Forebyggelsesaftale skuffer Kræftens Bekæmpelse

0

Sundheden i befolkningen bliver næppe bedre med den nye forebyggelsesplan mod børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol, vurderer Kræftens Bekæmpelse.

Højere priser på cigaretter er isoleret set det mest effektive virkemiddel til at undgå, at børn og unge begynder at ryge. Derfor er Kræftens Bekæmpelse forundret over, at et markant prishop på tobak ikke er en del af den nye aftale om forebyggelse målrettet børn og unge, som regeringen netop har indgået med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet.

– Jeg må helt ærligt sige, at jeg er skuffet. Man har fravalgt det mest effektive værktøj, når det handler om at få nedbragt antallet af børn og unge, der begynder på den livsfarlige vane, det er at ryge, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Befolkningen ønsker prishop
Hvert år dør op mod 16.000 mennesker i Danmark af rygerelaterede lidelser. Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at en pakke cigaretter koster over 100 kroner. Det vil gøre det sværere for børn og unge at begynde at ryge, og det vil motivere voksne rygere til at holde op.

Og befolkningen er enig. Ifølge en meningsmåling fra Epinion i juni mener 62 pct., at en pakke cigaretter bør koste 100 kr. Men en sådan prisstigning er tilsyneladende for ambitiøs for aftalepartierne, der har hældt den ned ad brættet med henvisning til, at det bliver for dyrt for statskassen.

– Det er en forkert beslutning at prioritere kortsigtede hensyn til statskassen over folkesundheden og fortsat gøre sig afhængig af tobaksindtægter, siger Jesper Fisker.

– Resultatet skuffer i forhold til de politiske udmeldinger, som især de tre regeringspartier tidligere er kommet med hver for sig, siger Jesper Fisker om aftalen.

Han ser dog nogle positive elementer i aftalen: Prisen på nikotinprodukter stiger, kontrollen med salg af alkohol, nikotin og tobak til mindreårige øges, og der er sat penge af til at hjælp dem, der er blevet afhængige og vil stoppe med at ryge eller bruge nikotin.

Europamestre i druk
På alkoholfronten har partierne aftalt, at unge fremover skal være fyldt 18 år, for at købe drikkevarer med en alkoholprocent på 6 eller mere. Jesper Fisker er forundret over, at partierne har valgt at se bort fra Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at unge under 18 slet ikke bør drikke alkohol.

– Alkohol øger risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft. Alkoholvaner grundlægges i ungdommen, og danske børn og unge har europarekord i druk. Det kommer der næppe til at blive ændret på nu. Tværtimod sender man et signal om, at unge trygt kan fortsætte med at drikke løs, så længe de holder sig til øl og alkoholsodavand, siger Jesper Fisker.

ROCKWOOL Fonden: Tvivlsomt om forebyggelsesplan vil reducere de 16-17-åriges alkoholforbrug

0

Regeringen lancerer i dag deres forebyggelsesplan med det formål at få flere og bedre muligheder for at sætte effektivt ind overfor børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.

Særligt i forhold alkoholforbruget ønsker regeringen fremover:

– At unge 16-17-årige kun kan købe almindelige øl (med en alkoholvolumenprocent under 6 pct) i butikkerne.
– At der ikke skal sælges alkohol til personer under 18 år mellem kl. 22:00 og 08:00 i de såkaldte nattelivszoner.
– At skabe bedre rammer for øget kontrol med aldersgrænserne for salg af alkohol.
– Aftalens effekt er tvivlsom

Forskningsprofessor fra ROCKWOOL Fonden, Jeanette Østergaard, tvivler dog på, at aftalen vil have den store effekt i forhold til de helt unge:

– Det er tvivlsomt, om regeringens begrænsninger på salg af alkohol reelt vil reducere alkoholforbruget hos den gruppe, vi bør have fokus på, nemlig de 15-17-årige. Vi har allerede en 16-års lovgivning for salg af alkohol i butikkerne, som kun virker i begrænset omfang. Og fra vores undersøgelser ved vi, at de unge oftest drikker alkohol hjemme eller til privatfester, hvorfor initiativet med nattelivszoner heller ikke vil have den store effekt, udtaler forskningsprofessor Jeanette Østergaard fra ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed og tilføjer:

– Skal regeringens initiativer have effekt, skal det være fordi, at regeringens begrænsning af de unges alkoholadgang til stærkere alkoholprodukter skubber til en generel holdningsændring i samfundet – ikke mindst blandt forældrene, som skal indstille sig på, at unge i dag ikke skal drikke på samme måde, som da de selv var unge tilbage i 90’erne.

