Selvom danske bilister de seneste år er blevet bedre til at overholde hastighederne på de 20 strækninger, hvor der er opsat permanente såkaldte ´stærekasser´, så er det stadig et anseeligt millionbeløb, de tjener ind hvert år. Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som Gjensidige har analyseret.

111.182.200 kroner.

Så meget er der udskrevet bøder for siden 2021, efter de såkaldte stærekasser, der udfører automatisk fartkontrol, blev indsat på udvalgte danske vejstrækninger.

Men selvom de har indbragt mange millioner kroner i statskassen, så har stærekasserne vist sig at være så succesfulde, at antallet af blitzede bilister har styrtdykket i samme periode.

Det viser en gennemgang af tal fra Rigspolitiet, som Gjensidige har foretaget.

Hvor der i 2021 var 42.085 sager om hastighedsoverskridelser ved landets 20 stærekasser, faldt det tal til 25.753 sidste år.

Et fald på knap 40 procent

Og den udvikling lader til at fortsætte i år, hvor der i årets første fire måneder kun blev oprettet 3926 sager i forbindelse med stærekasser.

En udvikling der er enormt positiv og viser, at stærekasserne har haft en positiv indvirkning på trafiksikkerheden, lyder det fra Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.

– De strækninger, hvor der er opsat stærekasser, blev særligt udvalgt, fordi der både blev kørt for stærkt og skete for mange ulykker. Og når vi ser så stort et fald i sager om hastighedsoverskridelser på samtlige strækninger, så er det et tydeligt tegn på, at indsatsen virker, og det er i sig selv meget positivt, siger han.

Men på trods af succesen med at få nedbragt hastigheden på strækningerne med stærekasser, så håber Henrik Sagild, at de samtidig er med til at give bilister en øget bevidsthed om konsekvenserne ved at køre for stærkt.

– Højere fart giver større risiko for ulykker, og derfor er for høj fart også skyld i alt for mange ulykker hvert år. Derfor er det mit håb, at bevidstheden om ikke at blive blitzet i en stærekasse også giver en mere generel forståelse for vigtigheden af at overholde fartgrænserne på strækninger uden permanent fartkontrol, siger han.

De fem stærekasser med flest sager siden 2021:

  1. Vildsundsvej 6,3 km. mrk., Nykøbing Mors: 17.881
  2. Gaabensvej, Nykøbing F: 11.612
  3. Vildsundsvej 6,7 km mrk., Nykøbing M: 7.845
  4. Aalborgvej, Aabybro: 5.617
  5. Bogensevej, Odense: 5.383

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her