Kunstig intelligens gør svindelforsøg sværere at gennemskue for danskerne

0

Med kunstig intelligens kan man klone stemmer fra lydoptagelser, lave deepfakes fra billeder og video og kopiere tone og stil på tekster fra myndigheder, virksomheder eller privatpersoner. Det betyder, at svindelnumre bliver langt sværere at gennemskue end hidtil for den enkelte dansker.

Har du hørt om vishing, deepfakes, AI-stemmekloning eller spoofing? Begreberne referer til forskellige metoder, som svindlere kan bruge til at få fingrene i personlig eller økonomisk information fra uvidende ofre.

Hos Købstædernes Forsikring har de taget en temperaturmåling blandt danskerne, og her svarer seks ud af ti danskerne, at de har oplevet at være udsat for svindel ved køb og salg på nettet inden for de sidste tre måneder. Og med nem adgang til kunstig intelligens kan svindelforsøgene gøres langt sværere at gennemskue, ligesom teknologien åbner dørene til endnu flere måder, svindlerne kan snyde sig til adgang.

Derfor advarer flere myndigheder forbrugerne om, at AI-genereret snyd er en øget risiko. Fx advarer ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed) om, at brug af kunstig intelligens kan betyde hyppigere og mere overbevisende bedrageriforsøg. Tenerity, der rådgiver og hjælper kunder ved identitetstyveri og misbrug af personlige oplysninger, er partner med Købstædernes Forsikring, hvor forsikringskunderne modtager ekspertrådgivning, hvis de er udsat for svindel. Selskabet nikker til et øget risikobillede:

– Vi ved, at svindlere og hackere ofte tager ny teknologi til sig som nogle af de første i forsøget på at gøre deres angreb mere vellykkede. Med hjælp fra kunstig intelligens er det blevet enklere at lave falske emails, sms-beskeder, websider eller falske opslag / annoncer på sociale medier, som til forveksling ligner den ægte vare fra virksomheder, myndigheder eller privatpersoner. Derfor bliver det forventeligt kun sværere at gennemskue mulige svindelforsøg i fremtiden, fortæller Marketing Manager Pernille Engestoft fra Tenerity.

Social manipulation breder sig i Norden

Social engineering (på dansk social manipulation) er en svindelmetode med medfart i Norden. Bedrageriforsøget starter typisk gennem en henvendelse fra en svindler, som udgiver sig for at være en naturlig autoritet som fx en bankrådgiver, politibetjent, en kendt person, familie eller lignende, hvor svindleren vil forsøge at misbruge offerets tillid til at franarre personoplysninger.

Brugen af kunstig intelligens kan gøre svindel igennem social manipulation mere virkelighedstro. I medierne har vi for nyligt set TV-værten Ditte Haue blive misbrugt i en AI-genereret deepfake video på sociale medier til at lokke folk til at downloade en falsk app. ID-sikkerhedsselskabet Tenerity har håndteret én sag i Norge, hvor svindleren udgav sig for at være en nær relation. Det kunne svindleren gøre, fordi kunstig intelligens hjalp svindleren til at lyde præcis som den nære relation, vedkommende udgav sig for. Og værktøjerne er blevet så avancerede, at mange vil have svært ved at høre forskel. Selvom Tenerity ikke har oplevet svindeltilfælde med deepfakes eller AI-stemmekloning i sager om social manipulation i Danmark, advarer de mod lignende sager i nær fremtid.

Derfor opfordrer Morten Jepsen, underwriting direktør i Købstædernes Forsikring, danskerne til at være særligt opmærksomme:

– Hvis man oplever at blive ringet op af fx et familiemedlem eller en ven, som beder om at overføre penge eller dele privat information, skal man være på vagt. Med en simpel intelligent løsning, kan svindlere misbruge en eksisterende lyd- eller videooptagelse til lave falske talebeskeder, som de vil. Derfor skal man altid forsøge at dobbelttjekke en mistænkelig henvendelse ved at kontakte personen via andre kanaler, fortæller han.

Fem måder, du kan stille dig selv stærkere

Selvom bedrageriforsøgene kan være svære at gennemskue, kan man tage sine forholdsregler. Morten Jepsen fra Købstædernes Forsikring, giver sine fem bud:

1) Vær kritisk – selvom det kan virke overbevisende, skal man altid forholde sig kritisk over for uopfordrede henvendelser og lade være med at udlevere nogen former for oplysninger, som kan misbruges.

