Elever bekæmper tøjspild og bygger satellitter

0

Tirsdag og onsdag mødes 575 elever fra 5. og 6. klasse i Odense Kommune til Naturfagsmaraton, en konkurrence, hvor naturvidenskab og teknologi er i centrum. Bag arrangementet står Naturvidenskabernes Hus, som med opgaver om tøjspild, energilagring og satellitter skal styrke elevernes forståelse for videnskabens rolle i hverdagen.

Naturfag gennem praksis

Konkurrencen har til formål at give eleverne en praktisk tilgang til naturfag og problemløsning. Opgaverne er udviklet med fokus på at vække deres nysgerrighed og evne til at eksperimentere. Eleverne arbejder med en metode, hvor de undersøger, planlægger, bygger og tester deres løsninger.

– Med Naturfagsmaraton vil vi øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på aktuelle udfordringer og oplever, at de kan gøre noget ved dem. Det er med til at give eleverne håb og handlekraft og en bevidsthed om, at også de kan være med til at bidrage til fremtidens løsninger, når det gælder bæredygtighed og grøn omstilling, siger Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

Naturfagsmaraton afholdes i flere kommuner fra januar til maj, og i alt deltager over 22.000 elever på landsplan.

Fra idé til model

Blandt årets fire opgaver er Stop Tøjspild, hvor eleverne skal undersøge tøjforbrugets miljøpåvirkning og udvikle en kampagne for at reducere spild. Med opgaven Frø På Farten undersøger de, hvordan planter formerer sig, og hvad der skal til for, at frø kan spire under forskellige betingelser.

Virksomhederne GomSpace og TotalEnergies har bidraget med opgaver, der skal give eleverne indsigt i virkelige problemstillinger. GomSpace har stillet en opgave, hvor eleverne skal bygge en model af en satellit og lære om rummets betydning for kommunikation og overvågning. TotalEnergies har udviklet en opgave, hvor eleverne skal konstruere en bil, der lagrer energi med en spændt elastik.

– Opgaverne skal bidrage til at stimulere deres opfindsomhed og kompetencer inden for engineering, hvor eleverne arbejder med at løse konkrete udfordringer ved at undersøge, få ideer, planlægge, bygge, afprøve og forbedre. De vil opleve, at der ikke kun findes én rigtig løsning på en udfordring, siger Lolck.

Forbindelsen til den virkelige verden

Direktøren forklarer videre at en væsentlig del af Naturfagsmaraton er samarbejdet med virksomheder, der bringer deres erfaringer ind i undervisningen.

– Gennem virksomhedernes engagement og deltagelse får eleverne indblik i nogle problemstillinger, som faktisk betyder noget i en virksomhed. Samtidig er opgaverne meget alsidige, så det bliver tydeligt, at eleverne har forskellige styrker og har brug for hinanden på forskellige områder, siger Maiken Lykke Lolck.

Arrangementet støttes af Novo Nordisk Fonden, LEO Fondet, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond, Stibo Fonden og Grundfos.

Stjernespækket morgensangskorps er nu samlet

0

18 af landets dygtigste musikere har takket ja til at være en del af kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Fabers morgensangsmission. Morgensangskorpset skal være med til at kickstarte glæden ved morgensang og få morgensang ud i alle dele af landet.

Malte Ebert, JJ Paulo, Prisma, Oh Land, Christopher, Guldimund, Stine Bramsen, Katrine Muff, Pil, Simon Alstrup,
Pernille Rosendahl, Katinka, Sigurd Barrett, Rikke Thomsen, Thomas Buttenschøn, Dopha og Shaka Loveless. Det er navnene på de musikstjener, der har sagt ja til at deltage.

Kan kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Phillip Faber og 18 danske musikstjerner få mindst en fjerdedel af alle landets grundskoler til at synge morgensang, inden skoleåret er omme? Det er den fælles morgensangsmission, de nu begiver sig ud på. Sammen vil de vække sangglæden til live på skolerne og skabe bedre forudsætninger for sang på landets skoler. Hver musiker fra det stjernespækkede morgensangskorps forpligter sig blandt andet konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler inden skolernes sidste skoledag i 2025.

