-0.3 C
Copenhagen
lørdag 7. februar 2026

DMI varsler stormende kuling, kraftig regn og forhøjet vandstand søndag

0

VEJRET. Søndag den 5. oktober bliver en blæsende og våd efterårsdag, når stormlavtrykket Amy passerer tæt forbi Danmark. DMI har tidligt søndag morgen udsendt varsler for stormende kuling, vindstød af stormstyrke, kraftig regn og forhøjet vandstand – især i det vestlige Danmark.

Lavtrykket, som ligger sydøst for Shetlandsøerne, bevæger sig mod sydøst og ventes at ramme Danmark i løbet af dagen. Ifølge DMI vil det bringe både kraftig vind og omfattende nedbør med sig.

»Vi forventer, at vinden tiltager fra vest og nordvest, og over Nordsøen kan der komme stormende kuling med vindstød af stormstyrke,« siger vagthavende meteorolog Henning Gisselø fra DMI.

Risiko for storm og kraftige byger

DMI’s varsel gælder den jyske vestkyst i tidsrummet mellem klokken 16 og 23 søndag aften. Her kan vinden tage kraftigt til, og kystområder må forvente udfordringer med både vind og havvand.

Samtidig trækker et udbredt regnvejr ind over landet fra vest. Regnen bliver ledsaget af kraftige byger, der lokalt kan give 20–40 millimeter nedbør frem til søndag aften.

»Der er udsendt risiko for kraftig regn på mellem 30 og 50 millimeter i løbet af 24 timer – især for Jylland. Det kan lokalt føre til vand på vejene og mindre oversvømmelser,« siger Gisselø.

Vinden presser havet ind

Den hårde vestenvind over Nordsøen vil samtidig presse vand ind mod Vadehavet og den jyske vestkyst. Søndag omkring middag ventes vandstanden i Vadehavet at stige til mellem 2,4 og 3,0 meter, mens den langs Vestkysten kan nå 1,9 til 2,4 meter.

Senere på dagen vil vinden også påvirke Limfjorden, hvor der i den vestlige del forventes vandstande mellem 1,3 og 1,5 meter fra søndag eftermiddag.

Myndighederne opfordrer beboere i de mest udsatte områder til at følge udviklingen og holde øje med DMI’s opdaterede varsler i løbet af dagen.

Efterårsvejr på fuld styrke

Stormlavtrykket Amy ventes gradvist at svækkes, når det bevæger sig væk mod sydøst, men søndagen vil fortsat byde på voldsomt vejr. Kombinationen af kraftig vind, kraftige regnbyger og forhøjet vandstand betyder, at både trafikanter og kystområder kan blive udfordrede.

»Vi holder øje med situationen og opdaterer ved behov,« lyder det fra DMI’s morgenmelding klokken 05.20.

32000 ansatte i Region Syddanmarks sundhedsvæsen skal i fremtiden kunne bære et LGBTQ+ emblem og skrive med en offentligt betalt regnbuefarvet kuglepen

0

Det står nu sort på hvidt, at Region Syddanmark og alle godt 32000 ansatte fra lægen til kontorassistenten, behandler LGBTQ+ personer – dårligt. 

Der skal ikke skal gøres forskel på borgere i mødet med sundhedsvæsenet. Det er klart.

Sagen handler om at 38 ud af Regionsrådets 41 medlemmer har stemt for at lave en politik for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og queer personer (Queer: Mennesker der ikke passer ind i samfundets traditionelle binære normer for køn og seksualitet).

Linjerne blev trukket skarpt op på Regionsrådsmødet, hvor politik for LGBTQ+ personers møde med sundhedsvæsenet blev besluttet. 

Den nye politik retter på baggrund af et indledende dialogmøde med LGBTQ+ organisationer i sommeren 2025, en hård dom vores hårdtarbejdende, dygtige sympatiske og empatiske medarbejdere i sundhedsvæsenet. Politikken bæres af, at LGBTQ+ patienter angiver, at de ikke bliver mødt med respekt og værdighed i sundhedsvæsenet i Region Syddanmark. En dom som jeg ikke er enig i.

Det konkluderes i oplægget, at vores sundhedsvæsen 

• ikke er inkluderende og der er ikke plads til alle,

• art det ikke skaber reel lighed i sundhed og trivsel

• at det ikke møder LGBTQ+ personer fordomsfrit og i øjenhøjde, og

• at eksisterende rammer ikke sikrer, at alle kan føle sig trygge i mødet med sundhedsvæsenet. 

