Amir Hussain fra Odense har lavet et helt specielt maleri for at hylde de danske VM-guldvindere. Han elsker at kunne dele sin glæde og stolthed med andre gennem sin kunst.
Over 24.000 har set Amir Husseins video på facebook hvor han maler et portræt af landsholdsmålmand, Niklas Landin.
– Det er salt jeg bruger, jeg kan også finde på at bruge sand, men her er det salt. Interessen opstod for 8 år siden, hvor jeg lod mig inspirere på nettet. Men jeg har skrevet og tegnet rigtig meget, men så har jeg fået eksperimenteret lidt og det er så resultatet, fortæller Amir Hussain.
Amir forsøgte sig første gang med et ligende projekt da Danmark spillede EM.
– Det er så min måde at takke og og vise den stolthed man har, for at man er stolt af landsholdet på den måde. Alle viser det jo forskelligt, det kan være Hr. Hansen, der sidder i en eller anden lille landsby og går ind på Facebook og laver et lille opslag med Danske flag, blomster og hjerter for at vise sin støtte. Det gør mig bare så stolt, siger Amir.
Det gør noget helt specielt for Amir at følge med når danskerne er på banen, om det er håndbold eller fodbold.
– Det er sådan et rørende øjeblik, vi er bare de bedste, vi er stolte og vi ønsker hver på vores måde at hylde drengene, at de gjorde det så godt, at de nåede så langt. Jeg kan kun sige, at det er ikke noget exceptionelt det jeg har lavet. Det er bare min måde at gøre det på, som alle tusindvis af andre danskere, der også hylder på hver deres måde. Det har jeg meget respekt for, det er virkelig dejligt. Det er en folkefest vi har lige nu og vi skal bare nyde det her øjeblik, siger Amir Hussain.
Kunsten er ikke det eneste der optager, for der er rigeligt at se til
– Jeg arbejder med marketing og kommunikation, for ekempel på sociale medier og laver nyhedsbreve, inden for socialpædagogik.
Det gør jeg 3 dage i ugen og resten af tiden prøver jeg på at fordybe mig i kunstens verden. På den måde prøver jeg på at at dyrke kunsten så meget som muligt, slutter Amir Hussain.
Med sin kunst håber Amir at han kan sprede noget godt humør, mest af alt vil han bare gerne hylde herrelandsholdet.
Se Amir Hussain male Niklas Landin med salt herunder.