, hvis de kommer og kigger,« siger Claus Hansen, direktør for Lillebælt Sport og Kultur.

Programmet strækker sig fra kl. 16.00 til godt 22.00 og byder på opvisninger fra Flemming Efterskole, Bernstorffsminde Efterskole, Vejstrup Efterskole, Vesterlund Efterskole og Bjergsnæs Efterskole — vekslende med GFH Superholdet, Juniorholdet, Ungdomsholdet, Oldstars og M-holdet.

Claus Hansen forventer fuldt hus — som det plejer. »Der kommer omkring 1.000 gymnaster på de forskellige hold, og alle sammen har jo mormor, morfar, far og mor og søskende med. Vi har 700 stole, og de er fyldt — og så står folk oppe bagved også,« siger han.

Dørene åbner kl. 14.00. Efterskolernes busser holder ved Lillebæltsskolen for at aflaste parkeringspladsen, og publikum opfordres til at komme i god tid.

GFH Efterskoleopvisning 2026 finder sted fredag den 13. marts fra kl. 16.00 i Middelfart Sparekasse hallerne. 

Fredericia trækker et nationalt læs – nu skal Danmark også løfte Fredericia

0

OPINION. Fredericia er på mange måder en lille kommune. Arealmæssigt fylder vi ikke meget på landkortet. Men vores betydning for Danmark er langt større, end størrelsen antyder.

Fredericia er et af landets vigtigste knudepunkter. Her mødes jernbane, motorveje, havn og energiinfrastruktur. Hver eneste dag passerer store mængder gods gennem Fredericia, og vores virksomheder er blandt dem, der holder hjulene i gang i dansk økonomi. Vores havn er en af landets vigtigste erhvervshavne, og vores placering midt i Danmark gør os til et naturligt samlingspunkt for transport, produktion og energi.

Samtidig lægger vi arealer til tung industri, logistikcentre og nye anlæg, der skal drive den grønne omstilling frem. I Fredericia er vi ikke bange for at tage ansvar. Tværtimod har vi i mange år vist, at vi er klar til at løfte opgaver, der rækker langt ud over kommunegrænsen.

Kort sagt: Fredericia binder Danmark sammen.

Men når man trækker så stort et læs for hele landet, følger der også konsekvenser med lokalt. Flere lastbiler på vejene, mere togtrafik gennem byen, mere støj og større pres på vores natur og vores havmiljø. Det er vilkårene ved at være et nationalt knudepunkt – men det er også vilkår, som mange borgere i Fredericia mærker helt tæt på i deres hverdag.

Derfor mener jeg, at tiden er inde til, at Danmark i højere grad også løfter Fredericia. Vi skal have national opbakning til at håndtere de udfordringer, der følger med den rolle, vi spiller for hele landet. Det gælder blandt andet en langt stærkere indsats mod støj fra trafik og transport. Det gælder investeringer, der kan beskytte vores natur og sikre et sundt havmiljø i Lillebælt. Og det gælder løsninger, der gør det muligt at udvikle vores industri og infrastruktur på en måde, hvor hensynet til miljø og livskvalitet følger med.

Fredericia skal fortsat være et stærkt industri- og transportcentrum. Det er en styrkeposition, vi skal bygge videre på. Men udviklingen skal ske ansvarligt og med respekt for de mennesker, der bor her.

Samtidig skal vi have ambitioner for, hvordan Fredericia udvikler sig som by. For selvom vi er en vigtig industriby og et nationalt knudepunkt, skal Fredericia også være en endnu mere attraktiv by at bo og leve i.

Vi skal tiltrække flere tilflyttere, flere børnefamilier og den arbejdskraft, som vores virksomheder i stigende grad efterspørger. Det kræver en kommune i udvikling.
Det kræver vækst og arbejdspladser.
Det kræver gode institutioner og stærke skoler.
Det kræver et levende byliv.
Og det kræver adgang til smuk natur og et sundt havmiljø.

Fredericia har allerede mange af kvaliteterne. Vi har kysten, voldene, skovene og Lillebælt lige uden for døren. Vi har et stærkt foreningsliv, kultur og en historisk bymidte, der kan danne rammen om endnu mere liv. Og vi har virksomheder og arbejdspladser, som tiltrækker mennesker fra hele landet.

