19.5 C
Copenhagen
onsdag 27. august 2025

Me Mori: En moderne guldsmed med historisk karakter

0

Hos Me Mori møder du en rigtig guldsmed. Det er her, du møder håndværkeren, det er her, man får svendebrev, det er her, man ser værkerne blive skabt. Kom tættere på den populære guldsmed i Fredericia.

Se og hør indslaget med Therese Krog Andresen, der i interviewet også fortæller om en helt ny ring, hun har lavet, hvor hun fortolker en Espresso Martini som en ring.

– Vi er sådan en rigtig guldsmed med værksted og svendebrev. Det er der, hvor man snakker med håndværkeren, og der hvor man får lavet tingene. For mig er det jo ikke unormalt at drive en guldsmed sådan her, det var det jeg så, da jeg begyndte at undersøge branchen som det første, men også det jeg søgte, så for mig er det her en guldsmed og “normalt”. I København ligger det mange steder rundt i stræderne, hvis man bare ved, hvor man skal lede efter det. Her på den anden side af broen, er det nok ikke helt så normalt. Hvad er normalt, det er jo også lige så meget det man møder i sin hverdag, fortæller Therese Krog Andresen og fortsætter:

– Det har det jo nok været sådan her engang, hvor det har været normalt at have en guldsmed siddende ude bagved, det er bare de færreste, der har det efterhånden, så selvom der måske er plads til det, så er det måske ikke sikkert at de har en. Man samler sine opgaver rundt omkring i landet til det større værksted.

Me Mori har designet en ny ring, der har stor fokus. En cocktailring, og det har været utrolig spændende.

– Det er en cocktailring, en stor én, eller i det selskab, den har, der er den faktisk en lille, men for mig var den stor. Jeg har lavet den til en udstilling, som vi blev inviteret til ‘Carats and Cocktails’, som er sat sammen af 31 guldsmede, der er gået sammen om at lave den her udstilling, hvor Nina Hald har kurateret os og sat os sammen med en cocktail hver især, og så har vi skulle lave en ring med nogle kriterier i til den her udstilling og samling. Jeg fik cocktailen Espresso Martini, og har lavet min fortolkning af den som en ring. Den skulle enten have et pavé-stykke, som er stenstøv tæt dækket af sten eller en stor sten på minimum 10 karat, og at man så kunne flette begge dele ind, det var bare sjovt.

Den var desværre ikke i forretningen, da vi kiggede forbi, den udstilles nemlig lige nu i København, men den kommer til Fredericia i forbindelse med Fredericia Art Festival i november.

– Jeg kan ikke vise den lige nu. Den er på Balthazar Champagne Bar som hører til hos D’angleterre inde i København, så der står den inde i fint selskab. Man kan opleve den frem til 29. oktober derovre.

Hvad er det for en samling af smykker man ser derovre?

– Jamen, der er guldsmede ligesom mig, og så er der større smykkehuse som Lynggaard og Shamballa blandt andet. Det er sådan en rigtig god blanding af branchen, synes jeg. Både de små og store, og i alle prisklasser kan man også sige. Vi er en lille branche. Alle kender mere eller mindre alle, og hvis ikke man kender alle, så kender man nogle, der kender nogle, og så er vi der, så det er sådan en hyggelig lille branche, og det gør det jo noget intimt, at vi har styr på hinanden, kender hinanden og ved hvad hinanden kan, også at man har styr på, hvem man skal ringe til, hvis man har brug for hjælp, hvis man skal lege sammen.

Kommer ringen tilbage?

– Ja, det gør den da. Der er jo Art-festival i Fredericia en ti dage efter, at udstillingen lukker derovre, så kommer den på display herhjemme. Så man kan også godt se den derhjemme, men det skal vi nok lige sladre om, når vi kommer dertil.

FHK forlænger med talent

0

Jonas Kruse har forlænget kontrakten med Fredericia Håndboldklub, således at hans kontrakt løber frem til sommeren 2026.

I foråret forlængede Kruse kontrakten med et enkelt år frem til sommeren 2024, men allerede nu er kontrakten blevet forlænget frem til sommeren 2026.

– Jonas var skadet i store dele af sidste sæson, og vi blev derfor enige om i første omgang at forlænge aftalen med et enkelt år. I starten af denne sæson har Jonas vist det potentiale, både han og vi som klub tror på, at han har, og derfor har det været naturligt for os at forlænge kontrakten allerede nu. Jonas har fået spilletid i flere ligakampe, og senest mod Aalborg fik han en del spilletid og greb chancen, siger administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen, og fortsætter:

– Jonas var en af de første spillere vi indgik en ungdomskontrakt med, og vi er stolte af, at han har taget skridtet fra ungdomshåndbolden og udviklet sig på den måde vi håbede på dengang. Det er vigtigt for os, at spillere som Jonas tager skridtet fra ungdomshåndbold og op til ligaholdet, og der er han et forbillede for de unge talentfulde spillere på vores ungdomshold.

