Indledning
Gennem de sidste mange år har jeg brugt en god del af mine somre på at reflektere over tingenes tilstand. Både over mine egne ting, andres ting, ja alverdens ting. Men denne sommers refleksioner har været anderledes. Hvor de tidligere somres refleksioner primært har kredset om mit eget liv og fremadrettede målsætninger, så har dette års sommerrefleksioner primært kredset om et ledelsesmæssigt paradoks, der i stadig stigende grad er dukket op i forbindelse med mine skriverier og artikler om ”kunsten at lede”.
En refleksion over, hvordan en “magtkultur” i nutidens ledelse kan fastholde os i en evig problemdagsordensættende mekanisme, og hvorfor et skift mod et tydeligt løsningsfokus er nødvendigt. Det er et paradoks som, jeg tror, hæmmer os i den samfundsudvikling, vi egentligt ønsker os, men ikke synes at komme videre i retning af, uanset hvad vi gør. Samtidigt er det et paradoks, vi kan og bør opløse. Vi skal nemlig videre. Det handler denne artikel om.
Tidens ledelsesparadoks
Nutidens ledelseskulturer og magteliter synes i stadig højere grad at leve og ånde for at fastholde deres magt, magtpositioner og magtstrukturer gennem en bevidst fastholdelse af samfundet i en overdreven problem- og krisetilstand, hvor ”forsøget” på at ”løse selve problemet” blot fører til pseudoløsninger og italesættelse af nye problemer. Problemer der fører til nye pseudoløsninger, der afføder nye problemer, gerne større end de tidligere osv. En for samfundet uendelig og nedadgående negativ spiral til en tilstand, som understøttes af en veludbygget institutionel rammesætning af organisationer, foreninger, myndigheder, industrier og medier m.v., som lever af og ånder for problem- og krisetilstanden og den deraf skabte stiafhængighed og negative vanemønstre, der er en konsekvens heraf.
Vi har indrettet nutidens ledelsesmodel efter kriseproduktion, hvor problemer bliver råstof for fortsat magt, mens reelle løsninger gør ledere ‘overflødige’ og dermed magtesløse.
Nye kriser tager opmærksomheden fra tidligere eller igangværende kriser, som glemmes, syner hen, bliver måske aldrig løst, eller gør det uden mediernes bevågenhed, da de allerede er i gang med næste serie af Breaking News, inden de også bliver glemt i jagten på nye problemer og kriser. Vi har set finanskriser, oliekriser, Coronakrisen, og en uendelig række af krige senest med Rusland-Ukraine krigen og krigen i Mellemøsten i centrum.
Skabelsen af nye problemer og kriser er blevet til løsningen. For hvem skal lede landet, hvis de nuværende magthavere reelt løser alle de væsentligste problemer, og dermed gør sig overflødige?” Det kan virke som om, at mange magthavere gerne vil bevare og udbygge magten på bekostning af samfundsudviklingen og den almindelige borgers ulykke og fastlåsning.
Historisk har vi set, at samfund, nationer og alliancer har brug for en bestemt type ledere i alvorlige kriser og krig, men helt andre ledelsestyper i fredstid og under fredelig sameksistens. Den tidl. Premierminister i Storbritannien Sir Winston Churchill var et godt eksempel herpå. Han var en eminent og uovertruffen politisk leder i krise- og krigstid, men slog ikke til, da en fredeligere periode indtraf. Tilsvarende eksempler findes i andre lande, måske også i Danmark.
Det vi ser, er en ledelsesmæssig magtkultur, hvori ”løsninger” og ”problemer” har byttet plads. De reelle løsninger er pludseligt blevet til et problem for ledelseskulturen/magteliten i dens evindelige søgen efter at bevare grebet om magten. Nye problemer er blevet løsningen. En magtkultur godt hjulpet af en medieverden, der lever af magthavernes mediestøtte og forbrugernes uendelige SoMe-klik.
Den ene krise eller krig afløser den sidste, som afløste den forrige, når den var ”løst” eller reelt overgået til den næste krise osv. Den ledelsesmæssige magtkultur, hele magthierarkiet og krise- og krigsindustrien og dens institutioner bevares i denne uendelige krisekæde måske blot i nye forklædninger. Medierne spiller her en afgørende rolle i skabelse, opsøgning og bevarelse af problemerne, kriserne og konflikterne – click bating er in. Der tales ind til de nederste og ældste dele af menneskets hjerne, hvor kæmp/flygt/frygt-tilstanden hersker. De udenforstående (borgerne) må derfor blot betragte sig selv som tilskuere og påtvungne deltagere i den proces, hvis de da overhovedet lægger mærke til det, eller de får tid til det i den hektiske hverdag, som magtkulturen måske bevidst lægger ned over vores samfund og dets borgere.
Grundene til det og motiverne for en sådan ledelsesmæssig magtkulturs opståen og fortsættelse kan naturligvis været meget interessant at dykke ned i, og den vej kan være besnærende at gå ned ad. Vi kan nok heller ikke undgå det helt, som jeg har antydet ovenfor, men det må ikke blive et for forstyrrende element i vores paradoks-opløsende forehavende.