Men vi skal turde have endnu større ambitioner for vores by.

For mig handler det om at skabe en kommune, hvor børnefamilier har lyst til at slå sig ned. Hvor man kan få en god institutionsplads til sit barn. Hvor skolerne er stærke. Hvor der er trygge boligområder, gode fritidsmuligheder og natur tæt på. Det hænger også tæt sammen med den indsats, vi skal gøre for vores børn og unge.

Alt for mange unge kæmper i dag med trivslen. Vi ser det i klasselokalerne, i fritidslivet og i statistikkerne. Og vi ser det, når for mange unge forlader folkeskolen uden at have bestået dansk og matematik i 9. klasse. Det er en udvikling, vi ikke kan acceptere.

For når en ung ikke får de grundlæggende færdigheder med fra skolen, lukker det alt for mange døre senere i livet. Det gør vejen til en ungdomsuddannelse sværere, og det begrænser mulighederne på arbejdsmarkedet.
Derfor skal vi sætte tidligere og stærkere ind.

Vi skal sikre en folkeskole, hvor der er tid til den enkelte elev. Hvor lærerne har mulighed for at hjælpe dem, der kæmper. Og hvor fællesskabet i klassen styrkes, så flere børn både lærer mere og trives bedre.

Vi skal have et endnu stærkere fokus på dansk og matematik – fordi det er fundamentet for næsten al anden læring. Samtidig skal vi sikre gode daginstitutioner og stærke fritidsfællesskaber, så børn og unge får en tryg start på livet. For mig hænger det hele sammen.

Når Fredericia løfter store nationale opgaver inden for industri, transport og grøn omstilling, så skal vi også have mulighed for at investere i vores lokalsamfund. I vores natur. I vores byliv. Og i de børn og unge, der er fremtiden for vores kommune. Det er netop derfor, jeg stiller op til Folketinget.

Jeg vil på Christiansborg være en tydelig stemme for Fredericia og Trekantområdet. En stemme, der insisterer på, at når vi stiller arealer, infrastruktur og arbejdskraft til rådighed for hele Danmark, så skal staten også være med til at løse de udfordringer, det skaber lokalt.

Fredericia trækker i dag langt mere end vores vægtklasse kræver. Vi tager ansvar for Danmark – for arbejdspladserne, infrastrukturen og den grønne omstilling. Nu er det tid til, at Danmark også tager ansvar for Fredericia.

Hvis du mener, at Fredericia fortjener en stærk stemme på Christiansborg – og en by i fortsat udvikling – håber jeg, du vil overveje at sætte dit personlige kryds ved mig ved det kommende valg.

Messerschmidt: Valget handler om udlændingepolitik, leveomkostninger og pension

0

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, går ind i valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts med et klart mål: en borgerlig regering – og et så stærkt Dansk Folkeparti som muligt.

»Jeg håber på en borgerlig regering, hvor Dansk Folkeparti bliver så stærk som muligt. Det er det, det handler om. Det er det, vi er her for, og vi har kæmpet for i mange år,« siger han.

Han glæder sig over, at valget nu er udskrevet.

»Så nu er det dejligt, at valget endelig er udskrevet, så vi kan få det afgjort.«

Ifølge Messerschmidt er der tre hovedtemaer, som Dansk Folkeparti går til valg på.

Det første er en strammere udlændingepolitik med fokus på hjemsendelse af kriminelle udlændinge.

»Først og fremmest en enig hjemsendelsespolitik for kriminelle udlændinge, så vi får styr på tingene. Det sejler helt under Mette Frederiksen.«

Det andet tema handler om leveomkostninger og danskernes økonomi i hverdagen.

»Det skal være vildere at være danskere. Vi skal have fødevarepriserne ned, benzin- og dieselpriserne ned,« siger han og tilføjer, at partiet også forsøger at presse andre partier til at gøre noget ved problemerne.

Det tredje fokusområde er pensionsalderen. Dansk Folkeparti vil stoppe den løbende stigning og indføre et loft.