21-årig Jonas Kruse ser det som naturligt at have forlænget aftalen

-Det er et godt hold, som alle vil spille på. Der er et godt træningsmiljø, og vi har et hold, som spiller med i toppen af dansk håndbold. Derfor giver det god mening for mig at fortsætte i klubben. Sidste år var et svært år for mig med en skade, og derfor blev vi enige om i første omgang at forlænge kontrakten med et år, og det er gået så godt i den her sæson, at det er det rigtige at forlænge igen, siger Kruse.

Jonas Kruse har ved flere lejligheder fået tillid af cheftræner Gudmundur Gudmundsson og er blevet kastet for løverne i ligaen

– Jeg har haft en god dialog med Gudmundur, og jeg føler, at han har tiltro til mig, hvilket spilletiden til mig også viser, forklarer Jonas Kruse.

SF: Akutpakke til havmiljøet skal stoppe trawl og nedbringe kvælstof i Lillebælt

0
Karina Lorentzen Denhardt

SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet går nu sammen om at råbe regeringen op. For med havbunde, hvor fisk er en sjælden gæst, er der alvorligt brug for en akutpakke, som skal pumpe liv i havet tilbage.

Partierne foreslår et stop for trawl i Bælthavet. Det indgik Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialdemokratiet og SF en aftale om før valget. Men den aftale hænger. Derfor skal regeringen op i gear, så forbuddet mod trawl sker nu.

– Jeg har efterhånden sagt mange gange, at Lillebælt gisper efter vejret, og det har akut behov for førstehjælp. Havbunden er vores vilde ødemark, og vi har hårdt brug for det, vi ikke kan se under bølgerne. Derfor må regeringen lytte og sætte en stopper for trawlfiskeri, siger Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s gruppeformand og landdistriktsordfører.

– At gøre Bælthavet til trawlfrizone betyder, at livet, havet og biodiversiteten bliver bedre beskyttet. Det er ikke kun til gavn for lystfiskerne her og nu. Det kommer også vores børn, børnebørn og kommende generationer til gavn.

Hun peger også på, at udledningen af kvælstof skal begrænses. Der skal sættes et bindende mål om, at den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet højst må være 38.000 ton i 2027.

– Landbruget kan ikke længere nøjes med frivillige aftaler. De bærer også sin del af ansvaret for, at havene gisper efter vand. Derfor vil vi sætte et loft på, hvor høj den årlige kvælstofudledning må være, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Danmarkshistoriens første PtX-udbud afgjort

0

Energistyrelsen har truffet afgørelse i Power-to-X-udbuddet og kan nu pege på seks vinderprojekter. De seks vinderprojekter fordeler sig over fire forskellige virksomheder, der nu for alvor kan starte deres produktion af grøn brint i Danmark. Projektet i Fredericia bliver tildelt få midler fra den store puljer.

Energistyrelsen kan nu løfte sløret for vinderne af det første Power-to-X-udbud (PtX-udbud) nogensinde. PtX er en essentiel brik i den omstilling, Danmark skal igennem for at nå målet om klimaneutralitet i 2050. Det er vigtigt, fordi den grønne brint, der produceres på PtX-anlæggene, gør det muligt at omstille fra fossile brændsler til en mere vedvarende løsning i sektorer, som er svære at elektrificere som eksempelvis den tunge transport, skibsfarten og luftfarten.

Der blev åbnet for ansøgninger i april, og der har været stor interesse for udbuddet. Virksomhederne har ansøgt for mere end fire milliarder kroner. Da budgettet for udbuddet var på 1,25 milliarder kroner, er der dermed ansøgt for mere end tre gange budgettets midler.

Vinderne af udbuddet er Plug Power Idomlund Denmark, European Energy/Vindtestcenter Måde K/S, European Energy/Padborg PtX ApS, Electrochaea/Biocat Roslev og European Energy/Kassø PtX Expansion ApS. De fem vindere har fået tildelt hele deres tilbud, men da der er en rest i puljen, vil HyProDenmark/Everfuel desuden blive tilbudt et reduceret tilbud.

– I Energistyrelsen værdsætter vi i høj grad den store interesse, der har været for udbuddet. Det er første gang, at vi får en indikation om støttebehovet til den grønne brint, og det er et stærkt signal, at så mange projekter har budt under de 70 kroner pr. GJ. Det er positivt for konkurrencen på markedet og for den grønne omstilling. Det er en industri under udvikling, og vi er glade for, at vi med de her penge kan hjælpe industrien godt på vej, udtaler vicedirektør i Energistyrelsen Martin Hansen.

Seks forskellige projekter med forskellige støttebehov 
De seks vindende projekter har budt ind med relativt forskellige støttebehov og vidt forskellige størrelser på deres anlæg. Plug Power Idomlund Denmarks projekt har budt ind med det laveste støttebehov på blot 9,3 kroner pr. GJ produceret grøn brint. Den tildelte støtte til vinderprojekterne vil blive udbetalt som fast pristillæg over en 10-årig periode.

