I arbejdet med at finde alle de skibsjournaler, der er blevet afleveret til Rigsarkivet, er der også dukket en lang række andre ellers ukendte arkivalier frem. Det er bl.a. skibsdagbøger, som beskriver danske søfolks hverdag under sejl og i fremmede havne. Foto: Julie Avery, Rigsarkivet
LEDER. Danmark står med et voksende problem. Ikke bare fordi vi mangler læger, sygeplejersker, håndværkere og ingeniører – de fag, som alle kan blive enige om, er livsnødvendige for samfundets umiddelbare funktion. Problemet er også, at vi kollektivt har besluttet os for, at humaniora ikke længere er vigtigt. Vi skruer ned, indskrænker, undervurderer og nedprioriterer. Og det er en farlig kurs.
Humaniora er ikke bare studiet af støvede bøger, glemt historie eller unyttige filosofiske tanker. Humaniora er hele fundamentet for vores evne til at forstå os selv og det samfund, vi lever i. Det er kilden til kritisk tænkning, refleksion og evnen til at navigere i en verden, der bliver mere kompleks for hver eneste dag.
Når vi skruer ned for de humanistiske uddannelser, gør vi Danmark fattigere. Ikke nødvendigvis økonomisk fattigere her og nu, men fattigere på ånd, forståelse og på evnen til at se verden fra flere vinkler. Det er denne rigdom – en rigdom, der findes i nuancerne, i kulturen, i sproget og i historien – der risikerer at blive sat over styr, hvis vi fortsætter ned ad den vej, vi er slået ind på.
Forståelsen af manglen på ingeniører og sygeplejersker er ikke forkert. Det er heller ikke forkert at sikre gode vilkår og opbakning til håndværkere og faglærte. Men det må aldrig ske på bekostning af en hel vidensgren, som vi ikke umiddelbart kan måle i kroner og ører eller anvende direkte i produktionen.
Problemet opstår, når vi lader det ene perspektiv skygge totalt for det andet. Når samfundsøkonomisk relevans bliver eneste målestok, og når humaniora reduceres til en luksus, som samfundet kun har råd til i gode tider. Når vi siger til unge mennesker, at deres passion for historie, filosofi, sprog og kultur ikke længere er noget værd.
Vi ser allerede konsekvenserne. Unge fravælger humaniora. De studerende bliver færre, og uddannelserne bliver reduceret til skygger af sig selv. Om få år kan vi stå med et samfund, der har glemt værdien af kritisk tænkning og refleksion, fordi vi ensidigt fokuserede på her-og-nu behov frem for at investere langsigtet.
Vi må spørge os selv, hvilket samfund vi ønsker. Et samfund, hvor alt måles i produktivitet, eller et samfund, der også anerkender værdien af at forstå vores historie, kultur og hinanden? Svaret burde være indlysende.
Hvis vi glemmer humaniora, mister vi også vores evne til at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det vil gøre os til et fattigere, dummere og mere endimensionelt samfund. Og det kan Danmark ikke være tjent med.
FINANS. Der bliver ikke opbakning fra Middelfart Sparekasse, hvis Nordfyns Bank fastholder planerne om en fusion med Fynske Bank. Det slår sparekassens topchef, Martin Baltser, fast over for erhvervsmediet Finans.
I stedet ønsker Middelfart Sparekasse, som i juni købte cirka 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, selv at fusionere med den nordfynske bank.
»Middelfart Sparekasse ønsker ikke at veksle en betydelig aktiepost i Nordfyns Bank til en eventuelt mindre aktiepost i en ny bank,« siger Martin Baltser til Finans.
»Derimod ønsker vi at indgå i reelle fusionsforhandlinger med Nordfyns Bank, når den nuværende proces er afsluttet, – altså dialogen mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank,« uddyber han.
Fusionsplanerne mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank blev oprindeligt offentliggjort i maj med ambitionen om at skabe »Fyns stærkeste og mest attraktive bank« under navnet Fynske Bank. Men allerede inden den første ekstraordinære generalforsamling skulle afholdes i juni, stod det klart, at der ikke var opbakning fra nok aktionærer, og generalforsamlingen blev aflyst.