Tidens løsningsmodel
Hvis vi – for en stund – accepterer overstående som præmis og generelle forklaring på tingenes tilstand i den måde, som vi ser verden overvejende bliver ledt på netop nu, så bliver det vores samfundsmæssige borgerpligt at finde ”opløsningsmidlet” på dette ledelsesmæssige magtkulturparadoks.
Vores ledere skal finde og gennemføre løsninger på de problemer og udfordringer, som vi står overfor. Ikke i isolation, men i sammenhæng og under inddragelse af alle samfundsborgere. Det er derfor, vi har valgt netop dem. Hvis de ikke kan, så må vi vælge nogle andre ledere, hvis vi har mulighed for det.
”Opløsningsmidlet” er ikke at pege fingre. NEJ ”opløsningsmidlet” er at pege i den retning, hvor vi i stedet for med fordel kan gå til størst mulig gavn for alle samfundsborgere. Det gælder både lokalt, nationalt og globalt.
Arbejdet omkring ”Det Ønskede Samfund”, som tidl. Borgmester Uffe Steiner Jensen og jeg påbegyndte i 2019 og bl.a. på baggrund af 27 debatter i tiden frem til sommeren 2023 skrev over 100 artikler om samfundsudviklingen, og mine efterfølgende artikler bl.a. i serien ”kunsten at lede” har vist sig ikke at være nok til at sætte skub i tingene. Måske fordi vi har været for optaget af at pege på retningen og målet, visionen og ”sætte vejskiltet”, som Uffe plejer at sige det. Hvorimod vi i mindre grad har været gode nok til at komme med vores bud på, hvordan det helt konkret bør, kan og måske skal gøres. I Det Ønskede Samfund har vi altid talt om, at samfundsforandringer skal komme nedefra. Det er jeg stadig enig i, når nu og hvis forandringerne ikke sker oppefra – top Down i et samspil med alle involverede.
Men kunsten at lede er ikke at lede efter, det vi ikke skal gøre (væk-fra-løsninger = Et problemfokus). Nej kunsten er at lede efter, det vi skal gøre i stedet for (henimod-løsninger = Et løsningsfokus).
For når vi har med mennesker og deres adfærd at gøre, så nytter det sjældent at anvende en mekanisk tilgang, hvor årsagen til problemet først skal findes og afdækkes fuldstændigt – helst 110 %, før vi beskæftiger os med løsningen. Det fastholder os i ”en problemtilstand”, der sender os på en uendelig negativ og stadig mere problemfastholdende tidsrejse, hvor nye problemer – ofte opfundne og selvskabte – vælter ud af skabene. Det fastholder både ledere og ledte i en dårlig mental tilstand. ”Svarerne giver kun anledning til mange nye ubesvarede spørgsmål”, er en tilgang som mange medier, politikere, institutioner og organisationer i dag elsker og lever godt af. Der opstår en stiafhængighed, som er selvbindende og som nævnt problemfastholdende. Man ”løser” problemet netop ”ikke tilstrækkeligt”, afsætter fx ikke de tilstrækkelige ressourcer, så problemet fortsætter – måske i en ny, muteret form.
Men sådan behøver det ikke at være
Der findes en anden og modsatrettet vej, der bringer os hurtigere og tættere på bedre og mere holdbare og bæredygtige løsninger. Men det kræver et skift i den måde, som vi lader os lede på.
Vi skal tillade os selv at lede og blive ledt efter løsninger ud fra en fremtidig ønsket tilstand med klare og præcise målsætninger. Dekobling mellem problem og løsning er afgørende for at slippe af med det første (problemet), og lade dét forblive i fortiden, og samtidigt fastholde fokus på og kursen mod det sidste (løsningen), og lade kun dét blive en del af nutiden og fremtiden.
Vores ledere skal bruge al deres og vores tid, energi og fortællinger på at finde og formidle svarerne på fire spørgsmål:
- ”Hvad er det vi gerne vil fastholde i vores nuværende samfund?” – Det bedste i nutiden
- ”Hvor er det vi gerne vil udvikle og bevæge vores samfund hen?” – Det bedste i fremtiden
- ”Hvordan, og hvad skal der til, og hvornår ønsker vi, at det sker?” – Processen mod målet
- ”Hvordan vil vi vide, at vi er nået i mål?” – Evaluering af resultatet
Tidens ledere bør og kan med stor fordel skifte til denne model. En ledelsesmodel som jeg gennem min egen lederkarriere har haft succes med, og som jeg igennem min artikelserie ”kunsten at lede” og diverse interviews m.v. fortsat søger at fremme.
Afrunding
Med det kommende kommunal- og regionsvalg den 18. november 2025 en mente giver det god mening også at debattere: ”Hvilke ledelsesprincipper vores politikere og administrationer i kommuner og regioner skal være i stand til at lede vores kommuner og regioner efter? og hvordan det skal ske?” som et par af de temaer, der er meget relevante at tage op i den kommende valgkamp.
Det glæder vi også til at gøre i Danske Digitale Medier, og hvis du har andre relevante emner, som du synes den kommende valgkamp skal indeholde, så er du meget velkommen til at give dem videre til os.