De seks projekter vil tilsammen bygge over 280 MW elektrolysekapacitet. Tabellen nedenfor opsummerer de seks vinderprojekter.

Støtte pr. GJVirksomhed/projektPlaceringSamlet beløbKapacitet på anlæg
9,3000 DKK/GJPlug Power Idomlund DenmarkHolstebro107.673.447 DKK 100 MW
40,0000 DKK/GJEuropean Energy/Vindtestcenter Måde K/SEsbjerg43.994.973 DKK9 MW
46,0000 DKK/GJEuropean Energy/Padborg PtX ApSPadborg910.800.000 DKK150 MW
59,9998 DKK/GJElectrochaea/Biocat RoslevRybjerg71.279.762 DKK10 MW
67,0000 DKK/GJEuropean Energy/Kassø PtX Expansion ApSRødekro81.879.549 DKK10 MW
67,4998 DKK/GJHyproDenmark/EverfuelFredericiaTilbydes resterende beløb

Næste skridt
Med afgørelsen af PtX-udbuddet starter en ti dages stand still-periode, hvorefter Energistyrelsen og de vindende projekter indgår kontrakter under forudsætning af, at der ikke modtages en klage i perioden.

Efter kontrakterne er indgået, har vinderne som udgangspunkt fire år til at bygge anlæggene og herefter sætte dem i drift. Flere af projekterne forventer dog, at elektrolyseanlæggene kan være færdige før og klar til idriftsættelse allerede i 2026.

Fakta

  • Energistyrelsen åbnede for Power-to-X-udbuddet i april 2023 og lukkede for tilbud 1. september 2023.
  • Der er afsat 1,25 milliarder kroner til dette PtX-udbud.
  • Energistyrelsen har modtaget ansøgninger for mere end fire milliarder kroner. Der blev ansøgt om støtte til projekter med samlet en elektrolysekapacitet på ca. 675 MW.   
  • Energistyrelsen har fundet seks vindere fordelt på fire forskellige virksomheder.

Ny dansk forskning: Bekymrende mange plages af senfølger efter kræft

0

Et studie blandt 28.000 kræftoverlevere viser, at mange er hårdt ramt af senfølger op til 12 år efter deres kræftbehandling. Kræftens Bekæmpelse foreslår senfølgecentre i alle landets regioner.

Der er nedslående resultater i en ny undersøgelse, som er foretaget blandt 28.000 kræftoverlevere fra hele landet. Undersøgelsen er den første og største af sin art og er for nylig blevet offentliggjort.

– Studiet viser, at mange tidligere kræftpatienter oplever omsiggribende problemer i form af svære symptomer og nedsat funktion i livet i op til 12 år efter, deres behandling er slut. Det er voldsomt, siger én af forskerne bag studiet, Susanne Dalton.

Hun er professor og arbejder ved Dansk Forskningscenter for lighed i Kræft (COMPAS) og  Kræftens Bekæmpelse.

I det nye studie har svarpersonerne skulle notere, hvilke symptomer og funktionsnedsættelser de har oplevet mellem 2-12 år efter endt kræftbehandling af de fire største kræftformer bryst-, lunge-, prostata- og tarmkræft.

På tværs af de fire kræftformer viser studiet, der er lavet i samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Region Sjælland, bl.a. at:

  • En ud af tre oplever svær påvirket fysisk funktion (gå ture, gå på trapper, bære indkøb)
  • En ud af fire oplever nedsat social funktion (deltage i familie- og sociale aktiviteter)
  • En ud af fem har svær træthed
  • En ud af fem har søvnbesvær
  • En ud af tre har smerter
  • En ud af tre har åndenød 

Det nye studie tilføjer vigtig viden om omfanget af senfølger og bygger ovenpå eksisterende viden, fordi det viser, at senfølger i høj grad varer ved helt op til 12 år efter diagnose. Politikerne bliver nødt til at handle, mener Kræftens Bekæmpelse:

– Senfølger er en brændende platform, som der skal leveres politisk på med den kommende Kræftplan V, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

– Heldigvis overlever langt flere kræft end tidligere. Dermed vil et stigende antal opleve senfølger. Så det er nødvendigt med et større politisk fokus på senfølgebehandling, rehabilitering og samarbejde på tværs i sundhedsvæsenet.

Kræftens Bekæmpelse har fremlagt otte anbefalinger til, hvordan senfølger kan indgå i Kræftplan V. Foreningen mener bl.a., at der bør etableres generelle senfølgeklinikker i alle fem regioner. I dag findes de kun i to. Det skal være tydeligt for alle, hvem der kan henvises til dem.

Nogle borgere skal behandles i senfølgeklinikkerne, andre skal sendes videre til specialiserede centre. Andre igen skal behandles hos den praktiserende læge eller kommunen, for senfølgeindsatserne foregår også de steder. Det kræver en bedre organisering og et tæt samarbejde mellem alle led i sundhedsvæsenet. 

