Earth Hour: WWF Verdensnaturfonden opfordrer danskerne til at bruge en time på naturen og biodiversiteten

0

For 17. år i træk markerer WWF Verdensnaturfonden den verdensomspændende begivenhed Earth Hour for at fejre naturen og sætte fokus på tabet af biodiversitet. Earth Hour foregår lørdag den 25. marts 2023 klokken 20.30-21.30. Danskerne opfordres til at bruge en aftentime på naturen, kloden og dyrene.

Naturen og biodiversiteten er i krise. Jordens bestande af vilde dyr er gennemsnitligt faldet med 69 procent siden 1970. 70 procent af jordens økosystemer er delvist ødelagte. Og cirka en million arter er truet af udryddelse.

Udviklingen kræver øget fokus på natur- og biodiversitetskrisen for at sikre handling. Derfor afholder WWF Verdensnaturfonden igen i år Earth Hour, som denne gang finder sted lørdag den 25. marts 2023 klokken 20.30-21.30.

– Formålet med Earth Hour er, at vi tænker over og taler om, hvordan vi håndterer den klima- og biodiversitetskrise, vi står midt i, så vi kan beskytte vores fantastiske planet. Det har faktisk aldrig været vigtigere, end det er lige nu, siger Mette Boye, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.

WWF Verdensnaturfonden forventer, at knap 200 lande markerer Earth Hour. Også en række danske kommuner markerer dagen ved at slukke lyset eller på anden vis hylde naturen og biodiversiteten.

De næste syv år bliver afgørende

Earth Hour kommer i kølvandet på den historiske globale aftale, der blev indgået på FN’s biodiversitetskonference i Montreal i december 2022, som indeholder et overordnet globalt mål om at standse og vende tabet af biodiversitet før 2030 samt beskytte 30 procent af verdens land, ferskvand og havareal i 2030.

– De næste syv år bliver altafgørende for, om det lykkes at bremse udviklingen og vende tab af natur og biodiversitet og samtidig leve op 1,5 graders-målet fra Paris-aftalen for dermed at undgå uoprettelige skader på planeten. Derfor er Earth Hour vigtigere end nogensinde før, fordi dagen handler om at inspirere millioner af mennesker, før det er for sent, siger Mette Boye.

WWF Verdensnaturfondens forslag til, hvad du kan bruge Earth Hour på:

– Læs en bog, lyt til en podcast eller se en dokumentar for at lære noget nyt om planeten, biodiversiteten eller dyrelivet. Du kan for eksempel streame én af disse fem fantastiske naturdokumentarer.
– Gå en aftentur og nyd den nære natur. Hvis du er rigtig heldig, spotter du måske et dyr eller to, der også er på aftentur.
– Gå på udkig i dit hjem efter produkter, der kan være skadelige for naturen. Måske kan de udskiftes med miljøvenlige alternativer? Kig især efter produkter med mange kemikalier eller plastik, der måske kan erstattes med nedbrydelige alternativer. På WWF’s hjemmeside finder du desuden gode råd til at reducere dit generelle forbrug.
– Del din interesse for planeten og biodiversiteten med dine venner og familie. Mind gerne andre om Earth Hour og andre naturemner, der interesserer dig. Din interesse smitter garanteret!
– Meld dig til Danmarks Vilde Haver. Her kan du få inspiration til sjove aktiviteter for hele familien, der gavner biodiversiteten på altanen og i haven.

Om WWF Verdensnaturfonden

WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.

Nye tal: Indsatsen mod social dumping betaler sig

0

I 2022 førte indsatsen mod social dumping til skatteopkrævninger for over 300 mio. kr.

Skattestyrelsen har gennem de seneste år i samarbejde med politiet og Arbejdstilsynet intensiveret kontrollen mod social dumping på blandt andet landets byggepladser, restauranter, i landbruget og i rengøringsbranchen. Og indsatsen betaler sig.

