Det er slut med jobcenteret i Odense. Skiltet på Tolderlundsvej 2 er taget ned, og dermed markerer kommunen et markant opgør med den gamle måde at hjælpe ledige og sygemeldte på.
Efter at regeringen har fjernet kravet om, at landets kommuner skal have jobcentre, besluttede et enigt Beskæftigelses- og Socialudvalg i Odense, at byen fremover vil samle indsatsen under navnet Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Det nye navn skal afspejle en bredere tilgang til både beskæftigelse og sociale indsatser.
Det var rådmand Claus Houden og direktør René Junker, der fysisk stod for nedtagningen af det velkendte skilt. Og Houden lægger ikke skjul på, hvorfor jobcenter-navnet nu ryger ud. »‘Jobcenter’ smager og lyder af noget, der hører fortiden til. Vi har været underlagt meget rigide krav til, hvordan vi skal hjælpe vores ledige og sygemeldte ind i arbejdsfællesskaber eller få dem i uddannelse. Jeg har en klar forventning om, at den enkelte borger nu vil opleve en kommune, der kommer til at møde sine borgere med et stærkere blik for resultatskabelsen og med mere værdighed« siger han.
Han understreger samtidig, at samarbejdet skal være mere menneskeligt og mindre regelstyret. »Det skal handle mere om at samarbejde med borgerne på en respektfuld måde, end at skulle holde skarpt øje med, hvor mange samtaler, vi skal afholde og hvornår. Samtidig skal vi hjælpe byens virksomheder meget effektivt med at skaffe de hænder og hoveder, som de har brug for« siger Claus Houden.
Reformen giver kommunerne langt større frihed til at tænke sociale indsatser og beskæftigelse sammen. Det glæder René Junker, der ser store fordele ved, at Odense allerede har mange tilbud samlet ét sted. »Jeg tror, at mange kommuner kigger misundeligt mod Odense, fordi vi allerede i dag har de fleste indsatser til ledige samlet i én forvaltning. Fra indsatser til byens udsatte borgere over den ukrainske flygtning til den nyuddannede akademiker. Det giver os en kæmpe fordel, når vi nu får større frihed til at skrue op og ned for de indsatser, som kan hjælpe den enkelte borger bedst muligt« siger han.
Med syv nye pejlemærker i hånden og et skilt taget ned på Tolderlundsvej markerer Odense starten på en ny æra i måden, byen møder sine borgere på.










