Der var tale om gammel smitte, da Simon Pytlick mandag testede positiv for corona.

Håndboldherrerne er igen fuldtallige til træningen dagen før torsdagens første kamp ved NORLYS Cup mod Saudi-Arabien i Odense. Simon Pytlick er nemlig ude af den isolation, han har siddet i, siden hans coronaprøve ved ankomsten til VM-lejren i mandags viste sig at være positiv.

En ny prøve onsdag morgen har nu bekræftet forhåbningen om, at der var tale om gammel smitte, og den talentfulde bagspiller kan dermed igen slutte sig til holdet.

Ved VM tester Det Internationale Håndboldforbund for corona både før og to gange under mesterskabet, så risikoen for smitte skal begrænses mest muligt. Derfor blev Pytlick isoleret for en sikkerheds skyld, men nu ser han frem til igen at komme på banen.

– Det er jo fantastisk. Jeg er først og fremmest glad for bare at komme ud og snakke med folk. Det har været lidt kedeligt at sidde alene på værelset, og så er det jo også fedt, at jeg igen kan lave det, jeg er kommet for. Nemlig at spille håndbold, siger Simon Pytlick.

Danmark møder Saudi-Arabien i NORLYS Cup torsdag og lørdag i denne uge.