»Vi lancerer her klokken 15 i dag et udspil og en underskriftsindsamling, hvor vi opfordrer folk til at bakke op om, at den stigende pensionsalder bremses, og at vi lægger et loft på 69 år.«

På gader og pladser i valgkampen oplever Messerschmidt ifølge ham selv stor opbakning til partiet.

»En enorm glæde og entusiasme. Det er virkelig dejligt at kampagne for Dansk Folkeparti.«

Han peger blandt andet på et arrangement i Aarhus.

»Vi havde i går show oppe i Aarhus, hvor der var 500 – rigtig mange unge, men i alle aldersgrupper. Folk stod i kø en hel time for at få en snak og en plakat.«

Messerschmidt mener, at mange vælgere ønsker en ny politisk retning.

»Der er en tro på, at vi kan sætte en anden retning end det, Lars Løkke og Mette Frederiksen har gjort.«

For ham personligt er især udlændingepolitikken afgørende i valgkampen.

»Jeg synes, det er dybt krænkende, at folk skal leve i utryghed for, at kriminelle udlændinge kan blive ved med at begå den ene forbrydelse efter den anden, og at de ikke bliver sendt hjem.«

Selv om mange emner fylder i valgkampen, er prioriteten klar, siger DF-formanden.

»Der er mange vigtige ting, men for mig er det helt klart den vigtigste.«

Hjem med Sjæl: Rudolf Steiner Allé 17 – en arkitektonisk perle i Snoghøj

0

BOLIG. Der findes adresser, der allerede inden man træder indenfor, fortæller noget om den verden, der venter bag døren. Rudolf Steiner Allé i Snoghøj er en sådan adresse. Navnet alene bærer på en filosofi — en overbevisning om, at arkitektur ikke blot skal huse mennesker, men forme dem, nære dem, tale til noget i dem, som det rektangulære og det rationelle aldrig når.

På nummer 17 ligger en ejendom, der er alt dette og mere til.

Filosofien i væggene

Rudolf Steiner var ikke blot en arkitekt. Han var en tænker, der mente, at de rette former kunne påvirke menneskets indre liv. Ingen rette vinkler for vinkelens skyld. Ingen kolde flader, der afviser lyset. I stedet organiske kurver, der leder øjet videre. Vægge, der bøjer sig som om de lytter. Vinduer anbragt, ikke tilfældigt, men nænsomt, så lyset falder som det skal, når det skal, og forvandler et rum fra et sted til en stemning.

Ejendommen på Rudolf Steiner Allé 17 er opført i denne tradition. Fra 1991, men med en ånd der er langt ældre. De bløde linjer og de forskudte vinkler er ingen tilfældighed — de er et bevidst og konsekvent udtryk for en arkitektonisk overbevisning om, at hjemmet og det levede liv hænger uløseligt sammen. At det man omgiver sig med, former den man er.

Det er en sjælden ting at møde i en dansk villa.

Et sted med fortid

Huset har et liv bag sig, der giver det dybde. Her blev der engang produceret plantefarver — en virksomhed, der i sig selv spejler ejendommens ånd. Noget organisk, noget tålmodigt, noget der kræver nærvær og sans for det naturlige. Man kan forestille sig duften af urter og pigmenter, arbejdshænderne, de langsomme processer. Den slags aktivitet sætter sig i et hus. Ikke som en plet eller et spor, men som en atmosfære.

I dag er produktionen forlængst fortid, men noget af dens DNA er tilbage. Kreativiteten. Den kunstneriske sans. Fornemmelsen af, at dette hus aldrig blot har været et sted at sove, men et sted at leve med intention.

Renoveringen der bevarede sjælen

Fra 2021 og frem er ejendommen blevet totalrenoveret — og det er gjort med den opmærksomhed og det håndværk, som husets karakter fortjener. Det ville have været let at gøre det forkert. At glatte de organiske linjer ud. At standardisere det særlige. At vælge det nemme over det rigtige.

Det er ikke sket her.

Renoveringen har i stedet lyttet til huset. Det skræddersyede Svane-køkken fra 2021 er ikke anbragt på trods af arkitekturen, men i samklang med den. Ovenlysvinduer trækker lyset ned over køkkenalrummet på en måde, der ikke lader sig beregne på forhånd — det er noget man oplever, noget der skifter med dagen og årstiderne, noget der giver et hverdagsrum en dimension, de fleste hverdagsrum ikke har.