Nye tal fra Skattestyrelsen viser nemlig, at det fælles myndighedssamarbejde mod social dumping sidste år førte til skatteopkrævninger for 317 millioner kroner. Og det glæder skatteministeren:

– Jeg er meget tilfreds med, at dygtige kontrolmedarbejdere i hele landet i samarbejde med Politiet og Arbejdstilsynet hver dag er med til at sikre, at reglerne på de danske arbejdspladser bliver fulgt, og at der bliver afregnet korrekte skatter og afgifter. Og den nye opgørelse fra Skattestyrelsen viser tydeligt, at der er noget at komme efter, og at det fælles myndighedssamarbejde betaler sig, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Mere end halvdelen af kontroller fører til reguleringer
Skattestyrelsens opgave i forbindelse med de fælles kontrolaktioner er at sikre, at danske regler på skatte- og afgiftsområdet bliver overholdt, og en kontrol mod social dumping kan for eksempel omfatte en kontrol af moms eller indkomsskat for ét indkomstår. I løbet af 2022 gennemførte Skattestyrelsen over 3.000 kontroller hos danske og udenlandske virksomheder, og mere end halvdelen af kontrollerne førte til reguleringer.

– Et arbejdsmarked med ordnede forhold skaber fair konkurrence mellem virksomheder og gode vilkår for medarbejderne. Og det er helt afgørende for økonomien og sammenhængskraften i vores samfund, at der er respekt for spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Det er det fælles myndighedssamarbejde med til at sikre, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Det fælles myndighedssamarbejde mellem Skattestyrelsen, politiet og Arbejdstilsynyet med henblik på at forebygge konkurrenceforvridning og social dumping kunne sidste år fejre 10-års jubilæum, og siden 2015 har indsatsen ført til reguleringer for knap 1,9 mia. kr.

Elcyklen er på vej til at blive vores foretrukne cykel

0

En ny rapport fra Vejdirektoratet viser, at danskerne har taget elcyklen til sig i en sådan grad, at den tohjulede med batteri og motor snart kan overhale den klassiske cykel i popularitet. Det gælder både i storbyerne og på landet, blandt unge og ældre.

Man skal ikke længere tilbage end 2011, før elcyklen sad på 0 procent af det danske marked for cykler. Spring frem til i dag, og der er batteri og motor på næsten hver fjerde solgte cykel.

I en ny rapport har Det Nationale Videncenter for Cykelfremme, der hører under Vejdirektoratet, undersøgt elcyklens udbredelse i Danmark. Undersøgelsen viser, at elcyklen er en transportform i eksplosiv fremgang, og at vi kommer til at se langt flere elcykler på de danske cykelstier i fremtiden.

Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, Vejdirektoratet, siger:
– Der er virkelig fart på udviklingen. For få år siden var elcyklen stadigvæk et særsyn på de danske cykelstier, men nu er den efterhånden alle vegne. Og det gælder i hele landet. Mange tror, at elcyklen er et hovedstadsfænomen, men den er faktisk endnu mere udbredt i provinsen, hvor der er større afstande end i København. Elcyklen gør det lettere at cykle og få motion, fordi man relativt hurtigt kan tilbagelægge 10-15 kilometer og faktisk bruger sin krop mere aktivt, end hvad mange nok forestiller sig. Det er sundt at køre på elcykel.

Undersøgelsen fra Det Nationale Videncenter for Cykelfremme viser, at 14,4 procent af danskerne har benyttet sig af en elcykel i løbet af det seneste år. Over halvdelen af respondenterne giver udtryk for, at de kunne forestille sig at anskaffe en elcykel.

Transportminister Thomas Danielsen hæfter sig også ved tendensen – ikke mindst i forhold til områderne uden for de store byer.

Transportminister Thomas Danielsen siger:
– Når du bor et sted, hvor der ikke kører busser otte gange i timen, så er der brug for alternativer. Her er det positivt, at elcyklen vinder frem. Hvor 10-15 kilometer er for meget for mange på ren pedalkraft, så kan elcyklen gøre det til en reel mulighed i hverdagen.

