Dårlige bremser førte til betinget frakendelse af førerretten

0

En 43-årig lastbilschauffør fra Fyn blev i dag ved retten i Svendborg idømt en bøde på 2.500 kr. og fik en betinget frakendelse af førerretten.

Chaufføren blev den 19. maj 2022 standset ved Årslev af Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd.

Bremserne blev testet på politiets bremseprøvestand. Testen viste, at de ikke levede op til kravene.

En tilkaldt bilinspektør vurderede, at der var stor risiko for, at vogntoget ville sakse – altså at sættevognen ville skride ud – i tilfælde af en bremse- undvige manøvre.

Som chauffør skal man kontrollere, at bremserne virker.

Bilinspektørens test viste, at det kunne mærkes, at sættevognen ”skubbede”, når man bremsede ned.

Chaufføren vedtog, efter dommerens tilkendegivelse, bøden og den betingede frakendelse i retten.

Fra Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mødte specialanklager Pernille Moesborg.

Officielt gallaportræt af D.M. Kongen og Dronningen

0

I forlængelse af tronskiftet den 14. januar 2024 offentliggøres nu det første officielle gallaportræt af Deres Majestæter Kongen og Dronningen. Portrættet viser Majestæterne i galla med Elefantordenen i kæde, og fremover vil portrættet kunne ses ophængt i blandt andet statslige institutioner, herunder på danske ambassader og konsulater i hele verden samt på danske fartøjer.

Gallaportrættet er taget af fotograf Steen Evald i Grønne Sal i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Kongen og Dronningen er således portrætteret på det historiske slot i København, hvor skiftende konger og dronninger har holdt til.

Kongen

Den til enhver tid regerende monark i Danmark er Ordensherre for de to kongelige danske ridderordener Elefantordenen og Dannebrogordenen. Kongen bærer derfor på portrættet for første gang en række historiske genstande, som konger – og senest Hendes Majestæt Dronning Margrethe – har båret i deres regeringsperioder.

Det gælder først og fremmest den særlige elefant, som Hans Majestæt bærer i kæde. Elefanten er formentlig skabt i 1671 til Christian 5.s salving i Frederiksborg Slotskirke, mens ordenskæden først er udført 1693 i forbindelse med, at der blev givet statutter (vedtægter) for Elefantordenen. Elefantens kendetegn er fem store taffelsten formet som et kors, og i daglig tale omtales elefanten som ”Moderelefanten”, idet genstanden er den grundlæggende elefant for hele Elefantordenen. Der er tradition for, at denne elefant bæres af monarken ved særlige lejligheder. Således havde Frederik 9. og Margrethe 2. hvert år tradition for at bære elefanten den 1. januar ved det årlige nytårstaffel. Ved andre begivenheder, hvor der bæres Elefantorden, bruger regenten sin personlige elefant.

Kongen bærer på portrættet også Elefantordenens bryststjerne fra omkring 1770. Bryststjernen blev udført til den senere Frederik 6. I 1947 begyndte Kongens morfar, Frederik 9., igen at bære denne bryststjerne ved særlige lejligheder. Nederst på uniformen bærer Kongen Dannebrogordenens bryststjerne, der er udført til Frederik 6 efter ændringen af ordensstatutterne i 1808.

Både elefanten, kæden samt de to bryststjerner, som Kongen bærer på gallaportrættet, er til daglig udstillet sammen med kronregalierne – det vil sige de genstande, som udgør Kongens værdighedstegn som krone, scepter, rigsæble, kroningssværd og salvebuddike – i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Kongen bærer på gallaportrættet Søværnets gallauniform. I forbindelse med tronskiftet blev Hans Majestæt udnævnt til graden admiral, og gallauniformen er derfor udstyret med fire stjerner på skulderdistinktionerne. Om halsen bærer Kongen Storkommandørkorset af Dannebrog, som er Dannebrogordenens højeste grad.

Søofficerssablen, som Kongen bærer med uniformen, har tilhørt Frederik 9. og blev tildelt Hans Majestæt af Dronning Ingrid i forbindelse med, at Kongen i 1997 blev udnævnt til graden kaptajnløjtnant af reserven i Søværnet.

