SF: Regeringen svigter voldsofre uden for Sjælland

0

På Kvindernes Kampdag 8. marts langer SF kraftigt ud efter regeringens nye forslag om den omvendte fodlænke, der skal holde voldelige partnere væk fra deres ofre. Ifølge SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, efterlader forslaget ofrene i store dele af landet – heriblandt Syd- og Sønderjylland – uden den beskyttelse, som andre får.

– Det kan da ikke passe, at postnummeret skal afgøre, om et udsat menneske skal være tryg og sikker. Ordningen bør være landsdækkende og ikke kun for nogle sjællændere. Og så er der for få fodlænker, for regeringen anerkender selv i et svar til mig, at der er risiko for, at der er for få af dem, siger Karina Lorentzen.

Regeringen går for langsomt

I dag er der mulighed for at give et opholdsforbud til voldelige partnere, men SF mener, at det ikke er nok. Derfor fik partiet tidligere flertal for den såkaldte omvendte fodlænke, der sikrer, at en voldsudøver overvåges elektronisk og ikke kan nærme sig sit offer.

Problemet? Ifølge SF’s retsordfører udrulles ordningen nu kun i tre politikredse, og den maksimale varighed sættes til ét år – modsat Norge, hvor den kan gives i fem år.

– Alle i Danmark skal have ret til tryghed fra en voldelige partner. I sidste ende handler det her jo om liv og død. Derfor skal ordningen være landsdækkende og ikke reduceret til tre politikredse, og så skal vi gøre som i Norge, så fodlænken kan bruges i fem år i de værste sager – og lige nu lægger regeringen op til, at det maksimalt kan være et år. Det duer ikke, siger Lorentzen.

Norge viser vejen

SF’s kamp for den omvendte fodlænke er inspireret af Norges model, hvor ordningen har været i kraft siden 2013. Ifølge partiet har der ikke været et eneste brud på tilholdet, og ofrene har fået en reel mulighed for at leve et liv uden frygt.

– I Norge har der været nul brud på tilholdet. Det giver altså ofrene hverdagen tilbage, og derfor skal vi også øge mulighederne for at anvende den, siger Karina Lorentzen.

SF har tidligere fået flertal for en dansk version af ordningen, men nu frygter partiet, at regeringens begrænsede model vil svække initiativet.

Regeringen fastholder forsøgsordning

Regeringens lovforslag blev fremsat i Folketinget den 15. januar 2025 af justitsminister Peter Hummelgaard og indebærer, at den omvendte fodlænke kan pålægges i op til et år som supplement til et opholdsforbud. SF vil derimod have den gjort landsdækkende og øge varigheden til fem år for de værste sager.

Spørgsmålet er, om regeringen lytter til kritikken, eller om SF’s kamp for flere fodlænker bliver efterladt på perronen.

Lovforslaget behandles i Folketinget i de kommende måneder.

Fjordfonden uddeler millioner til naturgenopretning i danske fjorde

0

Fem danske fjorde får nu støtte til naturgenopretning, efter at Fjordfonden har uddelt de første 10 millioner kroner til projekter, der skal forbedre vandmiljøet. Fonden blev etableret i 2024 med en donation på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC) og har til formål at støtte initiativer, der kan bringe de danske fjorde tilbage i god økologisk balance.

Fjordene skal forbedres inden tre år

Siden stiftelsen har 20 danske fjorde haft mulighed for at ansøge om midler fra Fjordfonden. Fjordene er udpeget af Miljøministeriet som områder, hvor vandmiljøet skal forbedres markant inden tre år. Bestyrelsesformand for Fjordfonden, Mads Leth, fremhæver, at behovet for en indsats aldrig har været større.

– Fjordfonden er et helt nyt initiativ, men formålet og midlerne har aldrig været mere relevante. Vi oplever, at de danske fjorde og havmiljøet generelt er utroligt udfordret af iltsvind og mindsket biodiversitet. Selv de bedste intentioner kommer til kort, hvis der ikke er midler til at underbygge dem – de midler har vi fået her, og vi ser frem til at få mange flere projekter op at stå i de kommende år, siger han.

Første projekter får støtte

De første seks projekter, der nu modtager midler, dækker Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord og Nibe Bredning ved Limfjorden. Projekterne har forskellige tilgange til at forbedre vandmiljøet, men fælles for dem er, at de arbejder med konkrete indsatser, der kan dokumenteres.