Forældrene er nøglen til at ændre drukkulturen

– Så længe alkohol er tilgængelig for unge under 18 år, bliver det vanskeligt at rykke meget ved de helt unges høje forbrug. Fra forskningen ved vi, at de unges drukvaner hænger tæt sammen med, hvad deres forældre synes og gør. Og kigger man mod dem, så flyder alkoholen jo også her. Fra vores tidligere undersøgelser ved vi også, at unge i høj grad får alkohol fra deres forældre og især ældre venner, og søskende. Familien – og særligt forældrene – er en vigtig nøgle til at ændre drukkulturen, udtaler forskningsprofessor Jeanette Østergaard fra ROCKWOOL Fondens Interventionsenheden.

Der er sket fremskridt

– I løbet af de sidste 25 år er vi lykkedes med at reduceret andelen af unge, som drikker fuldskabsorienteret, væsentligt. Fra den Europæiske Rusmiddelundersøgelse ved vi, at andelen af 15-16-årige danske unge, som drak fem eller flere genstande ved samme lejlighed (binge-drikning) faldt fra 72 % i 1999 til 57 % i 2015. Unge i 90’erne drak sig altså meget mere fulde end unge gør i dag, udtaler forskningsprofessor Jeanette Østergaard fra ROCKWOOL Fondens Interventionsenheden.

I dag ankom en helt unik urne til Frihedsmuseet

0

Frihedsmuseet fik i dag overdraget en urne fra kz-lejren Neuengamme, som måske har indeholdt knoglerester fra den danske modstandsmand Preben Holger Larsen. Knogleresterne blev begravet i Mindelunden sidste år, og nu kommer urnen altså på museum.

Frihedsmuseet modtog i dag en urne, som gemmer på en helt særlig og mystisk historie.

I 70 år stod urnen på et museum i London med Preben Holger Larsens navn samt fødsels- og dødsdato på låget – og på museet var også de knoglerester, der havde været i urnen.

Preben Holger Larsen døde i 1944 i den tyske koncentrationslejr Neuengamme og blev efterfølgende brændt i lejrens krematorium. Da briterne befriede lejren i 1945, tog en britisk militærlæge af uvisse årsager urnen med Preben Holger Larsens navn på med sig hjem – siden kom urnen på et museum i London.

Her stod den indtil 2022, hvor den kom til Danmark, og knogleresterne blev den 29. august begravet i Mindelunden i Hellerup – her ligger 136 modstandspersoner begravet. En retsmedicinsk undersøgelse udført af det engelske museum fastslog, at de jordiske rester stammede fra en mand i alderen 40-50 år. Preben Holger Larsen blev 26 år, men selvom der var uoverensstemmelse med den retsmedicinske undersøgelse, valgte man efter familiens ønske at begrave de jordiske rester i Mindelunden, i KZ-gravlunden, hvor andre KZ-ofre blev begravet i 1947.

Urnen fra Neuengamme var dog i så dårlig stand, at knogleresterne blev begravet i en anden urne. Og det er altså den originale urne, der i dag er ankommet til Frihedsmuseet.

– Vi er meget glade for at kunne tilføje urnen til museets samlinger. Ligesom Frihedsmuseet fortæller den nemlig en helt særlig historie om de danskere, der traf valget om at gå til modstand mod Hitlers Nazityskland. Preben Holger Larsen endte med at betale den ultimative pris for det, han troede på. Hvad der får et menneske til at tilsidesætte sig selv for et højere formål er lige så relevant i dag som dengang, siger museumschef David Høyer.

Det er Mindelunden, der har valgt at overdrage urnen til Frihedsmuseet.

– At få afleveret urnen til Frihedsmuseet er meget afgørende for vores fælles historie, da vi sikrer, at historien om urnen og Preben Holger Larsens skæbne bevares til eftertiden. Urnen fortæller en usædvanlig historie om en meget lang rejse tilbage til Danmark. Urnen er et stærkt bevis på de menneskelige tab, som modstandspersonerne gav i kampen for et frit og demokratisk Danmark, siger daglig leder Anna Wagn, der i dag overdrog urnen.

