»Spirituskørsel og slagsmål: Urolig weekend på Fyn«

0

KRIMI. Indbrud, spirituskørsel og ulykker: Sådan gik weekenden på Fyn. Fyns Politi har mandag den 23. juni udsendt døgnrapporten, der opsummerer weekendens hændelser på hele Fyn. Her er et overblik over nogle af weekendens episoder:

Middelfart

Lørdag eftermiddag omkring kl. 17.00 var der indbrud i en bolig på Søndergade i Middelfart. En nabo opdagede gerningspersonen, som dog nåede at flygte. Gerningspersonen var kommet ind gennem et opbrudt vindue, men det er endnu ikke oplyst, hvad der blev stjålet.

Lørdag nat kl. 23.50 observerede politiet tre unge mænd i en parkeret personbil ved Middelfart Marina. De virkede nervøse ved patruljens ankomst, og politiet fandt både peberspray og ulovligt fyrværkeri i bilen. En 17-årig mand blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, mens en 19-årig blev sigtet efter våbenloven og fyrværkeribekendtgørelsen.

Fredag morgen omkring kl. 05.59 kørte en 21-årig mand spiritus- og narkokørsel på Fynske Motorvej ved Nørre Aaby. Han forårsagede et færdselsuheld og påkørte tre skilte i forbindelse med vejarbejde.

Assens

I Vissenbjerg blev en 43-årig mand fra Nordfyns Kommune søndag eftermiddag sigtet for at køre en varebil påvirket af alkohol og narkotika.

Fredag var der et forsøg på indbrud i Aarup, hvor en gerningsperson forsøgte at få adgang via terrassedøren på adressen Svinget.

Faaborg-Midtfyn

I Faaborg blev en rød handicapscooter stjålet på Stubmøllevej fredag aften.

Lørdag morgen blev politiet kaldt til Fruelundsvej i Ringe, hvor en beruset 28-årig mand optrådte aggressivt overfor ambulancepersonale og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

En mobiltelefon blev lørdag stjålet fra en person på Ringstedgårdsvej i Årslev.

Kerteminde

Fredag eftermiddag fik en person stjålet solbriller, AirPods og en mobiltelefon, mens vedkommende badede ved Marinavejen i Kerteminde.

Søndag aften kl. 21.31 kørte en spirituspåvirket 32-årig mand på lille knallert frem for rødt lys på Odensevej i Langeskov og blev påkørt af en bil. Ingen meldes kommet alvorligt til skade, men knallertføreren blev sigtet for spirituskørsel.

Nyborg

På Johs. Høirupsvej i Nyborg blev en pakke med kattemad og kattegrus stjålet torsdag umiddelbart efter leveringen.

Lørdag eftermiddag kl. 12.22 blev en 36-årig mand fra Nyborg Kommune sigtet for at køre bil påvirket af narkotika på Nyborgvej i Ørbæk.

Odense

En 57-årig mand fra Esbjerg Kommune blev fredag aften anholdt og sigtet for røveri efter at have stjålet varer fra en butik på Hans Mules Gade. Under anholdelsen fremsatte manden også trusler mod politiet.

Lørdag kl. 19.08 blev en 18-årig mand fra Odense anholdt på Åløkke Allé med en peberspray og euforiserende stoffer. Han blev sigtet efter våbenloven og narkotikalovgivningen.

To indbrud fandt sted natten til fredag i Odense SV på Nils Erlings Allé og Lisas Allé. En 27-årig udenlandsk mand blev anholdt og sigtet i forbindelse med indbruddet på sidstnævnte adresse.

Svendborg

To kvinder på henholdsvis 52 og 53 år fra Svendborg Kommune blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen, efter at have indledt slagsmål på Toldbodvej lørdag eftermiddag.

Søndag blev en 49-årig mand fra Odense sigtet for narkokørsel på Stenpladsen i Svendborg.

Nordfyn

Lørdag eftermiddag kl. 17.53 skete et færdselsuheld på Højagervej i Søndersø, hvor en bilist ikke havde opdaget, at trafikken foran var stoppet. Tre biler var involveret, og flere personer kørte efterfølgende selv til skadestuen med lettere skader.