I Haderslev Fjord støttes etableringen af en analyse, der skal danne grundlag for omlægning af landbrugsjord i oplandet til fjorden. I Horsens Fjord fokuseres der på at forbedre forholdene for vandrende fisk samt reducere udledningen af næringsstoffer. Odense Fjord modtager støtte til to projekter – et stenrevsprojekt og en undersøgelse af industriel hamp som barrierebeplantning til at optage kvælstof og fosfor fra landbruget. Skælskør Fjord får midler til et genopretningsprojekt med ålegræs, blåmuslinger og stenrev, mens Nibe Bredning får midler til et “køreklart” stenrevsprojekt, som kan igangsættes med det samme.

Konkret effekt er afgørende

Ifølge Fjordfonden er det afgørende, at de projekter, der modtager midler, kan dokumentere en reel forskel for fjordmiljøet. Projekterne skal have en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførelsen, så resultaterne hurtigt kan ses i fjordene.

– De projekter, vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet, forklarer Mads Leth.

Han opfordrer samtidig flere til at søge støtte i næste uddelingsrunde.

– Vi har fået rigtig mange gode ansøgninger, og vi vil fra bestyrelsen også meget gerne opfordre endnu flere projekter, som bakker op om dette vigtige formål, til at søge igen næste år, siger han.

Flere projekter i vente

Fjordfonden består af en bestyrelse med medlemmer fra Dansk Industri, Gorissen Federspiel og Vandcenter Syd, som sikrer en faglig og transparent uddeling af midlerne. Bestyrelsen vil fortsat arbejde for at styrke indsatsen for fjordmiljøet, og der kan allerede nu ansøges om støtte til næste års uddeling via Fjordfondens hjemmeside.

Vigtige spørgsmål om Ukraine

0

Efter den ukrainske præsidents skænderi med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus, er dommedagsprofeterne atter i fuld gang med at blæse i dødens trumpeter. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der er knap fire år tilbage med Trump, og vi er knap nok kommet i gang. Sagen er bare den, at det, vi ser ske, kan få direkte konsekvenser for den danske befolkning.

Helt i tråd med Mette Frederiksens (A) stil og politiske virke er der fuld tryk på kriseretorikken. Det er en stil, hun perfektionerede under Covid-19, hvor de daglige pressemøder og katastrofemeldinger definerede hendes statsministerrolle. Den blev hurtigt afløst af invasionen af Ukraine i 2022. Siden er den danske økonomi blevet presset af krigen, hvor Danmark ligger i toppen over lande, der bidrager mest per borger. I forvejen er der optaget store lån under pandemien, hvor nedlukningerne direkte og indirekte har kostet et ukendt beløb for den danske befolkning. Alt sammen er sket, og sker, naturligvis under “nødvendighedens politik”. Det præsenteres således, at vi er nødt til det, og der er ikke andre alternativer.

Den daglige formidling er propagandistisk af karakter. Mantraet fra 2020’erne er, at vi ikke længere kan forvente en neutral dækning af begivenheder. Der er implicit et krav om, at man skal tage stilling til, hvem man holder med. Begreberne flyver konstant i luften, og de indarbejdes i befolkningen på en sådan måde, at de færreste kan se skoven for bare træer. Der er for mange informationer, der sker for meget, og det går alt for stærkt. Det tilbageværende indtryk er kaos. Man kan teste fænomenet på sig selv:

Prøv at slukke for nyheder, streams og sociale medier i en måned. Tænd igen. Og du vil ikke ane, hvad det hele går ud på. Fordi “strømmen” bevæger sig så hurtigt, men også fordi forudsætningerne konstant ændrer sig. Årsagen er spekulationer, gætterier, formodninger, antagelser og følelser, kombineret med frygt, antagonisme, fordomme og voldsomme udbrud.

Men konsekvenserne af krisen i det internationale diplomati kan blive store for Danmark. Både på grund af den afgørende eksport, der sikrer danske indtægter, men også fordi vores lille land trækkes ind i forløb uden demokratiske mandater. Et af de værste eksempler er de europæiske kommissærer, der er voldsomt proaktive indenfor vitale områder, uden at de har noget som helst folkeligt mandat. De er samtidig repræsentanter for et EU-system, hvor mange lande med store forskelle skal enes. Den europæiske enhed er en fantasi, der kan ende med at ødelægge et vitalt samarbejde på kontinentet. Senest har 20 % af tyskerne rejst sig imod det, og mange vælgere rundt omkring i Europa kan komme til at gøre det samme i de kommende år. Samarbejdet har været en af de største garantier for fred siden 2. verdenskrig. Nu risikerer den europæiske elite at ødelægge denne sikkerhedsstruktur, fordi de ikke er i tråd med befolkningerne, de angiveligt taler på vegne af.

