Jordskredet ved Randers er ved at stabilisere sig, og jordskredet risikerer ikke længere at påvirke beboelseshuse i Ølst. Det viser en ny rapport fra GEUS, som Miljøstyrelsen har bestilt.
Jordskredets aftagende bevægelser i løbet af januar og februar 2024 tyder på, at det er ved at stabilisere sig. Det konkluderer en rapport fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). I rapporten skriver GEUS også, at der ikke er nogen risiko for, at jordskredet påvirker beboelseshuse i Ølst.
I den nye rapport har GEUS vurderet den aktuelle skredaktivitet og mulig fremtidig udvikling af jordskredet. Vurderingen er foretaget på baggrund af en analyse af skredaktiviteten efter foråret 2023 og frem til februar 2024 samt modelleringer af jordskredet.
– Jordskredet er nu ved at stabilisere sig, og selv i de værste scenarier vurderer GEUS ikke, at der er nogen risiko for, at beboelseshuse i Ølst kan blive påvirket af jordskredet. Selvom jordskredet er ved at stabilisere sig, er der stadig en risiko for skade på miljøet via det overfladevand, der løber fra jordskredet og ned mod Alling Å. Det er vigtigt, at jordskredet fortsat overvåges, og at det forurenede overfladevand håndteres, så vandmiljøet beskyttes. Derfor vil Miljøstyrelsen i samarbejde med Randers Kommune fortsat følge situationen tæt, siger miljøminister Magnus Heunicke.
GEUS oplyser, at der fra april 2023 og året ud blev læsset jord af fra kanten af den tidligere lergrav på en hældende skråning af lergraven. Dette har dannet en accelererende jordskredsaktivitet bestående af store strømme af jord, der har bevæget sig ned og ind i deponiet. Den accelererede jordskredsaktivitet er opstået ved, at der er blevet tilført masse, der har presset den øvre vestlige del af den deponerede jord, som allerede var i bevægelse fra 2021 til foråret 2023.
Jordskredet består således i dag ifølge GEUS af to jordstrømme samt en stor del deponeret jord fra den centrale del af deponiet. Jordstrømmene er på 0,32 millioner kubikmeter og udgør dermed en fjerdedel af jordskredets samlede volumen på 1,2 millioner kubikmeter. Da der ikke længere tilføres jord til den øvre del af jordskredet, vil der sandsynligvis ikke forekomme væsentligt øget bevægelse fremover.
Miljøstyrelsen har også bedt GEUS vurdere risikoen for påvirkning af den dæmning, der adskiller rent opdæmmet vand fra Alling Å fra forurenet vand i bassinerne neden for Nordic Wastes område. GEUS skriver som svar herpå, at det ser ud som om, at jordskredet ville have bevæget sig næsten frem til dæmningen, hvis man ikke havde gravet jord bort for at sikre infrastrukturen i dette område.