Indbrudsbølge og flere sigtelser i Odense – nummerplade stjålet på motorvej

0

KRIMI. Flere indbrud, færdselsuheld og sager om påvirket kørsel præger det seneste døgn på Fyn, hvor især Odense skiller sig ud med en række hændelser.

I Odense har der været en stribe indbrud fordelt over både centrum og de omkringliggende bydele. På Søhustoften i Odense N er der stjålet et ur efter indbrud via et opbrudt vindue. I Odense NV er der anmeldt flere indbrud, blandt andet på Ved Kirken og Hjejlebakken, hvor der er skaffet adgang via henholdsvis vindue og dør. Her er der blandt andet stjålet stole, men det fulde overblik mangler.

Også i Odense C har der været flere sager. På Vesterbro er der stjålet kontanter efter adgang gennem en formentlig ulåst hoveddør, mens der på Reventlowsvej er stjålet ure og smykker. På Alexandragade er der stjålet blandt andet regntøj og smykker, uden at det er klart, hvordan gerningspersonen er kommet ind.

Derudover er en pung med kort blevet stjålet i Odense C tidligere på måneden, og en prøveplade er meldt tabt på ukendt vis på Hans Egedes Vej.

Flere trafikhændelser er også registreret. På Munkerisvej i Odense M er to biler kørt sammen i et kryds, muligvis efter at en bil er kørt over for rødt. Der er sket betydelig materiel skade, og to personer er kørt til tjek på sygehuset. På Drejebænken i Odense S er en bil kørt ind i en skiltevogn på motorvejen, dog uden personskade.

På Roesskovsvej i Odense V har en 39-årig kvinde påkørt en parkeret varebil. Hun blev efterfølgende sigtet for både spirituskørsel og kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Derudover er en 31-årig mand og en 18-årig kvinde begge sigtet for narkokørsel i Odense C, hvor den unge kvinde også er sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Uden for Odense er der også registreret flere hændelser. På Fynske Motorvej ved Nyborg er en bageste nummerplade blevet stjålet fra en lastbil. I Svendborg er der begået indbrud på Sognevej i Oure, hvor der er skaffet adgang via en knust rude, mens der på Tvedvej er klippet slanger over på en tankstander.

På Nordfyn er der i Otterup stjålet et vejskilt med teksten privat område, og samme sted er en bil kørt ind i både rækværk, skraldespand og en garage uden personskade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politi.

Billigere daginstitutioner og flere voksne på vej i Odense

0
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

BØRN. Forældre i Odense kan fra maj se frem til lavere priser på dagpleje, vuggestue og børnehave. Samtidig bliver der flere medarbejdere til børnene i hverdagen.

Taksterne på dagtilbud bliver sat ned med omkring 3.000 til 6.000 kroner om året, som følge af Finansloven for 2026. Her har kommunerne fået flere midler til både at sænke priserne og styrke normeringerne.

Konkret betyder det, at en plads i dagpleje fremover vil koste 3.220 kroner om måneden, mens vuggestuepladser vil ligge på 3.567 kroner. En børnehaveplads vil koste 2.236 kroner om måneden. De lavere priser gælder fuldtidspladser uden tilskud.

Samtidig ansætter Odense Kommune omkring 100 ekstra pædagogiske medarbejdere i løbet af 2026. Det sker blandt andet, fordi ledere fremover ikke må tælles med i normeringen. Målet er at leve op til kravet om én medarbejder til tre børn i vuggestuer og én til seks børn i børnehaver.

Ifølge børn- og ungerådmand Brian Dybro skal det kunne mærkes i børnenes hverdag

»Børn fortjener dygtige og nærværende medarbejdere omkring sig, når de er afsted i dagligdagen. Derfor er jeg virkelig glad for, at der bliver flere timer til børnene. De pædagogiske medarbejdere får bedre tid til nærvær og aktivitet med børnene. Der bliver bedre tid til at se, hvordan børnene har det, og støtte de børn, der har brug for en hånd i ryggen. Det her er en investering i børnenes trivsel. Samtidig sænker vi taksterne, og det er noget, som letter lidt i børnefamiliernes økonomi.«

De nye takster er besluttet i Børn- og Ungeudvalget og skal endeligt godkendes i byrådet, før de træder i kraft 1. maj.

Selvom kommunen har fået 59,6 millioner kroner fra staten til initiativerne i 2026, peger beregninger på, at der mangler yderligere 20 til 25 millioner kroner årligt fra 2027 og frem, hvis niveauet skal fastholdes.