I Danmark kender vi det bedre end de fleste europæere. Modstanden mod EU har været historisk høj, hvilket adskillige folkeafstemninger vidner om. Ligesom alle andre europæere ønsker mange at bevare deres nationale identitet. Tanken om en europæisk hær eller stat er langt fra et drømmescenarie for mange europæere. Så selvom de europæiske statsledere og EU-kommissærer har travlt med at vise handlekraft uden USA i spørgsmålet om Ukraine, er det et projekt uden et folk. Det vil kræve ualmindelig stor politisk tæft at overbevise vælgerne i de enkelte lande om, hvad man ønsker sig:

Specielt hvis man begynder at forklare, hvad prisen for hele krigsapparatet kommer til at være.

Nu har vi set det før, at EU-eliten med vold og magt får indført deres stormagtsdrømme. Der kom fælles valuta, åbne grænser og fælles EU-regler med detaljeregulering, selvom det har været umådelig upopulært blandt befolkningerne. I boblen nede i Bruxelles bekymrer man sig dog ikke om den slags bagateller. Her er ideologien “De Forenede Europæiske Stater”. Men selv det mægtige Tyskland er i en sand helvedesild med sine egne borgere, der netop har tildelt socialdemokraterne den største lussing i historien. Det er et klart tegn på, at den europæiske elite er i en alvorlig krise. Hvis Brexit ikke har været et forvarsel om EU’s potentielle undergang, så vil intet hjælpe på deres realitetsopfattelse:

Uden et folk, går det ikke.

På samme måde som man har skabt fred blandt de europæiske lande via økonomisk samarbejde, kunne man have fortsat med at sprede fred i den russiske befolkning. Utallige vestlige kæder og brands etablerede sig i Rusland og var med til at skabe tilknytning til de vestlige værdier. Det økonomiske samarbejde som diplomatisk våben har altid været den mest fredelige af alle former for diplomati. Modsat oprustning, missiler og mange soldater i tjeneste. Det sidste koster også mange penge. Rigtig mange penge. Når der skal betales for krig, skal det tages fra andre vitale områder. Derfor kunne forligspartierne bag støtten til Ukraine i 2022 også meddele den danske befolkning, at det naturligvis ville gøre ondt. Men at det naturligvis var nødvendigt.

I disse dage er sikkerhedspolitikken i Vesten under total forvandling. Det amerikanske folk har stemt for en ny kurs, der skal tage USA ud af rollen som en kronisk krigsførende nation, hvilket ofte er sket gennem krige, proxykrige, skjulte pengestrømme, hemmelige kup og lignende. For Danmark og Europa er det mest interessante spørgsmål, hvilke konsekvenser de beslutninger, der bliver truffet i regeringen, Folketinget og via EU, vil få. Desværre er man, også i Danmark, meget dårlig til at nævne både fordele og ulemper ved konkrete politiske initiativer. Oftest fokuserer medierne kun på ulemperne, medmindre de er begejstrede for et initiativ, i hvilket tilfælde de primært fremhæver fordelene. Begge dele er dog problematiske. Det vil stort set altid være både fordele og ulemper, der kan beskrives.

Krigen i Ukraine handler om sikkerhedspolitik, herunder også Danmarks sikkerhedspolitik. Vi har som land været tæt knyttet til amerikanerne via NATO. Derfor har vores handlinger været tæt koblet til USA. Da Biden-administrationen i 2022 satte fuld styrke bag at føre krig i Ukraine, gjorde Danmark det samme. De sidste år har derfor været præget af konstant krigsretorik, samtidig med at milliarder af kroner er blevet sendt til krigen. De diplomatiske forbindelser med Rusland er blevet skrottet. Europa har opbygget deres forsvar, og de europæiske regeringer og statsmedier har haft travlt med at forklare vælgerne, at Rusland vil angribe andre lande i Europa, hvis vi ikke gør noget. Altså: det er nødvendighedens politik. Flere har endda haft den tanke, at krigen først slutter, når Rusland har tabt. Denne logik har dog den basale fejlslutning, at Rusland ikke kan besejres med tanks, fly, krudt og kugler. Rusland er nemlig verdens største atommagt.

I 1970’erne og 1980’erne fyldte fredspolitik enormt meget i Vesten. Frygten for atomkrig var et gennemgående tema, og man hyldede de ledere i Vesten, der forsøgte at nedruste, fremfor at fortsætte våbenkapløbet med Østblokken. Men mærkeligt nok er frygten for en atomkrig slet ikke dominerende i 2022-2025. Ikke desto mindre kan Europa og Danmark blive udraderet på få minutter, hvis de russiske missiler bliver affyret. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var frygten for, at man ved en fejl kom til at sende en atombombe afsted, stor. Det var en af de vigtigste opgaver i begyndelsen af 1990’erne at finde ud af, hvordan man kunne sikre sig mod den slags.

