TRAFIK. Torsdag aften er togtrafikken over Fyn og Storebælt hårdt ramt, efter at en personpåkørsel har sat en stopper for al togdrift mellem Odense og Korsør.
DSB meldte klokken 17.49 på deres hjemmeside: »Ingen tog mellem ODENSE og Korsør efter personpåkørsel – Togbusser på vej«. Kort efter skrev selskabet på sociale medier:
»Opdatering kl. 17:55: Ingen tog mellem Odense og Korsør efter personpåkørsel – Togbusser på vej«.
Togene holder ifølge DSB i øjeblikket stille mellem Odense St. og Korsør St. »Årsagen er en personpåkørsel. Vi arbejder på at få Togbusser frem til at køre mellem de to stationer,« lød det i opslaget.
Mens rednings- og beredskabsarbejdet står på, er det kun muligt at køre tog på delstrækninger: mellem Nyborg og resten af Fyn/Jylland samt mellem Korsør og København H.
For de mange rejsende betyder det væsentlige forsinkelser og ekstra rejsetid torsdag aften, hvor der ventes store udfordringer i både tog- og busdriften, indtil der er etableret togbusser over Storebælt.
POLITI. En kvinde i 80’erne fra Odense Kommune blev i dag udsat for groft bedrageri, da hun udleverede sit dankort og pinkode til en mand, der udgav sig for at være fra banken.
Fyns Politi efterforsker sagen og offentliggør nu fotos af den mistænkte i håb om, at nogen kan hjælpe med at identificere ham.
Ifølge politiet blev kvinden ringet op af en person, der påstod at være fra Nordea Bank. Han forklarede, at der var problemer med en forsikring, og at et bankbud ville komme forbi for at afhente kortet. Klokken 11.45 dukkede gerningspersonen op og fik kort og kode.
Kort efter – omkring klokken 12 – blev der hævet et større beløb i en automat på Rugårdsvej tæt ved Tarup Centeret i Odense.
Signalement af gerningspersonen
Mand, ca. 30 år
Lys hud
Mørkt, kort og tjavset hår
Over- og hageskæg
Iført sort jakkesæt, hvid skjorte og sorte sko
Bar briller med metalstel
Fyns Politi opfordrer alle, der kan genkende personen, til at kontakte politiet på telefon 114.
Politiets advarsel
Fyns Politi minder borgerne om, hvordan man undgår at blive udsat for kontaktbedrageri:
Du skal aldrig udlevere betalingskort, pinkode eller MitID til nogen
Hverken banker eller politi beder om at få kort eller koder udleveret
Smæk røret på og luk døren, hvis nogen forsøger at få fat i dine oplysninger
Kontakt din bank eller en pårørende, hvis du er i tvivl
Ring til dit teleselskab og få oprettet ”Udeladt nummer”, så dit nummer ikke kan findes på nettet
Mistænker du, at du eller en pårørende er blevet snydt, så kontakt politiet på 114
ANMELDELSE. Man træder ind i teatersalen og får en AHA-oplevelse! Alt er ikke som det plejer. Et tårn af en scene knejser sig op midt i salen, og publikum er placeret foran og bagved – øh – eller omvendt. Lyd, lys og skærme overalt. Noget skælsættende venter! Sitrende forventningsfuldt. 90’ermusik venter.
Pumpende basrytmer, beats og sampels (”stjålne lydspor”) vil forstyrreden sædvanlige opfattelse af, hvad en musical er, og man bliver ikke snydt, men må anerkende ”Chief 1’s” historie, om en stjerne og et offer i den udnyttende kapitalistiske musikindustri. Det er hårdt at arbejde sig op, og det gør ondt at falde ned. Mon kærligheden følger med?
Med dette tema er WHAT IS LOVE som musical en imponerende nyskabelse
Jeg var til dels forberedt. En play-liste var udsædvanligt udsendt på forhånd. Her sker sandsynligvis noget nyt. Så jeg skulle ikke kede mig gennem South Pacific, som jeg så på film i Bio (lille teatersal) eller en anden gentagelse af en af de alllerede kendte sikre musicals, som atter bliver opført, for at økonomien måske holder.
90’ermusikken
Herværende anmelder og boomer (født 1946-64) var ikke ung ung i 90’erne. Muren var faldet osv. og der var dengang en naiv fremtidstro. Allehar et lydtapet fra sin ungdom, og dengang kærtegnede jeg ikke umiddelbart90’ermusikken. Var mere til det melodiske, gode tekster med indhold, flerstemmighed og reel spillekunst fra Beatles til Eagles osv., men også noget beskidt guitarrock, og ikke alt det tekniske snyd med mix, scratch, samples osv.