Det vækker bekymring hos rådmanden

»Intentionerne er skam gode, men pengene mangler. Det er ikke holdbart, at Christiansborg lover forbedringer i daginstitutionerne og så ikke sørger for, at der er fuld kompensation til kommunerne.«

Spørgsmålet om den fremtidige finansiering skal nu forhandles mellem Kommunernes Landsforening og regeringen i den kommende økonomiaftale.

Faste teams skal give ro og genkendelighed på plejehjem i Odense

0

ÆLDRE. Tre plejehjem i Odense skal nu danne rammen om et nyt forsøg, der skal skabe mere tryghed for beboerne og bedre trivsel for medarbejderne.

Odense Kommune sætter gang i et pilotprojekt med faste tværfaglige teams på plejehjemmene Villestofte, Rytterkasernen og Enrum. Her vil beboerne i højere grad møde de samme medarbejdere i hverdagen.

Formålet er at skabe mere stabilitet og genkendelighed, særligt for beboere med demens, hvor kendte ansigter kan have stor betydning for oplevelsen af tryghed.

Projektet betyder, at mindre grupper af medarbejdere skal arbejde tættere sammen om de samme beboere. Samtidig skal det styrke samarbejdet på tværs af fagligheder og løfte kvaliteten i plejen.

Rådkvinde for Sundheds-, Omsorgs- og Forebyggelsesforvaltningen Anne Skau Styrishave peger på, at netop genkendelighed kan gøre en stor forskel

»For mennesker med demens kan det gøre en stor forskel at møde de samme medarbejdere i hverdagen. Når man genkender ansigterne omkring sig, skaber det ro og tryghed. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu kan trykke på knappen og sætte gang i projektet på plejehjemmene.«

Pilotprojektet udspringer af budgetaftalen for 2026 i Odense Byråd, hvor der er afsat midler til indsatsen. I alt er der afsat 3,9 millioner kroner årligt frem til 2029.

Erfaringerne fra projektet skal bruges til at vurdere, hvordan faste teams kan fungere på plejehjem, og hvilke elementer fra hjemmeplejen der kan overføres. Evalueringen vil blandt andet bygge på spørgeskemaer, observationer og interviews samt data om trivsel og sygefravær.

Anne Skau Styrishave forventer, at den nye organisering også vil styrke samarbejdet blandt medarbejderne

»Når medarbejderne arbejder i faste teams, lærer de både beboerne og hinanden bedre at kende. Det skaber en mere sammenhængende pleje og en mere tryg hverdag – ikke mindst for beboere med demens, hvor genkendelighed og stabilitet er helt afgørende.«

Projektet forventes sat i gang i andet kvartal 2026 og skal evalueres senest i første halvår 2028.

Uheld blokerer spor på Lillebæltsbroen

0

Et uheld spærrer højre spor på E20 Lillebæltsbroen i retning mod Middelfart. Politi og redning er på vej.

Et uheld blokerer tirsdag eftermiddag højre spor på E20 Lillebæltsbroen i retning fra Fredericia mod Middelfart. Det oplyser Vejdirektoratet.

Uheldsstedet er endnu ikke sikret, men politi og redning er på vej. Uheldet forventes overstået i løbet af eftermiddagen.

Trafikanter opfordres til at udvise forsigtighed i området.

Vejle lagde nedrykningsspillet ud med deler

0

Vejle Boldklub holdt føringen i en time på JYSK Park, men måtte se sig udlignet ti minutter før tid. Nu venter OB på fredag.

Vejle Boldklub stemplede ind i kvalifikationsspillet med et 1-1-resultat på JYSK Park i Silkeborg – et point, ingen af de to nedrykningstruede hold for alvor kan bruge til det helt store i kampen for overlevelse i Superligaen.

VB kom ellers til sin ret tidligt. Efter syv minutter snød Lasse Flø to silkeborgensiske forsvarere og trængte ind i feltet, hvor han med en flad pasning fandt fremstormende Tobias Bach i det lille felt. Pludselig stod det 0-1 til de grønhvide gæster, og de tilrejsende Schlachtenbummler fra fjordbyen kunne glæde sig over en fortjent VB-føring ved pausen.