Det mest interessante i hele forløbet siden 2022 er, at der fra politisk side ikke har været nogen realpolitiske forsøg på at opstille et realistisk mål for spørgsmålet om Ukraine og den generelle sikkerhedspolitik i Europa. Hovedmålet ser ud til at have været ideen om, at hvis man forsynede Ukraine med penge og våben, kunne Rusland blive slået tilbage på slagmarken eller i det mindste forhindre et nederlag for Ukraine. Altså en form for proxykrig, hvor Vesten forsyner Ukraine, men ikke selv deltager direkte i krigen. Samtidig har man ønsket at ramme Rusland økonomisk gennem sanktioner. Disse har dog primært haft den konsekvens, at den russiske befolkning er kommet længere væk fra de vestlige værdier. Dermed er man ikke kommet tættere på et systemskifte i Rusland, men tværtimod har det muligvis fremmedgjort Vesten for den russiske befolkning og styrket Putins nationalistiske dagsorden.

Men hvad er det, man ønsker? USA’s og NATO’s realpolitiske arrogance i 1991-2022 virker at være åbenlys. Hvis målet har været at sikre freden, samtidig med at man vidste, at der var et antidemokratisk styre i Rusland, så er det slået fejl. Her er det nødvendigt at forholde sig strengt til den kendsgerning, at der er betydelige russiske mindretal i de lande, der er kommet ud af Sovjetunionen. I pressedækningen taler man ofte om “ukrainere”, men 17% af befolkningen i Ukraine er russiske. Næsten en femtedel. I to af de baltiske lande er tallet knap 25%. Det er mange russere. Af samme årsag føler Rusland sig mere knyttet til disse lande, uanset den lange tid, de har været adskilt under det kommunistiske diktatur. Det virker som om, vi i dag ser konsekvenserne af en lang række fejlslutninger om, hvad der skulle ske med resterne af Sovjetunionen efter den kolde krig. Ikke mindst er spørgsmålet, hvorfor man overhovedet bevarede NATO?

For at komme tættere på en realpolitisk løsning bør vi stille en række simple spørgsmål. Lad os starte med at definere, hvad vi ønsker at opnå i spørgsmålet om Ukraine. Er det Ukraines frihed? Er det en afslutning på krigen i Ukraine? Er det Ruslands nederlag i Ukraine? Er det et systemskifte i Rusland? Er det Ukraine som medlem af EU? Er det flere af disse mål tilsammen? Dernæst bør vi gøre det klart, hvilken pris vi er villige til at betale for at opnå det. Vil vi gå i krig mod Rusland? Vil vi betale 5, 10 eller 15 procent af vores BNP til formålet? Vil vi gå med i en EU-hær? Vil vi melde os ud af NATO? Vil vi stoppe samarbejdet med USA og frasige os beskyttelse af amerikanernes atommagt? Vil vi opbygge atomvåben i EU?

Disse spørgsmål er lige så faretruende, som de virker. De er ikke mainstream. De bliver kraftigt underspillet eller glemt i dagligdagens formidling, der primært fokuserer på persongalleriet, ikke mindst den aktuelle Trump-mania. Men vi skal stille os disse spørgsmål og komme med rimelige svar, hvis vi skal finde tilbage til en mere fredelig sameksistens. Krig handler ikke kun om moral. De sidste tre år har primært været moralske spørgsmål. Krig handler også om, at man kan tabe.

Vesten kan tabe. Vi er ikke usårlige. Og vi kan ikke vinde på konventionelle styrker. Med den aktuelle tumult mellem Europa og Washington er det derfor mere vigtigt end nogensinde, at krigen i Ukraine får en ende. Det kræver diplomati. Hvor de europæiske nationer tidligere havde velfungerende diplomatiske kanaler til Rusland, har man på grund af Biden-administrationens komplette mangel på realpolitiske mål, placeret sig et sted, hvor man ikke længere kan bygge de vigtige broer, der før i tiden var med til at holde den kolde krig kold og ikke varm. Det er epokens største fejl, at man ikke har arbejdet intensivt på at inddæmme konflikten. Den eneste strategi, man lader til at have haft, var, at Rusland skulle tabe en krig til ukrainerne og give op. Tre år senere er vi i en tilstand, der minder om første verdenskrig, hvor frontlinjen næsten ikke har rykket sig. Det er meningsløst, ikke mindst for de mange døde soldater og civile. At man tilmed ikke har forsøgt at opstille realpolitiske mål, men tværtimod har forsøgt at bilde Vesten ind, at de ikke kan ende med at blive sendt til fronten med den førte politik, er manglende omhu i rette tid. Det er afgørende at erindre, at forsvarsalliancer kan udløse storkrige. Derfor er det strengt nødvendigt, hvis man er medlem af en alliance som NATO, at man sikrer sig mod at blive draget ind i en krig, man ikke kan vinde.