– Ofte er det sådan, at det er patienten selv, der er budbringer mellem sektorerne. Sådan skal det selvfølgelig ikke være, understreger Jesper Fisker.

Han fremhæver, at tydelig ansvarsfordeling er nøglen – især med tanke på den sociale og geografiske ulighed, der desværre er et stort problem i behandling af senfølger efter kræft.

Det forventes, at udspillet til Kræftplan V præsenteres for regeringen i slutningen af 2024

Danmark har fået sit eget nationale cykelregnskab

0

Et nyt digitalt værktøj fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme samler al tilgængelig viden om danskernes cykelvaner på én hjemmeside. Dermed er der sikret let adgang til data og information for alle danskere med interesse i at følge udviklingen inden for cykling.

Hvor mange kilometer cykler vi her til lands? Går det stadig ned ad bakke med at få børn til at tage den tohjulede i skole? Og hvor meget cykelsti er der pr. indbygger i Silkeborg Kommune?

Disse og en lang række andre cykelrelaterede spørgsmål kan du nu få svar på i Det Nationale Cykelregnskab. Det er navnet på et nyt digitalt værktøj, der samler alle tilgængelige data om danskernes cykelvaner på tværs af forskellige temaer og datakilder på én hjemmeside.

– Det Nationale Cykelregnskab kommer til at danne et godt udgangspunkt for dialogen om kommende investeringer i cykelinfrastruktur. Der sættes løbende gang i cykelprojekter både fra statens og kommunernes side, og med cykelregnskabet kan der sættes ind meget præcist der, hvor der er potentiale for forbedringer. Der er afsat tre milliarder kroner til cykelprojekter i infrastrukturplanen, og de penge skal omsættes til så mange kilometer på cyklerne som muligt. Her kan viden fra cykelregnskabet forhåbentlig gøre en forskel, siger transportminister Thomas Danielsen.

Cykelregnskabet har premiere i dag og bliver stillet gratis til rådighed for alle danskere med interesse i at følge udviklingen inden for cykling. Bag projektet står Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, som hører under Vejdirektoratet.

– Vi er superglade for, at cykelregnskabet nu er klar, og vi glæder os meget til at høre, hvad danskerne synes om det. Tanken er jo at lave denne her vidensportal, hvor alle med lyst og interesse for at vide mere om cykling i Danmark kan gå ind og finde lige den viden, som de står og søger. Det kan forhåbentlig være med til at øge vidensgrundlaget og starte nye samtaler og diskussioner om cykling og på den lange bane måske endda få endnu flere til at hoppe på sadlen, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Masser af visualiseringer og grafer

Når du har klikket dig ind på hjemmesiden, vil du som det første blive mødt af ni forskellige cykelrelaterede temaer. Disse spænder lige fra fakta om antallet og længden af cykelture i Danmark til de seneste opgørelser om ulykker og cykeltyveri.

Herefter kan du filtrere data på årstal, regioner og kommuner – og andre demografiske variable, hvor de er tilgængelige. Det kan for eksempel være alder, hvilket er nyttigt for politiske beslutningstagere og organisationer, der arbejder med at få flere børn og unge til at cykle.

– Når vi stiller et vidensredskab som dette til rådighed, så er det ikke, fordi vi er ude på at servere alle analyserne for folk og fortælle, hvordan verden ser ud. Vi formidler og visualiserer bare den viden, der er, og så må man selv tage den derfra. Alt bliver lagt på bordet, og det digitale værktøj gør det nemt at lave sammenligninger på tværs af aldersgrupper, regioner og kommuner. Vi håber, at cykelregnskabet vil blive brugt af fagfolk, men også af journalister og studerende, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Det Nationale Cykelregnskab er primært bygget op omkring eksisterende viden, men også tal og statistik, som ikke tidligere har været tilgængelig for offentligheden. Blandt de mange kilder er Danmarks Statistik, Transportvaneundersøgelsen, Den Nationale Cyklistundersøgelse, Vejdirektoratets ulykkesstatistik og opgørelser fra Danske Cykelhandlere og DSB. Datakilderne vil blive opdateret hvert år.

Besøg Det Nationale Cykelregnskab

Vidste du at…

Her er fem eksempler på fakta, som du kan finde på den nye hjemmeside:

Der er nu batteri og motor på mere end hver fjerde solgte cykel. I 2012 tegnede elcykler sig for 1,88 procent af det samlede salg af cykler i Danmark.
Cyklen anvendes som transportmiddel på 15 procent af alle ture.
Danskerne kører i gennemsnit 3,2 km. pr. cykeltur.
Fra 2014 til 2022 faldt 6-17-årige børns cykelture fra 33 til 22,5 procent.
69 procent af danskerne er tilfredse med omfanget af cykelstier i deres kommune.