En af de væsentligste årsager var, at storaktionæren SJF Bank, som ejede cirka 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, meddelte, at de ikke ville støtte fusionen. Middelfart Sparekasse har siden købt SJF Banks aktier.
I starten af juli præsenterede Fynske Bank og Nordfyns Bank en opdateret fusionsaftale. Her hævede man ombytningsforholdet, så aktionærerne i Nordfyns Bank blev tilbudt 3,5 aktier i Fynske Bank for hver aktie i Nordfyns Bank – en stigning på 0,8 aktier i forhold til det oprindelige tilbud.
Men Middelfart Sparekasse står altså fast på sit nej. Dermed tegner der sig igen et nederlag for de banker, som ønsker at fusionere.
Ifølge Finans gør Martin Baltser det klart, at han og Middelfart Sparekasse kommer til at stemme nej til fusionen, hvis Nordfyns Bank fortsætter processen med Fynske Bank.
UDDANNELSE. For tredje år i træk vælger blot hver fjerde nye studerende en videregående uddannelse uden for landets fire største byer. Det viser helt friske tal fra Landdistrikternes Fællesråd, som peger på en fortsat ubalance mellem storbyer og mindre studiebyer.
Sammenlignet med sidste år er optaget uden for storbyerne faldet med to procent, hvilket svarer til, at 248 færre studerende nu starter i de mindre studiebyer. Det bekymrer formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
»Der er behov for bedre og flere uddannelsesmuligheder uden for de større byer – ikke færre. Her er det i første omgang vigtigt at sikre en kritisk masse, så de eksisterende uddannelsestilbud og uddannelsesmiljøer bevares. Derfor bekymrer det mig, at vi ser et fald i optaget på to procent i år uden for de fire største byer,« siger Steffen Damsgaard.
Han peger samtidig på, at mange af de omkring 21.000 ansøgere, der i år fik afslag på deres drømmestudie i København, Aarhus, Odense eller Aalborg, med fordel kunne overveje at søge mod mindre studiebyer.
»Jeg håber, at de mange, der har fået afslag fra uddannelserne i de fire største byer, vil overveje at søge mod en af de mindre studiebyer. Der findes rigtigt mange spændende studiemiljøer og uddannelser med et højt fagligt niveau. Men vi skal gøre det langt mere attraktivt for de studerende at vælge uddannelse i de mindre studiebyer,« siger Steffen Damsgaard.
Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd Foto: Mads Krabbe
Han mener samtidig, at ubalancen afspejles tydeligt på boligmarkedet. I storbyerne er manglen på studieboliger rekordstor, mens de mindre studiebyer kæmper for at tiltrække nok studerende.
»Vi ser en national ubalance på uddannelsesområdet. På den ene side har vi nogle storbyer, hvor der er mangel på studieboliger, og på den anden side har vi nogle mindre studiebyer med mindre uddannelses- og studiemiljøer, der hungrer efter flere studerende. Den ubalance skal vi have gjort noget ved, og det kræver yderligere politiske tiltag samt væsentlige investeringer i de mindre uddannelsesbyer,« understreger Steffen Damsgaard.
Et konkret forslag fra Landdistrikternes Fællesråd er en forhøjet SU til studerende i mindre byer. Organisationen foreslår en SU, som er op til 60 procent højere i landdistriktskommuner – hvilket kan betyde omkring 11.000 kr. om måneden før skat.
»Vi ønsker at motivere flere studerende økonomisk med større SU til at dække fx de større transportomkostninger og ekstra boligudgifter i de mindre studiebyer. Dermed får flere mulighed for at vælge lokale uddannelsestilbud eller søge aktivt mod mindre studiebyer,« siger formanden og fortsætter:
»En højere SU kan selvfølgelig ikke stå alene, og man bliver nødt til at se på en bred vifte af tiltag. Vi mener, at man politisk skal arbejde mere aktivt for at sikre attraktive studiemiljøer i de mindre studiebyer. Det gælder både moderne studieboliger, studierelevante jobs, jobgaranti efter uddannelse samt offentlig transport til og fra uddannelserne.«
Ifølge formanden er en bedre geografisk balance på uddannelsesområdet helt afgørende for fremtidens Danmark – og ikke mindst for udviklingen i landdistrikterne.