Ingen kan vinde en atomkrig. Danmark var neutralt under første verdenskrig. Vi forsøgte at være neutrale under anden verdenskrig. Vi blev NATO-partnere for ikke at blive overrumplet af den kommunistiske verdensorden. I 1991 sluttede denne. Vi må derfor spørge os selv, hvordan de ansvarlige politikere mener, at krigen i Ukraine, og tilsvarende Danmarks rolle i denne krig, skal ende.

Dette er det store spørgsmål, vi bør kunne få svar på.

Ny evaluering af klimatilpasningsregler for tag- og overfladevand

0

Energistyrelsen og Miljøstyrelsen offentliggør en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft den 1. januar 2021.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Ligestillingsministeriet har udarbejdet en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft 1. januar 2021. Med lovændringen blev reglerne på området ensrettet og moderniseret med henblik på at skabe gode rammer for håndtering af regnvand.

Det primære formål med reglerne er at understøtte, at der klimatilpasses de rigtige steder til det rette niveau, uden at forbrugerne betaler unødigt meget for det. Derfor blev der bl.a. indført krav om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed og selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet for klimatilpasningsprojekterne. Der blev derudover også indført en overgangsordning for at sikre en fornuftig overgang til de nye regler.

Om evalueringen

Evalueringen fokuserer på den praktiske anvendelse af reguleringen, og en række interessenter og myndigheder har derfor været inddraget i arbejdet. Der er ligeledes inddraget data fra Spildevandskomiteen, der i foråret 2024 gennemførte en større spørgeskemaundersøgelse om erfaringerne med klimatilpasningsreglerne i kommuner og selskaber.

Branchen opfatter i evalueringen det grundlæggende princip om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed som værende fornuftigt, men selskaber og kommuner oplever også en række udfordringer ved den praktiske anvendelse af reglerne. Det gælder f.eks. fortolkning af, hvad der kan siges at være det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, som forsyningerne bør kunne takstfinansiere, hvor omfattende beregninger der skal udføres for at sandsynliggøre dette niveau, og om dokumentationen står mål med de usikkerheder, der knytter sig til beregningerne.

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen vil i 2025 afholde arrangementer, hvor reglerne i serviceniveau- og omkostningsbekendtgørelsen gennemgås og drøftes med branchen. Formålet med dialogen er at sikre deling af erfaringer på tværs af branchen og at opnå en fælles forståelse af, hvordan reglerne anvendes med færrest mulige administrative byrder og samtidig sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse. 

Røde Kors i Gaza vender de blinde øjne til

0

Af Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia

Der er våbenhvile i Gaza – Israel-konflikten. Våbenhvilens præmisser omhandler udveksling af israelske gidsler og fængslede palæstinensere. Alt dette sker i skyggen af Røde Kors, der mere end villigt medvirker til at udstille og ydmyge levende og døde israelske gidsler.

Gaza er et forfærdeligt sted og en krigsskueplads, hvor ødelæggelse og død er dagens normaltilstand. Den samme ulykkelige situation udspiller sig i Israel, der uden varsel angribes fra alle sider med missiler og raketter mod tilfældige mål.

Den militante terrorbevægelse Hamas er årsag til krigen, der startede med deres usle og feje terroranslag ind i Israel den 7. oktober 2023. En terrorhandling, hvor Hamas dræbte omkring 1.200 mennesker og tog 251 som gidsler. Terrorhandlingen blev fulgt op med palæstinensiske bombardementer med missiler, raketter og mortérer ind i Israel. Israel lovede gengældelse, og en uforsonlig krig har raset lige indtil en ny våbenhvile trådte i kraft.

Våbenhvilens vigtigste element er udleveringen af levende og døde israelske gidsler, hvoraf mange er små børn. Udleveringen af gidslerne og de jordiske rester af døde gidsler har Hamas gjort til en utroværdig magtdemonstration, iscenesat som en farce af en billig B-film.