WWF jubler over ny kæmpenationalpark for koalaer i Australien

0
Mother koala (Phascolarctos cinereus) with joey on her back, on eucalyptus tree.

Voldsomme skovbrande efterfulgt af oversvømmelser kostede for få år siden tusindvis af koalaer livet i Australien. Nu skal en ny nationalpark vende udviklingen for det truede pungdyr. Frem mod 2025 intensiverer WWF arbejdet for at sikre endnu mere natur til koalaerne.

Over 61.000 koalaer blev påvirket af de voldsomme skovbrande, der i 2019 og 2020 hærgede Australien. Foruden tusindvis af dødsfald blandt koalaer resulterede skovbrandene også i brandsår, traumer, røgforgiftning, varmestress, dehydrering og tab af levesteder. De efterfølgende oversvømmelser var endnu et hårdt slag mod bestanden. Katastroferne betød, at den australske regering i 2022 for første gang klassificerede koalaen som truet.

Efter flere års arbejde på at få koalabestandene tilbage på ret køl er der nu godt nyt for det truede pungdyr.

En ny nationalpark ved navn Great Koala National Park på den australske østkyst mellem Brisbane og Sydney ser nu dagens lys. Det vækker stor glæde i WWF:

– Great Koala National Park er et kæmpe skridt i vores bestræbelser på at beskytte koalaerne og deres levesteder. WWF har i årevis kæmpet for denne nationalpark. Derfor kan vi næsten ikke få armene ned, nu hvor det bliver en realitet, siger Mette Boye, miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.

WWF forventer, at arbejdet med at planlægge og anlægge nationalparken går i gang i 2024, og at den står klar til brug i 2025. WWF rådgiver myndighederne om udformningen af ​området.

– Strengt nødvendigt for at redde koalaerne fra udryddelse

Der er kun cirka 100.000 vilde koalaer tilbage i hele verden, vurderer eksperter. Arten kæmper for sit liv mod en natur, der i disse år går amok. Derfor er nationalparker vitale for at sikre artens overlevelse.

– Nationalparker er strengt nødvendige, hvis vi skal redde koalaerne fra udryddelse. Hermed bevarer og beskytter vi koalaernes levesteder og sikrer deres overlevelse i den vilde natur. Denne nationalpark indeholder vigtige skovområder og økosystemer, som er afgørende for, at koalaerne kan leve, trives og formere sig i et sikkert, beskyttet miljø, siger Mette Boye.

Hun tilføjer, at WWF satte alt australsk mandskab ind og etablerede samarbejder med over 40 hjælpeorganisationer for at skaffe mad og vand til dyrene, sikre veterinære forsyninger til behandling og etablere et midlertidigt hjem til de hjemløse dyr, da de første skovbrande brød ud i 2019, og at flere end 4.500 danskere donerede penge for at hjælpe koalaerne.

WWF kæmper for korridor og endnu større areal

WWF har arbejdet tæt sammen med myndighederne og lokale naturorganisationer for at gøre den nye nationalpark til virkelighed. Det er myndighederne i delstaten New South Wales, som står for etableringen.

WWF håber at udnytte tiden frem mod 2025 til at sikre yderligere 175.000 hektar beskyttet område til koalaerne, efterhånden som den offentlige skovhugst i området udfases.

– Det ville være fantastisk, hvis vores australske kolleger lykkes med at sikre et endnu større areal til koalaerne – og ikke mindst en korridor, så de får over 300.000 hektar sammenhængende natur. Men det er langt fra sikkert endnu og vil kræve hårdt arbejde, siger Mette Boye.

WWF Australien forventer at gennemføre en større geografisk dataanalyse, der skal danne grundlag for beslutningsprocessen.

De australske myndigheder har oplyst, at man midlertidigt sætter skovhugsten på pause 106 forskellige steder inde i den kommende nationalpark.

Blind brug af AI i sundhedsvæsnet kan skabe usynlig forskelsbehandling

0

Kunstig intelligens kan hjælpe et presset sundhedsvæsen med at fordele begrænsede ressourcer, men også skabe mere ulige adgang til dem. Det viser forskningssamarbejde mellem Københavns Universitet, Rigshospitalet og DTU, der senest har undersøgt, om AI evner at spotte risiko for depression ligeligt hos forskellige grupper. Forskningen viser muligheder for at kæmme algoritmerne for bias, inden de tages i brug.

Kunstig intelligens vinder mere og mere indpas i sundhedsvæsnet. MR-scanninger er allerede blevet effektiviseret af AI, og danske sygehuse afprøver nu AI til bl.a. at stille hurtige diagnoser på akutpatienter, bedre kræftdiagnoser og -behandlinger. Men det er kun begyndelsen.

Den 14. August udtalte den danske sundhedsminister, Sophie Løhde, at hun ser en fremtid, hvor AI skal aflaste vores trængte sundhedsvæsen.

På hospitaler og i psykiatrien er en af de opgaver, som AI er velegnet til at hjælpe med at forbedre fordelingen af begrænsede midler ved hjælp af risikoanalyser og rangeringer, der kan sikre, at fx behandlinger gives til de patienter, hvor det batter mest.