Men jeg ændrede indstilling, da mine børn afspillede Absolute Music cd’erne. Det her kan da også noget. Tænk, at tidligere kulturminister, Joy Mogensen, blev skoset, fordi hun lyttede til Absolute music. Det var åbenbart ikke fint nok. Men 90’ermusikken blev definerende for hendes og mine børns ungdom. Så What Is Love er især musikalsk kræs for dem og deres generation.
Absolut(e) musicalsucces
What Is Love indeholder ikke mindre en 30 numre fra 90’ernes sangskat.
Fra Haddaways titelmelodi What Is Love (3 gange), Aquas verdenshit Barbie Girl, Back Street Boys’ Show Me the Meaning of BeingLonely – fremragende udført af de mandlige performere, Christina AguilerasBeautiful, hvor Mary Jean Moore både fysisk og vokalt bevæger sig/os mod stjernerne, til Chief 1’s Technobeat og Legender.
Og man kan ikke sidde stille. Her er talrige hits, der appellerer til kroppen. Der skal klappes og danses!
Dansere er ofte brugt som mere eller mindre ubetydelig seksualiseret staffage ved koncerter og shows. Men her i What Is Love er der mening med galskaben. Performerne bærer konstant handlingen videre, så man bliver helt forpustet. Op og ned ad trapper og elevatorer, og ud og ind i nye kostumer. Gid jeg var i samme fysiske form! Man forstår castingen. Alle er ekstraordinært fremragende.
Ok, man sparer på løn til levende organiserede musikere. Til gengæld må den overraskende nyskabende scenografi og teknik koste – både penge, kræfter og hovedbrud. Naturligvis var det utilsigtet, at premieren måtte opleve to ufrivillige pauser. Det går jo lidt ud over forestillingens flow. Man må jo ikke lege med en elevator – og her er tre! Men det gør de jo heftigt her.
Alle bør fremhæves
Chefinstruktør Anna Schulin-Zeuthen, Chief 1 og Riffi Haddaoui, koreograf Peter Friis og musikansvarlig Kristoffer Nybye m.m.fl. og hele jeres kæmpemæssige hold har sammensat, udført og leveret noget unikt.
Rasmus Fruergaard er en sikker, tryg og eftertænksom Voksen-Peter og det dumme svin af en John John (Trump hedder også John!). Teit Samsø, som DJ Buffalo er yderst skæv og morsom. Vito Borggild Gram er den unge drømmende musikalske og skrøbelige Peter, som sammen med eksorbitante Mary Jean Moore og altid toptunede Diluckshan Jeyaratnam fremstår klarest. Men dette er igen en holdpræstation. Alle 16 på scenen og dem over, under og ved siden af burde have en fiduspokal!
Bedømmelse
Blandt det aldersdiverse premierepublikum er der givetvis forskelligeopfattelser og begejstring for og indlevelse i WHAT IS LOVE. Nogle har danset og måske kysset i Palmehaven, nogle på Knudsborg, nogle på Crazy Daisy og andre til et eller andet obskurt kokainfyldt rave party. Så referencerne er ikke ens.
Nogle er til moderen, nogle er til datteren!
MEN!!! 6 stjerner herfra – fordi Fredericia Musicalteater med WHAT IS LOVE tør og så enestående formår at udvikle musicalgenren på flere overraskende planer.
Spiller helt frem til 8. november.
Husk at købe det spændende indholdsrige program, som er udformet som en udgave af Vi Unge! Dog uden kæmpe idolplakat i midten.
Gad vide om vi med næste års satsning – og udvikling – FANG VINDEN vil opleve en teatersal fyldt med vand?
Man ved jo aldrig, hvad de kan finde på! Så må vi jo tage baderingen med…
POLITIK. Regeringen har tirsdag offentliggjort en større rokade, hvor tre centrale ministre bytter plads. Rasmus Stoklund går fra Skatteministeriet til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Kaare Dybvad Bek skifter fra udlændingeområdet til Beskæftigelsesministeriet. Og Ane Halsboe-Jørgensen overtager Skatteministeriet.
Ifølge Statsministeriet var ændringerne planlagt allerede inden mandag aften, hvor Københavns Lufthavn blev lammet af en alvorlig dronalarm. Den aktuelle situation betød dog, at statsminister Mette Frederiksen ikke deltog i audiensen på Amalienborg, og at der heller ikke blev holdt det sædvanlige doorstep.
Overdragelsesforretningerne i ministerierne finder sted senere på ugen.
Rokaden falder på et tidspunkt, hvor regeringen står midt i flere store dagsordener. Skatteområdet er under pres med fortsatte diskussioner om skattely og kontrol, udlændingeområdet er præget af en stram debat, og på beskæftigelsesområdet er der udfordringer med mangel på arbejdskraft og stigende sygefravær.
Med ændringerne får tre erfarne socialdemokratiske profiler nye opgaver – og ansvaret for at navigere gennem nogle af de mest betændte politiske emner i dansk politik.