Foto: Steen Evald, Kongehuset ©

Dronningen

Dronningen bærer på portrættet for første gang kronjuveler. Det er smaragdsættet med diadem, halskæde, ørenringe og en stor broche, der kan deles i tre. Smaragdsættet er ét af de fire smykkesæt, eller garniturer, der stilles til rådighed for Danmarks dronning og til daglig udstilles i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Sættet blev designet af juvéleren C.M. Weisshaupt, og var en gave fra Christian 8. til Dronning Caroline Amalie, formentlig ved deres sølvbryllup 22. maj 1840. Sættets smaragder og diamanter er dels genbrug fra Christian 6.s Dronning Sophie Magdalenes smykkesamling, dels genbrug fra ældre armbånd, kombineret med nyindkøbte sten. Stilen er nyklassicismens former – blomsterranker, sløjfer og krøllede rammer eller kartoucher, inspireret af datidens franske kronjuveler

Når kronjuvelerne ikke er i brug, udstilles de i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot. Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at de ikke medbringes ved besøg i udlandet. De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.

På brystet bærer Hendes Majestæt et brillanteret miniatureordensportræt af Kongen i en sløjfe af Dannebrogordensbånd. Gennem generationer har det været en tradition, at kvindelige medlemmer af den kongelige familie bærer regentens miniatureportræt. Således bar Dronningen i sin tid som kronprinsesse et portræt af Dronning Margrethe.

I forbindelse med tronskiftet har Dronningen fået et miniatureportræt af Kongen. Portrættet er udført af den britiske kunstner Tom Mulliner og indsat i en ramme af guld med brillanter. Rammen blev i sin tid udført til Kejserinde Amelie af Brasilien. Da Kejserinden var barnløs, gik rammen videre til Kejserindens søster, Dronning Josefina af Sverige. Senere gik rammen videre til Dronning Josefinas barnebarn, den senere Dronning Lovisa af Danmark, og hun var således den første danske dronning til at bære et portræt af den danske regent i denne særlige ramme. Senere bar Dronning Alexandrine og Dronning Ingrid rammen i deres mænds regeringsperioder, og fra 1972 og frem til tronskiftet i januar 2024 bar Dronning Margrethe rammen med et portræt af sin far, Frederik 9.

Jada debuterer på Grøn 2024

0

Tuborg og Muskelsvindfonden kan i dag afsløre, at popdronningen Jada er det sjette navn på årets Grøn-plakat. Publikum kan glæde sig til at opleve hendes anmelderroste shows, smukke tekster og kraftfulde stemme, når hun drager på tur med Grøn og besøger otte danske byer fra den 18.-28. juli.

Skrål med på bl.a. kæmpehittet “Nudes” til sommer, når Jada ruller gennem det danske sommerland sammen med resten af lineuppet, der indtil videre tæller Blæst, Burhan G, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og TV·2.

– Jeg og mit band kom slet ikke ud at spille sidste sommer, og for mig kunne det ikke være bedre, end at det er Grøn, vi vender tilbage på – det er en fællesskabsfest, som jeg selv har elsket at være med til som teenager, og som jeg er så stolt af at skulle være en del af nu. Vi har to års musik, energi og kærlighed sparet op indeni, og det skal blæses ud til alle, der kommer på Grøn. Mig og min nye lille familie glæder os så meget til at komme og blive en del af Grøn-familien 2024, udtaler Jada.

En kraftfuld stemme for selvkærlighed
I 2019 bragede Jada ind på den danske musikscene med det anmelderroste debutalbum “I Cry a Lot”. Allerede ved Jadas debut i 2018 spåede GAFFA, at hun ville blive en af de helt store spillere inden for dansk musik – og lige siden er priserne væltet ned over hende i en lind strøm. Både Danish Music Awards, P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven valgte at anerkende hendes store gennembrud, og hun har siden manifesteret sin stjernestatus i dansk musik. Jada har fået hele landet til at synge med på ørehængerne som “Lonely”, “Lifetime” og kæmpesuccesen “Nudes”, som har passeret imponerende 12 mio. streams på Spotify.