I udlandet bruger man allerede AI til at vurdere, hvilke personer, der skal modtage behandling for depression. En udvikling, der kan være på vej til en presset dansk psykiatri.

Nu kalder forskere ved Københavns Universitet dog på eftertænksomhed hos politikerne, så AI ikke medfører mere ulighed eller ligefrem bliver et instrument for kyniske økonomiske kalkuler. Uagtsomhed kan gøre hjælpen til en bjørnetjeneste, påpeger de.

– Der er stort potentiale i kunstig intelligens, men vi skal være varsomme, da en blind indføring af det kan skævvride sundhedsvæsenet på nye måder, som er svære at se, fordi resultaterne ved første øjekast ser rigtige ud, siger Melanie Ganz fra Datalogisk Institut og Rigshospitalet.

Usynlig forskelsbehandling

I en ny forskningsartikel dokumenterer hun, sammen med sine medforfattere, hvordan skjulte bias sniger sig ind i en algoritme designet til at beregne risiko for depression.

Sammen med kolleger fra DTU udviklede forskerne selv algoritmen, efter samme design som de algoritmer, der allerede er i brug ude i virkelighedens sundhedsvæsner. På baggrund af virkelige depressionsdiagnoser forudsiger algoritmen, hvor stor risiko personer har for at udvikle depression.

– I udlandet bliver det mere og mere udbredt at se på, hvordan man tidligt kan opspore og forhindre depression. I USA bruger private forsikringsselskaber eksempelvis i stigende grad AI til at prioritere ressourcerne, og det når med al sandsynlighed også Danmark i en nær fremtid. Men spørgsmålet er, hvor retfærdigt et grundlag, prioriteringen egentlig sker på, siger medforfatter Sune Holm fra Institut for Fødevare- og Ressourcevidenskab.

Forskerne har brugt depression som case til at undersøge, hvordan vi kan evaluere de algoritmer, som vi bruger både inden for sundhedsvæsnet og andre steder i samfundet, så vi bliver i stand til at spotte og justere problemer i tide og gøre algoritmerne mere fair inden de tages i brug.

Forskernes egen algoritme var trænet i reelle, historiske sundhedsdata om 6 mio. danskere, hvoraf ca. 200.000 havde en depressionsdiagnose.

– De rigtige algoritmer med den rette træning kan blive kæmpe aktiver for en kommune med begrænsede ressourcer, men vores forskning viser, at hvis maskinlæringen ikke håndteres ordentligt, så kan det skævvride adgangen til behandling, så nogle grupper overses eller sågar holdes ude, siger Melanie Ganz.

Studiet viser nemlig, at algoritmen har lettere ved at spotte risiko for depression hos visse borgergrupper end hos andre ud fra de variabler, de er trænet i – fx uddannelse, køn, etnicitet og række andre variabler. Algoritmens evne til at identificere risiko for depression varierede således med op til 15 % mellem forskellige grupper.

– Det betyder, at selv en region eller kommune, der i god tro indfører en algoritme til at hjælpe med at fordele fx behandlingstilbud, kan komme til at skævvride den her sundhedsindsats, siger Melanie Ganz.

Algoritmen kan nemlig være en målbar succes, fordi den tildeler ressourcer til personer, der faktisk har behovet, men samtidigt have skjulte bias, der udelukker eller nedprioriterer visse grupper, uden det er synligt for dem, der forvalter det.

I værste fald kan AI-systemerne blive et instrument for kyniske kalkuler. Valget af bestemte algoritmer ville kunne bruges til at skjule prioriteringer af ressourcer til grupper i samfundet, som man ønsker at understøtte frem for andre.

Redskab til at sikre fair algoritmer

Sune Holm påpeger, at AI også giver nogle grundlæggende etiske dilemmaer.

– Hvis vi begynder at anvende de her systemer, er det vigtigt at afklare, hvem der har ansvaret for prioriteringer af ressourcer og individuelle behandlingsforløb, når de er resultater af algoritmer. Ydermere kan det blive svært for en læge at forklare sin patient, hvorfor en beslutning er taget, hvis algoritmen er uforståelig, lyder det fra Sune Holm.

Forskningen bidrager teoretisk til et område af maskinlæring, der handler om algoritmers forskelsbehandling på tværs af grupper, men metoderne er også et håndfast redskab til at kvalitetstjekke algoritmers fairness.

– De metoder, som vi har udviklet, kan bruges som en konkret recept til evaluere fairness af algoritmer, inden de tages i brug i fx kommuner og regioner. Vi håber forskningen på den måde kan bidrage til, at der er de rette redskaber på plads, når algoritmerne for alvor gør deres indtog på det her område, siger Melanie Ganz.

– Både politikere og borgere må være bevidste, ikke blot om fordelene, men også de faldgruber, der er forbundet med brugen af AI. Så man kan være kritisk i stedet for bare uden videre at sluge pillen, lyder det fra Sune Holm.