2) Gå til kilden selv – Hvis du fx modtager et opkald fra din bank om at udlevere information, så kontakt altid selv banken via andre og sikre kommunikationskanaler, da du ikke kan vide dig sikker på, hvem der sidder i den anden ende af røret. På samme måde gælder det, at du skal dobbelttjekke links modtaget på email eller sms, hvis du er det mindste i tvivl. Gå i stedet ind på den pågældende virksomheds webside via din browser.

3) Mistænker du deepfake, så hold øje med afvigelser – selvom ansigter kan manipuleres, er der stadig udfald i teknologien, som kan afsløre, om en video er falsk. Hold øje med ansigtet igennem videoen: er ansigtet enten meget poleret eller atypisk rynket? Passer læbernes bevægelser med de sagte ord?

4) Tjek din forsikring – Gennemgå dine forsikringer og tjek, hvordan du er dækket, så der er professionel vejledning at at hente, hvis uheldet skulle være ude. Fx kan du købe en forsikring, som dækker digital kriminalitet.

5) Tal med dine omgivelser – Ikke alle er klar over, at AI kan gøre svindelforsøg mere effektive. Tal særligt med børn og relationer fra den ældre generation, da mindre it-kyndige kan være en nem målgruppe at angribe for hackerne.

It-eksperternes svindelordbog

Phishing: Overordnet betegnelse for forsøget på at franarre personoplysninger, som svindleren kan misbruge efterfølgende.

Spoofing: En svindler udgiver sig for at være en anden – typisk myndighed, virksomhed, privatperson eller lignende. Svindelforsøget sker ofte ved et forfalsket telefonnummer eller email afsender, så beskeden eller opkaldet ser ud til at komme fra fx politiet.

Smishing: En sammentrækning af SMS og phishing, hvor svindlen udelukkende foregår på SMS.

Vishing: En sammentrækning af voice og phishing, hvor svindlen udelukkende foregår over opkald eller talebeskeder.

ChatGPT phishing: AI benyttes i phishing-forsøg til at efterligne tone og stil, oversættelser, grammatik og stavefejl.

Deepfakes: Digital manipulation af billeder eller video af en person for at skabe en overbevisende fremtoning af den givne person, selvom hændelsen ikke er fundet sted.

AI-stemmekloning: En svindler udnytter AI til at klone stemmer ud fra video eller lydoptagelser til at foretage svindel.

Social engineering: En svindler forsøger at franarre personoplysninger gennem psykologisk manipulation af offeret. På dansk kan det oversættes til social manipulation.

Tidligere FHK-spiller spøger som træner i GOG

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Den tidligere spiller i Fredericia Håndboldklub, Kasper Christensen, kan være på vej til GOG. TV 2 SPORT erfarer, at Christensen, der pt. er træner for kvindeholdet, Ikast Håndbold, er højt på fynboernes ønskeliste, og der er forhandlinger mellem klubberne.

I slutningen af 00’erne spillede Kasper Christensen for FHK, og var i den forbindelse også sælger for klubben. Spillerkarrieren endte Christensen med at stoppe i Tønder, og siden har han haft flere forskellige trænerjobs, og for år tilbage, da FHK lå i divisionerne, var han i spil til et trænerjob i FHK.

Trænerkarrieren startede Kasper Christensen i TM Tønder i 2013, og frem til sommeren 2015 var han i klubben, hvor han indstillede karrieren. Derefter gik turen videre til SønderjyskE, hvor han var assistenttræner i to år, inden han fik ansvaret som cheftræner fra 2017 og frem til 2020.

Herefter fik Kasper Christensen tilbuddet om at komme til kvindeklubben Ikast Håndbold, hvor han har været siden, men nu kan Christensen være på vej tilbage i herrehåndbolden.

TV 2 SPORT erfarer, at der pt. er forhandlinger mellem GOG og Ikast om en overgangssum for Kasper Christensen, der har kontrakt med midtjyderne frem til sommeren 2026.

Det kan GOG dog ikke vente på, da de vil have fundet en permanent cheftræner fra sommeren 2024, efter at de tidligt i sæsonen fyrede Ian Marko Fog og ansatte Mikkel Voigt, Thomas Brandt og Kasper Jørgensen som en løsning for resten af sæsonen.

– Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg forholder mig til, at jeg har en aftale med Ikast til 2026, siger Kasper Christensen til mediet.

Ingen af de to klubber har heller ikke nogen kommentar.