SPORT. Middelfart Boldklub har styrket offensiven med en spændende tilgang. Klubben har skrevet en 2-årig kontrakt med den 20-årige franske angriber Aaron Akalé, der skifter fra den schweiziske storklub FC Basel.
Akalé kommer med en solid baggrund fra Basel, hvor han de seneste tre sæsoner har været fast mand på klubbens U21-hold med hele 92 kampe til følge. Han har også været en del af træningsmiljøet omkring førsteholdet, som i seneste sæson suverænt sikrede sig det schweiziske mesterskab.
Inden skiftet til Schweiz spillede Aaron Akalé ungdomsfodbold hos den traditionsrige franske klub RC Lens, og han har desuden repræsenteret Frankrigs U17-landshold, hvor han scorede fire mål i ti optrædener.
Sportschef Søren Godskesen er begejstret for tilgangen af Akalé:
»Aaron er en spændende spiller med international erfaring og et stort udviklingspotentiale. Han har allerede vist sin kvalitet i Basel, og vi tror på, at han kan tage næste skridt hos os. Vi glæder os til at se ham i aktion i Middelfart-trøjen. Hans fart, teknik og offensive mindset passer perfekt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på, og vi er overbeviste om, at han hurtigt vil falde godt til i både truppen og klubben. Vi ser frem til at følge hans udvikling tæt og tror på, at han kan blive en profil i Betinia Ligaen.«
Aaron Akalé har allerede haft sine første træningspas med holdet og glæder sig til at trække i Middelfart-trøjen:
»Jeg er meget glad for at være kommet til Middelfart Boldklub. Det føles som det rigtige sted for mig at udvikle mig videre som spiller. Jeg har fået en varm velkomst og ser frem til at bidrage med mål og hårdt arbejde.«
VEJRET. Efter en tirsdag, der starter relativt roligt med enkelte solstrejf og få byger, står især Vest- og Sydvestjylland nu over for et kraftigt vejrskifte i løbet af eftermiddagen og aftenen.
Ifølge DMI skyldes det, at et lavtryk, som lige nu befinder sig omkring Stockholm, bevæger sig mod sydvest og i eftermiddag når Skagerrak. Herfra forventes det at placere sig over Danmark og give anledning til kraftig regn og skybrudslignende forhold i Vest- og Sydvestjylland allerede fra sidst på eftermiddagen og særligt i nattetimerne.
DMI har derfor udsendt et varsel om kraftig regn og lokale skybrud langs den jyske vestkyst og i det sydvestlige Jylland. Der forventes mellem 30 og 50 millimeter nedbør i løbet af det kommende døgn, men med store lokale udsving. Nogle steder kan der falde under 30 millimeter, mens andre områder kan blive hårdere ramt med op til eller måske over 50 millimeter. Lokalt i Sydvestjylland er det endda muligt, at nedbørsmængden når helt op omkring 80 millimeter.
Onsdag og torsdag forventes det omskiftelige og regnfulde vejr at fortsætte i store dele af landet, og også vinden vil være mærkbar. De kommende dage vil derfor være præget af regnbyger og ustadigt vejr over store dele af Danmark.
For de danskere, der ønsker sig mere stabilt og solrigt vejr, er Bornholm det bedste bud. Ifølge DMI vil Bornholm det meste af ugen leve op til sit tilnavn “Solskinsøen” med væsentligt pænere vejr end resten af landet.
DMI minder om, at et skybrud defineres som mere end 15 millimeter regn på 30 minutter, mens kraftig regn defineres som mere end 30 millimeter regn på et døgn eller mindre.
