Efter den ukrainske præsidents skænderi med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus, er dommedagsprofeterne atter i fuld gang med at blæse i dødens trumpeter. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der er knap fire år tilbage med Trump, og vi er knap nok kommet i gang. Sagen er bare den, at det, vi ser ske, kan få direkte konsekvenser for den danske befolkning.
Helt i tråd med Mette Frederiksens (A) stil og politiske virke er der fuld tryk på kriseretorikken. Det er en stil, hun perfektionerede under Covid-19, hvor de daglige pressemøder og katastrofemeldinger definerede hendes statsministerrolle. Den blev hurtigt afløst af invasionen af Ukraine i 2022. Siden er den danske økonomi blevet presset af krigen, hvor Danmark ligger i toppen over lande, der bidrager mest per borger. I forvejen er der optaget store lån under pandemien, hvor nedlukningerne direkte og indirekte har kostet et ukendt beløb for den danske befolkning. Alt sammen er sket, og sker, naturligvis under “nødvendighedens politik”. Det præsenteres således, at vi er nødt til det, og der er ikke andre alternativer.
Den daglige formidling er propagandistisk af karakter. Mantraet fra 2020’erne er, at vi ikke længere kan forvente en neutral dækning af begivenheder. Der er implicit et krav om, at man skal tage stilling til, hvem man holder med. Begreberne flyver konstant i luften, og de indarbejdes i befolkningen på en sådan måde, at de færreste kan se skoven for bare træer. Der er for mange informationer, der sker for meget, og det går alt for stærkt. Det tilbageværende indtryk er kaos. Man kan teste fænomenet på sig selv:
Prøv at slukke for nyheder, streams og sociale medier i en måned. Tænd igen. Og du vil ikke ane, hvad det hele går ud på. Fordi “strømmen” bevæger sig så hurtigt, men også fordi forudsætningerne konstant ændrer sig. Årsagen er spekulationer, gætterier, formodninger, antagelser og følelser, kombineret med frygt, antagonisme, fordomme og voldsomme udbrud.
Men konsekvenserne af krisen i det internationale diplomati kan blive store for Danmark. Både på grund af den afgørende eksport, der sikrer danske indtægter, men også fordi vores lille land trækkes ind i forløb uden demokratiske mandater. Et af de værste eksempler er de europæiske kommissærer, der er voldsomt proaktive indenfor vitale områder, uden at de har noget som helst folkeligt mandat. De er samtidig repræsentanter for et EU-system, hvor mange lande med store forskelle skal enes. Den europæiske enhed er en fantasi, der kan ende med at ødelægge et vitalt samarbejde på kontinentet. Senest har 20 % af tyskerne rejst sig imod det, og mange vælgere rundt omkring i Europa kan komme til at gøre det samme i de kommende år. Samarbejdet har været en af de største garantier for fred siden 2. verdenskrig. Nu risikerer den europæiske elite at ødelægge denne sikkerhedsstruktur, fordi de ikke er i tråd med befolkningerne, de angiveligt taler på vegne af.
I Danmark kender vi det bedre end de fleste europæere. Modstanden mod EU har været historisk høj, hvilket adskillige folkeafstemninger vidner om. Ligesom alle andre europæere ønsker mange at bevare deres nationale identitet. Tanken om en europæisk hær eller stat er langt fra et drømmescenarie for mange europæere. Så selvom de europæiske statsledere og EU-kommissærer har travlt med at vise handlekraft uden USA i spørgsmålet om Ukraine, er det et projekt uden et folk. Det vil kræve ualmindelig stor politisk tæft at overbevise vælgerne i de enkelte lande om, hvad man ønsker sig:
Specielt hvis man begynder at forklare, hvad prisen for hele krigsapparatet kommer til at være.
Nu har vi set det før, at EU-eliten med vold og magt får indført deres stormagtsdrømme. Der kom fælles valuta, åbne grænser og fælles EU-regler med detaljeregulering, selvom det har været umådelig upopulært blandt befolkningerne. I boblen nede i Bruxelles bekymrer man sig dog ikke om den slags bagateller. Her er ideologien “De Forenede Europæiske Stater”. Men selv det mægtige Tyskland er i en sand helvedesild med sine egne borgere, der netop har tildelt socialdemokraterne den største lussing i historien. Det er et klart tegn på, at den europæiske elite er i en alvorlig krise. Hvis Brexit ikke har været et forvarsel om EU’s potentielle undergang, så vil intet hjælpe på deres realitetsopfattelse:
Uden et folk, går det ikke.
