Folketinget åbnede tirsdag. Statsminister Mette Frederiksen malede et billede af verden, som var den på kanten af sammenbrud. Vi skal ikke være bange, lød det – men alligevel kan russerne, ifølge de samme taler, stå her om to år.

Det er et dobbeltbudskab, vi efterhånden kender alt for godt. Frygt og fornuft i samme sætning. Tryghed eller utryghed. Vi mangler næsten bare sætningen: Frederiksen eller kaos, så var parolerne helt perfekt. Vi møder en konstant påmindelse om, at verden er farlig, og at vi derfor må acceptere lidt mindre frihed, lidt mindre selvbestemmelse, lidt mere kontrol. Gammelmedierne flæsker det hele ukritisk i sig og de dygtige dokumentarister, journalister og analytikere er fortid. Eksperter hentes ind på bestilling i stedet, og siger med få undtagelser præcis, hvad gammelmedierne synes, de skal sige.

Jeg kommer til at tænke på CV Jørgensens sang om Günther på Costa del Sol – manden, der ser det hele gå ad helvede til og beslutter sig for at flygte. Den sarkastiske dansker, der dropper ansvar og virkelighed for en cocktail og en flamenco i swimmingpoolen.
På en sær måde føles det som et billede på vores tid. Vi flygter ikke fysisk, men mentalt. Vi lukker os ind i tryghedens små bobler, mens vi lader systemet tænke for os.

Friheden svinder ikke fra den ene dag til den anden. Den glider væk under dække af bekymring og hensyn. Det er altid “for vores eget bedste”.
Forældrene må ikke længere definere, hvad der er bedst for deres børn.
Universiteterne skal ikke længere danne, men spare.
Og medierne – selv børnenes nyheder – er blevet en forlængelse af statens kommunikation. Ultra Nyt er efterhånden så systempositivt, at man næsten savner den naive nysgerrighed, journalistikken engang byggede på.

Samtidig fylder verdensscenen mere end Danmark selv.
Statsministeren rejser fra topmøde til topmøde og taler om verdensfreden. Lars Løkke kunne i princippet holde fri – hun klarer både hans og sin egen post. Slip ham fri, der er fadøl i Nyhavn. Lad ham nyde Danmark i stedet.
Som historiker forstår jeg udmærket, at Danmark skal orientere sig mod udlandet. Men når verdenspolitikken bliver vigtigere end vores egen virkelighed, mister vi retningen.

Vi ser ud – men glemmer at se ind.

Og mens vi diskuterer Ukraine, Palæstina og stormagternes spil, forringes vores uddannelser, vores sundhedsvæsen og vores lokale fællesskab. Danmark står stadig her, men opmærksomheden er for længst flyttet.

Folketinget åbnede med alvor og dystre varsler. Måske burde nogen minde dem om, at der også findes et land herhjemme, som har brug for politisk mod – ikke bare globalt udsyn.