Jada er blevet en vigtig stemme for den unge generation, hvor hun med sine følsomme tekster formidler vigtige og relaterbare budskaber. Efter to år med corona-aflysninger har Jada i den grad taget revanche med kæmpe shows på Roskilde Festivals Orange Scene, Smukfest, NorthSide og i Royal Arena. Med sin kraftfulde vokal og imponerende sceneshows er det ingen overraskelse, at Jada hele fire gange har modtaget priser som Årets Livenavn til forskellige prisuddelinger. Når Jada i år gæster Grøn med sin fantastiske stemme og vedkommende tekster, bliver det samtidig hendes debut på den grønne turné.

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk.

KL: Miljøskadeloven bør laves om

0

Det nytter ikke, at vi har en miljøskadelov, som efterlader risikoen hos kommunerne og borgerne. Det kan i sidste ende betyde, at ingen kommuner vil have den type virksomheder liggende inden for kommunegrænsen, lyder det fra KL.

Miljøskadeloven regulerer, hvem der har myndighedsansvaret og det økonomiske ansvar i de tilfælde, hvor der er overhængende fare for en miljøskade. Loven er imidlertid paradoksal. For når en virksomhed går konkurs og ikke kan stille sikkerhed for udgifterne, ophører miljøministeren med at have myndighedsansvaret, som i stedet lander hos kommunen. Og dermed ender kommunen med hele regningen for at afhjælpe skaden og genoprette miljøet.

At én virksomhed kan efterlade store udgifter, som bebyrder den enkelte kommunes økonomi og ressourcer, er helt urimeligt, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

– Der har åbenbaret sig et kæmpe hul i miljøskadeloven, som ingen tidligere har været opmærksomme på. Det hul gør, at kommunerne risikerer at komme til at stå med hele den økonomiske risiko. Det vil unægtelig få den konsekvens, at man som kommune tænker sig om to gange, før man siger ja til at placere sådan en virksomhed inden for kommunegrænsen, siger Birgit S. Hansen og fortsætter: 

– Vi taler jo om regninger på trecifrede millionbeløb. Det vil påvirke den enkelte kommunens økonomi enormt hårdt og betyde, at der er velfærd, man ikke vil kunne levere til borgerne. Den risiko vil man nok nødigt løbe.

Derfor bør man få lukket dét hul i miljøskadeloven, mener KL.

– Vi skal tage ved lære af forløbet omkring Nordic Waste. For hvis vi ikke får tætnet hullet i miljøskadeloven, kommer vi til at stå med et nyt kæmpe erhvervsproblem – nemlig at fx miljøbehandlingsvirksomheder og større depoter af fx olie, kemikalier og affald får svært ved at finde en kommune at slå sig ned i, siger Birgit S. Hansen. 

Regeringen vil indføre dansk forbud mod PFAS i tøj og sko

0

Som en del af en ny PFAS-handlingsplan foreslår regeringen at indføre et nationalt forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler. – Vi skal gå foran i arbejdet for at begrænse PFAS ved kilden. Et nationalt forbud vil gavne vores sundhed og miljøet i Danmark, siger miljøminister Magnus Heunicke.

PFAS tilhører de såkaldte ”evighedskemikalier”, fordi de er svære at nedbryde og derfor spreder sig overalt i miljøet. Når PFAS udledes til vores miljø optages stofferne i planter og dyr, der bliver til fødevarer og spises af mennesker. PFAS kan på lang sigt svække immunforsvaret, forårsage hormonforstyrrelser og mistænkes for at øge risikoen for kræft. En af de største kilder til PFAS i det danske miljø er tøj, sko og imprægneringsmidler. Derfor ønsker regeringen at indføre et nationalt forbud mod PFAS i netop disse forbrugsvarer.