Det er et alvorligt og anklagende billede af vores sundhedsvæsen. Et billede jeg ikke kan genkende, men jeg anerkender at det er den opfattelse som LGBTQ+ patienterne står med. 

Den politiske vedtagelse – som jeg stemte imod – bestemmer, at der kan indarbejdes symboler på åbenhed og rummelighed som f.eks. diskrete symboler på uniformen og at udstyre regionens kuglepenne med regnbueflag. 

Jeg tager mig forsigtigt til hovedet. Hvis der er behov for en holdningsændring i sundhedsvæsenet,kommer det nok ikke til at ske ved at købe symboler og tvinge medarbejderne til at bære dem. Kuglepenne og emblemer til 35000 medarbejdere. Dyrt og unødvendigt. Det grænser til en krænkelse af vores ansatte og det rejser spørgsmålet om, hvad der sker med medarbejdere, der ikke vil svinge en regnbuefarvet kuglepen eller bære et symbol, der skal indikere at de er fordomsfrie overfor de 8% af befolkningen der er LGBTQ+ (Ref.: DS). Vores sundhedsvæsen skal være – og er – neutralt og sådan burde det forblive at være. 

Jeg nærer en meget høj grad af tillid til vores sundhedsvæsen og derfor forstår jeg ikke, at der nu er taget en politisk radikal beslutning der skal favorisere en bestemt patientgruppe. 

Det her er en ledelsessag og en sag der hører hjemme i medarbejderudvalgene. 

Mand kravlede rundt på tage i Odense – sigtet for indbrud på fersk gerning

0

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har i døgnrapporten for torsdag den 2. oktober haft en række sager om både indbrud, tricktyveri, narkokørsel og hærværk. Den mest opsigtsvækkende sag fandt sted i Odense C, hvor en 53-årig mand fra Tønder Kommune blev taget på fersk gerning, mens han kravlede rundt på tage og forsøgte at bryde ind.

Episoden udspillede sig torsdag klokken 16.03 på Enggade. Ifølge politiet havde manden forsøgt at komme ind ad vinduer og døre på første sal. Han blev kort efter anholdt og sigtet for indbrud.

I Assens blev en gerningsmand også hurtigt fanget. På Assensvej blev der torsdag anmeldt et indbrud, hvor der var knust en rude, og der var stjålet elektronik og vin. De stjålne genstande blev dog kort efter fundet i et markområde, og en person blev anholdt og sigtet.

Flere andre indbrud er anmeldt de seneste dage. I Ringe blev der skaffet adgang via et opbrudt vindue på Tværgade, i Nyborg blev der stjålet kontanter fra en bolig på Enghavevej, og i Odense blev der anmeldt indbrud på Kragsbjergvej, Valmuemarken og Øksnebjergvej.

Også tricktyveri ramte Odense torsdag. På Provstebakken blev en kvinde udsat for tre gerningsmænd, der henvendte sig til hende i bil. Da hun stak hovedet ind af vinduet, hev de i hendes bluse og snuppede en guldhalskæde. Ifølge politiet var der kort tid forinden en lignende episode mod en anden kvinde.

Hærværk har også fyldt i døgnrapporten. På Østergade blev en rude knust, formentlig med en sten, mens en dør i en opgang på Kochsgade blev ødelagt – her blev en 34-årig mand sigtet. På Jernbane Allé blev en bil ridset med en nøgle, og en 61-årig mand fra Odense blev sigtet efter, at hændelsen var fanget på dashcam.

Derudover er flere personer blevet taget med euforiserende stoffer og våben. På Niels Bohrs Allé blev tre mænd sigtet: en 19-årig for narkobesiddelse, en 21-årig for peberspray og en 23-årig for knivloven. På Mageløs blev en 41-årig mand ligeledes sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Torsdag nat klokken 00.34 blev en 18-årig mand fra Langeland stoppet på Jens Benzons Gade, hvor han kørte på el-løbehjul med en promille over det tilladte.

I Middelfart er der anmeldt tyveri af en lygtebom med monteret nummerplade på Åvej. Tyveriet kan ligge op til seks måneder tilbage.

I Svendborg blev der stjålet Apple AirPods fra et omklædningsrum på Nyborgvej, og torsdag aften klokken 20.25 blev en 62-årig mand sigtet for spirituskørsel på Sundbrovej.

Endelig blev en 32-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for narkokørsel på Fynske Motorvej ved Blommenslyst.