Korpsmedlemmerne dækker hver især en del af landet og skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres område. Der bliver i sidste ende trukket lod blandt skolerne i den vindende landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

– Det har fra starten af været høj politisk cigarføring at sætte sig for, at en fjerdedel af landets grundskoler i løbet af et halvt år skal synge morgensang. Heldigvis bakker en perlerække af Danmarks største musikstjerner op om missionen om at skabe gejst og musikglæde blandt vores børn. Jeg er sikker på, at musikernes engagement i morgensangsmissionen vil gøre en kæmpe forskel for de børn og voksne, de møder, når de besøger skolerne, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

– Jeg er virkelig glad for, at så mange dygtige musikere har kunnet se sig selv i morgensangmissionen, og at vi har kunnet sætte så stærkt et hold. Nu kan vi for alvor sætte skub i den del af projektet, der handler om at give skolerne motivation og et igangsættende skub nu og her – sammen med de bedste folk, jeg kunne forestille mig, siger formand for morgensangskorpset Phillip Faber.

Det landsdækkende morgensangskorps består foruden Phillip Faber af:

København
Oh Land
Christopher

Trekantområdet
Malte Ebert
JJ Paulo

Midt- og Vestjylland
Guldimund
Stine Bramsen

Nordsjælland og Bornholm
Katrine Muff
Pil

Nordjylland
Simon Alstrup
Pernille Rosendahl

Sjælland og Lolland-Falster
Katinka
Sigurd Barrett

Fyn
Prisma

Syd- og Sønderjylland
Rikke Thomsen
Thomas Buttenschøn

Østjylland
Dopha
Shaka Loveless

Fakta om morgensangsmissionen
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Phillip Faber lancerede i august 2024 morgensangmissionen, som skal få morgensangen ud i alle kroge af landet. Som led i det er der samlet et morgensangskorps under ledelse af Phillip Faber. Morgensangskorpset består af 18 af vor tids dygtigste musikere, som skal få flere til at synge morgensang på grundskoler i hele landet. Hver musiker forpligter sig konkret til at synge morgensang på mindst fem grundskoler indtil skolernes sidste skoledag i 2025.

Der er afsat 10 mio. kr. til morgensangsmissionen, der består af et morgensangskorps, initiativer målrettet lærere og pædagoger og en pulje.

Fakta om morgensangskonkurrencen
Landet er opdelt i ni landsdele, og to korpsmedlemmer er tilknyttet hver landsdel. Korpsmedlemmerne skal konkurrere om at få så mange skoler som muligt til at synge morgensang i deres landsdel. Præmien er en skolekoncert med besøg af et eller flere korpsmedlemmer.

Tilmelder man sig som morgensangsskole på morgensangsmissionen.dk, kan man være heldig at få besøg af en af musikstjernerne fra morgensangskorpset til en omgang morgensang.

Hvis en skole allerede har søgt morgensangspuljen, er skolen automatisk tilmeldt som morgensangsskole og en del af konkurrencen om en skolekoncert og mulighed for måske at få besøg af korpsmedlemmer til morgensang.
Tilmelding kan her.

Fakta om morgensangspuljen
Puljen kan søges af grundskoler, der ønsker at etablere morgensang på skolen eller styrke skolens indsats med morgensang. Puljen kan bruges til at sikre, at skolerne har de nødvendige instrumenter, og at lærere og pædagoger har mulighed for at blive efteruddannet og opkvalificeret, hvis de ønsker at blive klædt bedre på til at varetage morgensangen på deres grundskole.

Morgensangsmissionen indeholder også et lærerspor med flere faglige aktiviteter målrettet skolelærere og pædagoger. Lærersporet vil blandet andet være 1-2 digitale konferencer om morgensang, tips om morgensang målrettet lærerne fra Phillip Faber, og en digital opsamling med morgensangskorpsets erfaringer fra deres besøg.

Fiskerikontrollen stiller skarpt på ulovligt fiskeri af stenbider

0

Ved årsskiftet trådte det nye forbud mod erhvervsfiskeri af stenbider i kraft. Medio januar trådte et lignende forbud for lyst og fritidsfiskere i kraft. Det betyder, at det ikke er tilladt hverken at fiske, medbringe eller lande stenbidere i danske farvande frem til den 31. december 2025. Fiskerikontrollen vil derfor i år have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Udviklingen af stenbiderbestanden i danske farvande har de seneste år været nedadgående, ligesom den biologiske anbefaling fra DTU Aqua har været at stoppe fiskeriet. På den baggrund har minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) besluttet at sætte stenbiderfiskeriet på pause i 2025 for at give plads til, at bestanden kan genoprettes.