Endnu en nat i vente med frostgrader 

0

I denne weekend og den kommende uge vil Danmark opleve markante vejrmæssige ændringer. Lørdag byder på en kold nordlig vind, som vil holde temperaturen under frysepunktet i de fleste regioner. Dagen vil være præget af en blanding af sol og snebyger, men mange steder forbliver tørre. Natten til søndag vil temperaturen i visse områder dykke under 10 graders frost.

Søndagens vejr skifter, idet varmen begynder at strømme ind fra sydvest. Dette vil medføre, at temperaturen i de sydvestlige egne vil stige over frysepunktet, og ved Vesterhavet kan den endda nå op til 5 grader. Resten af landet vil dog fortsat opleve frost og mulige snefald.

I den efterfølgende uge vil varmen fortsætte med at øge, og hele landet vil opleve temperaturer over frysepunktet

Dyrenes Beskyttelse: Drop foderbrættet og mejsekuglerne

0

Om vinteren vil mange mennesker gerne hjælpe havens fugle med at holde sulten fra døren. Men ikke alle metoder er lige oplagte, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse. For eksempel bør det klassiske foderbræt skiftes ud med en foderautomat, og mejsekuglerne fra supermarkedet bør erstattes med fedtkogler og æbler, mener organisationen.

– Mange sværger til det klassiske foderbræt i den allerbedste mening, men brættet kan imidlertid gøre mere skade end gavn. Havens fugle kan faktisk blive syge af det. Problemet er, at mange fugle bruger det samme bræt, som kan resultere i afføring i maden. Dette kan sprede sygdomme mellem fuglene, siger biolog Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse, og tilføjer:

– Hygiejne er lige så vigtigt for fuglene, som det er for os mennesker. Og vi ville jo aldrig skylle tallerknerne i toilettet.

Michael Carlsen anbefaler, at man i stedet kan anvende en foderautomat:

– På den gode foderautomat, får man mad for sig og skidt for sig. Undgå derfor automater med et trug i bunden, fortæller Michael Carlsen.

En foderautomat til frø kan blandt andet købes på trælasten, planteskolen samt i nogle supermarkeder. Hvad frø og kerner angår er der en sammenhæng mellem, hvilke frø der fyldes i automaten, og hvilke fugle der kommer og spiser. Frøene har betydning for, om det for eksempel er spurve eller mejser, der benytter foderautomaten.

– Undgå frøblandinger. Brug én slags frø i en automat, og en anden slags i en anden automat. Den enkelte fugl foretrækker som regel en bestemt slags frø, og kommer fuglen til en automat med en blanding, ender den med at smide meget på jorden, inden den finder det, som den vil have, forklarer biologen fra Dyrenes Beskyttelse.

Det er også en god idé at undgå de klassiske mejsekugler fra supermarkederne. Kuglerne er nemlig lavet af en hård fedtblanding, der ofte er iblandet frø, som fuglene ikke har gavn af, påpeger biologen:

– Det svarer til junkfood for fugle, og så er de ovenikøbet pakket ind i et plastiknet, som er til fare for alle havens dyr. Hvis du alligevel bruger købekugler, så klip nettet af, inden du lægger dem ud, siger Michael Carlsen. Han peger på to oplagte alternativer:

– For eksempel kan man hænge hjemmelavede fedtkogler op i buske og træer, eller man kan sprede æbler ud på græsplænen. Men husk at lægge æblerne enkeltvis med et par meters afstand. Ellers sidder der én solsort og forsvarer dem alle, og så kan for eksempel sjagger og vindrossel ikke komme til.

Gode råd til brug af foderautomat:

Anskaf en foderautomat uden trug, så fuglene ikke har afføring i maden.
Fyld kun foderautomaten med én slags frø, da fuglene ellers sidder og fisker efter deres favoritter, hvilket kan udvikle sig til frø-spild.
Placér altid foderautomaten tæt på buskads, da fugle foretrækker at kunne komme hurtigt i sikkerhed.

Lav dine egne fedtkogler

Det skal du bruge:

Kogler (fyrrekogler er mest egnede)
Natursnor
Økologisk fedt
Økologisk havregryn
Sådan gør du:

– Anskaf 4-6 kogler enten ved køb eller familie-ekspedition til den nærmeste skov. Lad koglerne stå indenfor i nogle dage, så de åbner sig.
– Bind en løkke i enden på de åbnede kogler, så de kan hænges op i haven.
– Bland fedt og havregryn (mere af det første og mindre af det sidste). Vurder selv efter blandingens konsistens, hvorvidt der skal tilsættes mere fedt eller havregryn. Den ønskede konsistens er klæbrig og fast.
– Tag en kogle, og stop fedtblandingen ind mellem kogleskællene.
– Koglerne er nu klar til at blive hængt op i haven.

