2,4 millioner: Idrætsforeningernes medlemstal slår rekord igen

0
Foto: Fredericia Håndboldklub

Tilgangen fortsætter i idrætsforeningerne i DIF og DGI. Det samlede medlemstal var i forvejen rekordhøjt, og nu er det steget med 85.261.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang. 

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

– Det er helt fantastisk, og vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. Det vidner om, at de mange gode idrætstilbud appellerer bredt, og vi må igen sende en særlig tak til de frivillige i idrætten. Det er dem, der får det hele til at køre ude i foreningerne i det daglige, siger DIF-formand Hans Natorp.    

Corona var en udfordring for idrætsforeningerne, men efter pandemien gik medlemskurven i den grad opad igen. De seneste to år er det samlede medlemstal vokset med næsten 200.000, og dermed er tallet nu for første gang over 2,4 millioner medlemmer.        

– At vi har så stor en fremgang i medlemstallene er jo først og fremmest glædeligt, fordi de aktive fællesskaber bidrager til vores fysiske, sociale og mentale sundhed. Der er fremgang i alle aldersgrupper, og det er med til at understrege, hvor meget idrætsforeningerne betyder for børn, unge og voksnes liv, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Fælles idrætsvision har gjort en forskel 
Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om ’Bevæg dig for livet-visionen’ med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation. 

I de første år blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager nu til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i ’Bevæg dig for livet’ udløber. 

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i ’Bevæg dig for livet’ i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne. 

FAKTA OM MEDLEMSTALLENE
Det samlede medlemstal for DIF og DGI er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2023, og et aktivitetsmedlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året. 

Det er muligt at dykke ned i tallene for de to organisationer på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal 

Medlemstal for 2023 (udvikling fra 2022 i parentes):
Unikke medlemskaber på tværs af DIF og DGI’s foreninger: 2.424.915 (+85.261)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.076.213 (+ 59.953) 
DGI: 1.867.765 (+ 96.119)

Medlemsudvikling for aldersgrupper (årgange/medlemmer/udvikling/udvikling i procent)
0-6 år          222.482         +8.458            +3,95%
7-12 år         433.443         +5.906            +1,38%
13-18 år        295.797        +12.624            +4,46%
19-24 år       168.595          +7.463            +4,63%
25-39 år       327.110          +17.491            +5,65%
40-59 år       500.156         +9.475            +1,93%
60-69 år       236.292        +11.930           +5,32%
70+ år          241.040         +11.914            +5,20%
I alt            2.424.915       +85.261            +3,64%

Medlemstal fordelt på køn (udvikling fra 2022 i parentes):
Kvinder: 1.051.223 (+43.400) 
Mænd: 1.370.537 (+42.499)
Anden: 3.155 (-638) *

Største idrætter (udvikling fra 2022 i parentes): 
Fodbold: 383.941 (+13.997)
Gymnastik: 302.869 (+19.972)
Svømning: 255.745 (+5.213)
Fitness: 207.070 (+26.815)
Golf: 167.408 (-2.146)

Regionale medlemstal (udvikling fra 2022 i parentes):
Fyn: 210.603 (+8.813)
Hovedstaden: 702.465 (+29.918)
Midtjylland: 599.003 (+19.652)
Nordjylland: 250.087 (+6.479)
Sjælland: 341.399 (+10.003)
Sønderjylland: 316.156 (+9.972)

FAKTA OM BEVÆG DIG FOR LIVET
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. En ambitiøs vision, som DIF og DGI arbejder for at indfri med støtte fra TrygFonden og Nordea-fonden fra 2015-2025. ’Bevæg dig for livet’ er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie, og siden starten er der blandt andet udviklet et hav af idrætskoncepter (Fodbold Fitness, Five-a-side Håndbold, Voksenfjer mv.), tilbudt rådgivning og gennemført kampagner samt events som Royal Run. Derudover er der indgået aftaler med en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med visionen. 