En af elcyklens styrker er, at den giver mulighed for at cykle længere og flere ture. Den har især et stort potentiale i forhold til den del af befolkningen, som ikke er særligt fysisk aktive. Mange oplever, at det er mindre anstrengende at hoppe op på elcyklen, hvis man skal tilbagelægge en længere distance, end det er at gå eller tage den traditionelle cykel. Sundhedseffekten ved at gå fra at være fysisk inaktiv til at få en cykeltur ind i sin hverdag kan næsten ikke overvurderes – også selv om det er med assistance fra en elmotor.

Tidligere blev elcyklen af mange betragtet som et seniorprodukt. Den fordom ser nu ud til at være forduftet. I dag ser en del yngre og midaldrende et lys i elcyklen, hvilket kommer til udtryk i undersøgelsen ved, at 32 procent af de danskere, der har brugt en elcykel inden for det seneste år, er under 40 år.

Særligt fordi den yngre del af befolkningen er begyndt at tage elcyklen til sig, er det sandsynligt, at udviklingen på området vil fortsætte i fremtiden. Oveni det får elcyklerne stadig bedre batterier og motorer, hvilket er ensbetydende med en bedre køreoplevelse og længere rækkevidde.

Afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen, Vejdirektoratet, siger:
– Det er slet ikke utænkeligt, at elcyklen på et tidspunkt bliver normen på de danske cykelstier, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis den sidder på 50 procent af markedet om ti år, ligesom det allerede er tilfældet i Holland. Vi kan se, at elcyklen bliver brugt bredt i den danske befolkning på tværs af køn, alder og geografi. Det er blevet socialt accepteret at køre på elcykel.

Elcyklen har også potentiale til at ”stjæle” kørte kilometer fra bilen, som ellers er danskernes foretrukne transportmiddel. Næsten halvdelen af de danske elcykelbrugere oplyser, at elcyklen har erstattet bilen helt eller delvist. Udover bilen erstatter elcyklen også ture med den almindelige cykel for cirka halvdelen af brugerne. For cirka en femtedel erstatter elcyklen kollektiv transport og gang.

Undersøgelsen af elcyklens udbredelse er gennemført af Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, der hører under Vejdirektoratet. Den bygger på forskellige metoder og datakilder – blandt andet en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 3.000 danskere for at afdække udbredelsen af elcykler og holdninger til disse.

Danskernes svar i spørgeskemaundersøgelsen

Tre vigtigste grunde til at få en elcykel:

– 44 procent synes det er mindre anstrengende
– 37 procent vælger den for at få motion
– 33 procent vælger den for at tilbagelægge længere afstande

Når man har en elcykel, så cykler man flere og længere ture:

– 69 procent kører over 6 km på en typisk elcykelpendlertur
– 61 procent er begyndt at cykle længere, efter de har købt en elcykel
– 62 procent cykler oftere på grund af deres elcykel

Geografiske forskelle:

– 14 procent kører på elcykel i små byer med 1.000-10.000 indbyggere
– 16 procent kører på elcykel i større provinsbyer med 10.000-30.000 indbyggere
– 9 procent kører på elcykel i København med 815.125 indbyggere

Fakta om elcykler

En elcykel er en cykel, der er udstyret med et batteri og en motor, der hjælper, når cyklens pedaler trædes rundt.

Der skelnes mellem tre typer af elcykler. Foruden den almindelige elcykel kigger rapporten på elladcykler, hvor der allerede i dag bliver solgt flere ladcykler med el end uden el.

Derudover har rapporten også undersøgt speed pedelecs, som er en elcykel, der kan køre op til 45 km/t og er tilladt gennem en forsøgsordning med krav til hjelmbrug og forsikring.

3F: Gode signaler for ufaglærte ledige

0
Foto: AVISEN

Det er opløftende, at regeringen vil genindføre retten til at opkvalificere sig på 110 pct. dagpenge. Det er dog vigtigt, at slingrekursen om ordningen nu ophører.