Håndbold lever i Fredericia

0

Han har stået der så mange gange, nu er det sidste gang. FHK er på vej tilbage til toppen af dansk håndbold. Han er med. Han er født med trøjen på, hans blod er FHK-rødt og hans hjerte banker for Fredericia.

Denne gang har han datteren Vida på armen. Mor Bente og far Bent er i arenaen, hustruen Pernille ligeså. Ultras synger. Peter er rørt. FHK er tilbage i ligaen. Peter Nielsen har spillet sin sidste kamp som senior i den klub, han elsker. Det sted, hvor han kender farver, lyd, lys og duft. Han er stolt, rørt og lykkelig.

Peter Nielsen er navnet, der har prøvet næsten alt med håndbolden. Opture, nedture og en stor portion livserfaring fra en tid, hvor han bare var ung til en tid, hvor han var far og nu cheftræner, dog ikke i barndomsklubben.

Peter Nielsen er i dag cheftræner for Sønderjyskes Ligadamer, bosat i Børkop med sin familie, der nyder godt af gode naboer og et godt sted at bo.

– Jeg er et godt sted i livet. Det går godt på hjemmefronten, i klubben og generelt i livet. Jeg er meget glad for, hvor jeg er, og hvad jeg har opnået. Rent sportsligt træner jeg damer, og det er virkelig spændende, fortæller Peter Nielsen og tilføjer:

– Jeg stod et sted i livet efter min sidste håndboldkamp, hvor jeg ikke vidste om, jeg skulle spille videre. Tiden gik, og jeg kom stille og roligt videre uden at spille håndbold. Så fik jeg et kald, hvor jeg blev foreslået at søge et trænerjob i Sønderjyske. Jeg kunne huske, at min FHK-træner Ole Damgaard havde sagt, at det var godt at træne damer, fordi man som træner lærte alle facetterne af trænergerningen. Han fik ret.

Peter Nielsen er i dag ligatræner for Sønderjyske, og i det job bruger han meget fra sin egen håndboldkarriere, men det er andre egenskaber end dem, han plejede at bruge som herrespiller, han sætter i spil.

– Jeg synes, at en ting er noget andet. Kemien. Hvis man tabte, da jeg spillede, så råbte og skreg man. Der blev nok også peget fingre. Med kvinderne handler om tillid, sårbarhed og respekt. Med de tre aspekter kommer man langt. Der bliver samlet op på en anden måde, forklarer Nielsen.

Fæstningsdrengen Peter er taknemmelig for sin tid i Fredericia, og skal han sætte et ord på håndboldlivet i byen, så er det: Fantastisk.

– Jeg elsker Fredericia. Det er min by, og min klub. Min tid i klubben kan deles i to. I den første del gik jeg fra at være en glad dreng med alle de værdier, man skal have i Fredericia: Jeg var lokal, spillede i den lokale håndboldklub og jeg kendte alle mennesker, som jeg mødte på gangen. Det var så fedt. På samme tid forandrede jeg mig sammen med klubben til at være mere professionel. Den sidste tid i min første periode i FHK var alt ændret. Som spillere blev vi trukket længere væk fra moderklubben, vi fik andre tanker om spillet, verden og det at prøve sig af. Jeg kunne heller ikke blive, da vi rykkede ned. Desværre. Det gjorde ondt, men jeg var der i livet, hvor jeg drømte håndbold, og jeg ville gøre alt for at være professionel. Men jeg vidste allerede, da jeg rejste, at jeg ville tilbage, husker Peter Nielsen.

Da Fredericia Håndboldklub gik konkurs, var Peter knust. Det var absolut ikke sjovt, men omvendt gav det muligheder for at bygge klubben op igen, og Peter ventede på tiden og muligheden for at vende retur. Den tid kom, da klubben rykkede i 2. division.

– Jeg havde tilbud fra ligaklubber. Jeg var blevet 30 år, og skulle hjem fra Norge. Så meget vidste jeg, men jeg vidste også, at jeg ville hjem til Fredericia. Det var det rigtige. Jeg husker, at jeg trådte ind ad dørene i Fredericia Idrætscenter og ned i arenaen. Stolene var stadig orange og gule, duften og omgivelserne de samme. Jeg var hjemme, siger Nielsen.