Langeland

Søndag kl. 17.38 væltede en spirituspåvirket 57-årig mand på kabinescooter på Biblioteksgården i Rudkøbing, hvor han også ramte en parkeret varevogn. Manden blev bragt til OUH.

Ærø

Lørdag aften kl. 21.12 blev en motorcyklist alvorligt kvæstet, da han mistede herredømmet over sin motorcykel på Marstalsvejen ved Marstal og kolliderede med en lygtepæl. Motorcyklisten blev fløjet til OUH med lægehelikopter.

Kilde: Fyns Politi, Døgnrapport udsendt mandag den 23. juni 2025.

Højskoler, pølsevogne og håndbold kåret som det mest danske

0

KULTUR. Danskerne har stemt: højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet er blevet kåret som de fem bedste bud på dansk levende kulturarv.

Det står klart efter kulturministerens folkehøring, hvor 58.793 danskere har afgivet deres stemmer på hjemmesiden folkehøringen.dk. De fem vindere får nu mulighed for at blive optaget på UNESCOs prestigefyldte liste over immateriel kulturarv.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt glæder sig over danskernes engagement i folkehøringen:

»Vores kulturarv binder os sammen som folk. Det er livsvigtig eliksir, der skaber glæde, fællesskab og samhørighed i vores land. Derfor er jeg også meget stolt over, at så mange danskere har deltaget i afstemningen om, hvad der er særlig dansk levende kulturarv. Danskerne har – blandt virkelig mange gode bud – valgt højskoler, pølsevogne, håndbold, foreningsliv og tillidssamfundet. Nogle fremragende valg, som siger meget om os danskere. Det er her, vi mødes høj som lav og danner fællesskaber. Så måske er konklusionen, at det mest danske egentlig er at omgås hinanden og dele gode oplevelser?« siger kulturministeren.

Han tilføjer desuden:

»Cubanerne har rumbaen, franskmændene har baguetten, og japanerne har fået sakebrygning optaget på UNESCOs liste. Jeg håber, vi snart ser pølsevognen på UNESCOs liste sammen med de andre gode danske bud.«

Top 20: Sådan har danskerne stemt

  1. Højskoler: 7176 stemmer
  2. Pølsevogne: 6952 stemmer
  3. Håndbold: 5762 stemmer
  4. Foreningsliv: 5613 stemmer
  5. Tillidssamfundet: 4345 stemmer
  6. Smørrebrød: 3894 stemmer
  7. Dannebrog og dets flagtraditioner: 3657 stemmer
  8. H.C. Andersens eventyr: 3601 stemmer
  9. Hygge: 2727 stemmer
  10. Cykelkultur: 2617 stemmer
  11. Andelsbevægelsen: 2585 stemmer
  12. Efterskoler: 2560 stemmer
  13. Revy: 1785 stemmer
  14. Kolonihaver: 1291 stemmer
  15. Fællessang: 1263 stemmer
  16. Bournonville ballet: 874 stemmer
  17. Røgerier: 851 stemmer
  18. Wienerbrød: 529 stemmer
  19. Sankthans: 481 stemmer
  20. Forsamlingshuskultur: 230 stemmer

Samlet antal stemmer: 58.793

Næste skridt på vejen mod UNESCOs liste

De fem vindere vil nu blive optaget på Danmarks nationale fortegnelse over levende kultur, som er første skridt mod at blive en del af UNESCOs verdensomspændende liste over immateriel kulturarv.

Herefter skal ansøgere udvælges til at udarbejde en formel ansøgning, der skal sendes til UNESCO. Efterføgende vil UNESCO tage endelig stilling til, om forslagene bliver optaget på listen.

Styrelser advarer om ulovlige souvenirs: Puff bars kan koste dig dyrt

0

FORBRUGER. Sommerferien er lige om hjørnet, og mange danskere glæder sig til at tage sydpå eller klikke ferietilbud hjem på nettet. Men pas på – et fejlkøb af de populære e-cigaretter, også kaldet puff bars, kan ende med en bøde og en politianmeldelse.

Toldstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har udsendt en advarsel om, at det er ulovligt at indføre eller bestille visse nikotinprodukter. Især puff bars, de farverige engangs-e-cigaretter, er kommet i myndighedernes søgelys.