– Vi skal gå foran i arbejdet for at begrænse PFAS ved kilden. Et nationalt forbud mod import og salg af tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS er et vigtigt skridt på vejen mod at begrænse udledningen og vil have en reel miljøeffekt i Danmark. Desuden sender vi et stærkt signal til resten af verden om, at vi skal udfase disse stoffer, hvor det er muligt, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Hvad angår tøj, sko og imprægneringsmidler, vurderes der at være PFAS-frie alternativer tilgængelige på markedet. Det modsatte er dog tilfældet, når det gælder professionel beklædning og sikkerhedstøj, hvor der stilles særlige krav til sikkerhed og funktionalitet. Danmark står sammen med fire lande bag et forslag om et forbud mod PFAS i EU.

Det nationale forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler vil gælde, indtil det forventede EU-forbud træder i kraft. Bekendtgørelsen om forbuddet forventes at være klar 1. juli 2025. Regeringen foreslår at give erhvervslivet en overgangsperiode på et år, så forbuddet gælder fra 1. juli 2026.


Fakta om forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler
– Med det nationale forbud forbydes indhold af PFAS i tøj, sko og
imprægneringsmidler til forbrugere.
– PFAS i professionel beklædning og sikkerhedstøj bliver ikke en del af forbuddet.
– Forbuddet retter sig mod salg og import af tøj, sko og imprægneringsmidler til
forbrugere.
– Forbuddet vil i praksis gennemføres ved, at der fastsættes grænseværdier, der sikrer,
at PFAS ikke bevidst kan bruges i beklædning, sko og imprægnering.
– Det vil fortsat være muligt at bruge tøj, sko og imprægneringsspray, man har købt før
forbuddet træder i kraft. Forslaget vil ikke omfatte genbrug og genanvendelse.
– Forslaget til forbud vil komme i høring. Her vil det være muligt for virksomheder at
melde ind, hvis der er særlige udfordringer, der skal tages højde for.
– Bekendtgørelsen om forbuddet forventes at være klar 1. juli 2025. Regeringen
foreslår at give erhvervslivet en overgangsperiode på et år, så forbuddet gælder fra 1.
juli 2026.

Nu kommer der pant på tyske dåser 

0

Danmark har kæmpet for en ny aftale, der sikrer pant på drikkevarer, der sælges i Tyskland. Det er nu en realitet, efter Europa-Parlamentet har vedtaget emballageforordningen. Reglerne skal sikre, at tyske grænsehandelsbutikker ikke længere kan sælge pantfri dåser til danskerne

Europa-Parlamentet har i dag godkendt en ny emballageforordning, der fastslår, at der skal opkræves pant i de tyske grænsehandelsbutikker. Uklarhed om de tyske pantregler kan derfor ikke længere bruges som undskyldning for ikke at opkræve pant.

– Vi har kæmpet i tyve år for at få pant på tyske dåser og for at få løst problemet med, at pantfri dåser fra tyske grænsehandelsbutikker ender i den danske natur. Med emballageforordningen slås det fuldstændig fast, at der skal opkræves pant i Tyskland uanset, hvor dåserne sælges og hvem de sælges til. Grænsehandelsbutikkerne skal nu følge de samme regler som alle andre butikker. Det er en sejr for os, men det er i særdeleshed en sejr for den danske natur, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Afgørende for grøn omstilling af emballage

Med aftalen sættes der ikke blot punktum for den manglende opkrævning af pant ved grænsen. Der fastsættes et samlet, nytænkende europæisk regelsæt for emballage i EU, der omfatter alt lige fra drikkevare-emballager til træpaller.

Aftalen skal give det europæiske emballageforbrug et ordentlig skub i en grønnere retning og reducere mængden af emballageaffald, så den stigende affaldskurve knækkes. 2 Med aftalen får alle lande bindende reduktions- og genbrugsmål for emballage, samt klare og ens regler for emballagedesign på tværs af landegrænser.

Det skal sikre, at danske virksomheder ikke længere skal leve op til 27 forskellige nationale regelsæt, når de sælger emballerede produkter i EU. Emballageforordningen forventes at træde i kraft i løbet af 2026 og kravet om opkrævning af pant i 2029.

