Det lignede længe et point til FC Fredericia i Odense. Men i de døende minutter slog OB til og sikrede sig en 1-0-sejr.

Efter kampen var det en tydeligt skuffet Sofus Johannesen, der satte ord på følelsen i FC Fredericia-lejren.

»Det er ikke en rar følelse. Jeg føler lidt, at det kan gå begge veje. Især i anden halvleg havde vi en helt stor chance, som vi måske skulle udnytte lidt bedre. Det er en rigtig ærgerlig følelse, vi står tilbage med.«

FC Fredericia var under pres i første halvleg, men kom bedre med efter pausen. Ifølge Johannesen var der en helt konkret forklaring.

»Vi var ret godt presset ned i første halvleg, men jeg tror meget af det, som hjælper os, det var den her medvind, vi fik. Der er rigtig meget vind i dag, og i anden halvleg fik vi den her medvind, som hjælper os til at skabe mere og spille mere fremad. Det var en stor faktor.«

Alligevel endte det uden point, og det gør ondt i en tæt bundstrid.

»Vi har brug for alle de point, vi kan skrabe sammen, så at miste ét point, det er ikke rart. Det er et point, vi rigtig godt kan bruge lige nu, der hvor vi ligger. Det er virkelig nederen.«

Resultaterne andre steder følges, men fokus er først og fremmest på eget spil.

»Vi koncentrerer os mest om os selv og skal skrabe de point sammen, som vi kan. Men selvfølgelig hjælper det lidt, at Silkeborg ikke vinder.«

Silkeborg er aktuelt en af de nærmeste konkurrenter i bundstriden.

»Ja, det er det hold, der er nærmest os lige nu, men jeg tror, vi fokuserer mest på os selv og ser, hvad vi selv kan gøre bedre.«

Midt i skuffelsen er der dog også plads til en personlig anerkendelse. Sofus Johannesen er netop blevet kåret til månedens unge spiller i 3F Superliga.

»Det er selvfølgelig stort. Jeg er rigtig stolt af det. Jeg kunne ikke gøre det uden mine holdkammerater, de har hjulpet meget til. Jeg havde ikke regnet med at få den pris, inden vi gik ind i foråret, så jeg er virkelig glad for det.«

I optakten kaldte Peter Graulund FC Fredericia for et harmonisk hold, og det er Johannesen helt enig i.

»Ja, det er jeg helt enig i. De gør det lige så godt som mig, og det er deres skyld, at jeg har mulighed for at vinde en pris. Jeg kunne ikke klare det hele selv.«

Den 18-årige midtbanespiller er udlejet fra FC Midtjylland, men fremtiden er ikke noget, der fylder lige nu.

»Nej, ikke lige nu. Jeg fokuserer bare på at være her i Fredericia og gøre mit bedste. Så må vi se, hvad tiden bringer til sommer.«

Om det kan blive til en forlængelse i FC Fredericia, hvis klubben overlever, afviser han ikke.

»Det kunne meget vel være. Vi må se, hvad der sker til sommer. Jeg ved ikke noget endnu.«

Johannesen lægger ikke skjul på, at opholdet i FC Fredericia allerede har haft stor betydning.

»Jeg føler, at jeg har fået rigtig meget ud af det, både spillemæssigt og personligt. Jeg er vokset både på og uden for banen. Man skulle lige vende sig til seniorfodbolden, men jeg føler, at jeg stille og roligt har vænnet mig til det.«

Også opholdet på ungdomslandsholdet betyder meget.

»Det er jeg virkelig glad for. Det er altid en stor ære at spille for Danmark. Hver kamp sætter man stor pris på.«