Han mærkede stoltheden over at være tilbage, og lysten til at give alt, hvad han kunne for at få klubben tilbage i toppen af dansk håndbold.

– Klubben havde foretaget flere gode indkøb, og talentmassen var også på vej. Alt så godt ud. Det var et kæmpe ønske for klubben og mig at rykke op. Det var en rejse, det betød noget for mange, og meget for mig. Jeg havde dog ikke regnet med, at vi bare sådan kunne rykke op. Det var vildt. Jeg blev desværre skadet undervejs, men jeg nød at være en del af holdet og klubben, og jeg kunne da også bidrage lidt, da jeg vendte retur fra min skade.

Fredericia skal spille i ligaen. Det fortjener byen og de mange mennesker, der bakker klubben op. Det mener Peter Nielsen.

– Det kunne ikke være anderledes, vi skulle rykke op. Fredericia er en håndboldby, slår Nielsen fast.

Han bliver stadig rørt, når han tænker på dagen, hvor klubben rykkede i ligaen, og i dag nyder han også at se FHK spille, selvom det er noget andet, men klubben har lært af fortiden, siger han.

– Det er noget helt andet at se håndbold i Fredericia i dag, men jeg bliver stadig rørt og kan mærke, at jeg er stolt over, hvor jeg efterlod Fredericia og hvor Fredericia er i dag. Jeg glæder mig særligt over, hvor meget man har formået at bringe spillerne tæt på klubbens ungdom. Spillerne er nogle fantastiske ambassadører for Fredericia, for spillet og klubben, fortæller Peter, der fik gåsehud, da over 500 fredericianerne tog turen til Aarhus for at se holdet spille sig i semifinalerne sidste år.

– Jeg fik et flashback til dengang, hvor jeg så Frits Thomsen og de andre stjerner for 30 år siden i Fredericia. Alle var med. Alle bakkede op, og alle ville Fredericia. Det så jeg igen. Det var hele klubben, der bakkede op, da FHK vandt bronze sidste år. Det var nogle specielle dage at følge med i, og jeg var lykkelig.

I dag er klubben opgraderet på mange fronter, hvilket Peter Nielsen har bemærket, han bliver lidt misundelig på den drengede Nielsen måde, når han fortæller.

– Jeg ville da gerne have spillet i de rammer. Det er da vildt fedt at se, hvor klubben er i dag, også udenfor banen. Jeg ved dog ikke om, jeg kunne være med i dag, de er jo vildt gode, siger Peter Nielsen og griner, inden han slutter:

– Det giver stadig gåsehud og en god følelse af stolthed, når FHK løber på banen, og jeg ser de kampe, jeg kan komme til i hallen. Jeg bemærker også, at mange tidligere spillere, flere end nogensinde før, også kommer og ser kampene. Fredericia er noget specielt, som betyder noget for os alle. Jeg har selv haft et liv med håndbold i byen, og jeg er taknemmelig for min rejse. Det er fedt at se Bisgaard gøre det så godt, fedt at Meyer kommer til Bundesligaen, fedt at klubben vinder kampe og spiller med i det sjove selskab, men det bedste er altså, at byen bakker op og hele klubben er med. Det er vanvittigt fedt.

Du kan læse mange flere historier i vinterudgaven af Fredericia MAGASINET. Enten ved at bestille det avisen@avisen.nu eller ved at besøge en af vores mange butikker, caféer, sundhedshuse, biblioteker og supermarkeder.

Nyudnævnt minister går på sygeorlov

0

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling Mia Wagner er blevet sygemeldt.

Mia Wagner fik torsdag et alvorligt ildebefindende og besvimede i eget hjem.

Hun har det efter omstændighederne godt. Nu er hun i gang med at blive grundigt udredt og er derfor sygemeldt indtil videre.

Hun har brug for ro og hvile og beder derfor pressen respektere, at hun ikke har kommentarer på nuværende tidspunkt.

Ledelsen af de under digitaliserings- og ligestillingsministeren hørende opgaver overdrages til økonomiminister Stephanie Lose, således at Stephanie Lose indtil videre tillige vil være fungerende digitaliseringsminister og minister for ligestilling.

Henvendelse til den fungerende digitaliserings- og ligestillingsminister skal ske via Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet.