»Puff bars er et fokusområde for os og politiet, og det er bekymrende, at de på den ene eller anden måde fortsat forsøges indført til Danmark. Det er blandt andet vores opgave, at puff bars ikke kommer i hænderne på børn og unge, og derfor bliver vi ved med at kontrollere,« siger Jeppe Kjærgaard, kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Siden sidste sommer har Danmark haft klare regler om både indførsel og besiddelse af puff bars med nikotin. Rejsende må maksimalt have ti styk med hjem, og kun hvis produkterne er til eget brug. Samtidig er det helt forbudt at bestille puff bars med eksempelvis frugt- eller sliksmag hjem fra udenlandske webshops – også selvom antallet holder sig under ti.

»Det er desværre alt for ofte, at forbrugere bestiller ulovlige nikotinprodukter hjem fra nettet. Men reglerne er klare: Du må ikke bestille puff bars og lignende produkter hjem, hvis de indeholder ulovlige mængder nikotin eller har smag af for eksempel frugt eller slik,« siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.

Både Sikkerhedsstyrelsen og Toldstyrelsen understreger, at det ikke er en undskyldning at være uvidende om reglerne. Det er altid forbrugerens eget ansvar at være opdateret.

Overtrædelse af reglerne medfører som udgangspunkt en politianmeldelse og en bøde.

Folkeskolen fravalgt af fremtidens lærere: »Vi står med et alvorligt problem«

0

UDDANNELSE. Folkeskolen risikerer at løbe tør for lærere. Mindre end halvdelen af de nuværende lærerstuderende ser nemlig folkeskolen som deres kommende arbejdsplads. Det viser en helt ny undersøgelse fra Lærerstuderendes Landskreds (LL).

Tallene taler deres tydelige sprog. Kun 41 procent af lærerstuderende vil vælge folkeskolen, når eksamensbeviset er i hus. Det er et fald på seks procentpoint siden 2023.

»Hver femte lærer i folkeskolen er ikke uddannet, og når under halvdelen af de lærerstuderende ser folkeskolen som deres førstevalg, står vi med et alvorligt problem. Det handler ikke kun om at uddanne flere lærere – vi skal også sikre, at de faktisk vælger folkeskolen til,« siger Anthon Berentzen, forperson for Lærerstuderendes Landskreds.

En af årsagerne til fravalget er, at mange lærerstuderende ikke føler sig klædt ordentligt på til den virkelighed, der venter efter studiet. Hele 21 procent mener, at praktikken ikke lever op til deres forventninger, mens 43 procent føler sig udenfor fællesskabet blandt lærerne på praktikskolerne.

»Når lærerstuderende i praktik ikke oplever at få den vejledning, de har krav på, og ikke bliver introduceret til de mange arbejdsopgaver, der ligger ud over undervisningen, så får de ikke følelsen af at være rustet til den opgave, der venter på dem efter endt uddannelse,« siger Anthon Berentzen.

Læreruddannelsen fik i 2023 en omfattende overhaling, der skulle sikre bedre praktik og tættere kontakt med virkeligheden. Men ifølge Anthon Berentzen er ambitionerne endnu ikke blevet indfriet – primært på grund af manglende ressourcer.

»Hvis reformens vision skal blive til virkelighed, kræver det investeringer i praktikskolerne – ikke mindst i uddannelse af praktiklærere. Kommunernes og folkeskolernes rolle i at styrke læreruddannelsen bør finansieres uden at det tager af midlerne til elevernes undervisning,« understreger han.

Udfordringerne stopper dog ikke der. 24 procent af de lærerstuderende oplever, at uddannelsen i mindre grad eller slet ikke ruster dem til jobbet. Blandt sidsteårsstuderende er tallet endda helt oppe på 37 procent.

16 procent fortæller endda, at praktikken direkte har mindsket deres lyst til at arbejde i folkeskolen.

Undersøgelsen bygger på svar fra 938 lærerstuderende ud af i alt 4.383 medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds.