Borgere i de berørte områder opfordres derfor til at holde sig løbende opdaterede via DMI’s varsler og tage de nødvendige forholdsregler.
GASTRONOMI. Middelfart er en by, der denne sommer har fået endnu en attraktion på sit gastronomiske landkort. På toppen af byen, hvor Lillebælt smyger sig langs landskabet, ligger konferencecenteret Severin. Normalt kendt for forretningsgæster og konferencer, men i disse sommeruger også kendt for en særlig restaurantoplevelse.
Elevrestauranten på Severin er en nyskabelse. Et sted, hvor det ikke er de garvede fagfolk, men i stedet de unge talenter, der får chancen for at vise deres kunnen. Konceptet er enkelt og sympatisk tænkt, fortæller salgs- og marketingkoordinator Camilla Damgaard Christensen med en begejstring, der næsten er smitsom.
»Det er første gang, vi gør det her. Normalt holder vi åbent for leisuregæster om sommeren, men i år tænkte vi, hvorfor ikke lade eleverne tage ansvar?« siger Camilla og tilføjer, at Severin som en del af mærkningsordningen »Ja tak til elever« ønskede at give de unge en oplæringsperiode ud over det sædvanlige.
»Vi ville give dem de bedste betingelser, og i stedet for at lade de fastansatte kokke og tjenere stå for restauranten, så vi en oplagt mulighed for at lade eleverne vokse med opgaven.«
Elevrestauranten på Severin kører med et menukort, som gæsterne kender det fra almindelige restauranter. Her kan man frit vælge mellem forskellige forretter, hovedretter og desserter, som eleverne selv har været med til at sammensætte.
Og vokset med opgaven, det har eleverne i den grad. En af dem er 19-årige Terkel, der er to år inde i sin kokkeuddannelse. Med en afslappet og samtidig selvsikker tone fortæller han om, hvordan eleverne har fået frie hænder til at udforme menuen, og hvordan de har kastet sig ud i opgaven med stor begejstring.
»Vi har haft utrolig stor frihed til at sætte vores præg på menukortet. Selvfølgelig er køkkenchefen kommet med nogle idéer, men vi elever har bestemt, hvad vi gerne ville servere. Vi har kunnet vælge lidt finere råvarer, og det har været virkelig fedt at få lov til at arbejde med eksempelvis kaviar og sommertrøffel. Der er ikke sparet på noget,« siger Terkel.
Elevrestauranten på Severin drives af unge elever, der selv står for både madlavningen i køkkenet og serveringen ved bordene. En af de elever, der er med til at skabe oplevelsen for gæsterne, er den 19-årige kokkeelev Terkel.
Blandt restaurantens populære retter fremhæver han med særlig stolthed én ret, der både visuelt og smagsmæssigt imponerer gæsterne.
»Vores ceviche med kammusling, anrettet i selve kammuslingeskallen, er virkelig blevet et hit. Det er lækkert, og det er bare noget særligt at kunne præsentere sådan en ret for gæsterne.«
I køkkenet på elevrestauranten er Terkels favorit klart cevichen med kammusling, som han anretter direkte i en muslingeskal. Det er en ret, han altid glæder sig til at lave, fordi den både ser flot ud og smager godt.
Det, der adskiller elevrestauranten fra de mange andre spisesteder i området, er ifølge Camilla Damgaard Christensen netop elevernes ildhu og engagement, som gæsterne hurtigt lægger mærke til.
»Man kan tydeligt mærke passionen. Vi havde en testmiddag, inden vi åbnede officielt, og vi kunne straks se, hvordan eleverne brændte for opgaven. De går op i, at oplevelsen er totalt gennemført og med høj service,« siger hun og understreger, at konceptet handler lige så meget om at give eleverne en vigtig faglig ballast som at give gæsterne en unik madoplevelse.
Terkel selv var inden åbningen lidt nervøs for, hvordan projektet ville forløbe, men indrømmer nu med et smil, at frygten hurtigt blev fejet af bordet.
