Der kan være tale om gammel infektion, men for en sikkerheds skyld er den talentfulde bagspiller, Simon Pytlick isoleret indtil en ny prøve er foretaget.

Da Håndboldherrerne mandag mødte ind til VM-forberedelserne, var nytårscigaren erstattet af en vatpind, da alle spillerne blev testet for corona.

Det udløste desværre et kedeligt svar til Simon Pytlick, der blev testet positiv og straks derefter isoleret fra resten af holdet for en sikkerheds skyld.

– Det er en svag positiv test, og derfor håber vi, at der er tale om en gammel infektion. Men vi går med livrem og seler, så Simon er isoleret, indtil vi får lavet en ny test i morgen, som gerne skulle afklare det endeligt, siger landsholdslæge Morten Storgaard.

Selvom pandemien har lagt sig i samfundet, kræver Det Internationale Håndboldforbund fortsat test af alle spillere og staben både op til VM, hvor Danmark spiller første kamp 13. januar, samt efter det indledende gruppespil og igen efter mellemrunden.

Det er derfor, Dansk Håndbold Forbund også allerede ved indgangen til VM-forberedelserne har testet hele holdet for at minimere risikoen for smitte.

Selv er Simon Pytlick ved godt mod og symptomfri på hotelværelset.

– Det er enormt ærgerligt ikke at kunne træne med holdet, men jeg er trods alt glad for, at det er så tidligt i forberedelserne, at jeg kan nå at blive helt klar til VM. Heldigvis har jeg ingen symptomer, så forhåbentlig kan jeg snart forlade isolationen og være med igen, siger han.

Danmark spiller i optakten til VM to landskampe ved NORLYS Cup mod Saudi-Arabien, torsdag i Odense og lørdag i København.