Derfor er det helt ufatteligt, at Røde Kors lader sig trække ind og blive udnyttet af Hamas propaganda, og det afføder et stort spørgsmål om, hvorfor Røde Kors optræder sammen med svært bevæbnede Hamas-terrorister, der i camouflage og med skjulte ansigter fremstiller levende og døde israelske gidsler som trofæer. Dette er omkranset af iscenesat presse og en hob af palæstinensiske mænd, kvinder og børn.

Kære Røde Kors. Det er ikke måden at gøre dette på, og det er langt fra den praksis, som internationale regler beskriver for overlevering af mennesker. I virkeligheden ser det ud som om Røde Kors villigt går med på propagandaen i et scenarie, der meget klart promoverer Hamas og på beklageligste vis udstiller Røde Kors som en uværdig og partisk aktør.

Flere medicinstuderende vælger almen praksis – men Region Syddanmark halter efter

0

Antallet af medicinstuderende i almen praksis er steget markant de seneste ti år. En ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at antallet af medicinstuderende med studiejob i almen praksis er ottedoblet siden 2015, og alene fra 2023 til 2024 er der sket en stigning på 27 procent.

Men selvom væksten gælder for hele landet, er der regionale forskelle. Region Syddanmark har også oplevet fremgang, men ligger ikke helt så højt som eksempelvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden.

Almen praksis tiltrækker flere studerende

Medicinstuderende har i stigende grad fået job i almen praksis, hvor de hjælper med opgaver som vaccinationer, blodtryksmålinger og celleskrab. Ifølge PLO giver erfaringen de studerende værdifuld indsigt i faget, hvilket kan øge sandsynligheden for, at de senere vælger almen medicin som speciale.

Regeringen ønsker at øge antallet af praktiserende læger fra 3.400 til mindst 5.000 inden 2035, og flere medicinstuderende i almen praksis kan være en vigtig del af løsningen.

Region Syddanmark oplever fremgang – men ligger ikke i toppen

PLO’s analyse viser, at Region Midtjylland og Region Hovedstaden har flest medicinstuderende i almen praksis pr. 10.000 borgere. I 2024 er tallet steget til 5,0 i begge regioner, hvilket gør dem til de førende i landet.

Region Syddanmark har også oplevet en betydelig vækst, men ligger stadig lavere end Midtjylland og Hovedstaden. I 2015 var antallet af medicinstuderende i almen praksis i Region Syddanmark blot 0,3 pr. 10.000 borgere, men i 2024 er tallet steget til 3,3. Det er en markant fremgang, men stadig lavere end de to førende regioner.

Til sammenligning ligger Region Nordjylland nu på 3,1, mens Region Sjælland stadig har den laveste andel med 0,9medicinstuderende pr. 10.000 borgere. På landsplan er gennemsnittet i 2024 3,9, hvilket betyder, at Region Syddanmark altså stadig ligger under det nationale niveau trods fremgangen.

Flere tiltag kan sikre flere læger i fremtiden

Udviklingen i antallet af medicinstuderende i almen praksis kan være en del af løsningen på lægemanglen i Danmark. Ifølge PLO viser en undersøgelse blandt 663 medicinstuderende og nyuddannede læger, at kendskab til almen praksis gennem et studiejob øger motivationen for at vælge almen medicin som speciale.

FTZ overtager nyt hovedsæde i Rørup

0

Den 28. februar overtager FTZ officielt nøglerne til sit nye hovedsæde i Rørup på Fyn. Som Danmarks største leverandør af reservedele til autobranchen er flytningen en del af virksomhedens fremtidsstrategi med fokus på bæredygtighed, teknologi og effektiv logistik.

CEO: “Vi vil forme fremtiden for autobranchen”

FTZ’s administrerende direktør, Michael Gadegaard, ser åbningen af hovedsædet som en afgørende investering i virksomhedens fremtidige udvikling.

– Dette nye hovedsæde er ikke bare en bygning; det er en realisering af vores mission om at bruge vores markedslederposition til at levere professionelle og profitable værkstedsløsninger. Det er her, vi vil forme fremtiden for autobranchen gennem innovation, bæredygtighed og en uovertruffen serviceoplevelse for vores kunder, siger Michael Gadegaard.

Bæredygtigt byggeri med DGNB Guld-certificering

Det nye hovedsæde dækker 40.000 m² og er designet til at opnå DGNB Guld-certificering, hvilket understreger FTZ’s fokus på bæredygtighed. Bygningen er udstyret med et solcelleanlæg på 1.886 kvadratmeter, der producerer 401 kWp strøm, hvilket bidrager til at reducere virksomhedens CO2-aftryk.

Samtidig er materialer nøje udvalgt for at minimere miljøpåvirkningen, og der er integreret avancerede affaldshåndteringssystemer, der sikrer øget genbrug og bæredygtige processer.