VB henter Christian Sørensen i FC Midtjylland

0

SPORT. Vejle Boldklub har netop sikret sig den rutinerede venstreback Christian Sørensen fra FC Midtjylland. Den 32-årige fynbo tiltræder med øjeblikkelig virkning i Nørreskoven på en kontrakt frem til sommeren 2028. Det skriver VB i en pressemeddelse.

Christian Sørensen fik sin fodboldopvækst på Fyn, hvor han var en del af OB’s akademi, og konkurrerede om spilletid med prominente navne som Christian Eriksen, Rasmus Falk og Viljormur Davidsen. Selvom det blev til 21 førsteholdskampe for “striberne,” skulle det store seniorgennembrud ikke finde sted i barndomsklubben, men i stedet i Jylland, hvor Sørensen – fraset et kort ophold på Island – har repræsenteret Silkeborg, FC Fredericia og Viborg FF.

For tre år siden foretog Sørensen sit karrieres hidtil største skridt, da han skiftede fra Viborg FF til F.C. København. Efter to succesfulde år i hovedstaden vendte han sidste sommer tilbage til Jylland og FC Midtjylland, hvor han debuterede mod netop Vejle Boldklub.

Nu går turen videre til VB, der har købt Sørensen fri af kontrakten med FCM. Sportsdirektør i Vejle Boldklub, Mikkel Hemmersam, har længe søgt efter en erfaren profil til klubbens venstre forsvarsside, især efter at Miiko Albornoz og David Čolina har forladt klubben.

»Efter vi har sagt farvel til Albornoz og Čolina, der sammenlagt har spillet nærmest samtlige minutter på venstre back for os de sidste 3½ år, har det været vigtigt for os at tilføje erfaring og et stabilt niveau til positionen. Det har vi fundet i Christian Sørensen, som kommer til Vejle med erfaring fra mere end 100 kampe i 3F Superliga,« siger Mikkel Hemmersam og uddyber:

»Christian tilfører både erfaring og lederskab til truppen, og han bliver et stærkt kort for trænerstaben. Han får også en vigtig rolle i at støtte og guide vores yngre spillere. Han har i vores samtaler vist stor sult efter at blive en del af projektet i Vejle Boldklub. Vi får en back med styrker i både indlæg og afslutninger, som passer godt til de typer, vi har foran ham på venstrekanten. På vegne af alle i VB byder jeg Christian Sørensen varmt velkommen.«

Kommer til Vejle for at tage ansvar

Christian Sørensen er en rutineret spiller med over 250 kampe i landets to bedste fodboldrækker. Efter flere sæsoner i toppen af dansk fodbold med FC Midtjylland og F.C. København er han nu klar til en ny udfordring, hvor overlevelse i 3F Superliga i første omgang er målet.

»I mine samtaler med både Mikkel Hemmersam og cheftræner Ivan Prelec blev jeg hurtigt overbevist om, at Vejle Boldklub og jeg er et godt match. Jeg får en vigtig rolle i truppen, og klubben har vist mig stor tillid og tro på, at mine kompetencer både som spiller og menneske kan gøre en forskel,« siger Christian Sørensen og fortsætter:

»På kort sigt handler det om at sikre overlevelse i Superligaen. Men der ligger også en langsigtet vision og en klar plan for at opbygge et VB-hold, som fremover kan stå stærkt i den bedste række. Vi står overfor et svært startprogram, men jeg tror på holdet, og jeg glæder mig til at tage ansvar for klubbens udvikling.«

Sørensen har tidligere optrådt adskillige gange på Vejle Stadion som modstander. Nu glæder han sig til at mærke opbakningen fra VB’s fans, især stemningen fra Blok E:

»Jeg husker tydeligt mange kampe i Nørreskoven som udeholdsspiller. Vejle Stadion har altid været et svært sted at spille som gæst. Et af de stærkeste minder er fra 2018, hvor jeg med FC Fredericia tabte en intens kamp 0-1. Vejle var tæt på Superligaen, og opbakningen fra fansene var en afgørende faktor. Jeg ser virkelig frem til at opleve det fra hjemmeholdets perspektiv,« siger han og fortsætter:

»Mit mål er at blive en profil og en nøglespiller for VB.«

Christian Sørensen har valgt at spille i trøje nummer 3, og han har sin første træning med holdet mandag formiddag i VB Parken.