Tobias Rahim er første navn på Grøn, som i dag åbner billetsalget efter rekordår

0

Grøns publikum kan i år glæde sig til at opleve et af de allerstørste navne på den danske musikscene: Tobias Rahim drager med koncertkaravanen på tur, og Grøn kan dermed åbne for billetsalget med et brag. Efter et historisk 2023, hvor Muskelsvindfonden og Tuborg for første gang kunne melde alle koncerter totalt udsolgt, står Grøn stærkere end nogensinde før, når hele Danmarks koncertturné kommer på hjul igen fra den 18.-28. juli.

For første gang kan Tuborg og Muskelsvindfonden byde Tobias Rahim velkommen i Grøn-familien, når en af de største aktuelle stjerner på den danske musikscene bliver en del af årets turné. Der er dermed lagt op til et brag af en fest for både nye Grøn-gængere og trofaste publikum.

– Jeg tror, jeg kommer til at ødelægge festen…altså smadre den. Med eksistentiel passion. Jeg har drømt om Grøn-scenen, siden jeg samlede pant til festen som barn, siger Tobias Rahim.

“Grøn er festen, alle vil med til,” skrev musikjournalist Simon Staun sidste år i Fyens Stiftstidende. Med bookingen af en af landets stærkeste live-artister håber arrangørerne hos Tuborg og Muskelsvindfonden, at man billetsalget starter med et brag.

– Vi er sindssygt stolte af, at Tobias Rahim har sagt ja til at være en del af årets Grøn-turné. Det er ingen hemmelighed, at han er en artist, som længe har stået øverst på ønskelisten til Grøn. Nu må det gerne bare blive juli, så vi igen kan samle publikum med fest, fællesskab og fantastisk live-musik af Tobias Rahim og resten af årets stærke line-up, som vi løfter sløret for i de kommende uger, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

– Denne tid er en af de bedste på året, hvor vi endelig kan få lov til at løfte sløret for al den fantastiske livemusik, danskerne kan opleve på Grøn til sommer. Hos Tuborg glæder vi os til igen at bidrage til det unikke fællesskab, der er på Grøn mellem artister, frivillige og publikum. Det bliver en fest, siger Christian Bak Billing, som er sponsordirektør hos Tuborg.

En erfaren debutant på plakaten
I 2021 stormede Tobias Rahim ind på de danske hitlister sammen med Andreas Odbjerg med kæmpehittet “STOR MAND”. Siden har Tobias Rahim leveret en perlerække af ørehængere med kæmpe hits som “Mucki Bar”, “Flyvende Faduma” og “Vi 1”. Med sin evne til at kombinere følsomme budskaber i poetiske tekster med popballader og dansable rytmer er det intet under, at Tobias Rahim år efter år er blandt de mest streamede artister i Danmark.

Efter sit gennembrud i 2021 har Tobias Rahim været et gennemgående navn på plakaterne til sommerens festivaler, som det også var tilfældet i 2023, hvor han foruden Orange Scene på Roskilde også besøgte bl.a. Smukfest, Tinderbox og Northside. Nu er tiden så kommet til, at Tobias Rahim skal indtage Grøn Scene for første gang, når Grøn, som sidste år kunne fejre 40 år med en udsolgt turné, traditionen tro besøger otte danske byer fra 18.-28. juli.

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk.

Minister har ikke længere tillid til forsvarschefen

0
Troels Lund Poulsen. Foto: AVISEN

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har ikke længere tillid til forsvarschefen, Flemming Lentfer.

Derfor er forsvarschefen nu fritaget for tjeneste, oplyses det.

– Med de udfordringer, vi står over for, er der brug for en ny forsvarschef, siger Troels Lund Poulsen.

Generalmajor Michael Hyldgaard er blevet udnævnt til fungerende forsvarschef.

Afgørelsen om at skifte forsvarschefen ud blev truffet efter nylige beretninger om tekniske problemer med fregatten Iver Huitfeldt under en mission på Det Røde Hav. 