Black Friday 2023: Danskerne skruer ned for forbrugsfesten, mens digitale ønskelister oplever stigende interesse

0
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Årets største shoppingdag, Black Friday, nærmer sig, men danskernes forbrugsmønstre ser ud til at være under forandring. Prognoser viser en nedgang i forbruget på 20-25% sammenlignet med sidste år. Samtidig oplever digitale ønskelister fortsat stigende popularitet. Hvordan påvirker det årets julehandel?

Ifølge Dansk Erhverv forventes forbruget på Black Friday i år at falde med 20-25% sammenlignet med 2022. Danskeres øgede økonomiske bevidsthed har skabt plads til nye digitale platforme som f.eks. ønskeliste appen Cupio, der lokker med gennemsnitlige besparelser på 20%.
Årets største shoppingdag, Black Friday, nærmer sig, og Danmark forbereder sig på endnu en forbrugsfest. Dog viser de seneste prognoser, at danskerne er blevet væsentligt mere mådeholdende, når det kommer til deres økonomi. Dansk Erhverv estimerer, at danskerne i år vil bruge omkring 3,4 mia. kr. på Black Friday, hvilket er en nedgang på 20-25% i forhold til 2022. En stærk indikation på, at danskernes forbrugsvaner er under forandring. Det rejser naturligt også spørgsmål om, hvordan julehandlen vil forme sig i år.

Julehandel i skyggen af forbrugsnedgang

Black Friday er ikke kun en dag med vilde tilbud, det er for mange også startskuddet til årets julehandel. Traditionen tro køber mange årets første julegaver på denne dag, og i jagten på den perfekte gave har digitale ønskelister for længst erstattet papir og blyant. Især Ønskeskyen har i de seneste år stået stærkt som danskernes foretrukne digitale ønskeliste med over 2 millioner brugere alene i Danmark (kilde: Ønskeskyen). Den digitale platform har ikke kun gjort det lettere for folk at udveksle ønsker, men sikrer også, at gaverne rammer plet, hver gang.

De skiftende forbrugsmønstre har dog også skabt grobund for nye spillere. En af disse spillere er den danskudviklede ønskeliste app Cupio, der med en ny funktion adskiller sig fra konkurrenterne.

Barndomsvennerne Frederik Olesen (tv.) og Christian Hartvig (th.) står bag den nye ønskeliste app Cupio, der allerede er blevet hentet af tusindvis af danskere.
Dæmpet forbrug blev inspiration til ny dansk ønskeliste app

Cupio, der er udviklet af barndomsvennerne 29-årige Frederik Olesen og 32-årige Christian Hartvig, har på rekordtid tiltrukket tusindvis af danske brugere. Det unikke ved Cupio er dens automatiske prissammenligning på over 2,5 millioner produkter, hvilket ifølge egne tal fra Cupio resulterer i en gennemsnitlig besparelse på 20% per ønske. En besparelse, der ofte omsættes til større gaver, til glæde for både giver og modtager.

Hvor andre digitale ønskelister dog har fokus på særlige lejligheder, tager Cupio skridtet videre. Christian Hartvig, medstifter af Cupio, udtaler:

– Da vi lancerede Cupio sidste år under en periode med rekordhøj inflation og dæmpet forbrug, ønskede vi at skabe mere end bare en traditionel ønskeliste app. Vores prissammenligningsfunktion virker året rundt, hvilket gør Cupio velegnet til både særlige lejligheder som jul, fødselsdag og bryllup, men i lige så høj grad også til alt det, vi går og ønsker os i dagligdagen.

At Cupio er en seriøs spiller, understreges gennem samarbejdet med store internationale brands som Nike, Sephora og Samsung. Med Cupio-appen har de to unge iværksættere skabt en platform, hvor brugerne ikke kun kan spare penge ved direkte køb, men også ved at optjene point, der kan veksles til eksklusive rabatkoder.

Black Friday er blevet en indikator for dansk økonomi

Traditionelt set har Black Friday været synonymt med tilbudsjagt og rekordstore salgstal, men årets Black Friday tegner på mange måder til at blive anderledes end tidligere år. Dagen er blevet en indikator for, hvordan danskernes indkøbsvaner udvikler sig. Ønskeliste apps som Ønskeskyen og Cupio giver forbrugerne mulighed for at navigere i dette forandrede landskab og skabe en mere bevidst og målrettet julehandel.