Men Silkeborg dominerede kampen. Efter pausen var de rødblusede silkeborgensere massivt på bolden, og Igor Vekić i VB-målet blev testet adskillige gange – af Gammelby, Kirk og McCowatt – uden at kapitulere. VB havde for få sekvenser på bolden og for få aflastningsangreb, men holdet kæmpede og forsvarede føringen med liv og sjæl.

Med en halv snes minutter tilbage kom det, publikum på JYSK Park havde ventet på. Målræven Tonni Adamsen scorede fra en spids vinkel til 1-1, og dermed var udligningen en realitet. Silkeborg pressede på for sejren i slutminutterne, og Adamsen var tæt på et føringsmål fra tæt afstand – men bolden gik over. Ved 1-1 blev det.

Klimafolkemødets Ungenetværk lancerer nyt forløb for unge: »Vi skaber et rum for store idéer og handlekraft«

0

KLIMA & MILJØ. Klimafolkemødet har hjemme i Middelfart, og nu sætter det nationale arrangement en ny dagsorden for landets unge. Ungenetværket lancerer i år forløbet Grønne Spirer — et nyt tilbud til unge mellem 16 og 30 år, der ønsker at omsætte grønne tanker til konkret handling i hverdagen.

Forløbet løber før, under og efter Klimafolkemødet og er gratis at deltage i. Målet er at give deltagerne viden og redskaber til at skabe forandring — ikke kun på mødepladsen i Middelfart, men i deres eget liv, på deres uddannelse og i deres lokalsamfund. »Vi ønsker at give de unge en stemme og et stærkt fundament for at handle for klimaet. I forløbet Grønne Spirer skaber vi et trygt rum for store idéer, handlekraft og fællesskab på tværs af unge fra hele Danmark,« siger Christa Boisen, der er chef for Klimafolkemødet.

Fra frivillig arbejdskraft til læring

Ungenetværket er ikke nyt. Det har eksisteret i to år og har allerede sat sit præg på Klimafolkemødet. I 2025 stod de unge bag området Håbets Plads, der dannede ramme om koncerter, workshops og debatter med håbet som omdrejningspunkt.

Men erfaringerne fra de første to år har ført til en ny retning. Hvor deltagerne tidligere primært bidrog med frivillig arbejdskraft, vil Grønne Spirer i højere grad sætte læring i centrum.

»Indtil nu har deltagerne i Ungenetværket bidraget med uvurderlig arbejdskraft og gåpåmod. Samtidig har vi været optagede af at finde det, der gør Ungenetværket unikt blandt de mange fællesskaber for unge, der findes i Danmark,« siger ungekoordinator Frederik Valdemar Vejsgaard og fortsætter: »Som en del af Ungenetværket ønsker vi først og fremmest at give dig en masse ny viden og kompetencer, du kan tage med videre i dit eget liv. Derfor bliver Ungenetværkets deltagelse på Klimafolkemødet 2026 anderledes end tidligere — i år skal de i højere grad opleve og lade sig inspirere.«

Støttet frem til 2028

Bag den nye retning ligger også en solid økonomisk rygrad. I 2025 modtog Ungenetværket en bevilling fra Nordea-fonden, der støtter arbejdet frem til 2028 og skal inspirere til klimahandling i hele Danmark med Klimafolkemødet som det årlige højdepunkt.

Grønne Spirer er gratis at deltage i. 

Til folketingskandidaterne i Trekantområdet

0

Hvis vores lokale politikere på Christiansborg vil bevare arbejdspladser og udvikle Danmark, er det helt nødvendigt, at der fortsat er penge i den fælles kasse. Det gælder også for Trekantområdet. DI Trekantområdet peger derfor på tre emner, som er værd at huske i valgkampen.

Alt for få unge i Trekantområdet vælger en erhvervsuddannelse. Kun 20,9 procent søger direkte ind efter 9. eller 10. klasse – langt under målet på 30 pct. Dygtige håndværkere og lærlinge er afgørende for Trekantområdet, som går i stå uden faglærte kompetencer.

Regeringen har taget vigtige skridt med obligatorisk erhvervspraktik, EPX og investeringer i erhvervsuddannelserne. Men samarbejdet mellem virksomheder og skoler skal styrkes yderligere. Uden samarbejdet kan vores unge ikke kigge sig omkring, fornemme arbejdsformen og se mulighederne i det private erhvervsliv.

Samtidig bliver vi færre i den erhvervsaktive alder i fremtiden. International arbejdskraft er en vigtig del af løsningen. I Trekantområdet står 37 pct. af medfølgende partnere til internationale medarbejdere uden job. Det er et stort potentiale. Vi skal blive bedre til at hjælpe dem i arbejde, styrke danskundervisningen og sikre gode internationale uddannelsestilbud, så vi kan tiltrække og fastholde kollegaerne.