Regeringen har i dag lagt op til, at man vil genindføre retten til at opkvalificere sig på 110 pct. dagpenge. Det vækker glæde i 3F, men man forventer, at regeringen følger det op med et lovforslag.

– Det glæder mig, at regeringen nu er afklaret og har valgt at genindføre retten til uddannelsesløft på 110 pct. Men jeg er ærgerlig over, at regeringen i første omgang kun vælger at genindføre retten for 2023, siger forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

– Ordningen har været en kæmpe succes både i forhold til at bekæmpe ledighed og uddanne flere faglærte. Vi har derfor været bekymrede over fremtiden, da ordningen udløb og der i første omgang, ikke var noget nyt, om den blev genindført, siger Forretningsfører for 3F’s A-kasse Eva Obdrup.

Regeringen har lagt op til at genindføre retten til at opkvalificere sig på 110 pct. dagpenge fra 1. juli inden for brancher med mangel på arbejdskraft. Genindførslen gælder kun for 2023. I 3F mener vi, at ordningen skal gøres permanent.

– Det er vigtigt, at der nu kommer klarhed, især for de ledige. Derfor håber og forventer vi også, at regeringen hurtigst muligt følger dagens melding op med et lovforslag, som permanentgør uddannelsesløftet med 110 pct. dagpenge fra 1. januar 2024, siger Eva Obdrup.

– Vi er jo fuldstændige enige med regeringen i, at en af de største udfordringer er manglen på faglært arbejdskraft. Jeg også overbevist om, at de kan se fornuften i at gøre uddannelsesløftet på 110 pct. permanent. Derfor har jeg svært ved at forstå denne unødvendige usikkerhed om ordningen, siger Søren Heisel.

Ordningen har tidligere været gældende fra august 2020, men udløb 31. december 2022.

Fakta om uddannelsesløftet:

Fra august 2020 har mere end 2.700 ufaglærte og faglærte benyttet sig af muligheden og er begyndt på en erhvervsuddannelse på 110 pct. af dagpengesatsen.

Samlet set er 3.920 ledige påbegyndt et uddannelsesløft fra august 2020 til og med august 2022. Til sammenligning var der 1.276, der påbegyndte et uddannelsesløft i de 2½ foregående år fra januar 2018 til og med juli 2020.

De seneste to år har ca. 70 pct. af alle uddannelsesløft været på 110 pct. dagpenge.

Beskæftigelsesministeriet gennemførte sidste år et serviceeftersyn af uddannelsesindsatsen. Her gav 9 ud af 10 adspurgte borgere udtryk for, at muligheden for 110 pct. dagpenge var en forudsætning for, at de valgte at begynde et uddannelsesløft.

4.400 flere i job i januar

0

I januar 2023 var der 2.976.900 personer i job. Det er 4.400 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden januar 2022 er der dermed samlet set kommet 59.600 nye beskæftigede til.

Ser man på den private sektor, er der kommet 3.000 flere lønmodtagere fra december til januar måned. I samme periode er der kommet 1.700 flere offentligt ansatte.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Det er meget opløftende, at beskæftigelsen fortsat stiger. Det viser, at der er godt gang i økonomien, og at rigtig mange virksomheder i Danmark klarer sig godt på trods af økonomisk usikre tider.

– Vi skal dog hele tiden holde os for øje, at mange fortsat sidder økonomisk stramt. Selvom prisstigningerne på bl.a. energi og fødevarer heldigvis er stabiliseret, har mange – ikke mindst ældre – stadig svært ved at betale regningerne. Derfor glæder det mig, at et flertal i Folketinget står bag inflationshjælp til modtagere af ældrechecken på 5000 kr., ligesom vi også har aftalt hjælp til udsatte børnefamilier.