»Jeg synes faktisk, det har været nemmere, end vi gik og forventede. Vi var nok lidt nervøse for at blive væltet, men vi har klaret det virkelig godt,« siger han.
Og gæsternes reaktioner har bestemt heller ikke ladet vente på sig. Ros og anerkendelse har præget elevrestaurantens første uger, og eleverne mærker tydeligt, at deres hårde arbejde bliver værdsat. Allerede nu har flere besøgende været forbi restauranten mere end én gang.
»Når jeg selv går ud og fortæller om retterne, får vi masser af positiv feedback fra gæsterne. Der er endda flere, der allerede har været her flere gange. Tjenerne siger også tit, at gæsterne har rost maden og oplevelsen meget, og det er bare super fedt at høre,« fortæller Terkel.
Den positive modtagelse betyder også, at elevrestauranten måske ikke kun bliver en engangsoplevelse. Hos Severin er de allerede begyndt at overveje, om konceptet skal gøres til en fast, tilbagevendende del af sommeren.
»Hvis gæsterne bliver ved med at være lige så begejstrede, kan jeg sagtens forestille mig, at vi fortsætter med konceptet næste år. Vi holder åbent hver sommer, og vi er hele tiden på udkig efter nye måder at give både gæsterne og eleverne endnu bedre oplevelser på,« siger Camilla Damgaard Christensen.
På spørgsmålet om, hvad gæsterne helst skal tage med sig fra besøget, svarer Terkel uden tøven, at det handler om at vise, hvad eleverne virkelig er i stand til, når de får lov at udfolde sig med frie hænder. Han håber, at gæsterne forlader restauranten med en klar oplevelse af, at eleverne både har kompetencerne og lysten til at levere en madoplevelse ud over det sædvanlige.
»Jeg håber, at gæsterne går herfra med oplevelsen af, at vi elever virkelig kan noget. At vi sagtens kan være med, også når det gælder lidt finere gastronomi. Og at det, vi laver, virkelig er med hjertet.«
Elevrestauranten på Severin har åbent fra tirsdag til lørdag fra klokken seks til ni, og allerede nu fyldes bordene hurtigt op.
UDDANNELSE. Tusindvis af unge fik mandag nat besked om, hvorvidt de er kommet ind på deres drømmeuddannelse på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, som har afdelinger i blandt andet Odense, Vejle, Fredericia, Jelling og Svendborg. Hele 3182 ansøgere kan nu glæde sig over at være sikret en studieplads. Samlet set er optaget nogenlunde stabilt sammenlignet med sidste år, men der er betydelige forskelle uddannelserne og byerne imellem.
»Antallet af unge er faldende i vores optageområde, så overordnet set er tallene nogenlunde som forventet,« fortæller UCL’s rektor Jens Mejer Pedersen.
Han ser dog med bekymring mod fremtiden, hvor behovet for kvalificeret arbejdskraft ventes at stige drastisk. Det gælder især inden for uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.
»Når det er sagt, kigger vi ind i en fremtid, hvor aftagerne af vores dimittender skriger efter arbejdskraft – både i det private erhvervsliv og i velfærdssektorerne, hvor der mangler lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere,« uddyber Jens Mejer Pedersen.
Af den grund fokuserer UCL aktivt på at udvikle nye uddannelsestilbud, som kan tiltrække flere studerende og nye målgrupper. Det kan eksempelvis være meritforløb rettet mod personer, der allerede har været flere år på arbejdsmarkedet og nu ønsker et karriereskifte.
»Vi har fokus på at udvikle nye uddannelsestilbud, der kan tiltrække nye målgrupper. Det kan eksempelvis være meritforløb målrettet dem, der har været på arbejdsmarkedet i flere år og ønsker at skifte spor,« siger rektoren.
I årets optag ses der også lyspunkter. Erhvervsrettede uddannelser klarer sig godt, og det gælder især finansbacheloruddannelsen, som oplever en markant fremgang med hele 30 procent flere optagne end sidste år.