Med en stigende bevidsthed om forbrugernes rolle i samfundet er det tydeligt, at danskerne nu i højere grad handler med både omhu og omtanke – selv når det kommer til årets største shoppingbegivenhed.

USTC-konglomeratet udgiver anden bæredygtighedsrapport

0

United Shipping & Trading Company (USTC) udgiver for andet år i træk en bæredygtighedsrapport. Rapporten fokuserer i år på etableringen af standarder på tværs af organisationen, blandt andet politikker målrettet bæredygtige initiativer og ligestilling.

I 2022 offentliggjorde den familieejede shipping- og energikoncern United Shipping & Trading Company (USTC) virksomhedens første bæredygtighedsrapport. Dengang krævede det at etablere en helt ny metodik for rapportering baseret på nye datasæt og retningslinjer. Den nye bæredygtighedsrapport for 2022/2023 udbygger og fremhæver koncernens arbejde med at styrke rammerne for både vækst og ESG på tværs af konglomeratet.

Nødvendigheden af arbejdet med øget intern klarhed over centrale retningslinjer og styring, også kaldet governance, understreges af, at USTC-konglomeratet opererer i flere brancher, der hver især er underlagt hurtige teknologiske fremskridt. Dette gør arbejdet med struktur nødvendigt for at imødekomme nye initiativer på tværs af gruppen rettet mod en fælles og langtidssikret ESG-indsats.

– Vores første bæredygtighedsrapport var på flere måder nyskabende. Derfor har vi i år også målrettet at bygge videre på de standarder og rutiner, som skal ligge til grund for integrationen af vores datterselskaber med den overordnede ESG-ramme. I dette arbejde har det været meget betryggende for os som ejerfamilie at se, at når vi pålægger nye rammer og sætter nye ambitioner for vores virksomheder, påtager hvert datterselskab sig at udnytte disse rammer og implementere initiativer endda ud over forventningerne, siger Mia Østergaard Rechnitzer, medejer og Chief Governance Officer hos USTC.

Med en tilgang, der både inddrager selskabernes behov og forener dem med USTC og ejerfamiliens ambitioner for ESG, er det lykkedes at nå flere milepæle det seneste år, såsom mere lige kønsfordeling i datterselskabernes bestyrelser, politikker om barsel- og seniorinitiativer samt CO2-regnskaber.

Fælles rammer styrker globale initiativer

At bevare selvstændigheden og mandatet hos datterselskaberne, samtidig med at der fra USTC pålægges centrale krav til ESG, har været en høj prioritet for Mia Østergaard Rechnitzer.

– Den måde USTC og vores virksomheder er gået til værks i forbindelse med ESG, viser sig både i vores M&A profil, vores investeringer og vores arbejde med optimering. For eksempel forpligter Bunker Holding Group sig til at investere USD 50 millioner over de næste fem år i nye udviklinger og partnerskaber; og energioptimering af logistikcentrene i Europa hos SDK FREJA har udmøntet sig i en samlet reduktion af energiforbruget på nogle af lagerfaciliteterne, i nogle tilfælde helt op til 50 procent, siger Mia Østergaard Rechnitzer og tilføjer:

– De enkelttiltag vi allerede har opnået, er en stor kilde til stolthed for mig og resten af organisationen; og i tillæg til vores politikker, der sigter mod vores medarbejderes velfærd, udgør det en målbar forskel for vores samlede medarbejdertilfredshed, hvilket også fremgår af vores tilfredshedsundersøgelse, der igen i år viser stærke eNPS- og engagementsscorer, siger Mia Østergaard Rechnitzer.

Synergier på tværs af datterselskaberne har også spillet en vigtig rolle i årets arbejde. Bunker Holding og rederiet Uni-Tankers har i fællesskab gennemført forsøg med alternativt brændstof på Uni-Tankers’ flåde; dette, kombineret med maling, motor- og ruteoptimeringer, har resulteret i emissionssænkninger på mellem 8 og 15 procent per skib. Og på opkøbsniveau har USTC fortsat med opkøbet af en majoritetsandel i Nordic Waste, et jordbehandlingsfirma fokuseret på at rense og genindvinde råmaterialer fra jord og murbrokker.

