For hver eneste dag, der går, udvides vores historie. Vi lægger et nyt lag til det, som vi hidtil har gennemlevet. Dagene kommer og går, og det vigtigste er selvfølgelig at få flest mulige.
Livets spilleregler: I en lind strøm oplever vi højdepunkter og lavpunkter igennem et livsforløb. Mærkeligt nok vil en stor del af livsrejsen blive påvirket af tilfældigheder, som vi både påvirker og bliver påvirket af, ligesom vi ihærdigt prøver at håndtere alt det, som udspringer af egne drømme, håb og tanker. Her er det vigtigt med en sund portion selverkendelse og forståelsen for, at alt ikke bliver, som vi havde håbet. Dette vil enhver komme til at tage til sig. Forhåbentlig vil vi være mest i lyset, men vi kommer også ned i det sorte hul.
Herlighederne i livet husker vi, hvor vi omvendt forsøger at fortrænge det modsatte. Her må vi bare lige huske, at det slemme og måske mindre gode måske alligevel fik god betydning for, hvor vi er lige nu. Hvem mødte vi, og hvad skete der, da vi eksempelvis var i ubalance, på uønskede steder, måske i alkohol, måske i uønsket træthed, måske i uønsket stress? Tænk efter. Måske kom der her noget godt ud af det, for eksempel en udstrakt hånd, andres hjælp, en gnist, en opvågning, som måske senere førte til et livslangt venskab, måske den store kærlighed, måske input til at komme videre. Jeg tror, vi alle har været der.
I nuet skal vi alle kigge fremad. Jeg plejer at udtrykke det sådan: Vi har den tid, der er tilbage. Så uanset dit nuværende ståsted skal du sørge for at møde alting med et åbent sind. Det kontrollerbare og ukontrollerbare vil blive ved med at påvirke dig, men det kan såmænd vise sig at være værdifuldt lige til det sidste. Så bevar troen på, at der stadig er en masse godt i vente.
Jens Sørensen, The Wide View