Fredag den 20. september 2025 vil blive husket som dagen, hvor Middelfart tog endnu et stort skridt i sin udvikling. Byens nye kultur- og samlingssted, Tråden, blev officielt indviet, og både borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen og Trådens bestyrelsesformand Per Jørgensen markerede begivenheden med taler, der bandt fortid, nutid og fremtid sammen.
En historisk ramme
Borgmesteren lagde vægt på, hvordan Tråden er opstået i industribygninger, der tidligere summede af liv fra Nordisk Kabel & Tråd.
»Jeg kunne ikke forestille mig noget mere rigtigt til at markere denne milepæl i transformationen af Trafikhaven end Sankt Kårets Skjold, som blev stiftet af arbejdere fra Nordisk Kabel & Tråd for 125 år siden,« sagde han i sin åbning.
Han mindede om, at hvor råstoffer og varer engang flød gennem hallerne, er det nu kultur, musik og fællesskab, der skal præge området.
Fra idé til virkelighed på rekordtid
Per Jørgensen, formand for Tråden, fulgte op med at understrege, hvor hurtigt projektet er blevet til virkelighed.
»Det er et projekt, hvor vi er gået fra handling til opførelse på rigtig kort tid. Det er sket i et stærkt samarbejde med Middelfart X, Erhvervsforum, byrådet og kommunen, som har været utroligt velvillige i forhold til både godkendelser og støtte,« sagde han.
Ifølge formanden startede hele idéen med et ønske om at skabe et sted for byens unge.
»Det har været drivkraften fra starten. Vi havde nogle fantastiske arealer i de gamle haller, og vi kunne dårligt finde en bedre udsigt. Det var et super setup, og derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle skynde os at komme i gang,« forklarede Per Jørgensen.
Et hus bygget på frivillighed
Trådens formand understregede, at alt bestyrelsesarbejde er baseret på frivillighed, og at overskuddet fra huset skal tilbage til unge i Middelfart.
»Jo flere vi kommer herind, og jo mere vi genererer, jo mere kan vi sende tilbage til de unge i byen. Det kan være som økonomisk støtte til aktiviteter og projekter. Det synes jeg er en rigtig fin idé,« sagde han.
Samtidig rettede han en særlig tak til husets direktør, Maja, der har stået i spidsen for de første udfordrende måneder med tre store aktører under samme tag.
Arkitektur med liv i centrum
I sin tale knyttede borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen projektet til arkitekten Jan Gehls filosofi om, at man skal skabe liv, før man bygger boliger.
»Kunsten er ikke bare at bygge nyt, men at skabe miljøer, som er rare for mennesker at være i. Det er den filosofi, vi forfølger i byrådet. Og med indvielsen af Tråden skaber vi liv,« sagde han.
Tråden rummer i dag en koncerthal med plads til 2.000 mennesker. På sigt følger en bypark, der skal brede sig ned til Lillebælt med et bassin til badning. Derefter bygges nye boliger, der skal danne ramme om en levende bydel.
Unge i fokus
Borgmesteren rettede samtidig blikket mod unges trivsel.
»For en generation siden var unge de mest lykkelige. I dag viser undersøgelser, at unge er den mindst lykkelige aldersgruppe. Alt for mange bøvler med angst, præstationspres og lav trivsel. Sådan skal det ikke være. Unge skal trives. Vi skal alle sammen trives,« sagde han.
Som svar på udfordringen er Kabel 29, et nyt ungemiljø, etableret i tilknytning til Tråden. Det er i høj grad de unge selv, der har bygget stedet, blandt andet med hjælp fra tømrerlærlinge fra EUC Lillebælt.
En særlig tak gik til ildsjælen Carla Arvad Meyer, som borgmesteren fremhævede for sit utrættelige arbejde med at samle unge og skabe rammerne for et fællesskab.
Partnerskaber og ildsjæle
Begge talere fremhævede partnerskaberne som afgørende. Både kommunen, erhvervslivet, lokale foreninger og frivillige har løftet i flok.
En central rolle spiller også Gamborg Bryghus, hvis stiftere Stefan, Danny og Jesper nu driver Fyns næststørste spisested i huset.
»I har satset alt på at lykkes. Tak for at give sjæl med ind i Tråden,« lød det fra borgmesteren, da de tre blev kaldt frem til hyldest.
Et kulturelt hjerte i Middelfart
Både borgmesteren og formanden var enige om, at Tråden skal blive et nyt samlingspunkt for hele kommunen.
»Jeg håber, at det her bliver et kæmpe samlingssted for Middelfart – for unge mennesker, for events og for byen som helhed. Det fortjener vi,« sagde Per Jørgensen.