Endelig fylder infrastrukturen meget hos de lokale virksomheder. Trekantområdet er et centralt knudepunkt i Danmark, men trængslen stiger. Derfor kræver det langsigtet planlægning og klare prioriteringer, hvis vi også i fremtiden skal sikre, at mennesker og varer kan komme effektivt frem i hverdagen.

Erhvervslivet har brug for både statslige og kommunale investeringer i både den trafikale og den energimæssige infrastruktur for at sikre fortsat udvikling og vækst i Trekantområdet.

Trekantområdets syv borgmestre tager til København: Beredskab er årets tema

0

POLITIK. Trekantområdet Danmarks bestyrelse har valgt beredskab som tema for årets seminar. Det sker, fordi bestyrelsen vurderer, at den geopolitiske situation stiller nye krav til kommunerne, og at det er tid til at hente viden og inspiration udefra.

Onsdag den 18. marts samles de syv borgmestre fra Vejle, Kolding, Fredericia, Haderslev, Middelfart, Billund og Vejen til en tæt pakket dag i København med besøg hos Sampension, Finlands ambassade, Kommunernes Landsforening og Dansk Erhverv.

Bestyrelsesformand Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle, forklarer valget af tema.

»Kommunernes beredskab fylder meget i den urolige verden, vi oplever lige nu. Derfor har vi valgt at besøge Finlands ambassade, fordi finnerne med deres 1.340 kilometer lange grænse til Rusland har stor erfaring med beredskab. Vi besøger også Sampension for at høre, hvad deres forventninger er til økonomien og aktiemarkedet set i lyset af den nuværende globale situation,« siger han.

Programmet begynder klokken 8.30 hos Sampension, fortsætter til Finlands ambassadør, videre til Kommunernes Landsforening, hvor direktør Kristian Vendelbo holder oplæg om det kommunale beredskab, og afsluttes hos Dansk Erhverv med fokus på infrastruktur og prioriteringer efter folketingsvalget den 24. marts.

Seminaret er skåret ned til én dag på grund af borgmestrenes travle kalendere, men Jens Ejner Christensen er ikke i tvivl om udbyttet.

»Det bliver en travl dag, men med et spændende program, hvor jeg er overbevist om, at vi kan få noget interessant viden, som vi kan tage med hjem og bruge i vores arbejde med at gøre Trekantområdet endnu stærkere,« siger han.

Ud over de syv borgmestre deltager samtlige syv kommunaldirektører samt direktør og souschef fra Trekantområdet Danmark.

Midt i historiens største oprustning føler soldaterne sig glemt: »Det skriger til himlen«

0

FORSVARET. 375 milliarder kroner. Det er det beløb, Danmark har sat af til at ruste forsvaret op fra 1,36 procent af BNP til 3,5 procent. Det er historiske tal. Det er tal, der fylder i valgkampen, og som begge statsministerkandidater kan citere udenad.

Men i kasernerne rundt om i landet og her på Ryes Kaserne i Fredericia, hvor Hærens soldater møder ind dag efter dag og uddanner de næste generationer af dansk forsvar, er det et andet regnestykke, der optager det faste personel. Martin Ramsdal sidder som fællestillidsrepræsentant for CS, Forsvarets største fagforening, og har gjort regnestykket. »375 milliarder har man brugt. Og så har vi fået en ny overenskomst, hvor der er givet et ekstraordinært løft på 275 millioner, som vel at mærke er taget inden for rammen af overenskomsten, så det er penge, man tager fra andre faggrupper. Det svarer til 0,8 promille af de penge, man har investeret,« forklarer han.

Under én promille til dem, der skal gøre investeringen til noget.

Et forsvar til 3,5 — med en bemanding til 1,36

Søndagens tv-duel mellem Troels Lund Poulsen og Mette Frederiksen bragte endnu et stort tal frem i lyset. Venstre vil have 6.500 værnepligtige i 2030 og fordoble det til 13.000 i 2035. Frederiksen nikker. Konservative overgår dem begge og taler om en reservestyrke på op mod 50.000 soldater. Ingen af dem nævner med et ord, hvem der skal uddanne dem alle.

