Ny rapport om erhvervsstøtte gennemgår knap 200 erhvervsordninger og anbefaler at fjerne eller reducere de 58. SMVdanmark tager positivt imod forslagene, men det er afgørende, at midlerne føres tilbage til andre initiativer, der skaber vækst og udvikling i Danmark.
Ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte, det såkaldte Frigast-udvalg, præsenterer i dag sin rapport med anbefalinger om principper for fremtidens erhvervsstøtte. Her opfordrer de blandt andet til sanering af erhvervsstøtten med besparelser på 2,3 mia. kr.
Erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, tager generelt positivt imod udspillet.
– SMV’erne vil hellere have gode generelle vilkår i frem for støtteordninger og puljer”, siger adm. direktør Jakob Brandt.
– Danmarks erhvervsliv er ikke i balance, når vi hvert år uddeler næsten 40 mia. i støttekroner gennem mere eller mindre uoverskuelige og bureaukratiske ordninger, som i mange tilfælde eksisterer af historiske årsager. Vi håber, at regeringen lytter til forslagene om at rydde ud i de mange støtteordninger og i stedet bruge pengene på gode generelle vækstvilkår. Vi foretrækker lavere skat, så vi får en mere lige konkurrence i erhvervslivet, frem for at det er dem, der er bedst til at deltage i puljecirkus og støtteordninger, som får fordele, siger Jakob Brandt.
Regeringen har lagt op til, at de midler, der frigøres, skal gå til at sænke arveskat på virksomheder og til at permanentgøre forsknings- og udviklingsfradraget på 130 pct.
– Ja tak til at sænke skatten på at lade en virksomhed gå i arv. Og så er vi på linje med de økonomiske vismænd i, at Regeringen skylder at dokumentere, at der er en nettogevinst ved sådan et FoU-fradrag, inden det indføres.
58 ordninger kan saneres
Frigast-udvalget har udpeget 58 ordninger, som kan saneres eller fjernes helt. Ifølge SMVdanmark er langt de fleste fornuftige, men erhvervsorganisationen mener, at udvalget i enkelte tilfælde har prioriteret forkert ved blandt andet at foreslå at forringe momsvilkårene for mindre erhvervsdrivende. En ordning, der i dag er med til at give mindre virksomheder bedre adgang til kapital.
– Jeg undrer mig over, at ekspertudvalget foreslår at forværre mindre erhvervsdrivendes momsvilkår. Mindre virksomheder og iværksættere har ikke samme adgang til kapital som etablerede virksomheder. Sammenlignet med andre lande, så er det færre virksomheder, der når at fejre 5 års-jubilæum, og det vidner om, at det kræver benhårdt arbejde at være iværksætter i Danmark.
En af de få fordele, man har som iværksætter i dag er, at momsvilkårene er en smule bedre. Hvis man fjerner den ordning, så er man med til at forværre adgangen til kapital og hele iværksætterkulturen i Danmark,” siger Jakob Brandt.
SMVdanmark savner derfor, at Frigast-udvalget har fremlagt en egentlig effektvurdering, hvor ordningerne bliver vurderet ud fra den vækst der bliver skabt:
– Vi mener, at det giver det mening at se på, hvor meget vækst der skabes for hver krone, der bliver brugt. På den måde får man et langt bedre sammenligningsgrundlag. Eksempelvis ville det give os mulighed for at kunne fjerne den fjerdedel med mindst effekt og i stedet sænke kapitalbeskatningen, hvor Danmark har én af de højeste skattesatser i OECD, siger Jakob Brandt.