Mere end 95.000 deltagere og tusindvis af tilskuere vil dagen igennem gøre Fredericia, Brønderslev, Aarhus, Kalundborg og København/Frederiksberg til én stor motionsfest. H.M. Kongen har netop åbnet ballet ved at løbe One mile (1,609 km) i Fredericia. I Fredericia startede Kongen folkefesten.
Læs også
Mandag formiddag er der skrevet et nyt kapitel i den royale motionshistorie. For første gang deltager Danmarks nye Kongepar i Royal Run, hvilket føjer en ny dimension til den landsdækkende motionsfest, der i år har rekordstor tilslutning med 95.000 tilmeldte på tværs af fem værtsbyer.
– Det er en fornøjelse at være i en historisk by som Fredericia, en stolt garnisonsby og by, hvor historien lever. En smuk by, hvor mange glæde løbere og tilskuere er mødt frem. Det gør mig glad, sagde Kong Frederik.
– Vi er utroligt glade for den massive opbakning fra så stor en del af den danske befolkning. Nu er vi i gang, og vi ser frem til at vise, hvor sjovt og givende det kan være at engagere sig sammen i et motionsfællesskab, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.
Årets største, aktive folkefest
Kongen ankom til fæstningsbyen Fredericia med Kongeskibet Dannebrog tidligere på formiddagen til kanonsalut, hvorefter Royal Run 2024 officielt blev skudt i gang. Efter besøget i Fredericia går turen nu til Aarhus for Majestæten, der senere runder dagen af i København/Frederiksberg.
H.M. Dronningen er ligeledes aktiv ved dagens Royal Run, hvor Kalundborg er destinationen. Samtidig engagerer H.K.H. Kronprinsen sig i år for første gang i større omfang i Royal Run med deltagelse i de smukke nordjyske omgivelser i Brønderslev.
Se det kongelige program her:
- H.M. Kongen løber One mile i Fredericia
- H.K.H. Kronprinsen løber One mile i Brønderslev
- H.M. Kongen løber 5 km i Aarhus
- H.M. Dronningen løber 5 km i Kalundborg
- H.M. Kongen løber 10 km i København/Frederiksberg
I alle byer er der pyntet op og gjort klar til en folkefest uden sidestykke med aktiviteter og underholdning for deltagere og tilskuere i alle aldre.
– Royal Run 2024 er på mange måder historisk. Dels med deltagelsen af vores nye kongepar, men også med en rekordstor tilslutning, der viser, at Royal Run er et motionsfællesskab, der samler generationer, venner og familier på kryds og tværs, og hvor alle kan være med. Det er unikt ikke bare i Danmark, men i hele verden, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og ligeledes medlem af Royal Runs styregruppe.
Royal Run kan følges live på TV 2 og TV 2 Play, som sender direkte fra alle byer dagen igennem.
OM ROYAL RUN:
- Det er sjette gang, at Royal Run afholdes på tværs af landet. Royal Run 2024 har det højeste antal tilmeldte nogensinde: 95.000 er samlet tilmeldt de fem byer.
- Der har været kongelig deltagelse alle år, men 2024 er første gang med deltagelse af Danmarks nye Kongepar.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.