Det er præcis det spørgsmål, Martin Ramsdal stiller. »Det er fint med flere værnepligtige, men de skal bare lige finde ud af, hvem der skal uddanne dem, hvad det er for noget grej, de skal have, og hvor de skal bo, hvis det hele skal gå så forbandet hurtigt,« siger han.

Problemet er strukturelt og veldokumenteret. Forsvaret har i årevis kæmpet med at fastholde det erfarne stampersonel — de sergenter og befalingsmænd, der udgør rygraden i enhver uddannelse af rekrutter. Fagforeningen CS har tidligere oplyst, at manglen på uddannede og udnævnte sergenter i 2024 var så stor, at over 500 konstabler og korporaler måtte fungere i sergentstillinger i Hæren — stillinger, de hverken er uddannede eller erfarne nok til at bestride. Martin Ramsdal beskriver det sådan: »Vi har nu et forsvar til 3,5 procent. Men vi har en bemanding, der svarer til 1,36. Bemandingen er ikke blevet vanvittigt større. Så det er en kæmpe udfordring.«

Travlheden er vokset — og kvaliteten betaler prisen

På Ryes Kaserne er bemandingssituationen efter eget udsagn relativt fin sammenlignet med andre steder i forsvaret. Men det er ikke det samme som, at der er luft i systemet. »Jeg kan ikke mindes, at vi plejer at have så travlt, som vi har nu. Vi har rigtig travlt,« fortæller Martin Ramsdal.

Travlheden har en konsekvens, som ingen politikere taler om, men som enhver soldat kender. Hvis det faste personel skal nå at uddanne flere, mens antallet af instruktører forbliver det samme, sker der ét af to. Enten løber folk hurtigere, eller også bliver uddannelsen dårligere. »Det siger sig selv. Så skal vi løbe hurtigere, og så bliver der dårligere uddannelse, fordi vi ikke har tid til at gøre det ordentligt, fordi vi skal nå flere,« siger han.

The bigger why er opbrugt

Bag travlheden ligger en dybere frustration, her følelsen af at blive glemt af dem, der råber højest om forsvar. Det mønster viser sig ikke kun i regnestykket med promillerne. Det viser sig også i stemningen i kantinen og på gangene. »The bigger why er ligesom opbrugt. Jeg kan ikke se det større formål mere, fordi de vil mig ikke. De råber og skriger om sikkerhed. Men de mener det åbenbart ikke helt alligevel, når de ikke vil investere i det, de selv kalder den vigtigste ressource, nemlig soldaterne,« bemærker Martin Ramsdal.

Og det er ikke fordi arbejdspladsen er dårlig, understreger han. Tværtimod. »Vi er mega stolte, og der er en stor arbejdsglæde. Det er en fed arbejdsplads. Men flere og flere siger, at hvis det ikke var for kontraktformen og de gode kollegaer, så var de gået.«

Folk elsker jobbet, men mister troen på, at det nytter noget at blive. Og når de beslutter sig for at gå, er det sjældent i vrede, det er i stilhed, med et skuldertræk og et bedre tilbud fra det civile arbejdsmarked i lommen, forklarer fællestillidsrepræsentanten. »Vi kan ikke konkurrere med det civile arbejdsmarked, og det skal vi heller ikke. Men det betyder, at folk har nemmere ved at sige farvel.«

En milliard inden for rammen

Martin Ramsdal har et konkret bud på, hvad der burde ske, og han bruger politikernes eget argument imod dem.

Troels Lund Poulsen har slået fast, at nye kaserner skal bygges inden for den eksisterende forsvarsramme. Fint nok, siger Ramsdal. Men så kan det samme gælde løn. »Du kan bare smide en milliard i morgen inden for den samme ramme, og så lader man overenskomstpartnerne finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det er der ikke nogen, der siger, han ikke må,« siger han.

Politikerne har hidtil sagt, at lønstigninger skal ske via overenskomst og ikke via politiske særaftaler. Martin Ramsdal er enig og peger på, at der ikke er noget til hinder for at afsætte pengene og lade parterne fordele dem selv. Stemningen blandt kollegerne beskriver han uden omsvøb. »De bliver frustrerede, og de griner lidt, og de slår op i banen efterhånden. Vi synes faktisk, vi har fået en god overenskomst, når man kigger på rammen, men den politiske vilje, den ryster vi på hovederne af,« siger han. »275 millioner. Det er som at gøre noget i bukserne i modvind.«

Det store spørgsmål

Valgkampen handler om sikkerhed. Om Danmark. Om beredskab. Om at sende et signal til Rusland, til Trump, til verden. Det er store ord, og de fylder godt på en skærm om aftenen.