Kravene fra blandt andet ESRS rapporteringsstandarderne med flere er undervejs. I USTC er disse øgede krav til transparens dog velkomne. Mere data og bedre systemer er nøglen til at opdage og dyrke nye ansvarlige forretningsmuligheder. Et område hvor USTC fortsat har høje ambitioner.

T. Hansen Gruppen vinder varemærkekonflikt over amerikansk cykelgigant

0

T. Hansen Gruppen har netop vundet en sag i Højesteret om påstået varemærkekrænkelse. Sagsanlægget blev indledt i 2018, og det blev fremført af den amerikanske cykelgigant, Trek Bicycle Cooperation.

Efter seks års juridisk strid har T. Hansen Gruppen A/S, der har 84 butikker i Danmark, netop vundet en sag i Højesteret. Sagen startede tilbage i 2018, hvor amerikanske Trek Bicycle Cooperation lagde sag an mod T. Hansen Gruppen med baggrund i en påstået varemærkekrænkelse relateret til betegnelserne OUTTREK og OUTREK TECHNOLOGY.

Sagen er siden start blev ført af Partner, Advokat(H) Janne Glæsel, Nyborg & Rørdam Advokatfirma P/S i samarbejde med Birgitte Waagepetersen fra et af Danmarks ældste patent- og varemærkebureauer, Budde Schou A/S.

– Vi er naturligvis glade for, at vores klient efter så mange år nu endelig har fået rettens ord for, at de ikke har foretaget den påståede varemærkekrænkelse, siger Birgitte Waagepetersen, der er Trademark Attorney i Budde Schou.

Forbrugere hader skruelåg

0
Over 15kr for en liter letmælk, kan hurtigt ses på madkontoen. Foto: Laura Hedegaard Holm og Jessica Fløe Nørgaard, Ullerup Bæk Skolen

I lyset af en stigende forbrugerutilfredshed med de nye fastmonterede skruelåg på mælkeprodukter, har Thise Mejeri og Coop truffet en beslutning om at vende tilbage til traditionelle åbningstyper for nogle af deres mælkevarianter. Denne ændring kommer efter EU’s 2019 direktiv om engangsplast, der kræver, at plastiklåg og kapsler skal være fastgjort til deres beholdere for at mindske plastaffald, som udgør 85% af alt affald på strandene.

Arla, en anden stor mælkeproducent i Danmark, har oplevet en lignende forbrugerstorm på grund af de samme skruelåg. Flere hundrede forbrugere har udtrykt deres frustration over de nye låg på Arlas Facebook-side, hvilket tydeliggør, at dette er et bredere problem i branchen.

Thise Mejeri og Coop har reageret hurtigt på kritikken. De har annonceret, at de vil fjerne de udskældte skruelåg fra de fem mest solgte mælketyper. De nye, fastmonterede skruelåg, som havde været i brug i fire uger, blev mødt med betydelig utilfredshed fra forbrugerne. Klagerne omfattede problemer som låg, der faldt ned i mælken ved hældning, samt generel utilfredshed med åbningsmekanismen.

I modsætning til Arla, der stadig arbejder på at implementere EU’s direktiv, har Thise Mejeri og Coop valgt at prioritere kundetilfredshed ved at genindføre den gamle åbningstype uden plastiklåg.

Beslutningen er særlig relevant i betragtning af EU’s indsats for at bekæmpe plastforurening. Mens lovgivningen sigter mod at reducere miljøpåvirkningen fra plastikaffald, står producenterne over for udfordringen ved at finde løsninger, der både opfylder miljømæssige krav og tilgodeser forbrugernes præferencer.

Men den store forbrugerstorm, hvor mange har brokket sig og direkte haft svært ved at hælde mælk op, vælger Coop og Thise Mejeri at droppe lågene.

Risiko for lokale oversvømmelser

0

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om kraftig regn, der forventes at påvirke den sydlige halvdel af landet fra mandag aften til tirsdag formiddag. Varslingen dækker områder som Syd- og Sønderjylland, Sydfyn, Lolland, Falster, Møn og det sydligste Sjælland. Ifølge DMI forventes nedbørsmængder at ligge omkring 30 mm, selvom varslet dækker op til 50 mm.

Et lavtryk vest for Esbjerg er i bevægelse mod øst og vil bringe udbredt regn til den centrale og østlige del af Danmark. Selvom regnen er aftaget i Vestjylland, og kun sporadiske byger forventes her, vil opklaringen også bevæge sig østover.