– I 2025 er der totalforbud mod fangst eller bifangst af fiskeri af stenbider. Hvis man som fisker får en stenbider i nettet, skal den derfor genudsættes straks så nænsomt som muligt. Det betyder, at man heller ikke må opbevare stenbider på hverken fartøj eller tage den med i land. Alle overtrædelser vil blive vurderet og hvis relevant sanktioneret. Reglerne er til for at beskytte bestanden af stenbideren, så bestanden kan genoprettes, fortæller vicefiskeriinspektør Tim Rasmussen Schjoldager.

Forbuddet mod erhvervsmæssigt fiskeri af stenbider gælder alle danske fartøjer, der er registreret til erhvervsmæssigt fiskeri, ligesom det omfatter landing af stenbider som bifangst.

Den eneste undtagelse fra dette forbud vil være fiskeri fra fartøjer, der indgår i et godkendt forsøgsfiskeri, som kan bidrage til viden om bestandens eksisterende tilstand.

Forbuddet gælder for resten af 2025 og omfatter ligeledes lyst- og fritidsfiskeri.

I vintermånederne, der traditionelt har været højsæson for fiskeri af stenbider i danske farvande, vil Fiskerikontrollen have særligt fokus på kontrol af, at forbuddet mod fiskeri af stenbider overholdes.

Kolde nætter og solrige dage – smukt, men køligt vejr forude

0

Det er bidende koldt at bevæge sig udenfor i øjeblikket. Natten til tirsdag har temperaturerne været helt nede mellem 5 og 10 graders frost, og her til morgen kan der stadig være glatte veje, cykelstier og fortove flere steder.

Dagens vejr byder på tørt vejr med masser af sol. Dog kan det være lidt mere skyet i morgentimerne, før solen får lov at dominere. På trods af en skyfri himmel vil temperaturerne dog ikke nå meget over frysepunktet, og allerede fra aftentimerne vil glatte veje igen være en risiko.

De koldeste nætter ser dog ud til at være ovre, og dagtemperaturerne vil stige en smule de kommende dage.

Det klare vintervejr holder sig frem til torsdag, hvor en front med regn og lunere luft bevæger sig ind fra vest.

Kilde: DMI

Den fynske brunsviger kommer alligevel ikke til Fredericia

0

SuperBrugsen Erritsø og Rise’s Brød har annulleret deres aftale om bageriudsalget i Fredericia. Det bekræfter brugsuddeler Kenneth Ørvad over for Fredericia AVISEN.

P.A. Brød havde knap nok meldt ud, at de lukkede deres brødudsalg i blandt andet Erritsø, før Rise’s Bageri blev annonceret som afløser. Det blev meldt ud, at kunderne nu kunne se frem til den fynske brunsviger. Men blot få dage senere er meldingen en anden – den fynske bager kommer alligevel ikke til Fredericia.

– Det er korrekt, at vi ikke får Rise’s til Erritsø alligevel. Det er naturligvis træls, siger brugsuddeler Kenneth Ørvad.

Han ønsker ikke at uddybe de konkrete årsager til, hvorfor aftalen er blevet ophævet, men han påpeger:

– Der skal være forretninger i det for begge parter. Sådan er det. Nu ser vi fremad og arbejder på andre løsninger. Der kan være flere ting i spil, eksempelvis et apotek. Nu ser vi, og vi arbejder videre.

SuperBrugsen Erritsø offentliggjorde nyheden tidligere i dag på deres Facebook-side, hvor de forklarede, at der var opstået problemstillinger omkring etableringen, som parterne i fællesskab ikke kunne løse.

Fredericia AVISEN har forsøgt at få en kommentar fra Rise’s Bageri, men personalet oplyser, at de først kan give et interview i morgen.

Forsinkelser og færre tog mellem Fredericia og Aarhus H

0

Rejsende mellem Fredericia og Aarhus H må væbne sig med tålmodighed mandag formiddag. En signalfejl i Aarhus tidligere på dagen har ført til ændringer i togtrafikken, og der forventes forsinkelser og aflysninger frem til cirka kl. 13.

InterCity-togene, der normalt kører mellem Aarhus H og Esbjerg, er aflyst på strækningen mellem Aarhus H og Fredericia. Passagerer opfordres til at holde sig opdateret via DSB’s trafikinformation for alternative rejsemuligheder.

Der er blevet længere mellem busserne på Fyn

0

Siden 2010 er antallet af timer, som de kommunale busser kører på de fynske landeveje, faldet med cirka 64.000 timer. Særligt i Kerteminde, Middelfart, Odense og Svendborg er der blevet længere mellem busserne, samtidig med at mellem 20 og 40 procent af familierne i de fire kommuner ikke har bil. De fynske kommuner har forsømt busruterne, og nu mærker vi konsekvenserne, mener DI Fyn.