– De nye regler har kæmpe betydning, og vi vil presse på for at efterlevelsen sker hurtigst muligt. Der er dog lang tid til 2029, og det er vigtigt for både miljø, samt fair og lige konkurrencevilkår, at der kommer pant på tyske dåser – og gerne hurtigere end 2029, siger Henrik Hyltoft, der er vicedirektør i Dansk Erhverv.

På trods af optimismen om kravet fra EU, er der dog fortsat uklarheder i forhold til den praktiske løsning, herunder de krav der kommer til at gælde for indsamlingen af pant på tværs af EU-landene, og Dansk Erhverv vil fortsætte dialogen med myndighederne. I dag kommer mindst 650 millioner dåser uden til pant Danmark hvert år.

– Det er nødvendigt fortsat at presse på for at finde en god og hurtig løsning. Rigtig mange danskere køber pantfrie øl og sodavand, når de grænsehandler, og de tyske grænsehandelsbutikker har i årevis omgået det tyske pantsystem. Det betyder bl.a, at de pantfrie dåser i væsentlig mindre grad genanvendes, hvilket er til skade for både klima og miljø samt skaber ulige og urimelige fordele for de tyske grænsebutikker, slutter Henrik Hyltoft

Udgifterne på socialområdet fortsatte himmelflugt i 2023

0
(Foto: AVISEN)

Som det eneste velfærdsområde vokser det specialiserede socialområde markant i kommunernes regnskaber for 2023. Det bliver et centralt tema i årets økonomiforhandlinger, siger KL-formand. Der skal både penge og styringsredskaber på bordet.

Det kan ikke fortsætte.

Så klart lyder det fra KL’s formand Martin Damm som reaktion på de endelige regnskabstal for 2023, som Danmarks Statistisk har offentliggjort onsdag.

Tallene viser nemlig, at udgifterne endnu engang stiger på det specialiserede socialområde, både på børne-/ungeområdet og på voksenområdet. Fra 2022 til 2023 er stigningen på cirka 1,5 mia. kr. Dette selvom kommunerne ikke har fået ekstra midler til området.

Kommunernes udgifter til socialområdet er samlet steget med næsten 6 mia. kr. siden 2018.

– For femte år i træk ser vi udgifterne på det specialiserede socialområde stige kraftigt. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi kommunerne har flyttet midler fra andre velfærdsområder. Det kan vi ikke blive ved med. Efter mange år, hvor væksten er sket på de specialiserede områder, er der behov for at styrke de almene velfærdstilbud. Dét skal vi drøfte i årets økonomiforhandlinger, siger KL’s formand Martin Damm.

Demografimidler går ikke til de ældre

Regnskabstallene viser fx, at de penge, som kommunerne fik med økonomiaftalen for 2023 til at dække udgifterne, når der kommer flere ældre og børn, ikke er gået til de områder, men er blevet brugt på det specialiserede socialområde.

– Socialområdet er uhyre komplekst, og vi kan se, at de eksisterende rammer og strukturer er med til at drive udgifterne i vejret. Det er vi nødt til at forsøge at få bedre hånd om. Især så vi sikrer, at de borgere, der har brug for hjælp, kan få den. Men også så vi har råd til det velfærdssamfund, som vi alle ønsker os.

Bedre styring og økonomi

Ekspertudvalget på socialområdet kom i starten af april med en række anbefalinger til at få både økonomi og faglighed på socialområdet til at gå mere i takt. Ifølge Martin Damm bliver de anbefalinger helt centrale i årets økonomiforhandlinger.

– Jeg tror ikke, at der er én anbefaling ud af ekspertudvalgets 19 af slagsen, som ikke bør implementeres. Vi vil derfor have blikket stift rettet mod at aftale med regeringen, hvordan de omsættes i praksis. Men det tager tid, før de får virkning. Derfor er vi også nødt til at tale om økonomien, indtil anbefalingerne er trådt i kraft. Ellers vil udhulingen af den almene velfærd fortsætte, siger Martin Damm.