DMI’s kriterium for kraftig regn er mere end 30 mm inden for varslingsperioden. Med de allerede velfyldte danske åer og vandløb, advarer DMI om, at de forventede regnmængder kan medføre lokale oversvømmelser. Dette understreges af rapporter fra Brejning Station, hvor tunnellen er rapporteret oversvømmet.

Borgere i de berørte områder opfordres til at forberede sig på potentielle oversvømmelser og holde sig opdateret via DMI’s hjemmeside og lokale nyhedskilder. 

Sikkerhedsforanstaltninger som at sikre lavtliggende ejendomme og holde sig væk fra oversvømmede områder anbefales.

Første landsdækkende telemedicinløsning forbedrer livet med KOL

0
(Foto: AVISEN)

En tryggere hverdag. Færre akutindlæggelser. Bedre mestring af egen sygdom. Nu lancerer regionerne og kommunerne det første landsdækkende telemedicin-tilbud. Den nye digitale løsning i hjemmet til borgerne med KOL vil øge livskvaliteten for mennesker, der lever med den alvorlige kroniske sygdom. Lungeforeningen forudser, at det vil skabe mere tryghed for patienterne.

Alle fem regioner og 98 kommuner udruller nu det første landsdækkende telemedicin-tilbud, som kan hjælpe med til at forebygge unødvendige indlæggelser og øge livskvaliteten hos borgerne.

11 kommuner og Region Nordjylland har allerede testet tilbuddet, og resultaterne viser det store potentiale: 11 procent færre indlæggelser, 20 procent kortere indlæggelser sammenholdt med kontrolgruppe, 62 procent oplevede øget kontrol med sygdommen, og 72 procent oplevede øget tryghed og at mestre sygdommen bedre.

Nye digitale løsninger i sundhedsvæsenet er bydende nødvendige. Først og fremmest for at give danskere, der lever med en kronisk sygdom, en bedre og tryggere hverdag. Men også fordi der er et stigende pres på hospitalerne og i kommunerne, da befolkningen bliver ældre, og vi bliver flere kronikere med behov for flere sundhedsydelser.

Den nationale udbredelse af telemedicin er en del af den fællesoffentlige strategi for digital sundhed aftalt i økonomiaftalerne og en del af ambitionen om et mere nært sundhedsvæsen, hvor behandlingen rykker tættere på borgeren.

Danske Regioner: En milepæl for mere behandling i hjemmet

Med telemedicin måler og registrerer KOL-patienter selv puls og iltmætning, mens en sygeplejerske fra kommune eller hospital er i løbende dialog med borgeren og tager kontakt og inddrager lægen, hvis borgeren får det værre. Målingen og dialogen kan gøre patienten mere tryg i hverdagen, bedre til at tage hånd om egen sygdom og forebygge unødige indlæggelser på hospitalet.  

– Det er hårdt at leve med en kronisk sygdom, og derfor vil regionerne gøre livet lettere for de mange tusinde patienter, der lever med en kronisk sygdom eller er pårørende. Det første nationale telemedicin-tilbud er en milepæl for bedre og tryggere behandling tættere på hjemmet for mennesker med KOL. Teknologien letter desuden presset på vores hospitaler i hele landet, og det er der virkelig brug for, siger formand for Danske Regioners politiske arbejdsgruppe om digitalisering og datadeling, Lars Gaardhøj.

KL: Giver behandling på borgernes præmisser

Investering i telemedicin er et af svarene for, at vi med begrænsede ressourcer i sundhedssektoren kan levere højere kvalitet i behandlingen til flere mennesker. Samtidig er det med til at sikre, at borgerne kan leve et dagligdagsliv uden mange indlæggelser eller kontroller på ambulatorier, som et liv med en sygdom som KOL ellers er kendetegnet ved.

– Nu kan borgerne trygt leve et almindeligt dagligdagsliv i deres eget hjem, hvor hjemmesygeplejen og lungeafdelingen inddrages, når der er brug for det. Det giver behandling på borgernes præmisser. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu har en virkelig god løsning, som kan tage rigtig meget af presset på sundhedsvæsenet – både i morgen og i fremtiden. Det er godt for patienterne og for sundhedspersonalet i hele landet. Vi glæder os meget til at få det rullet ud, siger Sisse Marie Welling, fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg.