Vejrskifte på vej: Risiko for kraftige byger med skybrud, hagl og torden

0

Søndag eftermiddag har solen bagt over Danmark med nærmest tropiske temperaturer. Ved Odense og tæt på den dansk-tyske grænse nåede termometeret helt op på 28,8 grader – weekendens varmeste måling. Men nu synger varmen på sidste vers.

En koldfront, som lige nu ligger over Nordsøen, bevæger sig hastigt mod Danmark og forventes at ramme landet allerede søndag aften. Med koldfronten følger risikoen for kraftige, lokale byger, der potentielt kan indeholde både skybrud, hagl og torden.

DMI oplyser, at prognoserne ikke er helt entydige omkring styrken af bygerne og præcis, hvor i landet de vil ramme hårdest. Derfor betegner meteorologerne situationen som en risiko frem for en sikkerhed.

»Der er tale om en aktuel risiko for skybrud, hagl og torden. Det betyder, at der lokalt kan falde mere end 15 mm regn på blot 30 minutter,« siger meteorolog Lars Henriksen fra DMI.

Også risiko for kraftige vindstød mandag

Det ustadige vejr fortsætter mandag, hvor en ny række kraftige byger ventes at passere landet fra vest. Igen vil der være mulighed for lokale skybrud, hagl og torden, og samtidig er der risiko for kraftige vindstød flere steder i landet.

»Vi holder naturligvis løbende øje med vejrets udvikling, især med tanke på mandagens vejr,« understreger meteorolog Lars Henriksen.

Bryllupssæsonen er landet – og gæt, hvad parret ønsker sig

0

FORBRUGER. Kærlighedens søde sommer ruller hen over landet, og mens de nygifte glæder sig til at danse brudevals og smage på bryllupskagen, er gæsterne i fuld panik over, hvad der skal pakkes ind og stilles på gavebordet. Men fortvivl ej – Ønskeskyen har igen taget temperaturen på gaveønskerne, så du slipper for både dobbeltindkøb og lange køer ved byttediskene.

Med en gennemgang af præcis 25.110 bryllupsønsker fra 1.263 danske par kan Ønskeskyens Chief Growth Officer, Casper Ravn-Sørensen, roligt fastslå, at der findes tre sikre veje til at gøre brudeparret lykkelige uden at ende som “den med den mærkelige gave.”

»Nu er både sommeren og dermed bryllups-sæsonen i fuld gang, og det betyder, at mange er blevet inviteret til kærlighedsfest. Derfor er de på udkig efter den helt rigtige gave til det lykkelige par. Vi oplever, at det ofte kan være stressende at skulle finde den rigtige gave ved siden af det rigtige bryllupsoutfit, og derfor kommer Ønskeskyen nu danskerne til undsætning med 3 konkrete bud på gaver til brudeparret, som man kan være sikker på ikke at gå helt galt i byen med,« lyder det fra Casper Ravn-Sørensen.

Så hvis du troede, at kongeligt porcelæn og Georg Jensen var forbeholdt Dronningens middagsbord, må du tro om igen. De to klassiske brands dominerer nemlig stadig de danske bryllupsønsker i 2025, og især Royal Copenhagen med sine “Hvid Riflet” og “Blå Mega Riflet” serier er lige så populære som et køligt glas hvidvin på en varm sommerdag.

På andenpladsen finder man Georg Jensen, hvor især Bernadotte-seriens glas og bestiksæt sammen med den evigt populære termokande trækker lange spor i gaveønskerne. Eva Trio har også sneget sig ind på listen, hvor deres hvide serveringsfade og ovnfaste porcelæn fra Legio Nova-serien ligger stabilt i toppen af ønskesedlerne.

Men hvis du nu forestiller dig, at brudeparrenes køkken allerede bugner med fade, tallerkner og porcelæn, må du tænke om igen. Spiegelau-rødvinsglas og luksusmaskiner fra KitchenAid er også store hits blandt de danske brudepar anno 2025. Og hvis du ikke tror på gammel overtro om knive, kan du trygt tage turen forbi isenkræmmeren – japanske knive er nemlig blevet særligt eftertragtede.