Men bag ved ordene sidder Martin Ramsdal og hans kolleger på Ryes Kaserne og løser de opgaver, de har fået. De møder ind. De uddanner. De strækker sig. »Det er måske også vores store udfordring, at vi gør alt, hvad vi kan for at løse vores opgaver. I stedet for at sige hertil og ikke længere,« siger han. »Men der er ikke nogen grund til at pisse sig oppe og ned ad ryggen og så bagefter komme og sige, at vi lugter af pis.«

Spørgsmålet, som Martin Ramsdal stiller, er dette. Om det forsvar, der i disse uger råbes frem som nationens vigtigste prioritet, også behandles som det, når overenskomstforhandlingerne er overstået.

Fra 1. maj får begge forældre gratis mad på sygehuset

0

SUNDHED. Fra 1. maj udvider Region Syddanmark tilbuddet om gratis forplejning, så det ikke længere kun er den ene forælder, der spiser gratis på sygehuset under barnets indlæggelse.

Hidtil har reglerne betydet, at kun den forælder, der selv er medindlagt sammen med barnet, har fået mad stillet til rådighed uden beregning. Den anden forælder har kunnet tilkøbe måltider, men har altså selv skullet betale. Det ændrer sig fra 1. maj, hvor begge forældre — uanset om man er medindlagt eller blot på besøg — får gratis mad på regionens børne- og ungeafdelinger, barselsafsnittet, neonatalafsnittene for for tidligt fødte og på de psykiatriske afdelinger for børn og unge.

Region Syddanmark er ikke den første til at tage skridtet. Region Midtjylland indførte samme ordning allerede i 2021, hvor regionsrådet afsatte midler til at give begge forældre gratis mad på regionens børneafdelinger. Nu følger Region Syddanmark trop og har i budgetaftalen for 2026 afsat 2,2 millioner kroner årligt til udvidelsen.

Bag beslutningen er blandt andre Pernelle Jensen, Venstres regionsrådsmedlem fra Fredericia, der har fulgt arbejdet med familievilkår under indlæggelse tæt. »Det er jeg naturligvis rigtig glad for, at vi nu indfører, fordi det hjælper forældrene i en presset situation, hvor fokus skal være på barnet og familien,« siger Pernelle Jensen.

Når et barn indlægges, medfølger en lang række bekymringer for familien. Som Region Syddanmark selv formulerer det: »Når et barn er indlagt, følger der ofte mange bekymringer med. Derfor vil vi gerne gøre hverdagen lidt lettere for familierne. Hvis forældrene slipper for at tænke på praktiske ting som mad, kan de i stedet bruge energien på det vigtigste, nemlig at være der for deres barn.«

Overlevelse i tynd tråd: Middelfart tabte til konkurrent

0
Et mål af Theo Hansen efter 25 minutter afgjorde det hele. Nu skal der mirakler til, hvis Middelfart skal overleve i Betinia Ligaen. Det var...

Masker og magt bag kulissen

Indbrud og narkokørsel flere steder på Fyn

0
KRIMI. Flere steder på Fyn har politiet det seneste døgn modtaget anmeldelser om både indbrud, hærværk og kørsel under påvirkning. I Assens er der begået...

44-årig kvinde fra Odense dømt til fængsel efter eftersættelse ved Bredsten

0
KRIMI. En 44-årig kvinde fra Odense er torsdag blevet idømt et års ubetinget fængsel ved Retten i Kolding. Kvinden blev dømt for fareforvoldelse for polititjenestemænd...

Ny undersøgelse: Flertallet af lærere oplever fagligt tilbagegang i folkeskolen

0
UDDANNELSE. Flertallet af landets folkeskolelærere oplever at eleverne er blevet fagligt svagere. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der er lavet i...

LEDER: Mere støtte til gammelmedierne er ikke svaret

0
Spørgsmålet er ikke, hvordan vi bedst tilfører flere midler til eksisterende mediestrukturer. Spørgsmålet er, hvad borgerne faktisk efterspørger, hvad de vælger at bruge deres...

Indbrud, narkokørsel og hærværk præger døgnrapporten på Fyn

0
KRIMI. Flere sager om indbrud, narkokørsel og hærværk fylder i den seneste døgnrapport fra Fyn, hvor både private boliger, virksomheder og trafikanter har været...