På samme måde som man har skabt fred blandt de europæiske lande via økonomisk samarbejde, kunne man have fortsat med at sprede fred i den russiske befolkning. Utallige vestlige kæder og brands etablerede sig i Rusland og var med til at skabe tilknytning til de vestlige værdier. Det økonomiske samarbejde som diplomatisk våben har altid været den mest fredelige af alle former for diplomati. Modsat oprustning, missiler og mange soldater i tjeneste. Det sidste koster også mange penge. Rigtig mange penge. Når der skal betales for krig, skal det tages fra andre vitale områder. Derfor kunne forligspartierne bag støtten til Ukraine i 2022 også meddele den danske befolkning, at det naturligvis ville gøre ondt. Men at det naturligvis var nødvendigt.
I disse dage er sikkerhedspolitikken i Vesten under total forvandling. Det amerikanske folk har stemt for en ny kurs, der skal tage USA ud af rollen som en kronisk krigsførende nation, hvilket ofte er sket gennem krige, proxykrige, skjulte pengestrømme, hemmelige kup og lignende. For Danmark og Europa er det mest interessante spørgsmål, hvilke konsekvenser de beslutninger, der bliver truffet i regeringen, Folketinget og via EU, vil få. Desværre er man, også i Danmark, meget dårlig til at nævne både fordele og ulemper ved konkrete politiske initiativer. Oftest fokuserer medierne kun på ulemperne, medmindre de er begejstrede for et initiativ, i hvilket tilfælde de primært fremhæver fordelene. Begge dele er dog problematiske. Det vil stort set altid være både fordele og ulemper, der kan beskrives.
Krigen i Ukraine handler om sikkerhedspolitik, herunder også Danmarks sikkerhedspolitik. Vi har som land været tæt knyttet til amerikanerne via NATO. Derfor har vores handlinger været tæt koblet til USA. Da Biden-administrationen i 2022 satte fuld styrke bag at føre krig i Ukraine, gjorde Danmark det samme. De sidste år har derfor været præget af konstant krigsretorik, samtidig med at milliarder af kroner er blevet sendt til krigen. De diplomatiske forbindelser med Rusland er blevet skrottet. Europa har opbygget deres forsvar, og de europæiske regeringer og statsmedier har haft travlt med at forklare vælgerne, at Rusland vil angribe andre lande i Europa, hvis vi ikke gør noget. Altså: det er nødvendighedens politik. Flere har endda haft den tanke, at krigen først slutter, når Rusland har tabt. Denne logik har dog den basale fejlslutning, at Rusland ikke kan besejres med tanks, fly, krudt og kugler. Rusland er nemlig verdens største atommagt.
I 1970’erne og 1980’erne fyldte fredspolitik enormt meget i Vesten. Frygten for atomkrig var et gennemgående tema, og man hyldede de ledere i Vesten, der forsøgte at nedruste, fremfor at fortsætte våbenkapløbet med Østblokken. Men mærkeligt nok er frygten for en atomkrig slet ikke dominerende i 2022-2025. Ikke desto mindre kan Europa og Danmark blive udraderet på få minutter, hvis de russiske missiler bliver affyret. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var frygten for, at man ved en fejl kom til at sende en atombombe afsted, stor. Det var en af de vigtigste opgaver i begyndelsen af 1990’erne at finde ud af, hvordan man kunne sikre sig mod den slags.
Det mest interessante i hele forløbet siden 2022 er, at der fra politisk side ikke har været nogen realpolitiske forsøg på at opstille et realistisk mål for spørgsmålet om Ukraine og den generelle sikkerhedspolitik i Europa. Hovedmålet ser ud til at have været ideen om, at hvis man forsynede Ukraine med penge og våben, kunne Rusland blive slået tilbage på slagmarken eller i det mindste forhindre et nederlag for Ukraine. Altså en form for proxykrig, hvor Vesten forsyner Ukraine, men ikke selv deltager direkte i krigen. Samtidig har man ønsket at ramme Rusland økonomisk gennem sanktioner. Disse har dog primært haft den konsekvens, at den russiske befolkning er kommet længere væk fra de vestlige værdier. Dermed er man ikke kommet tættere på et systemskifte i Rusland, men tværtimod har det muligvis fremmedgjort Vesten for den russiske befolkning og styrket Putins nationalistiske dagsorden.
