I august lejede jeg en bil i Barcelona, fordi jeg skulle interviewe nogle spaniere til en videnskabelig dokumentarfilm. Da den bil, jeg havde lejet, en Citroen C3 Aircross, var ude at køre, blev jeg ”opgraderet” til et monster af en bil. Den havde en venderadius som en mindre lastbil og var tudegrim forfra, så jeg gættede på, at den måtte være kinesisk. Det var den også, en Omoda 5 Premium B
Bilen er ikke sikker. Den høje køler øger nemlig risikoen for, at børn, der bliver påkørt, dør af det.
Bilen var så stor, at jeg måtte have hjælp af min fotograf, hver gang jeg skulle parkere under trange forhold, fx i en hotelgarage.
Det tog os nogen tid at finde ud af, hvordan man fik monsteret til at køre. Der var automatgear, men det var ikke indrettet som i europæiske biler. Der var en uendelig mængde elektronik i den, der gjorde alting meget svært, og der var ingen instruktionsbog.
Det var et lydmæssigt mareridt at køre i den. Vi kørte 1700 km, og stort set hvert eneste minut bimlede og bamlede det, ofte adskillige gange. Kling-kling-kling sagde det, og det lykkedes os aldrig at finde ud af hvorfor. Eller bilen hvæsede ad os, nærmest som et dårligt bilhorn fra 1950, gentagne gange, hvis antal heller ikke gav nogen mening. Det kunne være 4, 14 eller sågar 24 gange, undertiden afsluttet med et enkeltstående ekstra båt, ligesom når en hund har gøet ad os og lige med et sidste bjæf markerer, at den mener det alvorligt.
Mærkeligt nok kom der ingen advarselslyde, når jeg kom meget tæt på en mur, når jeg parkerede.
Jeg fik konstant at vide, hvor stor en idiot, jeg var. Selvom jeg kørte eksemplarisk og overholdet fartgrænserne, kom der ofte skilte op på tavlen foran mig, fx dette:
”You have been distracted for a long time. Please focus on the driving!” Beskeden var åbenlyst forkert. Engang fik jeg den smidt i hovedet efter at have kørt to hundrede meter, hvilket jo ikke er lang tid.
Der var også ”Focus on the road ahead”, hvilket er en tåbelig besked at give folk, der har kørekort.
Jeg gik på Internettet for at finde ud af, hvorfor lydene kom, men fandt kun lovprisninger af denne rædselsfulde bil, den absolut værste, vi nogensinde har sat vores ben i. Den er helt uden for kategori, som de siger om de værste bjerge i Tour de France.
Da vi et sted ventede på, at porten gik op til en hotelgarage, gik det helt galt. Jeg gik ud for at trykke på en knap til porten, og da jeg kom tilbage, var bilen totalt låst. Jeg kunne hverken køre frem eller tilbage. Vi prøvede alle mulige knapper og indstillinger, men kom ingen vegne. En spanier bagved, der også skulle ned i kælderen, blev ved med at dytte af os, selvom jeg havde forklaret ham, at bilen ikke kunne køre, og det kunne hans dytteri jo ikke rette op på.
Efter meget lang tid kom der et skilt op, der forsvandt så hurtigt igen, at jeg knap nok nåede at læse det, men det var noget med en sikkerhedssele. Vi tog selerne på, og hokus pokus, nu kunne vi liste ned i garagen. For pokker da. Man bruger da ikke sele for at køre 1-2 km i timen ned i en garage.
Når man låste bilen, kunne man ikke gå tilbage og tjekke, om den nu også var låst, for når man nærmede sig, låste den automatisk op igen.
Vi kunne næsten heller ikke komme ind i bagagerummet og lukke det igen. Der sad en knap et sted i bilen, og en anden knap på klappen for at lukke den igen.
Når man gik ud af bilen, klæbede T-shirten til ryggen, fordi bilsæderne var beklædt med plastik. Når man stillede sig et par meter bag ved bilen, svingede sidespejlene ud, og efter kort tid svingede de ind igen. Og så ud igen, mens jeg stadig stod bomstille. Det gav heller ikke nogen mening.
Selve kørslen var et gigantisk mareridt. Engang hvor jeg skulle overhale en lastbil og havde lagt an til at skifte kørebane, lavede uhyret en katastrofeopbremsning, fra 100 km/t til 60 km/t, uden nogen som helst gyldig grund. En anden gang bremsede den kraftigt op, fordi der holdt en bil i nødsporet, hvilket også var åndssvagt, da min kørebane var helt fri.
Andre gange satte den hastigheden ned med 10 km/t midt i en overhaling eller 100 m før, jeg nærmede mig en lastbil. Det var også totalt absurdt. Og hele tiden, mange gang i minuttet, rev uhyret i rattet, så jeg måtte bringe bilen på ret kurs igen. Den var øjensynlig programmeret sådan, at hvis man afveg fra den kurs, bilen syntes, man skulle køre, bare med nogle få centimeter, så flåede den i rattet.
Rigtige mænd har ikke behov for at have en barnepige i bilen. Den knap, jeg savnede allermest, var: ”Stop all warning sounds.” Og hvem ved. Måske lyttede de med på vores samtaler ovre i Kina, som jo er et totalt overvågningssamfund, hvor Big Brother ser dig hele tiden og giver point, hvis du opfører dig ordentligt.
Behold kinesiske biler, hvor de hører hjemme: I Kina.