Den 9. marts oplevede skibet, at det i tredive minutter var ude af stand til at lancere missiler, som følge af en trussel fra houthi-droner. Når skibet derefter anvendte kanoner som alternativ, detonerede granaterne faretruende tæt på fregatten selv. Forsvarsministeren blev først opmærksom på hændelsen mandag aften og anmodede derefter om en detaljeret forklaring fra militærets top. 

Ved et møde i aften med partierne bag forsvarsforliget præsenterede forsvarsministeren en foreløbig rapport fra militæret. Under dette møde blev det også meddelt, at Troels Lund Poulsen ikke længere stoler på Flemming Lentfer, den nu forhenværende forsvarschef.

Fra start til slut trak Mikkel Hansen i folket

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

Mikkel Hansen er et unikum. Lige fra da han brillierede i “basketballtrøjen” i AG København til karrierens efterår i Aalborg Håndbold, har han tryllebundet folket der i stor stil har flokkes om verdens bedste Mikkel.

Som ung GOG-spiller tryllebandt Mikkel Hansen håndbold-Danmark. Talentet var tydeligt for enhver. Dengang lignede han lidt en genert dreng, men generthed er det forkerte ord at bruge om Mikkel Hansen efter, at man har lært ham at kende.

Allerede som 19-årig debuterede han på landsholdet. Den dag i dag er Mikkel Hansen 36 år, og fylder senere på året 37 år. Med næsten 18 år i nationaldragten, og mere end 20 år på den store håndboldscene er det fortjent, at Hansen nu stiller håndboldskoene på hylden efter sæsonen, hvor hans helt store mål er at slutte det hele i byernes by Paris til OL. Den by, hvor Hansen spillede og boede i ti år.

Inden det hele kom så vidt fik Mikkel Hansen håndboldopdragelsen i Virum-Sorgenfri inden, at turen gik til GOG i 2005. 120 kampe og 805 mål senere var tiden moden til at prøve noget nyt. Efter OL i 2008, hvor Hansen kom på alles læber med det legendariske mål mod Rusland på frikast efter tid, gik turen til Barcelona. Det var ikke altid en dans på roser der, da der også var andre stjerner, som tog deres andel af spilletiden.

Det helt store gennembrud på klubplan kom, da Mikkel Hansen returnerede til dansk håndbold i 2010. Scenen var sat i AG København, der havde Kasi-Jesper i spidsen. Allerede dengang var Hansen en darling. Folk kom i hallen kun for at se ham, og selvom Hansen ikke var gammel dengang, var han fuldt ud bevist om hans vigtighed for omverdenen. Han gav sig tid til at skrive de autografer, der skulle skrives, og blev i arenaen indtil det sidste barn havde fået hans signatur.

Aldrig har Mikkel Hansen været den højtråbende eller ham med de store armbevægelser, men i stedet været en stille personlighed, der har gjort sine ting på håndboldbanen og sat nye standarder for, hvordan spillet med den runde kugle er. Det har kastet et utal af titler af sig. Alt lige fra mesterskaber til EM, VM og OL, men én ting mangler: Champions League-trofæet.

Det vil være toppen af kransekagen, hvis det lykkes Aalborg at hjemføre trofæet i Mikkel Hansens sidste sæson. Han har været i Final4 flere gange, og planen var, at Paris skulle have vundet titlen med Mikkel Hansen i spidsen, men det lykkedes aldrig. Nu har Mikkel Hansen et sidste skud med Aalborg Håndbold, der er direkte kvalificeret til kvartfinalen og står med gode kort på hånden for at komme i Final4, ligesom de gjorde for år tilbage, hvor det lykkedes at komme i finalen.