Men hvad er det, man ønsker? USA’s og NATO’s realpolitiske arrogance i 1991-2022 virker at være åbenlys. Hvis målet har været at sikre freden, samtidig med at man vidste, at der var et antidemokratisk styre i Rusland, så er det slået fejl. Her er det nødvendigt at forholde sig strengt til den kendsgerning, at der er betydelige russiske mindretal i de lande, der er kommet ud af Sovjetunionen. I pressedækningen taler man ofte om “ukrainere”, men 17% af befolkningen i Ukraine er russiske. Næsten en femtedel. I to af de baltiske lande er tallet knap 25%. Det er mange russere. Af samme årsag føler Rusland sig mere knyttet til disse lande, uanset den lange tid, de har været adskilt under det kommunistiske diktatur. Det virker som om, vi i dag ser konsekvenserne af en lang række fejlslutninger om, hvad der skulle ske med resterne af Sovjetunionen efter den kolde krig. Ikke mindst er spørgsmålet, hvorfor man overhovedet bevarede NATO?
For at komme tættere på en realpolitisk løsning bør vi stille en række simple spørgsmål. Lad os starte med at definere, hvad vi ønsker at opnå i spørgsmålet om Ukraine. Er det Ukraines frihed? Er det en afslutning på krigen i Ukraine? Er det Ruslands nederlag i Ukraine? Er det et systemskifte i Rusland? Er det Ukraine som medlem af EU? Er det flere af disse mål tilsammen? Dernæst bør vi gøre det klart, hvilken pris vi er villige til at betale for at opnå det. Vil vi gå i krig mod Rusland? Vil vi betale 5, 10 eller 15 procent af vores BNP til formålet? Vil vi gå med i en EU-hær? Vil vi melde os ud af NATO? Vil vi stoppe samarbejdet med USA og frasige os beskyttelse af amerikanernes atommagt? Vil vi opbygge atomvåben i EU?
Disse spørgsmål er lige så faretruende, som de virker. De er ikke mainstream. De bliver kraftigt underspillet eller glemt i dagligdagens formidling, der primært fokuserer på persongalleriet, ikke mindst den aktuelle Trump-mania. Men vi skal stille os disse spørgsmål og komme med rimelige svar, hvis vi skal finde tilbage til en mere fredelig sameksistens. Krig handler ikke kun om moral. De sidste tre år har primært været moralske spørgsmål. Krig handler også om, at man kan tabe.
Vesten kan tabe. Vi er ikke usårlige. Og vi kan ikke vinde på konventionelle styrker. Med den aktuelle tumult mellem Europa og Washington er det derfor mere vigtigt end nogensinde, at krigen i Ukraine får en ende. Det kræver diplomati. Hvor de europæiske nationer tidligere havde velfungerende diplomatiske kanaler til Rusland, har man på grund af Biden-administrationens komplette mangel på realpolitiske mål, placeret sig et sted, hvor man ikke længere kan bygge de vigtige broer, der før i tiden var med til at holde den kolde krig kold og ikke varm. Det er epokens største fejl, at man ikke har arbejdet intensivt på at inddæmme konflikten. Den eneste strategi, man lader til at have haft, var, at Rusland skulle tabe en krig til ukrainerne og give op. Tre år senere er vi i en tilstand, der minder om første verdenskrig, hvor frontlinjen næsten ikke har rykket sig. Det er meningsløst, ikke mindst for de mange døde soldater og civile. At man tilmed ikke har forsøgt at opstille realpolitiske mål, men tværtimod har forsøgt at bilde Vesten ind, at de ikke kan ende med at blive sendt til fronten med den førte politik, er manglende omhu i rette tid. Det er afgørende at erindre, at forsvarsalliancer kan udløse storkrige. Derfor er det strengt nødvendigt, hvis man er medlem af en alliance som NATO, at man sikrer sig mod at blive draget ind i en krig, man ikke kan vinde.
Ingen kan vinde en atomkrig. Danmark var neutralt under første verdenskrig. Vi forsøgte at være neutrale under anden verdenskrig. Vi blev NATO-partnere for ikke at blive overrumplet af den kommunistiske verdensorden. I 1991 sluttede denne. Vi må derfor spørge os selv, hvordan de ansvarlige politikere mener, at krigen i Ukraine, og tilsvarende Danmarks rolle i denne krig, skal ende.
Dette er det store spørgsmål, vi bør kunne få svar på.