Vinterlige vejrforhold og glatte veje

0

Danmark oplever markante vinterlige vejrforhold, hvilket har ført til glatte veje over store dele af landet. DMI har rapporteret, at et lavtryk over Baltikum har sendt kold luft ned over Danmark. Denne ændring i vejret har medført, at temperaturerne er faldet betydeligt, hvilket har resulteret i snefald i flere regioner.

Særligt Østjylland, Fyn, Vest- og Nordsjælland oplever betydelige snefald. Desuden er der rapporteret om spredte snebyger i den nordlige del af Jylland og på Bornholm. Den kolde luftmasse, der bevæger sig hen over relativt varmt vand, er en primær årsag til dannelsen af snebygerne.

DMI advarer om, at de nuværende vejrforhold har gjort veje glatte, hvilket øger risikoen for trafikuheld. Derfor opfordres borgere til at udvise ekstra forsigtighed, når de færdes i trafikken, både som bilister og fodgængere. Det anbefales at køre forsigtigt og tage højde for de skiftende vejrforhold. Sikkerheden er af største vigtighed, især i denne tid, hvor mange er på vej til julefrokoster og andre arrangementer.

Stor showmatch vender tilbage til Fredericia

0

Det er blevet annonceret, at ProdigyDK Creator Charity Showmatch vender tilbage til Monjasa Park i Fredericia lørdag den 4. maj 2024, efter den kæmpestore succes i 2023.

Det var et tilløbsstykke uden lige, som forældregenerationen havde svært ved at forstå, men for deres poder var det et kæmpehit, da kendte YouTubere fra hele Danmark kastede sig over fodboldspillet i en showkamp, der var et SHOW med stort S. Nu satser arrangørerne bag på 5500 tilskuere på Monjasa Park i Fredericia.

– 2023 eventet blev planlagt og afviklet på under tre måneder. Billetsalget var kun live i fem uger og der var udsolgt efter fem uger, hvorefter vi fik åbnet for ekstra pladser den sidste uge op til eventet, som blev udsolgt dagen før arrangementet. 2024 eventet startede vi med at planlægge allerede i september i år, og vi glæder os virkeligt meget til at lave et event af endnu højere kvalitet både for gæsterne og spillerne, siger Alexander Husum fra ProdigyDK.

Eventprogrammet samt spillerne bliver offentliggjort i starten af 2024, men man kan allerede nu sikre sin billet til eventet, som blev udsolgt to gange i 2023, samt forudbestille en eksklusiv signeret ProdigyDK fodboldtrøje.

I 2023 samlede ProdigyDK +1.250.000 DKK ind til Wings For Life fonden, som indsamler midler til forskning i rygmarvsskader – og målet er at kunne indsamle endnu mere ind i 2024!

– Vi er heldige, at have en masse gode samarbejdspartnere, der gjorde det muligt at afvikle et event allerede i 2023. Gennem vores fortsatte samarbejde med Fredericia kommune, FC Fredericia og Red Bull kan vi bygge ovenpå dette års succes og tage eventet i 2024 til et niveau, som jeg overhovedet ikke troede, var muligt, da jeg først pitchede idéen tidligere i år, udtaler Lum Krasniqi fra ProdigyDK og fortsætter:

– I 2024 sigter vi efter at kunne fylde Monjasa Park med 5500 siddende gæster og alt billetsalget går igen i 2024 ubeskåret til Wings for Life fonden.

Henrik Kyhl, Managing Director i Philips TV & Sound, Nordics & UK, er samarbejdspartner på Wings For Life World Run og tilføjer:

– Jeg er rigtig glad og stolt over, at vi igen næste år har mulighed for at afvikle Wings For Life World Run og ProdigyDK Creator Charity Showmatch i Fredericia. Fredericia har nogle supergode rammer og en rigtig god beliggenhed til denne type events. Samtidig oplever vi i PHILIPS Headphones, som med-arrangører på Wings For Life World Run, meget positivt feedback på, at man i 2024 har mulighed for at afvikle både ProdigyDK Creator Charity Showmatch og Wings For Life World Run i samme weekend, da begge events samler ind til Wings For Life fonden.

I 2024 tager ProdigyDK eventet til et endnu højere niveau og du kan se frem til at møde de største creators m.fl. til årets sjoveste fodboldkamp!

