Odense Avisen

Nyheder og indsigt fra Odense.

odenseavisen.dk › Samfund

Næsten hver anden skadet på elløbehjul kørte uden hjelm

Næsten hver anden skadet på elløbehjul kørte uden hjelm

TRAFIK.Det har været lovpligtigt at bære hjelm på elløbehjul siden 1. januar 2022. Alligevel kørte næsten halvdelen af dem, der kom på skadestuen efter et uheld på elløbehjul på Fyn, uden hjelm. Det viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, som If Forsikring har fået lavet.

Gruppen registrerer alle, der kommer i akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital eller Svendborg Sygehus efter en trafikulykke. Fra januar 2022 til juni 2025 blev 422 personer registreret efter et uheld på elløbehjul. For 402 af dem er det noteret, om de havde hjelm på. 219 havde hjelm, mens 183, svarende til omkring 46 procent, kørte uden.

»Det har været lovpligtigt at køre med hjelm på elløbehjul i flere år, men alligevel ser vi rigtig mange køre uden,« siger Andreas Grønbæk, der er chef for personskader i If.

Især de unge voksne dropper hjelmen. Blandt de 18 til 24 årige kørte næsten otte ud af ti uden hjelm, mens det gjaldt 30 procent af de 10 til 14 årige. Tallene for aldersgrupperne dækker perioden fra januar 2019 til juni 2025.

Samtidig kommer flere til skade. I 2025 blev 163 registreret efter uheld på elløbehjul mod 124 året før. Det er en stigning på omkring 31 procent.

»Bøden er én ting. Langt værre er det, hvis turen ender med en alvorlig hovedskade, som kan få konsekvenser langt ude i fremtiden,« siger Andreas Grønbæk.

Ifølge Sikker Trafik mindsker en cykelhjelm risikoen for alvorlige hovedskader med omkring 60 procent. Tidligere beregninger har vist, at risikoen for en ulykke er tre gange så stor på elløbehjul som på cykel, og ifølge en beregning ud fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik er den otte til ni gange så stor.

»Elløbehjul har en høj fart og accelererer hurtigt, samtidig med at de er relativt ustabile,« siger Andreas Grønbæk.

Han opfordrer til at holde farten nede og holde god afstand til andre trafikanter. Samtidig minder han om, at det kan få betydning for forsikringen, hvis man kører på et ulovligt elløbehjul og kommer til skade eller skader andre.

»Derfor er vores anbefaling enkel: Hjelmen skal på, når man kører på elløbehjul,« siger han.

Del artiklen

Læs også

Lærerne vil gerne blive i folkeskolen, men kan ikke holde til detUnge danskere trives langt dårligere end de ældreHver tredje lærer har været sygemeldt med stressDerfor ligger nogle af AVISENs historier bag en betalingsmur