Han mener, der kan være behov for at sikre, at anvendelsen af en algoritme har en dokumenteret positiv effekt på patienterne inden man investerer i at implementere den. Eksempelvis bør det være klart, hvordan den kan give værdi i den kliniske praksis den skal indgå i.

Fakta: Depression i Danmark

Depression er en invaliderende lidelse, som er meget udbredt. Sundhedsstyrelsen vurderer, at omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Samtidigt er der bred enighed om, at vores psykiatri mangler ressourcer til at løfte behovet.

Ekstra info: En startup-virksomhed som scenarie

Som eksperiment havde forskerne i et tænkt scenarie påtaget sig rollen som startup-virksomhed, der henvender sig til danske kommuner og andre myndigheder med AI-løsninger, der hjælper dem med at prioritere begrænsede midler, fx til sundhedsområdet. I Danmark bliver AI endnu ikke i dag brugt som diagnostisk hjælpemiddel for depression, men det findes internationalt, og vi har i Danmark tradition for at udvikle værktøjer til at støtte beslutninger inden for diagnostik. ”I USA findes der allerede startups, der tilbyder AI-løsninger til at analysere og rangere risiko for depression. Med vores store fælles sundhedsvæsen er et realistisk scenarie i Danmark, at perioder med fx underbemanding vil kalde på AI-løsninger, der kan prioritere de begrænsede ressourcer bedst, fx i psykiatrien,” siger Melanie Ganz.

Fakta: Sådan virker algoritmen

Historisk data om 6 mio. danskere fra Danmarks Statistik og medicinske registre blev anvendt. Heraf havde ca. 200.000 en depressionsdiagnose. Data indeholdte en række variabler, der statistisk påvirker risikoen for depression. Demografisk data som alder, køn, indkomst, hvorvidt personen bor alene, er danskfødt eller immigrant, bopæl, uddannelse, civil status og flere andre faktorer. Med afsæt i de statistiske data og virkelige depressionsdiagnoser stillet af sundhedsfaglige forsøger algoritmen så at forudsige på mennesker, om de har risiko for depression. Ved at skjule diagnosen for AI’en kunne forskerne bruge data fra den ene halvdel af de diagnosticerede danskere til at træne maskinen i at spotte mønstre og markører, som den kunne bruge til sine forudsigelser. Den anden halvdel blev brugt til at teste om algoritmen ramte plet.

Fakta: Sådan undersøgte de fairness

For at analysere dens fairness undersøgte forskerne kvaliteten af algoritmen på forskellige subgrupper af populationen ved at beregne kalibrering og den diskriminerende evne for hver subgruppe separat. Kalibrering af en maskinlæringsalgoritme svarer til at justere et termometer for at sikre, at det giver nøjagtige målinger. Det handler om at gøre algoritmens forudsigelser mere pålidelige ved at tilpasse dem bedre til virkeligheden. På samme tid skal en algoritme, f.eks. en der afgør, om en e-mail er spam eller ej, være god til at skelne mellem forskellige kategorier. Dens diskriminerende evne er dens talent for at genkende de subtile mønstre eller karakteristika, der adskiller én kategori fra en anden. Resultaterne viste en forskel i kvaliteten af algoritmens forudsigelser på op til 15% på tværs af subgrupper.

Ekstra info: Lovgivning på vej

I slutningen af året træder lovgivning i kraft i EU, der stiller krav til algoritmerne og kan lægge en dæmper på udviklingen, påpeger forskerne. Når der, som på sundhedsområdet, er tale om højrisiko-AI, følger der bl.a. krav om dokumentation og afrapportering, der forklarer konklusionerne og kan være med til at sikre den menneskelige hånd om beslutninger baseret på algoritmer. Ifølge forskerne er der dog så mange steder i sundhedsvæsnet, der kan forbedres med kunstig intelligens, fra arbejdsgange, diagnoser og behandlinger og til fx monitorering af intensivpatienter, at brugen af AI må være kommet for at blive. “Når lovgivningen træder i kraft, så tror jeg først det vil bremse udviklingen lidt, – så kommer der en tilpasning, og det vil bestemme en retning. På en lidt længere bane vil AI kun blive brugt mere og mere, og derfor er det også vigtigt, at vi som forskere er med til at påpege faldgruber, så lovgivningen kan tage højde for dem,” siger Melanie Ganz.

Fyns Politi efterforsker en skudafgivelse fra en signalpistol i Tarup i Odense

0

Politiet har i dag været tilstede på McDonald’s i Tarup Center, hvor en signalpistol er gået af.

Et barn fandt signalpistolen i legerummet på restauranten og gik ud til sine forældre med den. Da faren til barnet opdager genstanden, får han hurtigt peget den ned af. Herved afgiver signalpistolen et enkelt skud. Der er ikke tale om et skarpt våben og pistolen har ikke sendt et projektil afsted.

Ingen er kommet til skade ved hændelsen.