Og borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen rundede dagen af med ordene:
»Med Tråden får vi et samlingspunkt, der bliver kommunens kulturelle centrum og endnu et eksempel på, hvordan Middelfart bygger bro – både mellem landsdele og mellem mennesker.«
SPORT. FC Fredericia kom ud i et af sæsonens mest dramatiske opgør, da de fredag aften gæstede Odense. Kampen bød på straffespark, VAR-tjek og scoringer til allersidst, men på trods af en stærk præstation måtte Michael Hansen og hans spillere se sig slået 3-2. Cheftræneren kunne dog hæfte sig ved den attitude, hans hold lagde for dagen, især efter at være kommet bagud med to mål.
»Jeg synes, det var fremragende, at vi kom tilbage i kampen efter at være kommet bagud 2-0. Vi fik skabt et tryk, og spillerne viste en frigjorthed, der gjorde, at vi leverede en rigtig stærk afslutning på kampen,« sagde Michael Hansen kort efter slutfløjtet.
Første halvleg udviklede sig i OB’s favør. Hjemmeholdet styrede spillet og fik et straffespark for hånd på bolden, som Fiete Arp sikkert omsatte til 1-0. Fredericia stod kompakt, men havde svært ved at finde ro på bolden. Cheftræneren så både styrker og svagheder i sit holds indsats.
»Første halvleg går jo lidt sin gang, og vi er for dårlige på bolden til at give ordentlig modstand. Vi giver egentlig ikke meget væk ud over straffesparket, og Noah Ganaus havde også en stor chance. Defensivt er jeg egentlig tilfreds, men bagud 1-0 er jo ikke ret godt. Det er de små fejl, der gør forskellen. Den ene koster straffespark, og ved 2-0-scoringen i anden halvleg bliver vi fanget i opspillet. Det er selvfølgelig ærgerligt,« forklarede Hansen.
Efter pausen ændrede kampbilledet sig. OB udbyggede, som skrevet, til 2-0, men Fredericia svarede hurtigt igen med en pragtfuld scoring af Agon Muçolli. Fra det øjeblik pressede gæsterne på og skabte et væld af muligheder, der satte hjemmeholdets defensiv under massivt pres. Hansen glædede sig over, hvordan holdet tog kampen på sig.
»Frigjortheden, der kom i anden halvleg, er jeg virkelig tilfreds med. Vi fik sat os mere offensivt allerede fra pausen, og spillerne leverede en stærk indsats. Det burde have ført til en 2-2-scoring, for jeg synes, vi havde fortjent det,« lød det fra cheftræneren.
Fredericia ramte både stolpen og overliggeren, og flere gange måtte OB’s keeper Viljar Myhra strække sig til det yderste. I slutfasen kom OB dog foran 3-1 på en omstilling, netop som Fredericia pressede på for udligning. Alligevel nægtede oprykkerne at give op. I overtiden steg Jeppe Kudsk til vejrs og headede til 3-2, men længere nåede Fredericia ikke, før dommeren satte fløjten for munden.
Michael Hansen stod tilbage med en blanding af stolthed og skuffelse. »Det var en blanding af manglende kvalitet og manglende held, at vi ikke fik scoret til 2-2. Vi havde mulighederne, men når man ikke udnytter dem, så sker det, der skete til sidst, hvor OB får lukket kampen med deres tredje mål. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået udlignet, så var vi gået efter sejren. Vi havde momentum,« sagde han.
Trods nederlaget fandt Fredericia-træneren plads til at fremhæve sit holds styrker. »I dag var vi ikke gode nok til at få point, men vi går herfra med brystet fremme, fordi vi rejser os i kampen og gør det til et spændende opgør. Det viser karakter,« sagde Hansen.
FC Fredericia står tilbage med fornemmelsen af, at de havde fortjent mere. Holdet leverede en indsats, der bekræfter, at de kan måle sig med Superligaens etablerede klubber. Men små fejl i egen ende og manglende skarphed foran mål blev forskellen på triumf og nederlag denne aften i Odense.
SPORT. Der var både straffesparksdrama, stolpeskud, VAR-gennemgang og mål i overtiden, da OB og FC Fredericia fredag aften tørnede sammen i Odense. Hjemmeholdet trak det længste strå med en 3-2-sejr, men de tre point blev hevet i land under et massivt pres fra fæstningsbyens spillere, der flere gange var tæt på at sikre sig et fortjent point.
Fra første fløjt var det tydeligt, at OB ville forsøge at sætte sig på kampen. De blå-hvide-stribede holdt bolden mest og forsøgte at spille Fredericia tynde med hurtige kombinationer. Men gæsterne fra Fredericia stod stærkt i deres organisation og lurede på omstillinger, hvor især Agon Muçolli og Oscar Buch skabte uro, når de fik chancen.
I de første 25 minutter sad OB på bolden uden at skabe de helt oplagte muligheder. Fredericia havde omvendt et par farlige angreb, hvor Muçolli drev bolden ind i feltet, men skarpheden manglede i den afgørende aflevering.