– Det er regeringens mål at opnå så høj beskæftigelse som muligt, og vi er nået et godt stykke. For nylig var jeg ude at besøge 5 ukrainere, der var i job i Parken, og det var positivt at høre, hvor glade de var for både at klare sig selv og bidrage til Danmark. Men vi kan få endnu flere med. Også selvom over 7000 ukrainere allerede er kommet i job.

Hattrick-helten Højlund sikrede Danmark drømmestart

0
Foto: Anders Kjærbye / DBU Foto

Der blev holdt hof i Højlunds forsamlingshus, da Danmark på en kold torsdag aften i København indledte jagten på EM i Tyskland 2024. Med tre kasser sikrede Rasmus Højlund danskerne en drømmestart på EM-kvalifikationen med en sejr på 3-1 mod Finland.

Der er dømt nye tider for det danske fodboldlandshold. Gennem tiden har der været notoriske målscorere som Preben Elkjær, Ebbe Sand og Jon Dahl Tomasson, men i de senere år har der manglet en rigtig goalgetter. Man har forsøgt sig med eksempelvis Kasper Dolberg og Andreas Cornelius, men det har kun virket i momentvis.

Nu har Danmark fået sig en ny angrebsstjerne. Der er tale om 20-årig Rasmus Højlund, der fik chancen fra start i det danske angreb, og han kvitterede for landstræner Kasper Hjulmands tillid. Efter 20 minutter sendte han danskerne i ekstase, da han fik bolden i kassen til 1-0, der også var stillingen ved pausen.

I anden halvlegs indledning fik Finlands Oliver Antman, der har en fortid i FC Nordsjælland, udlignet, men det fik ikke danskerne til at panikke. Efter flere chancer efterfølgende, lykkedes det Højlund at bringe Danmark på sejrskurs igen med otte minutter tilbage af opgøret, da han blev spillet fri i forbindelse med et hjørnespark. I kampens overtid cementerede Rasmus Højlund sejren, da han med endnu et mål scorede til kampens resultat 3-1.

Danmark skal i aktion igen på søndag, hvor modstanderen er Kazakhstan på udebane.

Flere unge overvejer EUD efter DM i Skills

0

DM i Skills giver stor stigning i unges lyst til at tage en erhvervsuddannelse samt forældres lyst til at anbefale en til deres børn. Det viser ny undersøgelse fra Epinion blandt unge og forældre til unge i Region Syddanmark.

Undersøgelsen, der er udført af Epinon for SkillsDenmark, måler både kendskab og holdning til erhvervsuddannelser i Region Syddanmark før og efter afholdelsen af DM i Skills i Fredericia. Her svarer 33 procent af regionens unge mellem 16 og 30 år ”enig” eller ”helt enig” i at de kunne overveje en erhvervsuddannelsen før DM i Skills – og efter DM i Skills er den andel steget til 42 procent – en stigning på 30 procent.

– Det er meget positivt, at DM i Skills har den effekt. Det er en stor stigning, der viser, at det virker at holde DM i Skills. Vi rykker folks opfattelse af erhvervsuddannelserne, og det er ikke kun blandt dem der besøger mesterskaberne – det er blandt alle unge og forældre i regionen. Det er lige præcis derfor vi gør det, så jeg er super glad for, at der sker så stor en målbar forandring i målgrupperne, siger formand for SkillsDenmark, Søren Heisel.

Det er ikke kun hos de unge, at der sker en positiv forandring fra før til efter. I undersøgelsen måles der også på forældre til unge mellem 12 – 20 i Region Syddanmark. Her er svarer 51 procent af forældrene at de er ”enige” eller ”helt enige” i at de vil anbefale deres barn at læse EUD før DM i Skills – og 65 procent svarer det samme i ugerne efter DM i Skills.

– Det er meget vigtigt, at vi når ud til forældrene og befolkningen generelt. Opfattelsen af uddannelserne og forældrenes råd har afgørende betydning for uddannelsesvalget. Derfor havde det stor værdi, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik deltog ved åbningen af DM i Skills 2023, og derved var med til at løfte anseelsen af og interessen for erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt, at vi styrker erhvervsuddannelsernes image for derved at kunne nuancere både de unges og deres forældres forståelse for de mange muligheder, erhvervsuddannelserne tilbyder, siger næstformand i SkillsDenmark, Michael Boas Pedersen.