Slut med nye benzin- og dieselbiler i 2025

0

CO2-udledningen fra Region Syddanmarks kørsel og transport skal bringes markant ned. Derfor sætter regionen turbo på omstillingen til eldrevne køretøjer, samtidig med at der kommer fuldt stop for indkøb af nye benzin- og dieselbiler i 2025.

Diesel- og benzinbiler er snart en saga blot i Region Syddanmarks bilflåde. Regionsrådet har nemlig besluttet, at mere end 50 pct. af regionens samlede bilflåde skal være fossilfri i 2030.

Det dækker bl.a. over, at 100 pct. af regionens personbiler skal være fossilfri, at 60 pct. af patientbefordringen, skal være fossilfri, og at 25 pct. af køretøjerne på det præhospitale område skal være fossilfri Ved udgangen af 2024 har regionen købt sin sidste personbil drevet af diesel ellerbenzin.

Det er blot nogle af de indsatser, der frem mod 2030 skal føre til, at regionen kan skære 35 pct. af CO2-udledningen fra kørsel og transport sammenlignet med 2020. Indsatserne er beskrevet i en ny delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport, som regionsrådet godkendte på deres møde 22. april 2024.

– Klimaudfordringerne skal mødes med konkrete handlinger. Vi går målrettet efter mere bæredygtige transportformer og indfører fuldt stop for indkøb af nye diesel-og benzinpersonbiler, så alle regionens personbiler fremover kører på el. Det er ambitiøst set i forhold til, at man på nationalt plan forventer, at elbiler udgør ca. 21 pct. af danskernes biler i 2030, men vi mener, det er realistisk med det marked for fossilfri personbiler, der allerede er nu, siger Karsten Uno Petersen (A), der er formand for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling.

Hvad angår de større fossildrevne køretøjer på det præhospitale område – ambulancer, varebiler og køretøjer, der kører med liggende patienter – findes der endnu ikke eldrevne alternativer. Det skyldes, at der fx til ambulancer er krav om, hvor langt og hvor hurtigt ambulancerne kan køre, og hvor hurtigt de skal kunne lades op for at være klar til udrykning.

Derfor har regionen ikke sat sig fast på konkrete målsætninger på de specifikke områder, men regionen forbereder sig alligevel på den fulde omstilling, forklarer Karsten Uno Petersen:

– Det er en balance, hvor vi sætter fuld fart på ambitionerne på de områder, hvor der findes løsninger, mens vi på andre områder må afvente udvikling af bæredygtige løsninger – en udviklingsopgave, vi også vil tage del i. Vi er overbevist om, at de bæredygtige løsninger kommer, og derfor går vi i gang med at etablere en ladeinfrastruktur på regionens matrikler, der fuldt ud matcher vores ambition om omlægningen til fossilfrie køretøjer, og som udbygges i takt med, at omlægningen til fossilfri alternativer sker. Vi forventer, at vi 2027 kan opstille konkrete målsætninger på de forskellig former for tungvognskørsel.

6.300 tons mindre CO2

Kørsel med siddende patienter (flextrafik) er et andet ben i strategien. Her er målet, at mere end 60 pct. af køretøjerne skal være fossilfri i 2030. Kravet vil løbende blive integreret i trafikselskabernes to-årige udbud af flextrafik, så det sikres, at transporten i 2030 foregår i personbiler, der er fossilfri.

Sammen med trafikselskaberne vil regionen følge mulighederne for at omstille til fossilfri liftvogne, hvor teknologien endnu ikke er moden til at fungere i flextrafik på grund af for kort rækkevidde og for langsom opladning af disse køretøjer.

Som det sidste vil regionen sørge for mere effektiv udnyttelse af de køretøjer, regionen råder over, så det bliver muligt at klare sig med 20 pct. færre person- og varebiler. På den måde vil regionen kunne skære 20 pct. af den CO2-udledning, der stammer fra indkøb, der relaterer sig til regionens kørsel- og transportområde.

Delstrategiens målsætninger og indsatser vil fuldt implementeret skåne atmosfæren for ca. 6.300 tons CO2, hvilket svarer til, at regionen reducerer udledningen fra kørsel og transport med 35 pct.

