Finansministeriet overvurderer prisen for at hæve dagpengene, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Den økonomiske tænketank har lavet en rekonstruktion af den økonomiske model, Dagpengemodellen, som embedsværket på Slotsholmen bruger til at beregne konsekvenserne af at ændre i dagpengene. Prisen for at hæve dagpengene overvurderes med mellem 20 og 60 procent.
Regner Finansministeriet rigtigt? Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har rekonstrueret Dagpengemodellen og det datagrundlag, som den bygger på. Gennemgangen viser, at der er store usikkerheder i modellen.
Der er store usikkerheder i den økonomiske model, Dagpengemodellen, som Finansministeriet bruger til at beregne de samfundsøkonomiske konsekvenser af ændringer i dagpenge. Det kan have store politiske konsekvenser på dagpengeområdet.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den økonomiske tænketank har lavet en rekonstruktion af Dagpengemodellen og det datagrundlag, som den bygger på.
Analysen viser, at når Finansministeriet beregner prisen på ændringer i dagpengereglerne, så overvurderer ministeriet dagpengeændringens effekt på de offentlige finanser med mellem 20 og 60 procent. Samtidig bliver dagpengereformers arbejdsudbudseffekt overvurderet med mellem 30 og 70 procent.
Det skyldes, at ledige og beskæftigede reagerer mindre på dagpengeændringer, end Finansministeriet antager.
Finansministeriets antagelser om de lediges reaktion bygger på data fra årene omkring dagpengereformen i 2010, men ministeriet mangler at tage højde for, hvordan krisepolitikken påvirkede arbejdsmarkedet i de år. Derfor får Finansministeriet for høj en effekt. Og faktisk bygger Finansministeriets antagelser om beskæftigedes reaktion slet ikke på data og er 9-10 gange højere, end hvad forskningsempirien på området tilsiger.
Derfor vil modellen altid vise, at ledige kommer hurtigere i job ved forringelser i dagpengene, og at flere beskæftigede vil gå fra job til ledighed, hvis dagpengesatsen sættes op, end der er empirisk belæg for.
– Finansministeriets dagpengemodel rammer temmelig langt ved siden af. Ministeriet overvurderer simpelthen prisen for, hvad det koster at lave en dagpengeændring. Det betyder, at modellen får politiske forslag om at hæve dagpengene til at fremstå dyrere, end de faktisk er, siger Michael Rosholm, formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og professor ved Økonomisk Institut på Aarhus Universitet – blandt andet med speciale i estimationer af adfærdseffekter blandt ledige. Rosholm var også medlem af Dagpengekommissionen, der kom med anbefalinger til et nyt dagpengesystem i 2015.
– Når prisen på et politisk forslag fremstår dyrere, end det er, har forslaget sværere ved at blive gennemført rent politisk. Politikere skal jo finde tilsvarende flere penge til at finansiere forslaget. Det er det, der er praksis på dagpengeområdet og har været det, lige siden Finansministeriet tog Dagpengemodellen i brug i 2015, siger Michael Rosholm.
Når Finansministeriet beregner udgiften ved dagpengeforbedringer, er der især to typer adfærdseffekter. Den ene kaldes afgangseffekten. Den anden kaldes tilgangseffekten.
Afgangseffekten er den effekt, at dagpengeforringelser får ledige til at søge jobs mere ihærdigt – så de afgår fra ledighed. Finansministeriet regner med, at ledige reagerer på dagpengeudløb halvandet år, før den to-årige ret til dagpenge udløber. AE’s estimationer viser, at det er mere korrekt at regne med tre-fire måneder.
Tilgangseffekten er den effekt, at lavere dagpenge får folk i arbejde til i højere grad at forsøge at forblive i arbejde – og dermed ikke tilgå ledighed. Men AE’s litteraturgennemgang i analysen peger på, at Finansministeriets tilgangseffekt er 9-10 gange større end forskningsempirien peger på.
– Det er et virkelig et solidt stykke arbejde, økonomerne i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udført her. Man rekonstruerer ikke bare lige en økonomisk model som Dagpengemodellen, siger Michael Rosholm.
Analysens hovedkonklusioner
Finansministeriet bruger Dagpengemodellen til at beregne beskæftigelses- og provenueffekter af ændrede dagpengeregler. Modellen bygger blandt andet på estimater af, hvor meget hurtigere ledige kom i job efter dagpengereformen i 2010.
Ifølge Finansministeriets estimater får udsigten til lavere ydelser de ledige til at ændre adfærd allerede halvandet år, før deres ydelse bliver sat ned. AE har undersøgt estimaterne og finder, at de ikke er renset for en række forhold, der påvirkede arbejdsmarkedet i årene omkring dagpengereformen. Når man renser for de forhold, falder effekten, så de ledige først reagerer omkring tre-fire måneder før en ydelsesnedgang.
Ifølge Finansministeriet får en dagpengeforringelse også de beskæftigede til i højere grad at forblive i job. Der er kun en beskeden evidens for en sådan effekt. Den evidens, der er, peger på en tilgangseffekt, der er 9-10 gange lavere end Dagpengemodellens.
AE’s beregninger tyder på, at Dagpengemodellen alt i alt kan overvurdere beskæftigelses- og provenueffekten af højere dagpenge med 20-70 pct. Dermed får Dagpengemodellen politikforslag om at hæve dagpengene til at fremstå dyrere, end de er.