FiberLan hædret som succesvirksomhed for andet år i træk

0

BUSINESS. FiberLan er igen blevet hædret som succesvirksomhed af Spar Nord og BDO. Det er anden gang i træk, at virksomheden kan modtage prisen, som gives til virksomheder, der gennem flere år har udvist stabil vækst, grøn omstilling, fokus på medarbejdertrivsel og en stærk forretningsmodel.

For direktør Tonny Gjettermann er prisen først og fremmest en anerkendelse af medarbejderne:
»Personligt er jeg jo stolt på firmaets vegne. Det er jo ikke min pris, det er timen i firmaet, der gør det muligt. Den bygger på, at vi har leveret på så mange parametre,« siger han.

FiberLan har hovedsæde i Odense, men åbnede for få år siden en afdeling i Fredericia for at komme tættere på kunder og samarbejdspartnere i Trekantområdet. I dag beskæftiger virksomheden over 100 medarbejdere, og med afdelinger begge steder er FiberLan en markant aktør på det danske marked for fiber- og netværksløsninger.

»Jeg vil også påstå, at jeg aldrig har været i et selskab med så stærk en DNA. Hos os ligger det dybt i kulturen at gå de ekstra skridt for kunden. Det er en arv fra de tre grundlæggere, som har præget hele virksomheden i mere end 20 år. Den måde at agere på har vi fastholdt, selvom vi i dag er 117 medarbejdere,« fortæller Gjettermann.

FiberLans succes er i høj grad bygget på tætte partnerskaber. Virksomheden går ikke ind som bygherre, men leverer specialiserede løsninger som underleverandør på store projekter inden for fiber, netværk og datacentre.

»Hele vores forretningsmodel bygger på samarbejde. Vi er specialister i alt omkring fiber og netværk og finder partnere, som vi går sammen med for at vinde de store projekter. På den måde kan vi skabe værdi ud over tallene – gennem rådgivning, dokumentation og kvalitet,« siger Gjettermann.

FiberLan ser fortsat store muligheder for vækst, ikke mindst ved at bruge de kompetencer, virksomheden allerede har opbygget.
»Vi skal ikke ud og opfinde nye ting, men vi kigger på, hvor vi kan bruge de kompetencer, vi allerede har på hylderne. Det er derfor, vi er gået ind i AV-branchen og datacenterbranchen. Det er områder, hvor vores erfaring kan skabe værdi,« siger direktøren.

Og spørgsmålet om, hvorvidt FiberLan også næste år kan kalde sig succesvirksomhed, tager Tonny Gjettermann med et smil:
»Jeg har lovet medarbejderne, at de får kaffe næste år også. Så mon ikke vi fortsætter rejsen.«

33-årig mand varetægtsfængslet efter knivstikkeri mod partner

0

POLITI. En 33-årig mand fra Odense Kommune blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, sigtet for drabsforsøg. Ifølge Fyns Politi er manden sigtet for den 1. oktober omkring klokken 11.40 at have stukket sin partner tre gange i ryggen med en kniv. Den forurettede blev efterfølgende kørt til behandling på Odense Universitetshospital og er uden for livsfare.

Manden blev anholdt samme dag klokken 12.17.

Ved grundlovsforhøret torsdag formiddag klokken 11.00 besluttede retten, at den 33-årige skal varetægtsfængsles i fire uger, men ikke for drabsforsøg. Retten fandt, at der er begrundet mistanke om grov vold.

Ifølge politiet blev der under retsmødet begæret lukkede døre, hvilket betyder, at yderligere oplysninger om sagen ikke er offentligt tilgængelige på nuværende tidspunkt.

Udsolgt til Royal Run i Middelfart på rekordtid

0

EVENT. Interessen for Royal Run i Middelfart har været enorm. Samtlige 14.000 startnumre blev revet væk på under to timer, og dermed er byen klar til at danne rammen om en kæmpe folkefest 2. pinsedag næste år.

Middelfart fulgte kort efter Ringkøbing, der først meldte udsolgt med sine 10.000 startnumre. At begge byer blev udsolgt så hurtigt, lover godt for stemningen, når tusindvis af løbere og gående fylder gaderne med smil, highfives og opbakning.

Muligheder for at være med uden startnummer
Selvom man ikke nåede at få et startnummer, er der stadig mange måder at deltage. Royal Run er mere end et løb – det er en byfest.

