I Sydjylland står private leverandører for knap halvdelen af opgaverne med at vedligeholde grønne arealer og veje. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri. Aabenraa løser to ud af tre opgaver i samarbejde med private og er områdets topscorer, mens Haderslev er den sydjyske kommune, der løser flest vej- og parkopgaver selv. DI Byggeri Sydjylland peger på, at kommunerne i området kan spare mange penge ved at lade flere private virksomheder komme til.

Knap halvdelen af opgaverne indenfor vej og park i de sydjyske kommuner blev i 2022 udført af private virksomheder. Til sammenligning varetager erhvervslivet under en tredjedel af de samme opgaver blandt kommunerne i Hovedstaden, mens Midt- og Vestjylland er den landsdel i Danmark, hvor flest private virksomheder fjerner ukrudt, fejer gader og rydder sne.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, der kortlægger samarbejdet med private leverandører på vej- og parkområdet i landets 98 kommuner.

– Det er opgaver, som skal løses bedst og billigst muligt. Og her er mange private leverandører bedst klædt på, fordi de er specialiserede, har den nyeste teknologi og er vant til at konkurrere om kunderne. Derudover kommer de ofte med helt nye og bæredygtige løsninger, siger formand for DI Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.

Der er stor forskel på, hvor mange opgaver de sydjyske kommuner får markedsprøvet. Aabenraa ligger i toppen med cirka to ud af tre opgaver på vej- og parkområdet, der udføres af private virksomheder, efterfulgt af Tønder og Vejle. Kolding og Vejen sender omkring halvdelen af disse opgaver i udbud. I Sønderborg og Fredericia er det kun omkring en tredjedel af de driftstekniske opgaver, som løftes af private virksomheder. I alle 12 kommuner i Sydjylland er brugen af private leverandører til vej- og parkopgaver faldet i forhold til året før.

– Jeg har en forhåbning om, at Aabenraa og Tønder kan inspirere andre kommuner i Sydjylland til at lade private virksomheder stå for flere opgaver som snerydning og vedligehold af parker og veje. Ganske enkelt fordi der er betydelige økonomiske gevinster at hente, siger Michael Mathiesen.

DI’s analyse viser, at det samlet kan frigive op til 62 millioner kroner, hvis kommunerne i Sydjylland løfter det offentligt-private samarbejde til samme niveau som landets ti bedste kommuner, hvilket svarer til en effektivisering på 10-15 pct.

  • Haderslev Kommune kan spare godt 11 millioner kroner ved at lade virksomhederne stå for flere af opgaverne. For borgerne handler det om at få den bedst mulige kvalitet for de midler, som kommunen har til rådighed. Offentlig-privat samarbejde er et redskab, som kommunen kan bruge til at finde råderum og bruge pengene til mere velfærd og bedre service. Det er altså en gevinst, som virkelig kan mærkes både i budgetterne og hos borgerne, afslutter han.