UDDANNELSE. Fristen for at søge ind på videregående uddannelser gennem kvote 1 udløb i dag, lørdag, klokken 12, og tallene viser, at søgningen til professionshøjskolerne står stille. Antallet af ansøgere til uddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver er stort set uændret sammenlignet med sidste år.

Ifølge Danske Professionshøjskoler er der tale om en stilstand med en samlet lille tilbagegang på 2 procent siden 2024 til de fire store velfærdsuddannelser. Mens ansøgertallet til socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelserne er faldet med henholdsvis 2 og 8 procent, oplever pædagog- og læreruddannelserne en mindre fremgang på 1 og 4 procent.

Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler, ser alvorligt på udviklingen, men understreger samtidig, at en ny politisk reform kan vende billedet:

»Det er ingen hemmelighed, at vi som samfund står midt i en længerevarende udfordring med faldende interesse for og søgning til de store velfærdsrettede professionsuddannelser. Det er bekymrende, men ikke uventet. Der er dog grund til optimisme med forårets politiske aftale, der investerer stort i både et kvalitetsløft af uddannelserne og de fagprofessionelles mulighed for at videreuddanne og specialisere sig gennem arbejdslivet,« siger Camilla Wang.

Reformen, som blev vedtaget i marts med bred politisk opbakning, betyder blandt andet mere praksisrettet undervisning, bedre vejledning og feedback samt en satsning på livslang læring med etablering af nye professionsmasteruddannelser.

Camilla Wang understreger dog, at reformens positive effekt vil tage tid:

»Reformens ambitionsniveau er højt, og vi er i fuld gang med at føre de mange positive tiltag ud i livet. Det tager tid, men vi tror på, at det vil gøre en forskel – både for de studerende og for samfundet, der har brug for dygtige fagprofessionelle i velfærden og erhvervslivet. Der bliver tale om et langt, sejt træk, især fordi ungdomsårgangene også bliver mindre.«

Ifølge Danmarks Statistik forventes ungdomsårgangene at falde med cirka 45.000 unge i alderen 19-26 år frem mod 2035, hvilket også vil påvirke antallet af potentielle ansøgere.

Professionshøjskolerne vil følge udviklingen tæt i de kommende år med særligt fokus på de velfærdsrettede uddannelser, hvor behovet for kvalificeret arbejdskraft stadig vokser.