Badeværelserne, renoveret i 2022 og 2024, er stilrene og elegante. Bryggerset fra 2022 ligeså. Og overalt i huset: gulvvarme. Den stille, jævne varme, der ikke blæser, ikke larmer, ikke gør opmærksom på sig selv — men bare er der, som en del af hjemmets grundtone.

Rummenes logik

Planløsningen er gennemtænkt, som man forventer det i et hus af denne slags. Rummene forbindes af de bløde kurver og de forskudte vinkler, der præger hele ejendommen, og man bevæger sig gennem huset uden at støde på de skarpe afskæringer, der ofte giver en bolig en fragmenteret fornemmelse. Her flyder det.

Seks rum fordelt på ét plan. En stue, der er lys og indbydende. Værelser, der rummer fleksibilitet — til børn, til hjemmekontor, til gæster. Og så det store aktivitetsrum, der tidligere husede butik, og som i dag fremstår som boligens mest åbne og mulighedsrige rum. Et rum, der ikke selv afgør, hvad det skal bruges til, men overlader den beslutning til den næste ejer.

210 kvadratmeter bolig. 1.514 kvadratmeter grund. Det er en skala, der giver frihed uden at føles overvældende.

Haven og stedet

Udenfor fortsætter filosofien. Haven er harmonisk anlagt med terrassemiljøer, der inviterer til det liv, der leves bedst langsomt — morgenkaffens ro, eftermiddagens stille arbejde i det fri, aftenmiddagen i det, der nærmer sig gudbenådet sommerlys. Der er plads til at trække vejret her. Til at sætte tingene fra sig.

Snoghøj er i sig selv et sted med sjæl. Beliggende der, hvor Fredericia by løsner sit greb og terrænet begynder at bølge mod Lillebælt, har kvarteret sin egen rytme og atmosfære. Her er man tæt på vandet, tæt på naturen og alligevel blot et kort stykke fra byens liv og infrastruktur. Børnehaven ligger hundrede meter fra matriklen. Skolen er tæt på. Det praktiske er ordnet, men omgivelserne er dem, man vælger med hjertet, ikke kun med fornuften.

Et hjem til den næste generation

Der er huse, man køber fordi de opfylder en liste. Og der er huse, man køber fordi de gør noget ved en. Rudolf Steiner Allé 17 er det andet.

Det er et hjem, der kræver en ejer med blik for det særlige. En, der ser de organiske linjer og forstår, at de ikke er et kompromis med det praktiske, men et argument for noget andet. En, der sætter pris på, at lyset ikke bare kommer ind, men insisterer på sin tilstedeværelse. En, der genkender den stille fornøjelse i gulvvarme, i høje håndværksmæssige standarder, i et hus der er gennemtænkt fra grund til kip.

For den rette familie eller det rette par er dette ikke blot en bolig. Det er en ramme om et liv — et liv med plads til kreativitet, til ro, til de samtaler der kræver god plads og rigtigt lys.

Ejendommen udbydes til 3.695.000 kr. Læs mere om ejendommen hos mægleren her.

Har du forslag til spændende huse eller ejendomme, der fortjener at blive fremhævet i serien? Vi modtager med glæde tips, tanker og idéer fra vores læsere. Skriv til os på mba@sydavisen.dk — måske er det netop din anbefaling, der bliver næste kapitel i vores fortælling om Trekantområdets og Vestfyns mest charmerende hjem.

FC Fredericias kamp mod Randers bliver første med ny hooliganlovgivning

0

Når FC Fredericia og Randers FC mødes på Monjasa Park, er det under en helt ny lovgivning. Den hårdere hooliganpakke er nu gældende hver eneste kamp.

Når mesterskabs- og nedrykningsspillet i 3F Superligaen skydes i gang på fredag med opgøret mellem FC Fredericia og Randers FC på Monjasa Park, sker det under en helt ny lovgivning. Tirsdag den 10. marts trådte regeringens hooliganpakke i kraft – og modsat tidligere, hvor skærpede regler med dobbeltstraf kun gjaldt særligt udvalgte kampe, gælder den nye lovgivning nu permanent ved alle fodboldkampe.