Uanset, om det lykkedes Mikkel Hansen, at få det manglende Champions League-trofæ eller ej, ændrer det ikke på, at han er en gudsbenovet håndboldspiller, der har været med til at sætte nye standarder, og fremfor alt er han folkelig. Der er ingen stjernenykker over Mikkel Hansen, selvom han har rundet 36 år. Han giver sig tid til fansene, som han stadig den dag i dag troligt står og tager selfies med og skriver autografer til. Ligesom han selv ønskede, at de store stjerner gjorde det, da han var en ung knægt.

En, der har spillet sammen med Mikkel Hansen, men som også har spillet imod ham, er Casper U. Mortensen. Mortensen stødte blandt andet ind i Hansen som modstander, da Fredericia Håndboldklub og AG København mødtes i ligaen tilbage i 2010, og siden har de spillet sammen på det danske landshold, hvor de har fejret store øjeblikke sammen. Ikke mindst OL-triumfen i 2016.

– Det har været en ære at være din holdkammerat igennem mange år på landsholdet. Jeg ved ikke hvor mange kampe, du har afgjort på egen hånd, det har været helt vildt at opleve. Ord er nærmest overflødige. Dit CV taler for sig selv, skriver Casper U. Mortensen på det sociale medie X.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt nedtoner heller ikke Hansens betydning på og udenfor banen.

– Mikkel Hansen har ikke bare været verdens bedste håndboldspiller – flere gange. Han har tilmed åbnet døren til håndbold og haller for titusindvis af mennesker. Tak for alle målene, kampgejsten og oplevelserne, skriver Engel-Schmidt på X.

Landstræner Nikolaj Jacobsen knytter også ord på Mikkel Hansens karrierestop.

– Jeg synes, det er en trist dag. Det er den største håndboldspiller, vi har haft i Danmark, og det er en af de største idrætspersonligheder, vi har haft i dansk sport, fortæller Jacobsen til TV 2 SPORT.

Mikkel Hansen, der pt. er skadet, indstiller officielt karrieren til sommer. Om det hele slutter af med OL i Paris må tiden vise, men intet kan ændre på, at Hansen fra starten af karrieren, og frem til afslutningen, tryllebandt det danske folk, der strømmede om Hansen, som trofast har plejet dem.

Officielt: Mikkel Hansen indstiller karrieren

0
Håndboldlandskamp danmark - Spanien i Royal Arena københavn onsdag den 12. oktober 2022

Mikkel Hansen vendte i sommeren 2022 hjem til Danmark og Aalborg Håndbold efter hele 10 år i den franske storklub Paris Saint-Germain, i en karriere der også har budt på ophold i GOG, FC Barcelona og AG København.

Den 36-årige bagspiller har nu besluttet, at denne sæson bliver den sidste i den aktive karriere.

– Efter knap 20 år, hvor jeg har været så privilegeret at have verdens bedste hobby som mit job, er jeg nu klar til at trække en streg i sandet og sige tak for denne gang.

– Jeg har altid elsket legen med bolden samt at komme til træning og kamp, men efter lange overvejelser er jeg afklaret med, at jeg nu er kommet til et punkt i mit liv, hvor min familie og nye spændende eventyr skal have førsteprioritet.

– Jeg er taknemmelig for alle de fantastiske mennesker jeg har mødt, og oplevelser jeg har fået gennem håndbolden. Specielt skal der lyde en kæmpe tak til min familie, som altid har støttet mig, samt til de klubber jeg har repræsenteret, siger Mikkel Hansen.

Direktør Jan Larsen fra Aalborg Håndbold begræder Mikkel Hansens beslutning, men har også fuld forståelse for valget.

– På Aalborg Håndbolds vegne er vi naturligvis ærgerlige over Mikkels valg, men har samtidig fuld forståelse og respekt for beslutningen. Selvom det kun bliver til to sæsoner i klubben, så har Mikkel med sin tilstedeværelse formået at rykke klubben til et helt nyt niveau, både på og uden for banen.