Kampens første store chance tilfaldt OB, da Rasmus Falk sendte Noah Ganaus helt fri. Den tyske angriber burde have scoret, men Mattias Lamhauge i Fredericia-målet diskede op med en redning af høj klasse. Det skulle vise sig at være en forsmag på en travl aften for den færøske keeper.
Straffesparksdrama før pausen
Efter 38 minutter kom kampens første store kontrovers. Bolden blev slået ind i Fredericia-feltet, hvor Frederik Rieper var uheldig og fik den på armen. Dommeren blev kaldt til VAR-skærmen og pegede efterfølgende på pletten.
OB’s topscorer Fiete Arp gjorde sig klar. Tyskeren har været stensikker fra ellevemeterpletten i denne sæson, og han svigtede ikke. Lamhauge kastede sig til venstre, men Arp sparkede iskoldt til højre og bragte OB foran 1-0. Det blev også pausestillingen efter en første halvleg, hvor OB havde mest kontrol, men Fredericia stadig lurede på farlige momenter.
OB udbyggede – men Fredericia svarede hurtigt
Mucolli reducerer med et fremragende skud.
Anden halvleg begyndte, som den første sluttede, med OB i boldbesiddelse. Og efter 54 minutter udbyggede fynboerne føringen. Fredericias Svenn Crone mistede bolden i opspillet, og Jay-Roy Grot fandt Adam Sørensen, der stod helt fri og kunne sende bolden i et tomt mål til 2-0.
Man kunne tro, at det ville punktere gæsternes moral. Men bare seks minutter senere slog Agon Muçolli til. Fredericia-profilen viste individuel klasse i feltet, tog et hurtigt træk og hamrede bolden i kassen til 2-1. En scoring, der satte ild under kampen og tændte opbakningen fra de mange medrejsende Fredericia-fans.
Fredericia pressede OB i bund
Scoringen gav gæsterne fornyet energi, og de overtog gradvist kampen. OB blev trykket længere og længere tilbage, og gang på gang kom Fredericia frem til afslutninger. Gustav Marcussen var tæt på at udligne, da han hamrede bolden på indersiden af stolpen, mens Oscar Buch med flere løb ind bag OB-forsvaret skabte panik.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Fredericia havde 31 berøringer i OB’s felt mod hjemmeholdets 19, og gæsterne kom frem til næsten lige så mange afslutninger som OB trods markant mindre boldbesiddelse. Men skarpheden manglede. OB-forsvaret med Viljar Myhra i målet holdt stand, og de blå-hvide havde marginalerne på deres side i en fase, hvor Fredericia fortjente udligningen.
Overtidsdrama i Odense
I stedet for udligningen kom OB på 3-1 i overtiden. Marcus McCoy satte fart i højre side, spillede bolden på tværs, og indskiftede Jona Niemiec scorede sikkert. Et hårdt slag for Fredericia, der ellers havde presset på for 2-2.
Men kampen var ikke slut endnu. I det 97. minut steg Jeppe Kudsk til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i mål til 3-2. Situationen blev tjekket grundigt på VAR for en mulig offside, men målet blev godkendt. Dermed var der spænding helt til sidste fløjt.
Fredericia forsøgte desperat at fremtvinge en sidste chance, men inden de kunne nå at afslutte, lød dommerens fløjt. OB kunne ånde lettet op med en sejr, mens Fredericia måtte rejse hjem uden point, men med masser af ros for indsatsen.
Igen flot opbakning til FC Fredericia.
Set over hele kampen havde OB mest kontrol og flere store chancer, men Fredericia leverede en præstation, der viste, hvorfor oprykkerne allerede har taget Superligaen med storm. Michael Hansens tropper spillede med mod, aggressivitet og kvalitet i presset og var flere gange centimeter fra udligningen.
For OB betyder sejren, at de får tiltrængte point og klatrer forbi Fredericia i tabellen. Zorniger og sportsdirektør Troels Bech kan trække vejret lidt lettere, men de var vidner til en kamp, hvor OB på ny viste store udsving og blev presset helt i bund i slutfasen.
Fakta
Målscorere: 1-0: Fiete Arp (straffe, 38.) 2-0: Adam Sørensen (54.) 2-1: Agon Muçolli (60.) 3-1: Jona Niemiec (90+4.) 3-2: Jeppe Kudsk (90+7.)
Tilskuere: 9.119 på Nature Energy Park
Kort: Gule kort til Ismahila Ouedraogo, Julius Asku Harvey (OB), William Madsen og Jeppe Kudsk (FCF).
LIVESPORT. Odense Boldklub og FC Fredericia tørner sammen på Nature Energy Park i aften, hvor begge mandskaber jagter vigtige point i Superligaen. OB skal revanchere en skuffende sæsonstart, mens oprykkerne fra Fredericia har fået en flot entre i landets bedste række og vil bevise, at de kan bide fra sig mod traditionsrige modstandere.