Højteknologisk logistik og samarbejde på tværs

Hovedsædet vil huse en række nøglefunktioner, herunder salg, logistik, IT, HR, produktudvikling og finans. Derudover bliver FTZ’s akademi en central del af bygningen, hvor der tilbydes moderne undervisningsfaciliteter til fagfolk i autobranchen.

– Vores nye hovedsæde er skabt til at understøtte både nuværende og fremtidige behov, hvor fokus er på at maksimere samarbejde og innovation på tværs af alle afdelinger. Vi er drevet af samarbejde og tætte relationer, og det forpligter os til at handle med integritet og åbenhed, som afspejlet i vores kerneværdier, siger Michael Gadegaard.

Effektiv logistik med robotteknologi

Med det nye hovedsæde følger også et avanceret logistikcenter, der skal sikre hurtig og effektiv levering af reservedele. Lageret er udstyret med 132 robotter, 120.000 lagerpladser og et 1.800 meter langt conveyor-bånd, som optimerer arbejdsprocesserne.

Indflytningen af administrationen sker i april, mens centrallageret gradvist flyttes i perioden marts til juni.

Administrerende sygehusdirektør fratræder stilling i Region Syddanmark

0

Efter knap 12 år som administrerende sygehusdirektør for Psykiatrien i Region Syddanmark fratræder Charlotte Rosenkrantz Josefsen sin stilling pr. 31. marts 2025. Hun tiltræder en ny rolle som direktør på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

Regionsdirektør takker Charlotte Rosenkrantz Josefsen for 12 års indsats

I en pressemeddelelse fra Region Syddanmark beklager regionsdirektør Jane Kraglund fratrædelsen, men anerkender den store indsats, Charlotte Rosenkrantz Josefsen har ydet for psykiatrien i regionen.

– Psykiatrien har været – og er – i rivende udvikling, og Charlotte Rosenkrantz Josefsen har i de knap 12 år, hun har været administrerende sygehusdirektør i psykiatrisygehuset, sat sit præg på udviklingen og herunder stået i spidsen for implementeringen af en række nye tiltag, siger Jane Kraglund og fremhæver, at perioden har været præget af betydelige udbygninger, udviklingsplaner og organisatoriske forandringer 

Hun understreger samtidig, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen har haft et stort mærkbart fokus på patienterne og medarbejdernes arbejdsmiljø og takker for hendes indsats.

– Jeg havde naturligvis gerne set, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen fortsat var en del af holdet i Region Syddanmark – også efter den kommende integration og ligestilling af psykiatri og somatik. Sådan skulle det ikke være, og jeg ønsker Charlotte stort tillykke med hendes nye stilling på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg er sikker på, at hun vil gøre en stor forskel, siger Jane Kraglund

Takker for årene i Region Syddanmark

Charlotte Rosenkrantz Josefsen har været administrerende direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark siden 2013 og ser tilbage på årene i regionen med stor taknemmelighed.

– Jeg har været utrolig glad for mine næsten 12 år i Psykiatrien i Region Syddanmark. Politikerne i Region Syddanmark har udvist stor interesse og opbakning til psykiatrien, og det vil jeg gerne sige en stor tak for, siger hun.

Hun fremhæver, at psykiatrien har udviklet sig væsentligt i perioden, og at arbejdet med 10-årsplanen og sundhedsreformen vil sikre en stærk psykiatri fremadrettet.

– En helt særlig tak til ledere og medarbejdere i Psykiatrisygehuset. Tak for jeres fantastisk flotte indsats. Jeres dedikation og motivation har i den grad gjort en forskel for borgere med psykisk sygdom, lyder det fra Charlotte Rosenkrantz Josefsen, der nu ser frem til nye udfordringer på Aarhus Universitetshospital.

Region Syddanmark har ikke meldt ud, hvem der overtager stillingen som administrerende sygehusdirektør i psykiatrien.

Kampagne skal få flere unge til at tage cyklen til gymnasiet

0

Flere og flere unge vælger bilen frem for cyklen, når de skal i skole. Nu skal en landsdækkende kampagne vende udviklingen.

Cyklistforbundet og landets fem regioner står bag kampagnen Fælles-Tour, der for andet år i træk skal få unge på ungdomsuddannelser til at vælge cyklen frem for bilen. Kampagnen løber fra 24. marts til 6. april 2025 og giver eleverne mulighed for at vinde præmier – blandt andet elcykler og billetter til Grøn Koncert.