Middelfart Kommune forventer at skulle bruge 300-350 frivillige på dagen til alt fra praktiske opgaver til at bidrage til den særlige stemning, der kendetegner Royal Run. Kommunen inviterer derfor til informationsmøde for frivillige den 3. november.

Den 25. november holdes der desuden informationsmøde for foreninger, erhvervsliv og borgere, som ønsker at bidrage til festlighederne og være med til at gøre byen ekstra levende på dagen.

Træning og side events
Op til Royal Run arrangeres en række »Træn med«-begivenheder, hvor alle kan deltage uanset niveau. Derudover vil der være Royal Side Runs, som ikke kræver startnummer, så alle får mulighed for at være en del af bevægelsen og fællesskabet.

Praktisk
Yderligere information kan findes på royalrun.dk og på Middelfart Kommunes hjemmeside, middelfart.dk/royal-run, som løbende opdateres.

Med udsolgte startnumre og stor lokal opbakning er Royal Run ’26 i Middelfart allerede nu på vej til at blive en begivenhed, der samler hele byen.

Mikkel Hansen åbnede sin tour i Odense med humor, alvor og OL-guld

0

EVENT. Musikhuset Posten i Odense lagde tirsdag aften scene til tourstarten for Mikkel Hansen, hvor en fyldt sal fik både latter, eftertænksomhed og gåsehud. I tæt samspil med moderator Thomas Kristensen leverede håndboldikonet en aften fuld af ping pong, personlige fortællinger og de helt store øjeblikke.

Mikkel Hansen lagde fra land med en frisk tone og en befriende ærlighed i replikkerne. Publikum kunne mærke, at han havde lyst til at dele – også de hårde kapitler. Han fortalte åbent om en ungdom på Sydfyn, hvor skoletrætheden kostede flere ekstra år på vejen mod studentereksamen, og om det at kæmpe videre, når vejen ikke er snorlige.

Knæskaden, der satte sit præg på store dele af karrieren, fyldte naturligvis også. »Det var en hård tid,« sagde han, og med selvironi fortalte han om at skulle tilpasse sit spil og sin hverdag til en krop, der ikke altid fulgte med ambitionerne.

De store triumfer fik naturligvis også plads. OL-guldet i Tokyo var et højdepunkt, men Mikkel Hansen fortalte med et skævt smil, at »franskmændene ikke ligefrem stod i kø for at gratulere.« Til gengæld stod en hel nation bag hjemme foran skærmene.

Aftenen fik også en mere alvorlig kant, da han delte om sin fars kamp med kræft og om sine egne blodpropper i både ben og lunger – episoder, der satte livet og sporten i perspektiv.

Som et naturligt punktum på en eventyrlig karriere blev der skruet op for de store billeder: OL-guld, VM-triumfer og rollen som mentor for en ny generation af unge stjerner.

Og så det ultimative øjeblik: Foredraget sluttede med et foto på storskærmen af to konger – Mikkel Hansen og H.K.H. Kongen – taget ved OL i Paris.

Touren fortsætter nu rundt i hele landet i oktober og november, hvor håndboldfans og sportsinteresserede får muligheden for at komme helt tæt på mennesket bag legenden.

Billetter kan findes på mikkelhansentour.dk.

Termokrus skabte kaos på Fynske Motorvej: Varebil ramte personbil

0

DØGNRAPPOORT. Et spøjst, men alvorligt uheld fandt tirsdag morgen sted på Fynske Motorvej ved Ejby. En varebilchauffør var i færd med at tage en tår af sit termokrus, da kruset gled ned under bilens bremsepedal. Chaufføren mistede muligheden for at bremse og påkørte en personbil foran sig. Begge biler standsede i nødsporet. Ifølge Fyns Politis døgnrapport for onsdag den 1. oktober medførte episoden kun materiel skade og umiddelbart ingen personskade.

Døgnrapporten viser, at politiet flere steder på Fyn har haft travlt med alt fra hærværk til slagsmål i gaderne i Odense.

I Assens blev der tirsdag anmeldt hærværk på Ved Grotten, hvor et bord- og bænkesæt blev ødelagt.

I Ringe mistede en bilejer på Krokusvej sin forreste nummerplade.

I Gislev i Faaborg-Midtfyn Kommune blev der anmeldt indbrud på Degnemarken, hvor der er sket indstigning via et vindue. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.

I Odense C blev en 45-årig mand natten til tirsdag sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han nægtede at forlade Østre Stationsvej og opførte sig aggressivt og højlydt.