Der er lagt op til et intenst opgør i Odense, hvor Alexander Zornigers OB skal finde stabiliteten efter en ujævn begyndelse på sæsonen. Fynboerne har kæmpet med både skader og manglende effektivitet, men råder fortsat over profiler som Fiete Arp og Rasmus Falk, der på deres bedste dage kan afgøre kampe på egen hånd.
På den anden side står et Fredericia-hold med selvtillid og en stærk offensiv akse anført af Agon Muçolli, Oscar Buch og Patrick Egelund. Selv om oprykkerne må undvære flere nøglespillere til skader, har de allerede bevist, at de kan matche Superligaens etablerede klubber med disciplin og hurtige omstillinger.
Aftenens kamp er ikke bare et møde mellem to mandskaber på jagt efter point – det er også en duel om momentum. OB jagter ro og resultater foran hjemmepublikummet, mens FC Fredericia vil fortsætte med at skrive på den fortælling, der allerede har gjort deres første tid i Superligaen til en af sæsonens største overraskelser.
BUSINESS. Det blå gulv glimter som havets overflade. I midten rejser et tårn sig med friske skaldyr og fisk, og bag disken kan man følge med i produktionen. Det er ikke bare en butik, men en scene, hvor oplevelsen spiller hovedrollen. Nu har Møllers Fiskehus åbnet i Odense, og de første dage har været både overvældende, hårde – og en stor succes.
»Den første dag var sindssyg. Jeg løb rundt i arbejdsstress hele dagen, samtidig med at folk ville hilse på og lykønske. Jeg var virkelig glad for al opbakningen, men om aftenen kunne jeg mærke, hvor meget det tog på mig. Jeg sad i bilen på vej hjem og begyndte at ryste. Jeg tænkte: Hvis det her fortsætter, så vælter det mig. Men næste dag havde jeg det fint igen, og jeg kunne mærke glæden. Det er jo sådan, det er, når man starter en forretning – man sælger sig selv lidt billigt i starten,« fortæller Mads Emil Møller.
Fra stormende åbning til daglig drift
Åbningsdagen trak masser af kunder til butikken i Faaborgvej i Odense. Der var både gode tilbud og smagsprøver, og interessen var til at tage og føle på. De efterfølgende dage har butikken haft en mere jævn strøm af kunder, men stadig et højt aktivitetsniveau.
»Der har været kunder i butikken hele tiden. Vi har stort set stået fire til to og ekspederet hele dagen. Jeg har ikke oplevet en sur kunde endnu – alle er virkelig glade for butikken, og mange siger, at det føles som at træde ind i et eventyr,« siger han.
Reaktionen fra kunderne er netop det, han har håbet på. Den særlige indretning med det blå gulv, de friske fisk og den åbne produktion giver wow-effekten. »Folk siger, at de aldrig har set en fiskebutik som den her. Det er jeg stolt af.«
Et ungt team med smil og energi
Med åbningen i Odense er også fulgt en stor oplæringsopgave. Holdet tæller omkring 30 nye medarbejdere, primært unge.
»Det er gået over al forventning. Vi har fået en masse søde unge mennesker, som virkelig tager ansvar. De er smilende, søde og rolige, og det giver en god stemning i butikken. Jeg vil gerne have, at vi står som et hold. Det er ikke mig, det er vi. Vi havde en introtur sammen, og det var vigtigt for mig at vise, at vi løfter det her i fællesskab,« siger han.
Han ser dog også behovet for at supplere med lidt mere erfaring. »Vi er mange unge, men vi skal også have nogle, der har prøvet det før. Der skal være stabilitet. Det er næste skridt,« siger han.
Takeaway som fremtidskoncept
Fiskehuset i Odense bygger videre på erfaringerne fra Båring, hvor takeaway har vist sig at være et stort hit.
»Takeaway er folk vilde med. Vi har været nødt til at sige lidt nej her i starten, for vi kan ikke følge med, men inden for de næste par måneder skal vi have det sat mere i system. Jeg synes, det er vildt, at vi har kunnet skabe sådan et koncept ude på landet i Båring, som er på niveau med noget, man normalt ville forvente i storbyen. Nu bygger vi videre i Odense,« siger Mads Emil Møller.
Udfordringerne: At uddelegere og at finde balancen
Selvom åbningsdagene har været en succes, har det også været en personlig udfordring.
»Jeg er meget stædig og vil gerne klare det hele selv. Jeg er god til at uddelegere de små opgaver, men de store ting holder jeg for meget på. Jeg skal lære at give mere fra mig. Vi har et godt team, men jeg skal også have en, der kan stå mere ved siden af mig og tage ansvar,« fortæller han.