DM i Skills 2023 blev afholdt i Fredericia 2. – 4. februar. Før-målingen er gennemført i starten af december 2022 og efter-målingen 6. – 15. februar 2023. DM i Skills 2024 afholdes i Roskilde.

Objekt skal bjærges

0

Energistyrelsen har tilbudt Nord Stream 2 AG selskabet, at de kan deltage i bjærgningen af det observerede objekt nær Nord Stream 2 rørledningen.

Relevante danske myndigheder har undersøgt objektet, der er observeret ved Nord Stream 2-rørledningen i Østersøen. Det vurderes fortsat, at objektet ikke umiddelbart udgør en sikkerhedsrisiko.

Med henblik på en nærmere afklaring af objektets karakter, har myndighederne besluttet at bjærge objektet med bistand fra Forsvaret. Energistyrelsen har i den forbindelse tilbudt ejerselskabet, Nord Stream 2 AG, at deltage i bjærgningen.

Energistyrelsen afventer nu en tilbagemelding fra selskabet, inden bjærgningen kan igangsættes. 

De relevante myndigheder vil oplyse nærmere, når de kan.

Genstanden er cylinderformet og måler cirka 40 cm i højden og ca. 10 cm i diameter. Det er muligt, at genstanden er en maritim røgbøje, hvilket nu undersøges nærmere. Kilde: Forsvarsministeriet

Dagrofa skaber fremgang i årets resultat trods svære markedsvilkår i detail

0

Dagrofas årsresultat for 2022 lander på 74 mio. kr., hvilket er fødevarekoncernens bedste i 11 år og knap 30 procent bedre end sidste år. Det er i høj grad fødevarekoncernens foodservice- og logistikforretninger, som trækker det samlede årsresultat op, mens detail – i lighed med øvrige markedsdeltagere – har været udfordret af svære markedsvilkår og høje energipriser.

2022 er en foreløbig kulmination af de sidste 5 års indsats for at skabe en rentabel forretning. Koncernens driftsresultat (EBITDA) har i hele perioden været støt stigende, og i 2022 udgjorde det 384 mio. kr. Det er 271 mio. kr. mere end i 2018.

Årets resultat lander på 74 mio. kr. – en forbedring på 17 mio. kr. i forhold til 2021
Omsætningen er vokset med 891 mio. kr. i forhold til 2021
Driftsindtjeningen (EBITDA) på 384 mio. kr. er det højeste niveau siden 2010 og 16 mio. kr. bedre end i 2021

– Det glæder mig, at vi som koncern kan skabe fremgang i et marked, der er så usikkert, som vi oplever lige nu. Trods flere meromkostninger, heriblandt til el for 55 mio. kr., kan vi præsentere et rekordregnskab for 2022, fordi vi har opbygget et stærkt fundament for koncernen de sidste 5 år. Dagrofa Foodservice har haft stigende aktivitet, og Dagrofa Logistik har haft stor resultatfremgang på eksport, quick commerce og convenience-kunder. Det har bidraget positivt til de samlede regnskabsresultater. I detail har vores købmænd generelt været udfordret af inflationen og høje energi- og producentpriser – ligesom resten af branchen. Alligevel har vi arbejdet fokuseret med at styrke butiksnettet og købmandskabet, så vi står stærkere og er godt rustede til fremtiden, siger Tomas Pietrangeli, koncernchef i Dagrofa.

Fremgang i foodservice og logistik

– Hvis vi kigger mod vores foodservice- og logistikforretninger, ser vi fremgang og vækst i indtjeningen, mens vi på den anden side har været udfordret i detail. Dog har vi fortsat oplevet stor lokal opbakning til købmændene, og dette er med til at understrege købmandens vigtige rolle som lokalt omdrejningspunkt. Vi holder øjnene på målet og arbejder fokuseret med at udvide og styrke butiksnettet, udtaler Tomas Pietrangeli.

