Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af Middelfart Byråd for Socialdemokratiet, og handler om, hvad der bør ske, når et valgt medlem forlader det parti eller den liste, vedkommende blev valgt for.
Forslaget går i al sin enkelhed ud på, at ved regions- og kommunalvalg bør mandatet tilhøre partiet eller listen – ikke den enkelte person. Hvis et byråds- eller regionsrådsmedlem ikke længere ønsker at repræsentere partiet eller listen, skal vedkommende træde ud af rådet, hvorefter mandatet overgår til den næste på listen. Derudover foreslås det, at man kan indføre en karensperiode på minimum tre måneder.
Formålet er ifølge forslagsstilleren at styrke tilliden til det demokratiske system og respekten for vælgernes stemmeafgivning.
»Jeg synes desværre, vi har set for mange eksempler på, at stemmer reelt flyttes fra ét parti til et andet, efter valget er afgjort. Det undergraver helt grundlæggende tilliden til demokratiet og til de folkevalgte,« siger Kaj Johansen.
Et opgør med praksis efter valget
Borgerforslaget er ikke rettet mod Folketinget, men udelukkende mod regioner og kommuner. Årsagen er, at folketingsmedlemmer er særligt beskyttet af Grundloven, hvor mandatet entydigt tilhører den valgte person.
I kommuner og regioner er situationen anderledes, mener Kaj Johansen. Her er kandidaterne opstillet på partier og lister, og vælgerne afgiver deres stemme i tillid til netop det politiske grundlag.
»Det handler ikke om at stavnsbinde mennesker eller forhindre uenighed. Men når man stiller op for et parti, og vælgerne sætter deres kryds ud fra det, så bør man også respektere det. Hvis ens moralske eller politiske kompas ændrer sig så meget, at man ikke længere kan stå inde for partiet, så må man også tage konsekvensen,« siger han.
Ifølge borgerforslaget bør løsningen være klar: Man forlader kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og mandatet går videre til næste kandidat på listen.
Styrke tilliden – og lysten til at stemme
Et centralt argument i forslaget er, at den nuværende praksis risikerer at skabe politikerlede og mindske lysten til at deltage i valg.
»Når vælgerne oplever, at deres stemme reelt kan ende et helt andet sted end tiltænkt, så mister man troen på systemet. Det her forslag handler om at genopbygge tilliden og gøre demokratiet mere troværdigt,« siger Kaj Johansen.
Han understreger samtidig, at han ikke påstår at have den perfekte model, men at den nuværende ordning er »rigtig, rigtig dårlig«.
»Jeg er sikker på, at man kan finde en model, der er bedre end den, vi har i dag – også selvom den ikke kan tage højde for alle tænkelige situationer.«
Lokalt afsæt – national debat
Borgerforslaget er stillet via den officielle borgerforslagsordning og har allerede fået medstillere fra Middelfart og omegn. Blandt dem er Jeppe Donslund fra Billund, John Erik Kruse, Jacob Bjørnskov Nielsen og Steen Ole Dahlstrøm – alle med lokal tilknytning.
Efter jul vil Kaj Johansen tage næste skridt og kontakte politikere på Christiansborg for at få forslaget drøftet nationalt.
»Man skal starte et sted. Og lige nu oplever jeg, at der er stor genklang i befolkningen – især efter valget – for at gøre noget ved det her. Mange oplever det som manglende respekt for vælgernes kryds,« siger han.
Om borgerforslaget ender med at føre til lovændringer, er uvist. Men debatten om, hvem et mandat egentlig tilhører, er med forslaget for alvor sat på dagsordenen.
Læs forslaget her