»Jeg er især glad for, at finansområdet bliver ved med at vækste. Blandt andet optager vi i år 30 procent flere på finansbacheloruddannelsen,« siger Jens Mejer Pedersen.
Bygningskonstruktøruddannelsen viser også fremgang, mens datamatikeruddannelsen oplever en mindre tilbagegang. Ifølge rektoren er dette dog forventeligt, efter flere års vækst på netop den uddannelse.
»Det er også positivt med fremgang på bygningskonstruktøruddannelsen. Omvendt er der en mindre nedgang på datamatikeruddannelsen, som dog har vækstet de senere år og dermed er på et mere forventeligt niveau,« forklarer han.
Sundhedsuddannelserne er til gengæld mere udfordrede. Her er optaget faldet med otte procent i forhold til sidste år. Nedgangen rammer især sygeplejerskeuddannelsen i mindre byer, og det er en tendens, som ifølge UCL også ses på landsplan.
»Til gengæld er det opløftende, at vi kan opretholde høje optagelsestal på vores fire øvrige sundhedsuddannelser,« understreger Jens Mejer Pedersen.
Optaget på pædagog- og socialrådgiveruddannelserne er samlet set gået en smule tilbage, især på campus i Odense. Til gengæld går læreruddannelsen frem i Odense, mens de mindre campusser som Fredericia, Jelling og Vejle oplever en tydelig tilbagegang. Onlineversionen af socialrådgiveruddannelsen oplever dog stor interesse og et stigende optag.
»Det glæder mig at se fremgangen på onlineudgaven af socialrådgiveruddannelsen. Det viser, at vi rammer noget rigtigt, når vi eksempelvis tilbyder fleksible formater, der kan kombineres med job, familieliv eller en hverdag langt fra campus,« siger Jens Mejer Pedersen.
Ansøgere, der ikke fik en plads i første omgang, har dog stadig en chance. Allerede fra 28. juli åbner UCL muligheden for efteroptagelse på flere uddannelser, som både har studiestart i september og februar. En oversigt over ledige studiepladser findes på UCL’s hjemmeside.
KRIMI. Fredag aften strømmede omkring 34.000 feststemte gæster til Dyrskuepladsen i Odense for at opleve årets Grøn Koncert, og ifølge Fyns Politi blev arrangementet afviklet uden de store problemer, selvom enkelte episoder dog alligevel krævede politiets indblanding.
Politiet melder om i alt tre hændelser fra koncertpladsen, hvoraf to var voldssager, mens én var en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den første episode fandt sted kort efter klokken 19. Her forsøgte tre unge mænd at hjælpe en ven, der havde fået det dårligt, men situationen udviklede sig til tumult, da de kom i konflikt med en 53-årig mand fra Odense Kommune. Den 53-årige blev efterfølgende sigtet af politiet.
Knap en time senere, klokken 20.19, måtte politiet rykke ud igen. Denne gang var det en 29-årig mand, også fra Odense Kommune, der tilsyneladende helt uprovokeret gik hen til en anden koncertgænger, som stod og snakkede med sine venner, hvorefter han begyndte at skubbe og rive ham i venstre overarm. Den 29-årige blev ligeledes sigtet af politiet.
Fyns Politi fremhæver imens i forbindelse med offentliggørelsen af døgnrapporten, at Grøn Koncert alt i alt forløb som »et roligt arrangement med relativt få sager i forhold til antallet af mennesker samlet.«
STUDIE. Mandag morgen har 4.415 håbefulde ansøgere modtaget den gode nyhed om en studieplads på Syddansk Universitet (SDU). Men samtidig med glæden melder SDU også om et lidt lavere optag end sidste år. Det skyldes først og fremmest universitetets øgede fokus på højere adgangskrav og kvalitet frem for kvantitet.
Det samlede antal tilbudte studiepladser på SDU er således faldet med 229 i forhold til sidste år, hvilket ifølge universitetet selv er et led i bestræbelserne på at skabe bedre læringsmiljøer og en højere kvalitet i uddannelserne.