Politiet efterforsker sagen og formoder, at signalpistolen kan være efterladt af en mand, der i går onsdag den 25. oktober 2023 søgte tilflugt i McDonald’s restauranten under påskud at være forfulgt af andre. Manden nåede at forlade stedet inden politiets patrulje nåede frem.

Efterforskningen pågår og politiet vil være tilstede for at foretage tekniske undersøgelser, vidneafhøringer og yde støtte til personalet på restauranten.

Fyns Politi har ikke yderligere.

Google Maps kommer med stor opgradering

0

Google Maps i Danmark får i dag en stor opgradering, der giver både bilister, turister og københavnere flere og bedre muligheder for at udforske og navigere i verden ved hjælp af kunstig intelligens.

Hver dag giver Google Maps rutevejledninger til mere end 20 milliarder kilometer. Og med AI er tjenesten gennem de seneste år blevet udvidet med flere smarte funktioner som eksempelvis brændstofbesparende ruter. I dag lancerer Google endnu en stribe AI-drevne nyheder i Maps, der skal gøre det lettere at orientere sig og få overblik – uanset om man sidder i bilen på vej til et møde, leder efter et sted i nærheden at oplade sin elbil eller bevæger sig rundt i byen som turist eller en lokal på jagt efter skjulte perler.

I København kan lokale beboere og turister fremover blot løfte telefonen, klikke på Lens-ikonet i Maps og pege telefonen i retning af fx en flot bygning eller en livlig gade, når de vil undersøge nabolaget. For eksempel kan Maps informere dig om, at der rundt om hjørnet ligger et åbent supermarked, busstoppested eller populær kaffebar. Den nye, mere visuelle måde at orientere sig på i byen er muliggjort af integrationen af Google Lens i 53 nye byer i Maps, herunder altså København.

Google har også opdateret Maps med mere virkelighedstro og præcise afbildninger af bygninger og veje, der gør det lettere at orientere sig hurtigt og sikkert, når man sidder bag rattet. Samtidig opgraderes den visuelle vejledning i forbindelse med avancerede forgreninger af vejbaner og til- og frakørsler på motorvejen, så du undgår pludseligt at skulle krydse flere baner for at nå en afkørsel.

Derudover bliver information om fartbegrænsninger nu også tilgængelig i Maps i 20 nye lande, heriblandt Danmark.

Endelig får elbilister lettere ved at komme rundt i landet og planlægge smart gennem mere detaljeret og opdateret information. Som noget nyt giver Maps blandt andet elbilister indsigt i, om en specifik lader er kompatibel med bilen, hvornår laderen sidst blev brugt og med hvilken hastighed, den lader.

– Google Maps er meget mere end at komme fra A til B. Det skal også give både information og inspiration. Og Maps skal gøre det let, sikkert og sjovt at færdes nye steder – uanset transportform. Vi arbejder hele tiden på at gøre oplevelsen for brugerne mere levende, og heldigvis åbner udviklingen inden for AI nogle helt nye muligheder, både nu og på den lidt længere bane, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Opdateringerne ruller ud på danske telefoner over de kommende uger.

Flere nyheder på vej

I dag lancerer Maps også flere andre funktioner, som kommer til Danmark på et senere tidspunkt. En af dem er den såkaldte ‘Immersive View for routes’, som gør det muligt at se sin rute i 3D og få adgang til detaljeret information om trafik- og vejrforhold. Funktionen åbner i syv europæiske storbyer (Paris, London, Amsterdam, Barcelona, Dublin, Venedig og Firenze).

Konkurrencerådet griber ind i Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet

0
BUSINESS. Konkurrencerådet har sat betingelser for Norlys’ opkøb af Ewii Fibernet. Rådet kunne ikke uden videre godkende fusionen, fordi der var risiko for, at...

Min kinesiske mareridtsbil

Staten er ikke Ørsteds bank

0
LEDER. Ørsted har i årevis været symbolet på Danmarks grønne ambitioner. En national stolthed, en grøn eksportsucces og en virksomhed, der på papiret skulle...

Saxbo-stentøj flytter ind på CLAY

0
KUNST. CLAY Keramikmuseum i Middelfart står foran en markant udvidelse af sin samling. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har museet erhvervet 104 værker fra...

Fra børn med popcorn til pensionister med rollator – alle vil se Ternet Ninja...

0
KULTUR. Biografsalene i Fredericia og Middelfart har i disse uger været fulde af liv med publikum i alle aldre. For det er ikke kun...

Meta donerer millioner til genopretning af Odense Fjord

0
NATUR. Odense Fjord er hårdt ramt af iltsvind, og nu kommer der hjælp fra uventet kant. Med en donation på to millioner kroner fra...

Nye tal: Bankbude svindlede danskere for 6,9 millioner kroner

0
KRIMI. Flere hundrede danskere er i løbet af foråret og sommeren blevet mødt af en fremmed på dørtrinnet, der med et venligt smil præsenterede...