I detail har den kraftigt stigende inflation og voldsomt stigende energi- og producentpriser skabt udfordringer for detailkæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb. Inflationen og de stigende elpriser har drevet omkostningerne op for købmændene, som har en energikrævende butiksdrift bl.a. på grund af lovkrav om køl og frost. Samtidig har danskerne sparet på deres dagligvareindkøb, hvilket har betydet en lavere omsætning hos en række købmænd. Hertil kommer, at producentpriserne er steget markant mere end forbrugerpriserne i Danmark, hvilket har udfordret avancen. I januar 2023 var producentpriserne hele 21,9 procent højere end året før mod 14,5 procent højere forbrugerpriser.

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at støtte købmændene i en svær tid. Vi har blandt andet oprettet en akut task force og presset på politisk for at få inflationshjælp til købmændene, hvilket regeringen imødekom i februar 2023 med en aftale om inflationshjælp til de hårdest ramte købmænd. Ydermere har vi sammen med købmændene arbejdet målrettet med at mindske energiforbruget og energioptimere i butikkerne. Indsatsen har været med til at nedsætte det samlede energiforbrug i butikkerne med knap 20 procent. Samtidig har der været en enorm lokal opbakning til købmændene. Jeg er taknemmelig for den lokale og politiske opbakning til købmændene, som er så utroligt vigtige for lokalsamfundene og sammenhængskraften i Danmark, uddyber Tomas Pietrangeli.

Langsigtede investeringer skal sikre fremgang

I 2022 tog Dagrofa hul på den nye strategi #FremgangSammen, som skal sikre Dagrofas fremadrettede vækst og økonomiske overskud frem mod 2025. Ifølge Tomas Pietrangeli, virker strategien efter hensigten:

– Vi har nået vores 2022-milepæl om fremgang i driftsindtjeningen og positiv indtjening. Vi har måttet tilpasse os nye markedsvilkår, men overordnet fulgt #FremgangSammen-strategien, og vi har søsat nye vigtige projekter for vores langsigtede ambition. Vi ser ind i et 2023 med fortsatte udfordringer og dårlig sigtbarhed, men vi fastholder vores strategiske retning og vores fokus på at udvikle og skabe et rentabelt og mere offensivt Dagrofa.

Regeringen: Stram finanspolitik nødvendig

0
Foto: AVISEN

De seneste ekstraordinære år med først corona-krisen og herefter Ruslands invasion af Ukraine har haft og har fortsat store konsekvenser for vores samfund og os som borgere. Der er krig i Europa, inflationen steg i 2022 til det højeste niveau i 40 år.

I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for.’I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for, mener regeringen.

Her og nu er inflationen den allerstørste udfordring for dansk økonomi. For selvom den er aftagende, er den stadig høj. Samtidig ligger den økonomiske aktivitet på et højt niveau og presset på arbejdsmarkedet fortsætter. Derfor er regeringens finanslovforslag først og fremmest stramt. Samlet set er der planlagt en markant stramning af finanspolitikken i år svarende til en finanseffekt på -0,9 pct.-point, hvilket dæmper kapacitetspresset i dansk økonomi.

Finanslovforslaget håndterer også nogle af de mest akutte problemer, det danske samfund står overfor. Et bredt flertal i Folketinget har allerede indgået en aftale om ny inflationshjælp for 2,4 mia. kr., som hjælper nogle af dem, som er hårdt ramt af de stigende priser. Sammen med regionerne har regeringen aftalt en akutplan for vores sygehusvæsen, hvor der prioriteres samlet 2 mia. kr. til udgangen af 2024. I sidste uge blev et bredt flertal i Folketinget enige om etableringen af Ukrainefonden med en samlet ramme på ca. 7 mia. kr. i 2023.