Samme dag blev en 56-årig mand fra Kerteminde Kommune og en 50-årig mand fra Odense Kommune sigtet for at indlede sig i et slagsmål på Vestergade. Kort efter – klokken 19.38 – blev en 64-årig mand fra Odense sigtet på Banegårdspladsen for at have råbt aggressivt og overtrådt ordensbekendtgørelsen.

I Odense NV er to nummerplader blevet stjålet fra en personbil på Hans Egedes Vej i tidsrummet mellem 26. og 30. september.

På Studievej i Odense SØ blev en 18-årig mand fra Vallensbæk Kommune tirsdag sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

På Niels Bohrs Allé i Odense M blev diverse kort stjålet fra en jakkelomme. Og senere samme sted skete der et færdselsuheld, da en bilist i forbindelse med et venstresving påkørte en modkørende bil. Her meldes der heller ikke om personskade, men der er tale om materiel skade.

Butikstyveri udviklede sig til tumult

0

DØGNRAPPORT. En 56-årig mand fra Odense Kommune blev mandag sigtet efter et voldsomt forløb i en butik på Grønløkkevej. Ifølge døgnrapporten fra Fyns Politi blev manden opdaget i at stjæle varer. Da butikschefen konfronterede ham og forsøgte at tilbageholde ham, skubbede han hårdt til butikschefen, og episoden udviklede sig til tumult uden for butikken. Her prikkede den sigtede butikschefen i øjet. Uroen fortsatte, indtil politiet ankom.

Flere indbrud og hærværk

Døgnrapporten rummer desuden en række indbrudssager. I Ringe blev der søndag anmeldt et indbrud på Lundsager, hvor smykker og kontanter blev stjålet. I Langeskov blev der mandag anmeldt et indbrud på Skovalleen, hvor en rude var aflistet, og en mobiltelefon samt en elcykel blev stjålet. På Toppen i Odense N blev der anmeldt et indbrud gennem et opbrudt vindue, hvor smykker forsvandt. I Svendborg blev der anmeldt et indbrud på Løkketoften, hvor gerningspersonen var kommet ind gennem et åbentstående vindue og havde stjålet sølvtøj og smykker.

Der er også anmeldt hærværkssager. I Millinge blev en metalrutsjebane på Kirkegyden vredet skæv og gjort ubrugelig. På Dronningholmsvej i Svendborg blev en bil ridset på begge sider og på kofangeren.

I Frørup blev det anmeldt, at en nummerplade var tabt fra en trailer.

Nekrolog: Jørgen Leth – stemmen, der satte ord på livet

0

NEKROLOG. Mandag aften er Jørgen Leth død i en alder af 88 år efter kort tids sygdom. Med hans bortgang mister Danmark ikke blot en forfatter og filminstruktør, men en af de mest markante stemmer i nyere dansk kultur.

Jørgen Leth debuterede som digter i 1962 med Gult lys, og herfra voksede et forfatterskab frem, der i sin enkle, nøgterne stil skabte billeder, som blev siddende. Han skrev ikke for at pynte sproget, men for at afdække verden lag for lag, detalje for detalje. Han var kompromisløs i sin form – og det var netop enkelheden, der gjorde ham så kompleks.

I årene efter digtdebuten bevægede han sig frit mellem genrer og kunstarter. Han blev filmskaber med Det perfekte menneske (1967), en ikonisk kortfilm, der stadig står som et hovedværk i dansk dokumentartradition. Senere skabte han De fem benspænd (2003) sammen med Lars von Trier, hvor han – som han altid gjorde – satte sig selv på spil i kunstens maskineri.

Jørgen Leths stemme blev en fortælling i sig selv. Dybt genkendelig, nasalt bølgende, med en rytme og frasering, der gjorde selv de mindste detaljer til poesi. Som mangeårig cykelkommentator på TV 2 blev han en del af danskeres sommer. Millioner har siddet foran fjernsynet og hørt ham beskrive Tour de France med sætninger, der blandede præcision med lyrisk billedkraft. For ham var det ikke bare sport – det var drama, myte, helte og lidelse.

»Stemmen er blevet tavs,« skrev forlagschef Simon Pasternak i sin mindeord. »Den dybe, lidt nasale Jørgen Lethske stemme kunne lægge den perfekte frasering ind over alting – fra Eddy Merckx og Godard til en saglig og detaljeret kærlighed og ja, døden selv.«

Heltene, kærligheden og døden

Gennem hele sit virke vendte Leth tilbage til de samme grundtemaer: fascinationen af helte, passionen for kærlighed, skønheden i detaljen – og den konstante bevidsthed om døden. Han skrev med en kølig klarhed, men uden at forfalde til kynisme.