Han erkender, at den største udfordring ikke er arbejdet i sig selv, men det at kombinere drift og kundekontakt. »Det hårdeste er at skulle snakke med folk, mens man har travlt. Folk vil gerne hilse på mig, og jeg forstår det godt – men det kræver meget at være til stede både som butiksleder og som ansigt udadtil.«
Samarbejdet med faren
Møllers Fiskehus er en familieforretning, og samarbejdet med hans far er en vigtig del af succesen.
»Vi har et rigtig godt samarbejde. Jeg synes, vi giver plads til hinanden. Han minder mig om at huske ydmygheden. Når man står på sociale medier og får meget opmærksomhed, er det vigtigt at huske, at alle kunder skal have den samme gode behandling. Om de køber tre fiskefrikadeller eller for 600 kroner, skal de have det samme smil og den samme service,« siger han.
Det er et princip, han vil holde fast i. »Vi skal være ydmyge, smilende og imødekommende. Det er sådan, man driver butik.«
En butik for oplevelsen
Når man spørger Mads Emil Møller, hvad man skal forbinde Møllers Fiskehus med, er svaret klart: Oplevelsen.
»Folk kommer ikke kun for at købe fisk. De kommer for stemningen, for wow-effekten, for det blå gulv, for at møde et smilende personale. Og så selvfølgelig for de friske råvarer. Jeg tror, vi er lykkedes med at skabe en butik, der er mere end en butik – det er en oplevelse.«
Med åbningen i Odense har Møllers Fiskehus taget næste skridt. Nu handler det om at holde balancen, sikre kvaliteten og fastholde det, der er blevet kernen i konceptet: god service, frisk fisk og en stemning, man husker.
KUNSTEN AT LEDE. I seneste artikel i serien «kunsten at lede» skrev jeg om META-MODELLEN. Et kommunikationsværktøj som ledere med stor fordel kan anvende, både til indhentning af en mere præcis ledelsesinformation gennem en særlig spørgeteknik og som et kommunikationsværktøj lederen kan anvende i kommunikation af egne budskaber. Godt og præcist anvendt begge veje kan det give uddybende information, viden og svar til gavn for kommunikationen i virksomheden, organisationen etc. og dermed styrke den daglige ledelse, beslutningstagning, udførelse og evaluering.
Et andet effektivt kommunikationsværktøj, kaldet MILTON-MODELLEN, som lederen med stor fordel kan anvende i sin kommunikation af sin ledelse, overvejelser, beslutninger m.v., er en kommunikationsmodel, der ved sine kunstneriske uspecifikke sprogmønstre rammer modtageren på en helt særlig og effektiv måde. Det handler denne artikel om.
MILTON-MODELLEN MILTON-MODELLEN kan vi betragte som et modsatrettet kommunikationsværktøj i forhold til META-MODELLEN. Hvor META-MODELLEN søger at præcisere vort sprog, søger MILTON MODELLEN at gøre vores bevidst kunstnerisk uspecifikt. MILTON MODELLEN blev ligeledes skabt af Richard Bandler og John Grinder tilbage i 70erne i deres afdækning af, hvilke af de vigtigste sprogmønstre en af datidens dygtigste hypnoterapeuter Milton H. Erickson anvendte med succes. En sprogmodel, som er tilgængelig og effektiv for andre at lære og anvende uden at den bliver for simpel, men bevarer sin kommunikative effekt.
Med MILTON-MODELLENs grundlæggende sprogmønstre gør lederen brug af et mere kunstnerisk uspecifikt og mere hypnotisk lignende sprog. Et sprog og en kommunikation som gør modtageren mere nysgerrig, motiveret og engageret. En sprogmodel som indfanger modtageren i sin egen model af verden og som kan lede modtageren mentalt og tanke- og adfærdsmæssigt i bestemte retninger. Det er et sprog, hvor modtageren har svært ved at lytte til afsenderens budskaber uden selv at søge at give det mening, og dermed danne ”sin egen mening” om det. Det kaldes for en Transderivational Search. Det gælder om bevist – i sproget – at give udvalgte, uspecifikke rammer, som modtageren (lytteren) efterfølgende bliver ledt til selv at fylde meningsfuldt ud.
Ved at anvende det hypnotiske, kunstnerisk uspecifikke sprog kan afsenderen (fx lederen) få modtageren til ”at drømme” og leve sig videre ind i en drøm, hvor modtageren anvender sin egen viden, erfaring, kompetencer og holdninger til selv at bygge videre på drømmen. Vi kender det fra gode film, hvor vi bliver draget dybt ind i handlingen. Ja, vi identificerer os måske med en af rollerne. Vi kobler det måske endda til andre dele af vores liv i fortiden, netop nu eller et stykke ud i fremtiden.
Jeg lærte MILTON-MODELLEN tilbage i 2007 og har med stort udbytte anvendt det hypnotiske og kunstnerisk, uspecifikke sprog siden. Nogle af mine nærmeste vil måske sige – vel rigeligt. Og det virker.