Lovpakken, der blev vedtaget i Folketinget den 26. februar under titlen Fælles kamp mod vold og utryghed i fodbold, indeholder 14 konkrete initiativer.

Et af de mest markante er forbuddet mod pyroteknik. Det har længe været ulovligt at besidde og benytte fyrværkeri inde på stadion, men nu gælder forbuddet også uden for. Fans, der samles og marcherer i samlet flok mod stadion, må således ikke længere affyre pyroteknik. Forbuddet gælder inden for en zone på 5.000 meter fra stadion i et tidsrum fra seks timer før til seks timer efter kampen. Overtrædes forbuddet, tildeles karantæne.

Lovpakken slår også ned på bandemedlemmer og grove voldsforbrydere. Dømte bandemedlemmer tildeles nu automatisk otte års karantæne fra at gå til fodbold, mens personer dømt for grov vold automatisk udelukkes i to år. Det er politiets vurdering, at der er stærke tråde mellem bandemiljøet og hooliganmiljøet.

Derudover får politiet nu mulighed for at udstede en såkaldt strakskarantæne til personer, der laver ballade i forbindelse med en kamp, ligesom straffen for en række lovovertrædelser begået i forbindelse med fodboldkampe kan forhøjes med op til 50 procent.

Et af de mest omdiskuterede punkter i pakken har været spørgsmålet om straffeattesten. Efter stor kritik er det oprindelige forslag justeret, så en fodboldkarantæne kun kan fremgå af straffeattesten, hvis man først er blevet stillet for en dommer.

Mistænkt for brandbombe mod beboere

0

Tre personer er tirsdag formiddag anholdt i forbindelse med eksplosionsbranden i opgangen Korsløkkeparken 25 i Odense natten til søndag den 1. februar. De anholdte er en 18-årig mand, en 17-årig dreng og en 16-årig dreng, alle fra Odense Kommune. Anholdelserne skete under en målrettet politiaktion med ransagninger på flere adresser i både Odense og Kolding Kommune, med assistance fra Sydøstjyllands Politi.

Fyns Politi mistænker den 17-årige og den 18-årige for at have udført selve handlingen. De er begge sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 192a ved den 1. februar klokken cirka 2.26 at have transporteret og været i besiddelse af en brandbombe samt for overtrædelse af paragraf 183 ved at have forvoldt en sprængning i opgangen, mens 25 beboere opholdt sig i ejendommen.

Den 16-åriges præcise rolle i sagen skal klarlægges yderligere, og det er endnu ikke afgjort, om han skal fremstilles.

»Vi har gennemført en målrettet indsats i dag på baggrund af den efterforskning, der har pågået siden eksplosionsbranden fandt sted. Det er en alvorlig sag, og vi har arbejdet koncentreret og målrettet for at få sagen belyst og på at udfinde de ansvarlige,« siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.

Ved aktionen er der gjort fund, som indgår i den videre efterforskning. Politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke oplyse nærmere om fundenes karakter.

»Vi er klar over, at der er beboere i Korsløkkeparken, som har været utrygge siden hændelsen den 1. februar, og vi håber, at anholdelserne i dag sender et klart signal om, at vi tager det her meget alvorligt,« siger Jesper Weimar Pedersen.

Fyns Politi vil arbejde videre med at identificere og pågribe flere personer, som kan have været involveret i planlægningen og udførelsen af eksplosionsbranden.

De to ældste anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense onsdag den 11. marts klokken 9.30. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

Det oplyser Fyns Politi tirsdag den 10. marts.

Socialdemokratiet vil fratage kriminelle udlændinge førtidspension

0

Fra asylbremse til frakendelse af førtidspension – Socialdemokratiet vil stramme skruen markant på udlændingeområdet.

Socialdemokratiet er tirsdag kommet med et nyt og omfattende udlændingeudspil med 18 punkter. Udspillet spænder bredt – fra en forstærket indsats mod fremtidige asylstrømme til Europa til frakendelse af førtidspension ved overtrædelse af straffeloven.

Statsminister Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, hvor højt hun prioriterer området.

»Det er et politikområde, der vækker mange følelser. For mange af os er det noget af det vigtigste overhovedet. Hvis ikke der er styr på, hvor mange mennesker udefra, der kommer hertil, er der meget andet, der er ligegyldigt,« siger hun ifølge TV 2.