»Når vi analyserer bryllupsønskerne, ser vi et klart mønster. Det handler ikke bare om gaver, men om at bygge et hjem sammen. Ønskerne taler deres tydelige sprog: Danske brudepar vil gerne opgradere hjemmets vigtigste rum. Så derfor er budskabet simpelt: Er du i tvivl, så gå i køkkenbutikken,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Men er du stadig helt blank, så er der en nem løsning. Pengegaver. Kolde kontanter. Noget så uromantisk som en MobilePay-overførsel eller “tilskud til bryllupsrejsen” hitter nemlig stort. Hele 391 gange nævnes pengegaver på de danske ønskelister, og selvom det lyder knap så poetisk som kongeligt porcelæn, kan parret selv shoppe det, de ønsker sig allermest.

»Penge giver jo parret mulighed for at vælge præcis dét, de mangler – og måske muligheden for at købe noget lidt større, end man ellers ville kunne give som enkeltperson. Derfor giver det også god mening, at pengegaver vinder mere og mere frem – og her er det interessant at se, at det i Norge faktisk er det mest ønskede,« siger Casper Ravn-Sørensen.

Så frygt ej, hvis du skal til kærlighedsfest denne sommer. Tag en tur i køkkenbutikken eller find betalingskortet frem. Du kan ikke gå galt i byen – det siger Ønskeskyens krystalkugle.

Elbiler fylder mere i husholdningernes energiforbrug

0

ENERGI. Husholdningernes energiforbrug til elbiler steg markant fra 2023 til 2024. Ifølge Danmarks Statistiks nyeste tal steg elforbruget til elbiler med 1,0 petajoule (PJ), svarende til en stigning på 76,7 procent. Trods den store stigning udgør elbilernes energiforbrug stadig kun en mindre andel (3,2 procent) af det samlede energiforbrug til vejtransport i husholdningerne.

I samme periode faldt husholdningernes samlede energiforbrug til vejtransport med 3,1 PJ, hvilket svarer til et fald på 4,3 procent. Nedgangen skyldes især, at elbiler er mere energieffektive end benzin- og dieseldrevne biler.

Større elforbrug, men samlet energiforbrug faldt

Selvom husholdningernes samlede forbrug af elektricitet steg med 3,0 PJ (8,1 procent), faldt det totale energiforbrug med 5,3 PJ (2,1 procent). Faldet skyldes især mindre forbrug af fjernvarme (3,8 PJ), naturgas (3,3 PJ), motorbenzin (2,2 PJ) og diesel (1,8 PJ).

Vedvarende energi satte ny rekord

2024 blev et rekordår for vedvarende energi, som dækkede 48,4 procent af Danmarks samlede energiforbrug (ekskl. international transport). Andelen af vedvarende energi er næsten fordoblet siden 2012. Især fast biomasse (træpiller og skovflis) steg med 6,7 PJ og vindkraft med 4,2 PJ. Fast biomasse udgjorde 24,5 procent, mens vindkraft stod for 11,4 procent af energiforbruget.

Økonomiens bruttoenergiforbrug steg grundet international transport

Det samlede bruttoenergiforbrug i Danmark steg med 79,3 PJ (6,7 procent) i 2024. Stigningen skyldtes primært international transport (brændstof til danske skibe, fly og køretøjer i udlandet), som steg med 82,7 PJ (15,7 procent). Fuelolie til skibe udgjorde størstedelen med 587 PJ ud af 611 PJ. Ekskl. international transport faldt det samlede energiforbrug i økonomien med 0,5 procent, mens husholdningernes forbrug faldt 1,5 procent.

Kilde: Danmarks Statistik

Flere underretninger om børn og unge i 2024

0

SOCIALT. I 2024 modtog kommunerne i Danmark i alt 182.600 underretninger om bekymring for børn og unges trivsel og udvikling. Det svarer til en stigning på 7 pct. sammenlignet med 2023, hvor antallet var 170.500. De modtagne underretninger i 2024 omhandlede i alt 98.300 forskellige børn og unge, hvilket er en stigning på 6 pct. sammenlignet med året før, hvor tallet var 92.500.

Antallet af underretninger har været stigende, siden COVID-19-pandemien sluttede.