Lungeforeningen: Et godt første skridt som sikrer tryghed og bedre sygdomsmestring

Det er rigtig positivt, at de telemedicinske løsninger kommer nu. De reducerer ikke bare antallet af indlæggelser, men giver også borgeren bedre indsigt i sin sygdom og skaber øget tryghed i hverdagen.

– I Lungeforeningen glæder vi os over, at den telemedicinske løsning nu udrulles, i første omgang til borgere med meget svær KOL. Det er et godt første skridt på vejen til at sikre borgere med KOL en mere tryg hverdag. Vi håber på sigt, at målgruppen for tilbuddet udvides, samt at der gives øget adgang til sundhedspersonale, som det fx ses i Region Sjælland, hvor den telemedicinske løsning suppleres med et andet telemedicinsk tilbud PræCareKOL, hvor patienterne har adgang til rådgivning fra sundhedspersonalet hver dag til kl. 19, siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.

Planen er, at regionerne og kommunernes nye digitale platform til borgere med KOL skal danne basis for nye tilbud for andre kroniske sygdomme som fx hjertesvigt.

Fakta om telemedicin: Tryg i eget hjem

I 2023 lancerer regioner og kommuner et nationalt telemedicinsk tilbud målrettet borgere med svær kronisk obstruktiv lungesygdom, forkortet KOL. Det er på baggrund af tidligere økonomiaftaler om national visitation mellem regeringen, Danske Regioner og KL. Tilbuddet forventes fuldt udrullet i løbet af 2024. Telemedicinløsningen Telma er udviklet regioner og kommuner i et fælles samarbejde på tværs af landet og baseret på infrastruktur mellem regioner, kommuner og almen praksis fra organisationen Fælles Understøttelse af Telemedicin (FUT). 

Bedre greb om sygdommen
For at blive en del af tilbuddet skal borgere henvises af den praktiserende læge eller af hospitalslægen. Borgeren får udleveret en tablet (en lille computerskærm) og måleredskaber og får en grundig oplæring i at bruge udstyret. Borgeren måler løbende fx puls og iltindhold i blodet, og sygeplejersken fra kommunen eller sygehuset gennemgår og vurderer resultaterne. Er der tegn på forværring af KOL eller andet, kontakter sygeplejersken borgeren for at undersøge, om der er behov for yderligere behandling. Den hurtige opfølgning og hjælp i situationen betyder, at unødige indlæggelser kan undgås. De løbende målinger og dialogen med sygeplejersken støtter borgeren i at tage hånd om sin sygdom, fx ved vejrtrækningsproblemer eller tegn på infektion. 

72 procent oplever øget tryghed
Resultater med telemedicin til KOL fra Region Nordjylland og 11 kommuner, TeleCare Nord (2012-15), har vist 11 procent færre indlæggelser, 20 procent kortere indlæggelser sammenholdt med kontrolgruppe og at 62 procent oplevede øget kontrol med sygdommen, samt at 72 procent oplevede øget tryghed og at mestre sygdommen bedre.

Region Syddanmark tilpasser vaccinationstilbud

0

Tusindvis af syddanskere er allerede blevet vaccineret, og efterspørgslen på tider til vaccination på regionens vaccinationscentre falder støt. Regionen tilpasser derfor antallet af vaccinationscentre og lukker de første regionale vaccinationscentre i Aabenraa, Svendborg og Vejle og regionens vaccinationstilbud i Ribe 30. november. Det vil dog stadig være muligt at få både influenza- og COVID-19-vaccinationer på apoteker på tværs af regionen helt frem til 15. januar 2024.

Regionens vaccinationsindsats er rigtig godt i gang, og mange syddanskere har fået en vaccination. Siden 1. oktober er der givet over 450.000 stik med enten en influenza- eller COVID-19-vaccine.

Det vil sige, at godt 64 % af de 277.000 syddanskere over 65 år, der har modtaget en invitation til vaccination i år, allerede fået en COVID-19-vaccination, og 66% er blevet vaccineret mod influenza. Vaccinationstilslutningen på plejehjem på tværs af regionen ligger samlet på 85%, og 50.000 syddanskere har lige nu booket tid og venter på et eller to stik i løbet af november.

