KRIMI. Fyns Politi advarer nu mod en ny bølge af svindel, der går målrettet efter unge under 18 år. Svindlere kontakter unge via sociale medier med tilbud om hurtige penge, hvis de låner deres MobilePay-konto ud. Men i virkeligheden ender det med en politianmeldelse og en masse vrede beskeder.
I et opslag på Facebook skriver Fyns Politi, at mange unge for tiden bliver kontaktet med fristende tilbud om at tjene lidt ekstra penge blot ved at stille deres MobilePay-konto til rådighed og slukke telefonen i en periode.
Men de unge bliver uden at vide det involveret i kriminel aktivitet, hvor svindlerne bruger den lånte MobilePay-konto til at snyde andre borgere. Når den unge tænder telefonen igen, er der hverken nemt tjente penge eller glædelige beskeder at finde.
»Når den unge tænder telefonen igen, er der ingen nemt tjente penge på kontoen. Til gengæld ligger der måske en masse sure beskeder fra folk, der er blevet snydt, og en politianmeldelse,« skriver Fyns Politi.
Vigtigt at tale med børn og unge
Derfor opfordrer politiet nu forældre til at tale med deres børn om risikoen ved at låne deres MobilePay-konti ud, også selvom det måtte være til familie eller venner.
Politiet giver tre klare råd:
- Tal med dit barn om, at man aldrig må låne sin MobilePay-konto ud – heller ikke til familie eller venner.
- Tal med dit barn om aldrig at udlevere kort-, konto- eller MitID-oplysninger til andre.
- Tal med dit barn om altid at være kritisk på sociale medier.
Politiet håber, at en god og åben dialog i hjemmet kan forebygge, at flere unge bliver lokket ind i svindel, som i værste fald kan føre til alvorlige konsekvenser.
Det fremgår ikke af opslaget, hvor mange konkrete sager politiet har set.