Hvert tredje barn underrettes flere gange

Ud af de børn og unge, der blev underrettet om i 2024, modtog ca. to ud af tre (63 pct.) kun én underretning. For de resterende 37 pct. blev der indgivet to eller flere underretninger i løbet af året. I antal steg gruppen af børn og unge, der modtog flere end én underretning, fra 34.300 i 2023 til 36.600 i 2024, hvilket svarer til en stigning på 7 pct.

Flere underretninger om unge piger end drenge

I 2024 modtog myndighederne underretninger om 49.700 drenge og 45.900 piger. Blandt pigerne var 46 pct. (21.000 piger) i alderen 13-18 år, mens resten var 0-12 år. Hos drengene var andelen af 13-18-årige lidt mindre, nemlig 38 pct. (18.900 drenge), mens 30.800 var i alderen 0-12 år.

Skoler og sundhedsvæsenet underretter oftest

Hovedparten af underretningerne kom fra skoler, uddannelsessteder og sundhedsvæsenet. Disse to sektorer stod tilsammen for 43 pct. af alle underretninger i 2024. Specifikt steg antallet af underretninger fra skoler og uddannelsesinstitutioner med 10 pct., fra 35.300 i 2023 til 38.900 i 2024, og antallet af underretninger fra sundhedsvæsenet steg med 13 pct., fra 34.500 i 2023 til 39.000 i 2024.

Kilde: Danmarks Statistik.

Danskerne køber stadig færre cigaretter – salget faldt 9 procent i 2024

0

SUNDHED. Salget af cigaretter i Danmark faldt med 9 procent i 2024 sammenlignet med året før. I alt blev der solgt 3.506 mio. cigaretter, svarende til 726 cigaretter pr. indbygger over 18 år. Året før var tallet 804 cigaretter pr. voksen.

Det er en fortsættelse af en klar tendens: siden 2019 er cigaretsalget faldet med hele 37 procent.

Også salget af røgtobak, som bruges til piber og rul-selv-cigaretter, faldt betydeligt i 2024 med ca. 22 procent, fra 320 tons i 2023 til 250 tons i 2024. Salget af cigarer og cigarillos er også faldet, fra 22 mio. styk til 20 mio. styk.

Salget af vin og spiritus falder – ølsalget stiger en smule

Salget af spiritus faldt med 4,4 procent, mens vinsalget faldt med 3,2 procent. Øl gik en smule imod strømmen med en stigning i salget på 1,6 procent.

Samlet blev der solgt 43,7 mio. liter ren alkohol i danske forretninger i 2024, hvilket svarer til, at hver voksen dansker købte 9,1 liter ren alkohol årligt eller 11,7 genstande om ugen.

Kilde: Danmarks Statistik.

Liberal Alliance ekskluderer nyvalgt stemmesluger

0
Liberal Alliance ekskluderer det nyvalgte folketingsmedlem Cecilie Liv Hansen, fordi hun ifølge partiet ikke har været ærlig om "yderst alvorlige forhold i sit private...

Middelfart Sparekasse slog egne forventninger markant i 2025

0
ERHVERV. Middelfart Sparekasse kan præsentere et overskud før skat på 322,3 millioner kroner for 2025, et resultat der overstiger sparekassens egne forventninger om et...

Røveri, indbrud og utryg adfærd på Fyn

0
KRIMI. Flere hændelser på Fyn har i de seneste dage ført til en række sigtelser og anmeldelser, herunder et røveri, flere indbrud og episoder...

Jeppe Bruus genvalgt — men Venstres lokale kredskandidat nåede ikke i mål

0
POLITIK. De personlige stemmer er talt op, og billedet er klart for Middelfartkredsen. Jeppe Bruus er genvalgt til Folketinget som nummer tre på Socialdemokratiets...

Jeppe Bruus kæmper for sin plads i Folketinget

0
POLITIK. Valgnatten er overstået, og Socialdemokratiet har fået et historisk dårligt valg på Fyn. Nu venter Jeppe Bruus på at få svar på det...

45-årig fra Odense fremstilles for indbrud, grov vold og vidnetrusler i Kolding

0
KRIMI. En 45-årig mand med bopæl i Odense Kommune fremstilles onsdag klokken 13 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for indbrud,...