Prorektor på SDU, Helle Waagepetersen, forklarer:
»At vi tilbyder lidt færre pladser i år, er i overensstemmelse med de tiltag, vi har indført for at sikre endnu bedre læringsmiljøer og højere kvalitet i uddannelserne. Vi har skærpet adgangskravene og sigter efter det gode match mellem studerende og studie. Det skaber bedre forudsætninger for trivsel og faglig udvikling – og i sidste ende flere dygtige dimittender.«
Rekordmange optaget via kvote 2
En af årets tydelige tendenser er den markante stigning i antallet af studiepladser tilbudt via kvote 2. Her er antallet steget med hele 18 procent i forhold til sidste år, mens kvote 1-optaget, baseret på karaktergennemsnit, er faldet med 14 procent. Det skyldes ikke mindst det generelle karakterkrav på 7,0, som SDU allerede indførte sidste år.
Dermed afspejler universitetets optag også en generel udvikling i retning af en mere helhedsorienteret vurdering af ansøgernes kompetencer fremfor alene at kigge på karakterer.
Sundhedsvidenskab i fremgang
Når man zoomer ind på de forskellige fakulteter, er der især vækst at spore på de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Her har SDU oplevet en stigning på ni procent i antallet af tilbudte pladser. Den nye psykologiuddannelse i Esbjerg har i høj grad bidraget til denne positive udvikling, ligesom også medicinstudiet i Odense har optaget lidt flere studerende end tidligere.
Også på naturvidenskab er der små, men positive takter med en vækst på to procent i forhold til sidste års optag.
Humaniora hårdest ramt
På humaniora oplever man derimod et markant fald på 23 procent. De klassiske humanistiske fag som dansk, historie og filosofi har oplevet lavere søgning, samtidig med at færre ansøgere opfylder de skærpede adgangskrav. Også ingeniøruddannelserne oplever en nedgang på 11 procent samlet, selvom enkelte uddannelser som civilingeniør i mechatronics er i markant vækst med over 50 procent flere tilbudte studiepladser i år.
Esbjerg går kraftigt frem – Kolding og Sønderborg tilbage
Ser man på SDU’s forskellige campusser, træder Esbjerg tydeligt frem med en vækst på hele 74 procent sammenlignet med 2024. Denne udvikling skyldes først og fremmest interessen for den nye psykologiuddannelse i byen.
Omvendt har Kolding og Sønderborg oplevet fald på henholdsvis 26 og 10 procent på grund af færre kvalificerede ansøgere. Campus Odense oplever en moderat tilbagegang på fem procent.
Små ændringer blandt internationale studerende
Antallet af optagne internationale studerende ligger stadig højt på SDU, men antallet af tilbudte pladser til studerende fra EU samt Norge og Island er faldet en smule sammenlignet med sidste år. Antallet af optagne fra lande uden for EU er dog uændret.
Trods den samlede nedgang i studiepladser er Helle Waagepetersen tilfreds med resultatet:
»Vi glæder os over, at vi også i år har tiltrukket mange dygtige og motiverede ansøgere til vores uddannelser – og at vi har kunnet tilbyde studiepladser til næsten lige så mange som sidste år, selvom vi har skærpet adgangskravene.«
Hun understreger, at SDU står stærkt i en tid med færre unge og øget konkurrence, og hun ser frem til at byde velkommen til en ny årgang, som får mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Ansøgere, der har fået tilbudt en studieplads, skal huske at takke ja senest den 4. august via universitetets digitale selvbetjening på optag.sdu.dk.
Skulle man ikke have fået en studieplads endnu, er det stadig muligt at ansøge via ledigepladser.sdu.dk.
KULTUR. Årets udgave af Grøn-turnéen var historisk på mange fronter. Fra den hæsblæsende billetsalgsstart til vejrets lunefulde temperament, der både gav publikum bagende sol og voldsomt skybrud, blev Grøn 2025 en oplevelse, de færreste nok vil glemme.