– Han er ubetinget den bedste danske håndboldspiller nogensinde og den interesse vi har oplevet siden hans ankomst i klubben har været enorm, ligesom det også har skabt øget interesse om den danske Herreliga generelt, siger Jan Larsen.

– På den korte bane er fokus nu på at sikre, at samarbejdet mellem Aalborg Håndbold og Mikkel får den bedste mulige afslutning, når vi i de kommende måneder sammen fortsat jagter succes i den hjemlige liga og ikke mindst i Champions League, lyder det videre fra Aalborg Håndbolds direktør.

Mikkel Hansen er foreløbig noteret for 68 kampe og 356 mål for Aalborg Håndbold, mens det i landsholdsregi foreløbig er blevet til 266 kampe og 1.350 mål, samt guldmedaljer ved OL, EM og tre gange VM.

Ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt

0
Foto: AVISEN

Region Syddanmark ansætter Charlotte Birkmose Rotbøl, der kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland, som ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt.

Region Syddanmark ansætter pr. 1. maj Charlotte Birkmose Rotbøl som ny lægelig direktør på Sygehus Lillebælt, der omfatter sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart. Charlotte Birkmose Rotbøl er 50 år og kommer fra en stilling som lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland.

I sit nye job får Charlotte Birkmose Rotbøl sammen med to øvrige direktører i direktionen det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Lillebælt. Sygehusenheden er én af Region Syddanmarks fem sygehusenheder og har et samlet budget på cirka 3,8 mia. kr. Sygehus Lillebælt beskæftiger cirka 5500 medarbejdere.

Regionsdirektør Jane Kraglund siger:

– Jeg er rigtigt glad for, at vi kan ansætte Charlotte Birkmose Rotbøl som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt. Med Charlotte får vi en leder, der har stort fokus på især innovation, patientinddragelse og det tværsektorielle samarbejde, og som har erfaring som både kliniker, cheflæge og lægelig direktør. Jeg ser frem til, at hun sammen med den øvrige direktion kan udvikle Sygehus Lillebælt i en positiv retning.

Afløser Thomas Larsen

Charlotte Birkmose Rotbøl afløser Thomas Larsen, som efter godt tre år som lægelig direktør på Sygehus Lillebælt valgte at blive lægelig koncerndirektør i Region Midtjylland 1. januar 2024. Charlotte Birkmose Rotbøl kommer sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen til at udgøre direktionen på Sygehus Lillebælt.

Charlotte Birkmose Rotbøl begynder i sit nye job 1. maj 2024 og siger:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at tiltræde min stilling på Sygehus Lillebælt. Sygehus Lillebælt har en rigtig spændende profil, og sygehusets og hele regionens fokus på “patienten først” tiltaler mig meget.

Fakta om Sygehus Lillebælt

De tre direktører i direktionen på Sygehus Lillebælt refererer alle direkte til regionsdirektør Jane Kraglund.

Sygehus Lillebælt har et samlet årligt budget på cirka 3,8 mia. kr., cirka 44.770 indlagte patienter årligt og omkring 553.900 ambulante besøg. Sygehuset beskæftiger cirka 5500 medarbejdere.

Sygehus Lillebælt består af sygehusene i Vejle, Kolding og Middelfart.

Fakta om Charlotte Birkmose Rotbøl i uddrag:

Erhverv

  • 2023-nu: Lægefaglig direktør, Regionshospital Nordjylland
  • 2018-2023: Cheflæge, Onkologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • 2016-2018: Speciallæge, Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • 2006-2016: H-læge i onkologi, Aarhus Universitetshospital
  • 2006-2008: I-læge i onkologi, Aarhus Universitetshospital
  • 2002-2006: Turnus-læge, Grindsted Sygehus

Uddannelse

  • 2024: Master i offentlig ledelse (MPG), Aarhus Universitet/SDU
  • 2021: Alkymisten (kursus for kommende topledere i Region Nordjylland og Region Midtjylland)
  • 2009-2013: Ph.d., Aarhus Universitet
  • 2002: Cand.med., Aarhus Universitet
  • 1992: Student, Varde Gymnasium

