Et nedbrud på TDC’s mobilnet har fået Fyns Politi til at tage utraditionelle midler i brug for at sikre borgernes mulighed for at få hjælp i nødsituationer. Politiet har sendt alle deres patruljevogne på gaden, så borgere i akut behov kan henvende sig direkte til betjentene.

På det sociale medie X oplyser Fyns Politi:

– Der opleves lige nu udfordringer med TDC’s telefonnet. Der arbejdes på sagen. Vi har sendt alle vogne på gaden, så man evt. kan rette henvendelse til dem hvis man har brug for akut hjælp. Du kan også finde en person med anden telefonudbyder og ringe 112.

Alarmcentralen berørt

Nedbruddet har ramt TDC’s mobilkunder og betyder, at det ikke er muligt at ringe til alarmcentralen på 112, medmindre man bruger en telefon fra en anden udbyder. En alternativ løsning er at fjerne simkortet fra sin telefon, da det stadig gør det muligt at ringe til alarmcentralen.

TDC’s kommunikationschef, Lasse Bjerre Sørensen, oplyser til TV 2 News, at der sandsynligvis er tale om en teknisk fejl internt hos TDC og ikke en ekstern påvirkning.

Han forklarer her, at der vil gå et stykke tid endnu, før mobilnettet er oppe igen og understreger, at der endnu ikke er nogen tidshorisont for en løsning.

Mens mobilnettet er nede, melder TDC, at der ikke skulle være problemer med datatrafik. Det betyder, at kunder fortsat kan benytte sig af internettet, hvis de har adgang til Wi-Fi eller lignende.

TDC oplyste omkring kl. 15.30 til TV 2, at arbejdet pågår, men der er stadig ingen præcis tidsramme for, hvornår fejlen er rettet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her