Det var med oprejst pande, at FHK-træner Gudmundur Gudmundsson tog afsted fra Jyske Bank Boxen, selvom fredericianerne kom tomhændet derfra.

FHK tabte bronzekampen med 32-31 til BSH. FHK førte ellers i store dele af opgøret, men i slutfasen fik BSH overtaget. Til gengæld kunne Gudmundsson se, at FHK igen brændte oplagte chancer i den fase, ligesom det var tilfældet i semifinalen mod GOG.

– Jeg så et FHK-hold, der gav alt, hvad de kunne, og de gav aldrig op. Det var tæt i begge kampe, og vi manglede måske lige det sidste, men det var store præstationer. Især fordi det er mod de bedste hold i Danmark, og vi viste, at vi kan matche dem. Det var ærgerligt, at vi ikke kom i finalen. Jeg synes, at vi havde fortjent det, men sådan gik det til Final4, og jeg synes, taget i betragtning, at vi gjorde det flot, siger Gudmundsson og fortsætter:

– Det er første gang i klubbens historie, at vi er til sådan et event som dette. Der har de andre hold stor erfaring i forhold til os. Vi har lært en masse af at være med. Vi skal selvfølgelig være skuffede, men samtidig også stolte over vores indsats i begge kampe. Det var marginaler, som afgjorde det.

Et er det store event, noget andet er aspektet af at spille to kampe på 24 timer.

Netop onsdagens kamp er ikke en hvilken som helst. Det gælder lokalopgøret mod KIF Kolding på udebane.

– Jeg ved, at det betyder utroligt meget for klubben og fansene. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vinde den kamp, og forberedelserne starter, slutter Gudmundur Gudmundsson.