“En kedelig udvikling, vi skal have vendt”

Antallet af cykelture blandt elever på ungdomsuddannelser er faldet med 40 procent siden 2010. Det er en udvikling, som Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag, mener, kampagnen kan være med til at ændre.

– Der er alt for mange, der tager bilen til gymnasiet eller ungdomsuddannelsen, så Fælles-Tour skal motivere flere unge til at vælge cyklen til i deres hverdag. At så mange tager bilen til gymnasiet er en meget kedelig udvikling, som vi skal have vendt, siger han.

Cyklistforbundet og regionerne står sammen om at få flere unge til at vælge cyklen, og ifølge Anders G. Christensen (V), formand for udvalget for regional udvikling og EU i Danske Regioner, er der flere gode grunde til at støtte initiativet.

– Cykling er godt for folkesundheden, miljøet, klimaet, og er med til at reducere trængsel. Alt sammen store udfordringer, som vi kan løse i fællesskab. Derfor er jeg meget glad for, at regionerne, sammen med Cyklistforbundet, for andet år i streg kan være med til at skyde gang i Fælles-Tour, siger han.

Præmier til de flittigste cyklister

Kampagnen belønner dem, der træder mest i pedalerne. En elev fra hver af landets fem regioner kan vinde en elcykel fra HF Christiansen, og lærere, der tilmelder mindst én klasse, deltager også i konkurrencen om en elcykel.

Derudover kan hele klasser vinde billetter til Grøn Koncert, ligesom der er præmier fra Faxe Kondi, Tinderbox, 7 DAYS Active og Røde Kors Genbrug.

Ny app-funktion viser de bedste fiskepladser for havørred

0

Fra den 1. marts kan lystfiskere i Danmark få præcise anbefalinger til, hvor de bedst kan fange havørred. Det er appen Fishbuddy, der nu lancerer en ny funktion, der bygger på avancerede dataanalyser og ekspertviden fra erfarne fiskere.

Bedre kortlægning af fiskepladser

Tidligere har Fishbuddy kortlagt fiskepladser manuelt, men med den nye algoritme bliver langt større områder dækket. Frank Sjøgreen, en af Danmarks mest erfarne lystfiskere og Fishbuddys repræsentant i Danmark, forklarer, at teknologien kombinerer viden fra nogle af Skandinaviens bedste havørredfiskere med data om bundforhold, fødegrundlag og temperatur.

– Havørredfiskeri handler om timing og at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Med Fishbuddy gør vi det nemmere end nogensinde, siger han.

Lystfiskere bidrager med data

Den nye funktion er ikke kun et redskab til at finde fisken. Appen giver også mulighed for at registrere fangster og dermed bidrage med vigtige data om havørredbestanden.

– Hver eneste fisk, der logges, hjælper os med at forstå havørredens udvikling og udbredelse. Lystfiskerne bliver en del af noget større – de bliver citizen scientists, siger Frank Sjøgreen.

Den nye funktion bliver tilgængelig for Fishbuddy-brugere i Danmark, Tyskland, Sverige og Norge fra 1. marts.

Indbrudsbølge og flere sigtelser for stoffer

0
KRIMI. Fyns Politi har det seneste døgn haft travlt med en række indbrud, indbrudsforsøg og sager om euforiserende stoffer flere steder på Fyn. I Aarup...

Livet og det uforudsigelige

Alkoholfri fest skal samle Odenses unge til sidste skoledag

0
For første gang bliver sidste skoledag i Odense markeret med et stort, fælles og alkoholfrit arrangement i Kongens Have. Her samles alle elever fra...
Foto: Fjernvarme Fyn

Vejrdata styrer varmen og presser priserne ned på Fyn

0
Vejrprognoser spiller i stigende grad en afgørende rolle for, hvordan fjernvarmen bliver produceret på Fyn. Hos Fjernvarme Fyn bruger man nemlig data fra Danmarks...

Lastbil påkørte bro på Nyborgvej: Vejen spærret

0
KRIMI. En lastbil har mandag eftermiddag påkørt en bro på Nyborgvej ved Teglværksvej i Odense. Vejen er spærret, mens lastbilen frigøres. En lastbil har påkørt...

Liberal Alliance ekskluderer nyvalgt stemmesluger

0
Liberal Alliance ekskluderer det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen, fordi hun ifølge partiet ikke har været ærlig om "yderst alvorlige forhold i sit private...

Uheld, indbrud og påvirkede bilister på Fyn

0
KRIMI. Flere hændelser har det seneste døgn holdt politiet beskæftiget rundt om på Fyn, hvor både færdselsuheld, indbrud og sager om påvirkede bilister indgår...