Earlybird billetter sælges fra 1/12/23-31/12/23 hvorefter at billetprisen stiger. Billetsalg starter fredag d. 1/12 klokken 16.00
Billetlink: https://v2.billetten.dk/link/eventno/119229

Forstandere ansættes på tre nye børnehøjskoler

0

Flere børn får glæde af KFUM og KFUK’s børnehøjskoler. Et treårigt udviklingsprojekt sikrer udviklingen og skaber grundlag for endnu større succes på KFUM og KFUK’s børnehøjskoler i Haderslev, Kolding og på Amager

KFUM og KFUK står bag verdens første højskole for børn, der slog dørene op for fem år siden i Aarhus. Børnehøjskolen i Aarhus har siden været til stor inspiration, og de seneste år er der åbnet børnehøjskoler flere steder i landet.

Her går børn på kurser som for eksempel ’Kok amok’, ’Byg og hyg’ og ’Børnereporter’ én dag om ugen efter skole i en periode på 8-12 uger. Dagen begynder med fællessamling, filosofi i børnehøjde og fællessang, hvorefter børnene arbejder på deres kurser og senere mødes igen til fællesspisning.

Det er tre af disse nye, populære børnehøjskoler for 6-13-årige børn, der nu får opbakning fra én af landets største fonde.

En donation fra Ole Kirk’s Fond gør det muligt at ansætte to forstandere til at koordinere drift og udvikling. Den ene forstander kommer til at arbejde på Amager Børnehøjskole, mens den anden vil være tilknyttet både Kolding Børnehøjskole og Haderslev Børnehøjskole.

Børnehøjskolerne er etableret af frivillige i KFUM og KFUK og har i en opstartsperiode været drevet udelukkende af frivillige kræfter. Ansættelsen af forstandere gør det nu muligt at skalere projektet og invitere frivillige ind i attraktive frivilligmiljøer, hvor man nemt kan gøre en forskel.

Ansatte gør det attraktivt at være frivillig

Forstandernes fornemste opgave bliver at koordinere det frivillige arbejde. KFUM og KFUK har 150 års tradition for frivillighed, og det vil altid være de frivillige, der står i spidsen for aktiviteterne, forklarer generalsekretær Jørgen Kvist

– Vi er intet uden de mange mennesker, der engagerer sig i spændende opgaver til gavn for børn og unge. Men i store projekter som børnehøjskolerne er der behov for en ansat, der binder det hele sammen og skaber optimale rammer for de frivilliges arbejde.

I mange af KFUM og KFUK’s aktiviteter er det erfaringen, at modellen “1-50-500” skaber stor succes: Én ansat er ansvarlig for et miljø på ca. 50 frivillige, der med deres aktiviteter når ca. 500 børn om året. Det er også denne model, der arbejdes ud fra på børnehøjskolerne.

På blot fem år har KFUM og KFUK åbnet seks børnehøjskoler, og de henter stor inspiration fra hinanden. Børnehøjskolerne mødes i netværk, hvor de inspirerer hinanden til nye tiltag. Generalsekretær Jørgen Kvist forventer, at der i de kommende år også åbner børnehøjskoler flere steder i landet.

Livsmod og hjerterum til alle børn

Formålet med børnehøjskolerne er at gøre verden større for de mindste. Det sker ved at lade børn møde højskoletankerne om fællesskab, dannelse og værdighed. På børnehøjskolerne møder man høj faglig kvalitet og et stort hjerterum. Her kan børn fordybe sig i en særlig interesse og samtidig bygge venskaber og gode relationer til andre børn og voksne.

Rammen sættes af KFUM og KFUK i gode bygninger, som lokalforeninger ejer og ombygger til formålet. Dermed bringes organisationens mangeårige erfaringer med børn, fællesskaber og frivillighed i spil på en ny måde.

Fællessamling med filosofi i børnehøjde er et af de centrale, dannende elementer på børnehøjskolen. Her får børnene noget med sig i bagagen, som de ikke nødvendigvis får i skolen eller derhjemme, fortæller Thomas Rauff Krøyer, der er forstander på Aarhus Børnehøjskole.

– Vi laver børnehøjskole, fordi vi vil give børn et sted, hvor de kan være nysgerrige på sig selv, på hinanden og på livet – og den danske tradition med højskoler er fantastisk til det. For eksempel er fællessamlinger, fællessang og måltidsfællesskabet helt centrale elementer for os.

FAKTABOKS: Hverdagen på en Børnehøjskole

Børnehøjskolerne er levende huse med kreative kurser og aktiviteter fordelt over hele ugen, året rundt. Det er huse, hvor arkitektur, indretning og kunst tydeligt udfolder børnehøjskolens pædagogik og værdier.