Inden jeg går videre med et par eksempler, vil jeg dog pege på det etiske ansvar, som du påtager dig, når du anvender det hypnotiske og kunstnerisk uspecifikke sprog. Sprogmodellen er så effektfuld, at dens anvendelse nøje skal være afstemt efter gældende regler og kendetegn for God Ledelse og de samfundsetiske regelsæt, som er gældende i den verden vi lever i. I tidligere artikler har jeg givet mine bud på dette etiske ansvar.
I min tid som regimentschef anvendte jeg ofte det kunstneriske uspecifikke sprog gennem sproglige metaforer og forestillinger om fx ”forskellen på at leve livet som om du sidder i en robåd – kiggende bagud – eller leve dit liv som om du sidder i en kano og kigger fremad”, eller om du bygger ”vindmøller” frem for ”læhegn”, når ”orkaner” raser omkring din virksomhed, eller om du vil være en ”Peter Plys”(optimisten) frem for ”Æsel”(pessimisten)” i din lederstil, eller om ”at placere sig på det rigtige sæde eller bedre skifter sæde undervejs i ”fremtidstoget” (bagerst (kigger bagud – fortiden), i midten (kigger til siderne – nutiden) eller forrest kigger fremad – fremtiden)).
En anden måde jeg anvender det kunstneriske, uspecifikke sprog på er i forbindelse med forskellige visionsarbejder. Beskrivelsen af rejsen til Det Ønskede Samfund i artiklen ”Den Ønskede By – Byudvikling er Samfundsudvikling” skrevet af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen i antologien ”Bedre byer – En antologi om byudvikling og byudviklingsledelse” er et eksempel herpå.
Metaforerne kan bruges til at skabe billeder og forestillinger om både fortiden, nutiden og fremtiden. Billeder og forestillinger, som er forklaringer på den komplekse verden, som vi lever i. Forestillinger som samtidig giver mulighed for, at modtageren bliver motiveret og inspireret til selv at skabe og udbygge egne billeder og forestillinger, der ligger i tråd med de anvendte metaforers budskaber.
MILTON-Modellens sprogmønstre kan med stor fordel anvendes i taler, artikler, bøger, som mødeleder, moderator, mødedeltager, interviewer eller i samtaler under de mange tilfældige møder og situationer, som opstår i interaktionen med andre.
Sprogmønstre Det kunstneriske uspecifikke sprog grupperer sig i tre hovedgrupper: Udeladelser, Generaliseringer og Forvrængninger.
Udladelser Ved bevidst at udelade bestemte ord eller forhold i dit sprog, kan du vække modtagerens nysgerrighed og motivere til tænkning og handling – at sætte det manglende ord/begreb ind. Det kan både være udeladte ord, anvendelsen af nominaliseringer og uspecifikke verber: Fx ”I er gode” (Til hvad?), ”Hvilke muligheder ser du i forhold til at finde en løsning på dette?” og ”Der åbner sig nye muligheder” (Hvilke, hvordan?).
Generaliseringer Ved bevidst at indbygge generaliseringer i dit sprog, kan du indfange modtagerens interesse og lyst til at bidrage. Det kan både være universelle generaliseringer, modalverber og manglende kilder: Fx ”Hver eneste idé, der kommer frem, kan være med til at bringe os videre”, ”Du er i stand til at gøre dig gældende” eller ”Mental Fitness giver mental trivsel” (Hvem siger det?).
Forvrængninger Ved bevidst at indbygge såkaldte forvrængninger i dit sprog kan du lede modtageren i bestemte retninger. Det kan både være tankelæsning, årsag – effekt og kompleks ækvivalens: Fx ”I undrer jer sikker over, hvorfor jeg siger dette netop nu?”, ”Du ser opgaverne foran dig og kan prioritere de vigtigste først” eller ”Det, at du er med til mødet, betyder, at du kan gøre din indflydelse gældende”.
Afrunding Jeg har kun afdækket et hjørne af MILTON-Modellen mange facetter, og du er selvfølgelig velkommen til selv at lede videre og finde flere andre eksempler på Ledende Sprog, fx i tidligere artikler og bøger.
POLITIK. Bridgeforeninger over hele landet kan ånde lettet op. Skatterådet har slået fast, at bridge kan betragtes som en kulturel aktivitet, og dermed kan...
Regeringens udmelding om 250 millioner kroner til højere løn for Forsvarets soldater bliver ikke modtaget med begejstring hos dem, det handler om. Tværtimod.
Ifølge Martin...
FORBRUGER. Reparation af iPhones i Danmark kan blive både billigere og nemmere i fremtiden. Konkurrencerådet har godkendt et tilsagn fra Apple, som betyder, at...
POLITIK. Justitsminister Peter Hummelgaard sender nu et nyt lovforslag i høring, der skal styrke indsatsen mod parallelsamfund og negativ social kontrol. Et centralt element...