Hans seneste digtsamling, Zombie (2025), blev endnu et eksempel på den kompromisløse insisteren på at skrive sig helt ind i det personlige, selv når kroppen svigtede og døden nærmede sig. Han blev ved til det sidste.

Jørgen Leth levede et liv, hvor grænserne mellem roller var flydende. Han var forfatter, journalist, radiomand, filminstruktør, cykelekspert og musiker. Han var højt respekteret, men også indimellem udskældt. Han vakte debat med sin selvbiografi Det uperfekte menneske (2005), hvor hans hudløse ærlighed om privatlivet satte sindene i kog. Men han veg aldrig tilbage fra sin kunstneriske mission: at skrive og fortælle virkeligheden, som han så og oplevede den.

For mange var Jørgen Leth mere end en kunstner – han var en inspirationskilde. Hans måde at arbejde med metaforen på, hans evne til at gøre en lille detalje stor og betydningsfuld, har sat spor i både litteratur, film og journalistik.

Han lærte os, at en metafor ikke er pynt, men en nøgle til at se verden på en ny måde. At en cykelrytter på vej op ad Alpe d’Huez ikke bare er sport, men også et billede på livet selv: styrke, smerte, sårbarhed.

En kompromisløs kunstner

Jørgen Leths betydning ligger ikke kun i de værker, han skabte, men i måden han skabte dem på. Med enkelhed, med kølighed, med en sjælden ærlighed. Han ville altid vise noget, ikke forklare alt. Det gjorde ham til en af de mest kompromisløse stemmer i dansk kultur.

»Han skrev med enkelhed, nøgternhed og ekstrem coolness om sine helte, sine besættelser og sit liv,« som Simon Pasternak formulerede det.

Et ekko vil leve videre

Med Jørgen Leths død er en stemme forstummet. Men ekkoet vil leve videre – i digtene, i filmene, i kommentarsporene fra Tour de France, i de mennesker han inspirerede, og i de metaforer han lærte os at forstå.

Han efterlader sig en arv, der er langt større end et forfatterskab. Han efterlader en måde at se verden på.

Det uperfekte menneske

En af de mest omtalte udgivelser i hans karriere var selvbiografien Det uperfekte menneske (2005). Bogen skabte heftig debat, fordi den med uforbeholden ærlighed beskrev både hans kunstneriske virke og hans private liv. Men for Jørgen Leth var netop ærligheden og hudløsheden en nødvendighed. Han holdt intet tilbage, og på den måde blev værket en fortælling uden lige – en nøgen skildring af mennesket bag kunstneren, med alle dets fejl og ufuldkommenheder. For mange læsere var det chokerende, for andre dybt befriende.

Jeg vil savne ham. Mange vil savne ham.

Jørgen Leth blev 88 år.

Vinterferie på hjul kræver ekstra forberedelse

0
TRAFIK. Mange danskere sætter i de kommende uger kursen mod sne og fjelde i bil. Lange køreture i vintervejr med fuldt pakket bil øger...

Tyve slog til i Odense – slap af sted med bil og værdier

0
Indbrud i boliger, tyverier fra tasker og flere sager om narkokørsel præger Fyns Politis døgnrapport torsdag. I Odense Kommune er der anmeldt flere indbrud. På...

Snevejret skaber kø på motorvejene

0
Snevejret giver torsdag eftermiddag trafikale problemer på E20 omkring Fredericia. Ifølge Vejdirektoratet er der både uheld og havarierede køretøjer, som spærrer spor og skaber...

5E Byg gennemfører planlagt generationsskifte i ledelsen

0
BUSINESS. Den landsdækkende entreprenørvirksomhed 5E Byg gennemfører et planlagt generationsskifte i ledelsen og udvider samtidig direktionen. Formålet er at styrke organisationen og skabe et solidt fundament...

Mensah stopper på det danske herrelandshold

0
EM-guldet på hjemmebane blev det perfekte punktum for Mads Mensah Larsens lange og succesfulde landsholdskarriere. Efter mere end 14 år i rødt og hvidt...

Vejdirektoratet advarer om trængsel ved vinterferiens begyndelse

0
TRAFIK. Starten på skolernes vinterferie kan give ekstra pres på vejene, når mange danskere sætter kursen mod ferieophold i ind- og udland. Ifølge Vejdirektoratet...