I 2010 kørte de kommunale busser 11.055 timer på vejene i Kerteminde Kommune. I 2024 var antallet af timer skåret ned til 7.276. Et fald på 34 procent. I Middelfart er 22 procent af timerne i køreplanen forsvundet siden 2010, mens det i Svendborg gælder 13 procent.

I Odense er antallet af busser på vejene faldet med 23 procent fra 214.597 timer til 164.180 i perioden, men det skyldes blandt andet, at letbanen er åbnet.

Det viser en gennemgang DI Transport har lavet på baggrund af buskøreplandata fra de regionale trafikselskaber og Trafikstyrelsen.

– Flere steder er mulighederne for at tage kollektiv transport så begrænsede, at det ikke er muligt at have en hverdag  med job, børn og fritidsaktiviteter, hvis man ikke har bil. Og det gør det svært for vores lokale virksomheder at tiltrække medarbejdere og lærlinge uden bil, siger vicebestyrelsesleder Steen Johansen, DI Fyn.  

I Odense har 43 procent af familierne ikke bil. I Svendborg, Nyborg og Langeland er det omkring 30 procent. Mens det gælder mellem 22 og 25 procent af familierne i Kerteminde, Assens, Faaborg-Midtfyn, Middelfart og Nordfyns kommuner, viser tal fra Danmarks Statistik.

– Mange af vores virksomheder ligger udenfor de større byer, og vi rekrutterer medarbejdere og lærlinge fra et stort opland. Når mange potentielle medarbejdere ikke har bil, er det derfor afgørende med velfungerende kollektiv transport. Jeg håber, at det er en øjenåbner for vores lokale politikere, og at de vil prioritere bedre kollektiv transport i næste valgperiode, siger Steen Johansen.  

Siden 2010 er buskørslen faldet med i 17 procent i gennemsnit i de fynske kommuner. I f.eks. Kerteminde, Middelfart og Assens gælder det, at der kun er meget begrænset buskørsel udover den lovpligtige skolebuskørsel. Når der stadig er busser på vejene, skyldes det, at Region Syddanmark betaler for et mindre antal busruter. Den del af buskørslen er dog også faldet.

Ugen koldstarter og slutter lunt

0

Mandag morgen byder på en iskold start i store dele af landet. Temperaturen svinger mellem 6 og 13 graders frost, og ved 05.50-tiden var det koldest i Isenvad.

Selvom solen i dag kommer til at skinne fra en næsten skyfri himmel, når temperaturerne i dagtimerne kun lige over frysepunktet. Nordjylland står til at få de luneste temperaturer med op til 3 graders varme, mens resten af landet må indstille sig på en dag i frostgrader.

Det kolde vejr skaber også udfordringer på vejene. Sne og islag har gjort kørebaner glatte flere steder, og også fodgængere og cyklister bør være ekstra opmærksomme. Et godt råd er at tage sig god tid om morgenen og være særlig opmærksom i trafikken.

Den klare frost fortsætter frem til torsdag, hvor et skifte i vejret er på vej. Fronter og lunere luftmasser fra sydvest begynder at presse sig ind over Danmark, hvilket betyder mere skyet vejr og perioder med regn. Inden ugen er omme, kan temperaturerne flere steder nå op over 10 grader, hvilket markerer en markant lun afslutning på en uge, der startede i frostens tegn.

Kilde: DMI

Aalborg Håndbold generobrer pokaltitlen

0

De nordjyske forhåndsfavoritter sejrede ved Santander Final4 efter finalesejr på 34-29 over Bjerringbro-Silkeborg.

Efter to år i Gudme kan landspokalen igen tage plads i skabet hos Aalborg Håndbold. Klubben vandt for tredje gang i historien Santander Final4 efter en overbevisende weekend i Jyske Bank Boxen.

I søndagens finale kom Bjerringbro-Silkeborg foran med 2-1, men derfra var Aalborg i front resten af vejen. Anført af en velspillende Niklas Landin, der sikrede sig en af få titler i karrieren, han ikke tidligere har haft på CV’et, og Thomas Arnoldsen, der efterfølgende blev kåret som årets pokalfighter.

Allerede ved pausen havde nordjyderne opbygget en syvmålsføring på 18-11. Rasmus Lauge og Bjerringbro-Silkeborg fightede flot videre i anden halvleg, men tættere på end tre måls afstand kom de aldrig, og Aalborg kunne til slut igen trække fra og lade sig krone efter en femmålssejr.