Man tilmelder sig et kursusforløb, der strækker sig over 6-12 uger med undervisning én dag om ugen efter skoletid. Der tilbydes fx kurser som ‘Børnereporter’, ‘Mad fra hele verden’ og ‘De mindste fikser alt’. Derudover er der aktiviteter i skolernes ferier.

De frivillige undervisere, som ofte er studerende fra lokale uddannelsessteder, brænder for at give noget videre til børnene – og de får selv en stor oplevelse og en masse brugbar erfaring.

Basal betalingskonto gør hverdagen lettere for mindre virksomheder og foreninger

0

Regeringen vil med ny lovgivning styrke erhvervsdrivende og foreningers mulighed for at få en basal betalingskonto, der skal gøre mødet med banken simplere for bl.a. de danske iværksættere og foreninger.

Der har gennem de seneste år været udfordringer for mange erhvervsdrivende og foreninger, når de skulle oprette en konto i danske pengeinstitutter, og flere erhvervsdrivende og foreninger har oplevet, at de blev afvist i banken, når de ville åbne en konto.

Derfor vil regeringen nu styrke adgangen til en basal betalingskonto.

– Vi skal have flere iværksættere, og derfor er det ikke godt nok, at mange bliver afvist i mødet med banken. For en basal betalingskonto spiller en nøglerolle, og er helt afgørende for, at man kan starte en virksomhed eller drive en forening. Det er ét af de første skridt på vejen. Derfor vil regeringen nu styrke adgangen til en basal betalingskonto. På den måde kan vi lette byrder og fjerne unødvendigt bøvl, til gavn for alle erhvervsdrivende og de lokale ildsjæle, der hver dag sørger for, at vi har et stærkt foreningsliv. Så nu rydder vi vejen, og skaber bedre mulighed for, at man kan søsætte sine gode ideer, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

– Jeg er virkelig træt af at høre historier om lokale ildsjæle, der løber panden mod muren hos den lokale bank. De frivillige foreningsaktive burde blive mødt med smil, ros og anerkendelse i hele samfundet, men alt for mange oplever i stedet bøvl, bureaukrati og tårnhøje gebyrer med potentiale til at slå enhver god idé ihjel. Nu giver vi foreningerne adgang til en betalingskonto, der gerne skal gøre det lettere at tage ansvar som frivillig kasserer. Jeg forventer også, at bankerne skruer ned for gebyrerne over for foreningerne. Nu bliver det et krav, at kontoen skal tilbydes til en rimelig pris. Det satser jeg på, at bankerne forstår, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Initiativet om at styrke adgangen til en basal betalingskonto er vigtig, da det giver erhvervsdrivende og foreninger mulighed for at indsætte modtagne betalinger, lette administrationen og få adgang til en Nemkonto.

Når banken modtager en anmodning om at åbne en basal betalingskonto, skal banken hurtigst muligt og inden for 10 dage behandle anmodningen, når den er fuldt oplyst.

Et pengeinstitut vil i særlige tilfælde kunne afvise at oprette en basal betalingskonto, f.eks. ved mistanke om hvidvask. Der etableres en klagemulighed for virksomhederne og foreningerne til at få efterprøvet pengeinstitutternes eventuelle afslag på en ansøgning om en basal betalingskonto.

Indbrudsbølge og flere sigtelser i Odense – nummerplade stjålet på motorvej

0
KRIMI. Flere indbrud, færdselsuheld og sager om påvirket kørsel præger det seneste døgn på Fyn, hvor især Odense skiller sig ud med en række...

Klimafolkemødets Ungenetværk lancerer nyt forløb for unge: »Vi skaber et rum for store idéer...

0
KLIMA & MILJØ. Klimafolkemødet har hjemme i Middelfart, og nu sætter det nationale arrangement en ny dagsorden for landets unge. Ungenetværket lancerer i år...

Til folketingskandidaterne i Trekantområdet

0
Hvis vores lokale politikere på Christiansborg vil bevare arbejdspladser og udvikle Danmark, er det helt nødvendigt, at der fortsat er penge i den fælles...

Trekantområdets syv borgmestre tager til København: Beredskab er årets tema

0
POLITIK. Trekantområdet Danmarks bestyrelse har valgt beredskab som tema for årets seminar. Det sker, fordi bestyrelsen vurderer, at den geopolitiske situation stiller nye krav...

Midt i historiens største oprustning føler soldaterne sig glemt: »Det skriger til himlen«

0
FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5...

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0
SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på...