Derudover ønsker regeringen at sikre den stabile drift ved at afsætte midler til en flerårsaftale for skattevæsenet og et løft af domstolene, så de kan styrke indsatsen med at få afviklet den pukkel, der er opstået.

– Den største økonomiske udfordring for Danmark og danskerne er den stadigvæk høje inflation. Det er noget, der kan mærkes i de danske hjem. Når regningerne skal betales, så skal vi i dag have flere penge op ad lommen. Formålet med finansloven for 2023 er derfor meget enkelt: Den skal bidrage til at bekæmpe inflationen, til gavn for danskerne og dansk økonomi. Det er det ansvarlige og rigtige at gøre. Hvis vi skal styrke vores forsvar, forbedre vores velfærd, og samtidig sikre, at Danmark fortsætter den grønne omstilling, så kræver det, at vi holder fast i reformsporet, og at vi fortsat træffer kloge og ansvarlige beslutninger, siger Finansminister Nicolai Wammen og bliver suppleret af fungerende forsvarsminister og økonomiminister Troels Lund Poulsen.

– Dansk økonomi er fortsat stærk og robust. Regeringens finanslovsforslag er ansvarligt og tilpasset økonomien, så det ikke puster til inflationen. Jeg glæder mig over, at vi prioriterer sundhedsvæsenet, bedre vilkår for virksomheder, en landsbypulje og en bredbåndspulje. Det handler om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Samtidig har regeringen sat en ny reformdagsorden, der vil øge den strukturelle beskæftigelse og sikre arbejdskraft til danske virksomheder. Det vil gøre Danmark rigere, så vi kan investere mere i vores sundhedsvæsen, Forsvaret og den grønne omstilling.

– Der følger ikke en regn af gaver med finanslovforslaget for i år. Det er hverken tiden eller økonomien til. Finanslovforslaget prioriterer få og vigtige initiativer. Blandt andet skaber vi tryghed om bevillingerne for en række kulturinstitutioner, sætter penge af til en ugeavispulje, nedsætter en national energikrisestab og viderefører det midlertidige takstløft til en række af de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Samtidig har vi arbejdshandskerne på og er gået i gang med at forberede reformer af samfundet, der skal sikre, at vi har råd til den grønne omstilling, vores fortsatte velfærd og kan foretage de nødvendige investeringer i vores forsvar og sikkerhed, slutter kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Regeringen vil invitere til forhandlinger om finansloven snarest muligt.

FC Fredericias kamp mod Randers bliver første med ny hooliganlovgivning

0
Når FC Fredericia og Randers FC mødes på Monjasa Park, er det under en helt ny lovgivning. Den hårdere hooliganpakke er nu gældende hver...

Stor politiaktion i Odense

42-årig mand optrådte aggressivt

0
Fyns Politi har registreret en række sager fra de seneste dage. En nabo i Odense SV forhindrede lørdag aften et indbrud på Egøgårdvej. Naboen hørte...

Mette Frederiksen varsler nyt udlændingeudspil

0
Statsminister Mette Frederiksen følger med bekymring udviklingen i Mellemøsten og de stigende oliepriser. Det skriver hun i et Facebook-opslag, hvor hun samtidig varsler, at...

Fredericia er blandt landets hurtigste til at godkende en byggetilladelse

0
Vil du bygge hus i Fredericia Kommune, behøver du ikke vente længe. I gennemsnit tager det kun 13 dage at få godkendt en byggetilladelse...

Skarpt træk af FHK’s ledelse

0
Fredericia Håndboldklub har truffet et klogt valg. Ansættelsen af Mathias Madsen som ny cheftræner fra sommeren 2026 er ikke bare et fornuftigt træk –...

42-årig varetægtsfængslet for momssvig for mindst 27 millioner kroner

0
En 42-årig mand er mandag ved Retten i Kolding varetægtsfængslet frem til den 31. marts. Han er sigtet for momssvig af særlig grov karakter...