Bronzekampen tidligere på dagen mellem de to store positive overraskelser i årets Santander Cup blev vundet af Sønderjyske, der besejrede Grindsted med 25-24 efter en weekend med masser af flot håndbold i en fyldt Jyske Bank Boxen, der dannede en fantastisk kulisse.

Hjemmeværnet får flere medlemmer end set i årtier

0

Hjemmeværnet har i det forgangne år oplevet en massiv stigning i antallet af frivillige, og ifølge nye tal er det den største medlemsfremgang i mere end 40 år. I 2024 steg antallet af nye frivillige med 35 procent sammenlignet med året før.

Det skriver TV 2 søndag på baggrund af nye tal fra Hjemmeværnet.

Ifølge chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, er udviklingen et stort vendepunkt efter flere årtier med dalende tilslutning.

– Det er meget positivt, for mængden af opgaver vokser i de her år, og vi har brug for flere til at løse dem, siger han til TV 2.

Kriser og konflikter sender danskere til Hjemmeværnet

Den stigende tilslutning i antallet af frivillige i Hjemmeværnet sker i en tid, hvor sikkerhedspolitik og globale konflikter fylder mere i samfundsdebatten end tidligere.

Ifølge TV 2’s forsvarskorrespondent, Anders Lomholt, har danskernes syn på Forsvaret ændret sig, hvilket afspejles i den øgede interesse for Hjemmeværnet. Også Hjemmeværnets chef, Gunner Arpe Nielsen, ser en tydelig sammenhæng mellem verdenssituationen og den voksende tilslutning. Han fortæller at mange frivillige tilkendegiver, at de føler et ansvar for at bidrage aktivt til beredskabet, hvilket motiverer dem til at melde sig.

Hjemmeværnets rolle har ændret sig

Hjemmeværnet har gennem årene udviklet sig fra primært at varetage beredskabsopgaver ved festivaler og større arrangementer til at spille en mere militær rolle i forbindelse med forsvar og bevogtning.

Et eksempel er Hjemmeværnets arbejde med værtsnationsstøtte, hvor de hjælper med at bevogte militære områder ved havne og lufthavne, når udenlandske styrker opererer i Danmark.

Generalmajor Gunner Arpe Nielsen vurderer, at den militære dimension har gjort Hjemmeværnet mere attraktivt for nye frivillige.

– Vi har gavn af det større fokus på militære opgaver, for det betyder noget for, hvor mange der melder sig, siger han til TV 2.

Hjemmeværnet sætter ind med rekruttering

Foruden den ændrede sikkerhedssituation har Hjemmeværnet også selv arbejdet aktivt med at tiltrække nye frivillige, og Gunner Arpe Nielsen vurderer, at der i samfundet generelt er en større anerkendelse af de mange vigtige militære opgaver, som Hjemmeværnet varetager.

Ifølge Hjemmeværnet er der i dag omkring 43.000 hjemmeværnssoldater, der hjælper Forsvaret, politiet og andre myndigheder med alt fra militær bevogtning og patruljer til beredskabsopgaver under krisesituationer.

Indbrudsbølge og flere sigtelser for stoffer

0
KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn haft travlt med en række indbrud, indbrudsforsøg og sager om euforiserende stoffer flere steder på Fyn. I Aarup...

Livet og det uforudsigelige

Alkoholfri fest skal samle Odenses unge til sidste skoledag

0
For første gang bliver sidste skoledag i Odense markeret med et stort, fælles og alkoholfrit arrangement i Kongens Have. Her samles alle elever fra...
Foto: Fjernvarme Fyn

Vejrdata styrer varmen og presser priserne ned på Fyn

0
Vejrprognoser spiller i stigende grad en afgørende rolle for, hvordan fjernvarmen bliver produceret på Fyn. Hos Fjernvarme Fyn bruger man nemlig data fra Danmarks...

Lastbil påkørte bro på Nyborgvej: Vejen spærret

0
KRIMI. En lastbil har mandag eftermiddag påkørt en bro på Nyborgvej ved Teglværksvej i Odense. Vejen er spærret, mens lastbilen frigøres. En lastbil har påkørt...

Liberal Alliance ekskluderer nyvalgt stemmesluger

0
Liberal Alliance ekskluderer det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen, fordi hun ifølge partiet ikke har været ærlig om "yderst alvorlige forhold i sit private...

Uheld, indbrud og påvirkede bilister på Fyn

0
KRIMI. Flere hændelser har det seneste døgn holdt politiet beskæftiget rundt om på Fyn, hvor både færdselsuheld, indbrud og sager om påvirkede bilister indgår...