Delstrategi for effektiv og fossilfri kørsel og transport blev godkendt af regionsrådet 22. april 2024. Carsten Sørensen fra Dansk Folkeparti stemte imod og løsgænger Sabrina Bech Bartholin stemte delvist imod forslaget.

Flere gravide og fødende bliver fulgt af en jordemoder, de kender   

0

Regionsrådet giver flere penge til, at bestemte grupper af gravide og fødende fremover kan være mere sikre på, at de kender den jordemoder, som de kommer til at føde med. Kvinder med fødselsangst og tidligere traumatiske fødsler, kvinder med sociale udfordringer og kvinder, der føder hjemme, får gavn af Kendt Jordemoderordning.

Det syddanske regionsråd giver fem millioner kroner til at ansætte 12 ekstra jordemødre til fødestederne i Region Syddanmark. Det er en del af den nye fødeplan fra 2022, hvor det står beskrevet, at Kendt Jordemoderordning skal styrkes.

Opnormeringen af jordemoderhænder skal bruges til at styrke Kendt Jordemoderordning, så flere gravide kan føde med en kendt jordemoder.

Kendt Jordemoderordning har eksisteret i Region Syddanmark siden 2010 og var oprindeligt et tilbud til kvinder, som gerne ville føde derhjemme. Ordningen er gennem årene blevet udvidet og er nu et tilbud målrettet kvinder med fødselsangst, tidligere traumatiske fødsler, kvinder med sociale udfordringer, voldsramte gravide, kvinder med diabetes og kvinder, der føder hjemme.

De gravide vil have kontakt med de samme tre jordemødre i ordningen, som de møder ved alle konsultationer og undersøgelser i løbet af deres graviditet. Når fødslen kommer, vil det også være en af de tre jordemødre, som de kender, der vil være der.

Formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S) siger:

– For særligt sårbare kvinder og familier med særlige behov ligger der en stor tryghed i at kende deres jordemoder. Med den ændrede organisering, sikrer vi at flere gravide, der er med i Kendt Jordemoderordning, vil møde en jordemoder, de kender, ved fødslen.

Styrkelsen af Kendt Jordemoderordning betyder helt konkret, at alle fem fødesteder i regionen nu visiterer på samme måde, så man sikrer sig, at de gravide med størst behov får tilbuddet – uanset hvilket fødested de er tilknyttet.

De fem millioner kroner, som regionsrådet har sat af, skal bruges til at ansætte 12 ekstra jordemødre, som fordeles ligeligt mellem fødestederne.

De gode erfaringer kommer alle til gavn

Den arbejdsgruppe, som er kommet med de anbefalinger til, hvordan Kendt Jordemoderordning bliver et ensartet tilbud på alle regionens fødesteder, har også lavet en række anbefalinger til, hvordan de gode erfaringer fra Kendt Jordemoderordning kan komme alle gravide og fødende i regionen til gavn. Særligt i jordemoderkonsultationerne er der potentiale for flere indsatser, som allerede er positivt evalueret af Kendt Jordemoderordning, og som derfor bør prioriteres. Eksempelvis tidlig forventningsafstemning om, hvem den gravide møder i sit graviditets- og fødselsforløb.

Cigaretproducenter skal betale mere for opsamling af skod

0

Det er tobaksindustriens ansvar at betale for cigaretskod, der forurener naturen. En ny analyse viser, at omkostningerne for at rydde op efter cigaretskod bliver dyrere end hidtil antaget. Regeringen og en bred aftalekreds er enige om, at regningen til producenterne skal følge omkostningerne.

Hvert år ender flere millioner cigaretskod med at blive kastet i den danske natur. Det har konsekvenser for vores miljø og vores natur. Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat og over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin til skade for dyreliv og vandmiljø.

Sidste år trådte det såkaldte oprydningsansvar for cigaretskod i kraft. Oprydningsansvaret betyder, at tobaksproducenterne skal betale for oprydningen af deres produkter, når de ender i naturen.