Socialdemokratiets udlændingeordfører Frederik Vad sætter særligt fokus på punktet om førtidspension og kriminelle udlændinge.

»Der er masser af førtidspensionister derude, som har fået en førtidspension, fordi de ikke kan arbejde. Men vi har jo eksempler på folk, som påstår, at de er for syge til at arbejde, men åbenbart ikke for syge til at begå kriminalitet hvert eneste år,« siger han ifølge TV 2.

Udspillets 18 punkter dækker blandt andet over forberedelse af den danske asylbremse, oprettelse af et udrejsecenter i tredjeland, en ny model for udvisningssager og en udvidelse af advarselsordningen fra 2017 med tilbagevirkende kraft. Derudover vil Socialdemokratiet indføre sprogkrav til udlændinge, lukke landbrugspraktikantordningen og styrke samarbejdet med udvalgte EU-lande om arbejdskraft.

På det indenrigspolitiske plan vil partiet også karantæne fra sundhedsvæsnet ved vold mod ansatte og arbejde for, at Danmark ikke udvikler sig til et etnisk klassesamfund.

37-årig fremstilles i grundlovsforhør efter frihedsberøvelse af spædbarn

0

Mandag aften blev et syv måneder gammelt barn taget fra sin barnevogn i Haderslev. I dag fremstilles den sigtede i grundlovsforhør.

En 37-årig mand fremstilles senere i dag i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, sigtet for at have frihedsberøvet et syv måneder gammelt barn mandag aften i Haderslev. Tidspunktet meldes ud senere.

Hændelsen skete omkring klokken 18, da en barnevogn med barnet blev taget fra Jomfrustien i Haderslev. Politiet indledte straks en eftersøgning, og flere vidner havde set en mand gå med barnevognen i retning mod Inderdammen. Efter kort tid fandt politiet barnevognen tom i Storegade.

Omkring klokken 19.30 – godt halvanden time efter frihedsberøvelsen – blev barnet fundet på et værelse på Hotel Norden i Haderslev, hvor den 37-årige mand blev anholdt og sigtet.

Politiet fortsætter efterforskningen og opfordrer borgere med videoovervågning fra området til at kontakte politiet på telefon 114. Der søges optagelser fra mandag mellem klokken 16 og 19.20 i området omkring Storegade, Gåskærgade, Haderslev Dampark, Smedegade og Teaterstien.

Politiet vil desuden være til stede i Storegade med en mobil politistation i dag mellem klokken 14 og 17, og der vil være fodpatruljer i byens centrum.

Personer berørt af hændelsen kan kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006 for gratis og anonym rådgivning.

Storebæltsbroen spærret i begge retninger efter uheld

0
Trafikanter må væbne sig med tålmodighed onsdag aften, hvor en af Danmarks vigtigste trafikårer er lukket helt. E20 Storebæltsbroen er onsdag aften spærret i...

Ledigheden står stille i Odense – men færre job giver bekymring

0
Ledigheden i Odense Kommune har ikke rykket sig i marts måned. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 4.465 fuldtidspersoner står uden arbejde, hvilket...

Vold efter trafikkonflikt og påvirket bilist stoppet på motorvejen

0
KRIMI. Flere hændelser rundt på Fyn har i det seneste døgn fået politiet på arbejde, hvor både vold, hasarderet kørsel og indbrud fylder i...

Sygehus Lillebælt får 1,19 millioner til at passe på personalet

0
REGIONEN. Når en kirurg kommer ud fra en operationsstue, hvor det ikke gik som det skulle, eller når en ambulanceredder har afleveret en patient...

Bilist påvirket af stoffer kørte i autoværn og stjålet bil stoppet efter eftersættelse

0
KRIMI. En 18-årig mand mistede kontrollen over sin bil på motorvejen ved Harndrup og endte i autoværnet. En bilist bagved havde forinden bemærket, at...

Indbrudsbølge og hærværk rammer flere byer

0
KRIMI. En række indbrud, hærværk og mindre lovovertrædelser har præget det seneste døgn i politikredsen, hvor især Odense skiller sig ud med flere anmeldelser. Flere...