DMI: Fra sjaskvådt til sol

0
(Arkivfoto: Giulia Marotta / Pixabay )

I denne uge viser april måned sit sande, omskiftelige ansigt i Danmark. Vi er startet ud med våde og ustadige dage, men udsigterne lover et skift til varmere og mere forårsagtigt vejr henimod weekenden. Efter en særdeles våd tirsdag tog onsdagen en kort pause fra regnen, hvilket endda giverbmulighed for solskin mod nord og øst. 

Denne pause bliver dog kort, da onsdag aften bringer endnu en front med regn op over landet fra sydvest, potentielt omdannende regnen til slud eller sne i landets nord- og østlige dele – et tydeligt tegn på typisk aprilvejr.

De næste dage forventes at fortsætte i samme våde og ustadige stil, med flere regnvejr, der passerer Danmark fra vest. Inden ugen er omme, vil en betydelig mængde regn have ramt Danmark; mellem 15 og 30 mm regn vil falde, hvilket lægger sig oven i de 20 til 40 mm, der allerede faldt i løbet af tirsdagen. Dette er usædvanligt for en måned som april, der normalt anses for at være relativt tør med en gennemsnitlig nedbørsmængde på ca. 38 mm ifølge klimanormalerne for 1991-2020.

Men som ugen skrider frem, lyser udsigterne op. Den kommende weekend forventes at byde på betydeligt luntere vejr. Lørdagens temperaturer vil ligge et sted mellem 13 og 18 °C, lokalt nær 20 °C, og søndagen ser ud til også at blive varm, med temperaturer omkring 15 °C flere steder. Selvom vi ikke slipper helt for regnen, vil nedbørsmængderne være små, og solen vil kigge frem både lørdag og søndag, hvilket lover godt for en behagelig weekend efter en periode med typisk ustadigt aprilvejr.

Vejle ånder overlevelsespladsen i nakken.

0
(Foto: AVISEN)

Vejle vandt 1-0 på udebane mod OB tirsdag aften. Dermed er vejlenserne nu kun et point fra Lyngby, der ligger på den anden side af nedrykningsstregen.

Vejle fik det, de kom efter. De udbyggede OB’s dårlige stime med ikke at have vundet på hjemmebane i hele sæsonen, og det hele startede med et mål af Musa Juwara, der scorede sit første mål i Vejle-trøjen ni minutter inde i opgøret og sendte gæsterne i ekstase.

Omvendt var det en kold spand vand i hovedet på OB, der formentlig var gået ind til kampen med en indstilling om, at hjemmebanestatistikken skulle vendes fra start i nedrykningsspillet, hvor de samtidig med en sejr ville kunne spille sig et godt stykke væk fra nedrykningskampen, men sådan skulle det ikke gå.

Efter 27 minutter fik bulgarske Stefan Velkov sendt bolden i mål til 2-0, men via en VAR-gennemgang blev målet annulleret for offside, og derfor var stillingen ved pausen 1-0 til Vejle.

I anden halvleg dummede OB’s Tom Trybull sig. Han fik gult kort efter 50 minutter og ni minutter senere fik han yderligere et gult kort af den cypriotiske udviklingsdommer, Kyriakos Athanasiou. Selvsamme dommer uddelte dermed sit andet røde kort i Superliga-regi, da han i efteråret i opgøret mellem Lyngby og Brøndby udviste Kevin Tshiembe.

Vejle fik flere chancer for at udbygge føringen med en mand i overtal, men det lykkedes dem ikke. På den anden side lykkedes det heller ikke OB at få bolden i mål, hvorfor Vejle endte med at vinde opgøret 1-0, og dermed puster til en overlevelsesplads i Superligaen i nakken med blot et enkelt point op til Lyngby på tiendepladsen, og op til OB på niendepladsen er der to point.