Nu viser en ny analyse, at det bliver dyrere, end det først var antaget, at rydde op i den danske natur efter de mange cigaretskod. Regeringen og en bred aftaleaftalekreds er enige om, at gebyrerne, som tobaksproducenterne skal betale, skal følge de reelle omkostninger.

– Cigaretskod hører ikke til i naturen. De indeholder plast, giftige tjærestoffer og tungmetaller, som udledes i naturen. Derfor skal producenterne naturligvis betale prisen for oprydningen. Nu viser det sig, at prisen bliver højere, end vi troede. Derfor er det også tilfredsstillende, at en bred aftalekreds er enige om, at regningen fortsat tilfalder producenten, selvom prisen er steget, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Ikke kun tobaksproducenter skal betale for oprydning i naturen

Det er ikke kun cigaretskod, der bliver smidt i naturen. Meget andet affald ender også i naturen og miljøet. Hvert år indsamler kommunerne 14.000 ton affald, som ligger smidt i skove, parker og byrum. En stor del af dette affald er fødevarebeholdere, indpakningsposer og -folier, drikkevarebeholdere og drikkebægre, der anvendes til take-away samt letvægtsbæreposer, balloner og vådservietter af engangsplast.

Derfor bliver producenter af disse syv øvrige engangsplastprodukter fra 1. januar 2025 også omfattet af oprydningsansvaret. Ifølge en ny opgørelse Miljøstyrelsen har fået lavet, brugte kommuner, Naturstyrelsen og Vejdirektoratet i 2023 i alt ca. 150 mio. kr. på oprydning af de otte engangsplastprodukter. Det er disse omkostninger, producenterne nu skal afholde.

Fakta:

Cigaretskod er antalsmæssigt den største type af henkastet affald i Danmark.
Cigaretfiltre indeholder plastikmaterialet cellulose acetat. Over 5-10 år nedbrydes skod til mikroplast. Cigaretskod smidt i naturen kan også afgive tungmetaller som bly og cadmium, tjærestoffer og nikotin.
Omkostningerne for oprydning af cigaretskod var tidligere estimeret til 39,5 mio. kr. årligt. Omkostningsopgørelsen viser nu, at prisen for oprydning ligger på 84,5 mio. kr. årligt.
Producenterne skal betale oprydningsgebyr i hvert kvartal. Den regning bliver nu dyrere.
Oprydningsansvaret på alle 8 engangsplastprodukter stammer fra EU’s engangsplastdirektiv.

Uheld, indbrud og påvirkede bilister på Fyn

0
KRIMI. Flere hændelser har det seneste døgn holdt politiet beskæftiget rundt om på Fyn, hvor både færdselsuheld, indbrud og sager om påvirkede bilister indgår...

Røveri, indbrud og utryg adfærd på Fyn

0
KRIMI. Flere hændelser på Fyn har i de seneste dage ført til en række sigtelser og anmeldelser, herunder et røveri, flere indbrud og episoder...

Jeppe Bruus genvalgt — men Venstres lokale kredskandidat nåede ikke i mål

0
POLITIK. De personlige stemmer er talt op, og billedet er klart for Middelfartkredsen. Jeppe Bruus er genvalgt til Folketinget som nummer tre på Socialdemokratiets...

Jeppe Bruus kæmper for sin plads i Folketinget

0
POLITIK. Valgnatten er overstået, og Socialdemokratiet har fået et historisk dårligt valg på Fyn. Nu venter Jeppe Bruus på at få svar på det...

45-årig fra Odense fremstilles for indbrud, grov vold og vidnetrusler i Kolding

0
KRIMI. En 45-årig mand med bopæl i Odense Kommune fremstilles onsdag klokken 13 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er sigtet for indbrud,...

VALGDAG: Vi følger stemmeurnerne fra Trekantområdet til Christiansborg

0
Klokken 8 åbnede stemmeboksene. Klokken 20 lukker de igen, og så begynder optællingen. Vi følger valgdagen fra morgen til nat, fra Trekantområdet til Christiansborg. https://v.24liveblog.com/24.js