Efterspørgsel daler

Vaccinationssæsonen løber fra 1. oktober 2023 til 15. januar 2024. Regionen har forsøgt at tage højde for en større interesse de første otte uger af sæsonen fra 1. oktober til 1. december, så derfor er regionens kapacitet og antal af tider til booking henover efteråret og vinteren også blevet fordelt derefter. Men det er blevet tid til at overveje at tilpasse vaccinationstilbuddet.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Tusindvis af syddanskere er allerede blevet vaccineret, og tusindvis har booket tid til vaccination de kommende uger. Det er meget glædeligt at se. Det betyder dog også, at interessen for at booke tider på vores vaccinationscentre meget naturligt er stærkt faldende i det meste af regionen. Da man kan blive vaccineret på apoteker i alle 22 kommuner til 15. januar 2024, giver det ikke mening at holde de store vaccinationscentre åbne for meget få borgere helt frem til næste år.

Tilpasser vaccinationstilbuddet

Der vil være vaccinationstilbud på tværs af regionen indtil 15. januar 2024, men det vil løbende blive tilpasset efterspørgslen.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Vi begynder nu så småt at tilpasse regionens vaccinationssetup baseret på efterspørgslen. Der, hvor vi allerede nu har fået vaccineret en masse, og interessen derfor er dalende, skruer vi ned for tilbuddene. Men der, hvor der stadigvæk er et markant behov, holder vi fortsat åbent eller udvider vores tilbud. Regionen vil i samarbejde med kommunerne fortsat stå for vaccination af immobile borgere i eget hjem. Vi kommunikerer nu om tilpasningerne, så borgerne kan indstille sig på ændringerne og få booket tid, hvis de endnu ikke har haft mulighed for det, for der er stadig en tid og en vaccine til alle, der ønsker det.

30. november 2023 er den sidste dag, man kan blive vaccineret på følgende lokaliteter:

  • Vaccinationscenteret i Vejle
  • Vaccinationscenteret i Svendborg
  • Vaccinationscenteret i Aabenraa
  • Regionens vaccinationstilbud i Ribe.

Indtil den 30. november 2023 kan borgere, der ønsker at blive vaccineret på vaccinationscentrene i Vejle, Svendborg og Aabenraa samt vaccinationstilbuddet i Ribe, stadig booke tid via www.vacciner.dk 

Løbende nedlukning

Åbningstiderne på regionens øvrige fire vaccinationscentre i Odense, Sønderborg, Kolding og Esbjerg vil løbende blive nedjusteret, i takt med at efterspørgslen falder.

Centrene i Sønderborg, Kolding og Esbjerg har sidste åbningsdag 22. december 2023. Der er lukket for vaccination i Odense mellem jul og nytår (22. december 2023 – 1. januar 2024).

Regionen opfordrer i den forbindelse forældre til sårbare børn, der skal vaccineres på vaccinationscentre, til at få bestilt tid hurtigst muligt, så børnene kan blive vaccineret i det lokale vaccinationscenter inden jul. Efter nytår kan de kun blive vaccineret i Odense. Alle andre børn mellem to og seks år vil forsat kunne vaccineres med næsespray på apoteker.

Fra 2.-15. januar 2024 er det kun vaccinationscenteret i Odense og apoteker på tværs af hele regionen, der stadig holder åbent.

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0
SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på...

FC Fredericias kamp mod Randers bliver første med ny hooliganlovgivning

0
Når FC Fredericia og Randers FC mødes på Monjasa Park, er det under en helt ny lovgivning. Den hårdere hooliganpakke er nu gældende hver...

Mistænkt for brandbombe mod beboere

0
Tre personer er tirsdag formiddag anholdt i forbindelse med eksplosionsbranden i opgangen Korsløkkeparken 25 i Odense natten til søndag den 1. februar. De anholdte...

Socialdemokratiet vil fratage kriminelle udlændinge førtidspension

0
Fra asylbremse til frakendelse af førtidspension – Socialdemokratiet vil stramme skruen markant på udlændingeområdet. Socialdemokratiet er tirsdag kommet med et nyt og omfattende udlændingeudspil med...

37-årig fremstilles i grundlovsforhør efter frihedsberøvelse af spædbarn

0
Mandag aften blev et syv måneder gammelt barn taget fra sin barnevogn i Haderslev. I dag fremstilles den sigtede i grundlovsforhør. En 37-årig mand fremstilles...

Stor politiaktion i Odense

0
Fyns Politi gennemfører tirsdag formiddag en planlagt aktion på flere lokationer. Politiet oplyser, at indsatsen foregår kontrolleret, og at der ikke er anledning til...