Efter bare ét døgn var der afsat imponerende 175.500 billetter, og før turnéen overhovedet begyndte, kunne Tuborg og Muskelsvindfonden hænge “udsolgt”-skiltet op – med en samlet publikumsrekord på 199.000 glade gæster. Dermed har årets Grøn-turné markeret sig som den mest succesfulde i arrangementets mere end 40-årige historie.
Men Grøn 2025 blev ikke kun en historisk succes målt på billetsalget. Vejret sørgede også for at skrive sig ind i festivalens historie med dramatisk blæk. Første halvdel af turnéen var en sand sommerfest under en af de varmeste perioder, Grøn nogensinde har oplevet. Men i Esbjerg slog vejret om med et skybrud, der tvang arrangørerne til at afbryde koncertdagen midt under Pils optræden. En oplevelse, der for alvor satte arrangørernes evner og gæsternes tålmodighed på prøve.
Alligevel var der ingen tegn på opgivelse – tværtimod. Direktør for Muskelsvindfonden, Henrik Ib Jørgensen, understreger, at støtten fra publikum i år har været ekstraordinær og dybt rørende:
»Det har været to meget vilde uger. Selvom vi blev ramt af ekstremt vejr i Esbjerg, kan vi nu alligevel se frem mod et flot overskud. Det overskud er mere vigtigt end nogensinde, fordi vores medlemmer er pressede i hverdagen, og fordi behovet for forskning i muskelsvind aldrig har været større. Derfor er jeg også overvældet af taknemmelighed over den massive opbakning, vi har oplevet.«
Netop koncerten i Esbjerg fremhæves af Muskelsvindfondens indsamlingschef, Theis Petersen, som et vendepunkt, der viste, hvad Grøn og dets publikum egentlig står for:
»Årets turné har været noget af det vildeste, vi har oplevet. Vi gik fra ekstrem varme til et pludseligt skybrud med lyn og torden i Esbjerg, hvor vi blev nødt til at afbryde koncerten. Men måden, publikum reagerede på – hjælpsomt, forstående og solidarisk – viste præcis den styrke og ånd, Grøn handler om.«
Trods udfordringerne i Esbjerg var turnéen tilbage på benene allerede dagen efter, da Grøn besøgte den største plads i Odense med fornyet energi. Den afsluttende koncert i Valby samlede hele 30.500 festglade gæster, som sammen med artister og frivillige satte et festligt punktum for en mindeværdig sommer.
Nu kan Muskelsvindfonden se frem til et solidt overskud, der styrker arbejdet med at skabe bedre liv for mennesker med muskelsvind. Overskuddet går blandt andet til forskning, oplysning og ikke mindst fondens arbejde for et samfund, hvor der er plads til forskellighed.
Og Theis Petersen lægger ikke skjul på, at man allerede nu glæder sig til næste års turné:
»Vi skylder alle involverede en kæmpe tak for den støtte og opbakning, vi har mærket hele vejen rundt. Vi glæder os allerede til at vende tilbage næste år – og ikke mindst til at tage revanche i Esbjerg. Tusind tak for i år!«
Et nyt borgerforslag rejser en principiel debat om demokrati, tillid og respekt for vælgernes kryds. Forslaget er stillet af Kaj Johansen, tidligere medlem af...
POLITIK. Fra årsskiftet bliver det både nemmere og hurtigere for danske bilister at finde den billigste benzin og diesel. Nye regler betyder, at brændstofselskaberne...
Med jule- og nytårstiden retter pressens fokus sig pr. automatik ukritisk mod hjemløshed, julehjælp og fyrværkeri. Det er de samme gamle travere der trækkes...
Fyns Politis døgnrapport for torsdag den 18. december rummer flere færdselsuheld på motorvejen, et alvorligt trafikuheld nær jernbanen samt indbrud og sigtelser for narkokørsel...
POLITIK. Bridgeforeninger over hele landet kan ånde lettet op. Skatterådet har slået fast, at bridge kan betragtes som en kulturel aktivitet, og dermed kan...