Næste gang Vejle skal i kamp er på søndag mod Viborg, mens OB skal i kamp mod Lyngby på udebane på fredag.

Aalborg indkalder til pressemøde om Mikkel Hansens fremtid

0

Aalborg Håndbold oplyser, at de sammen med Mikkel Hansen onsdag har indkaldt til pressemøde.

I indkaldelsen står der, at de vil fortælle nærmere om det fremtidige samarbejde mellem parterne. Pressemødet finder sted onsdag klokken 12:30, og indtil da vil parterne ikke kommentere yderligere på det.

Mikkel Hansen returnerede i sommeren 2022 til dansk håndbold, men det har ikke været en dans på roser siden comebacket. Han blev sygemeldt i februar 2023 med stress, men er siden kommet tilbage på banen.

Nu er Mikkel Hansen imidlertid blevet skadet, og om pressemødet hænger sammen med det må foreløbigt stå hen i det uvisse.

Jysk Fynske Medier har ført skjult reklame

0

I mindst 15 tilfælde har Jysk Fynske Medier bragt reklame uden at det er tydeliggjort, hvem der reklameres for. I flere tilfælde er der tale om udbydere af kviklån.

Jysk Fynske Medier ejer adskillige dagblade som Vejle Amts Folkeblad, Jydske Vestkysten, Fredericia Dagblad og Fyens Stiftstidende, samt Radio 4 og Erhvervsplus. Netop Erhvervsplus er mediet, som Politiken har opdaget har ført skjult reklame.

I et eksempel, som Politiken har fundet, ryger man ind på Molslinjens side, når man trykker på et link med ordene “Moesgaard Museum”. Det er ifølge Politiken vildledende markedsføring.

– Jeg var ikke opmærksom på, at denne form for vildledende reklame var et problem, siger advokat Heidi Højmark Helveg, der sidder i Kulturministerens medieansvarsudvalg.

På Erhvervsplus er der fundet 15 reklameartikler, hvor det ikke fremgår, hvem der reklameres for. Det slår juraprofessor fra Copenhagen Business School, Jan Trzaskowski, fast.

– Og det er ikke umiddelbart tydeligt, udtaler professoren efter at have fået forelagt eksemplerne af Politiken.

Adm. direktør i Jysk Fynske Medier, Jesper Rosener, fortæller at artiklerne ikke følger Erhvervsplus’ retningslinjer. Som følge af det er der nu indført en ny praksis, der gør, at der tilføjes en deklaration om, hvem der står bag annoncen.

Jeppe Bruus kæmper for sin plads i Folketinget

0
POLITIK. Valgnatten er overstået, og Socialdemokratiet har fået et historisk dårligt valg på Fyn. Nu venter Jeppe Bruus på at få svar på det...

Valgdag på Christiansborg med AVISEN

0
Folketingsvalget i marts 2026 følges tæt af Syd AVISEN, der er på Christiansborg på dagen, hvor vi vil følge politikere og partier tæt. Det...

Det valg, der aldrig rigtig tog fat

0
Der er en stemning, man møder i disse dage, når man taler med folk i Fredericia, i Vejle, i Middelfart og alle de andre...

Tæt kapløb mellem blokkene ved i morgen 

0
POLITIK. YouGov offentliggør i dag sin endelige prognose forud for folketingsvalget, og billedet er klart: det bliver tæt. Rød blok har en svag føring...

Politiindsats lammer togtrafikken mellem Fredericia og Vejle

0
Der er mandag eftermiddag indstillet togtrafik mellem Fredericia og Vejle som følge af politiets arbejde på strækningen. Det oplyser DSB. Ifølge DSB kan der i...

Region Syddanmark idømt 500.000 kroners bøde for GDPR-brud

0
REGIONEN. Sagen har sin rod i 2020, hvor Region Syddanmark blev anmeldt for to brud på GDPR-reglerne. Den ene sag endte mandag med en...