Mathias Gidsel er igen i spotlightet. Ikke fordi han søger det, men fordi tiden har placeret ham der, midt i Danmarks jagt på det EM-trofæ, der har manglet siden 2012.

Sneens tyngde er det første, der møder én. Den ligger ikke dekorativt, men massivt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Hotel Vejlefjord er lukket inde i vinteren denne dag, isoleret fra omverdenen, som skabt til forberedelse og forventning. Indenfor er kontrasten markant. Her summer det.

Landsholdets store pressedag folder sig ud i kælderetagen, hvor der er tændt op med spots, kabler og kameraer. Det ligner et midlertidigt tv-studie mere end et hotel. Stemmer glider ind og ud af hinanden, spørgsmål gentages i variationer, og fortællinger bliver langsomt formet.

I et mødelokale lidt væk fra mylderet sætter Mathias Gidsel sig til rette. Han gør ikke væsen af sig. Han ankommer ikke. Han sætter sig bare. Alligevel samler rummet sig omkring ham. Han er i spotlight igen.

Ikke fordi han opsøger det. Men fordi tiden har placeret ham der.

Danmark står foran endnu en slutrunde som sportens referencepunkt. Fire VM-guld i træk. To olympiske mesterskaber, senest i 2024. En generation, der allerede har skrevet sig ind i historien. Og alligevel mangler der noget. Ét trofæ. EM-guldet, som Danmark ikke har vundet siden 2012.

Dengang var Mathias Gidsel stadig bare en dreng, der spillede håndbold, fordi det var sjovt.

»Jeg har egentlig aldrig satset på håndbold. Jeg har aldrig haft et karrieredefineret mål med, hvad jeg ville med mit liv,« siger han.

Det er ikke et svar, der er formuleret for at virke beskedent. Det er snarere konstaterende. For Gidsel har håndbolden aldrig været et projekt, der skulle realiseres. Den har været en bevægelse, han har fulgt, fordi den gav mening.

På efterskolen var han blandt de mindste. Ikke fysisk dominerende. Ikke den type spiller, der automatisk blev udpeget som fremtidens stjerne. Alligevel blev han ved. Ikke drevet af ambition, men af lyst.

»Jeg har altid haft en enorm glæde og en leg ved bolden. Jeg trænede ekstra, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være verdens bedste håndboldspiller.«

I dag lyder det næsten paradoksalt. For Gidsel er blevet en verdensstjerne. Et navn, der bærer forventninger. Et ansigt på en generation, der ikke længere bliver målt på potentiale, men på resultater.

Men fundamentet er det samme.

Arbejdet.

»Hvis du lægger en million timer i noget, så bliver du dygtig til det. Det er jo ikke en større videnskab.«

Han taler om ungdomsårene uden romantik. Om gentagelser, fysik, om at møde op – også de dage, hvor kroppen ikke føles let. Også kost og restitution, men aldrig som et regime. Snarere som betingelser for at kunne blive ved.

»Man skal selvfølgelig spise nok i den alder. Men i sidste ende er det hårdt arbejde, der bærer det. Og hvis du så lige kan tage lidt talent oveni, så hjælper det.«

Det er den samme nøgternhed, der præger hans blik på landsholdets situation nu. Danmark går ind til EM som storfavorit. Det bliver ikke forsøgt bortforklaret.

»Jeg løber ikke fra, at vi er store favoritter. Og jeg anerkender også, at det er en skuffelse, hvis vi ikke vinder. Men i sport går det ikke altid, som man regner med.«

Han nævner OL-turneringen, hvor både kvartfinale og semifinale blev afgjort med ét mål.

»Hvis de kampe var gået den anden vej, så kunne vi have siddet her og snakket om en helt anden historie.«

Det er netop den erkendelse, der gør EM-guldet til noget andet end et krav. Snarere en mulighed. En chance, der ikke nødvendigvis kommer igen i samme form.

»Jeg har jo ikke været med så mange år, så så meget kan det ikke tære mig. Men når vi er så dygtige, som vi er lige nu, så handler det om at vinde så meget som muligt.«

Efter EM i 2024 opstod der ifølge Gidsel en intern snak i truppen. Ikke som en krise, men som en justering. En fornemmelse af, at holdet ikke havde ramt sit fulde potentiale.

»Der blev sagt, at vi måske kun spillede på 80 procent. Og så måtte vi jo finde de sidste 20. Det var ikke noget, der blev sagt for sjov. Det var noget, vi tog alvorligt.«

Den erkendelse ændrede noget. Ikke på overfladen, men i strukturen. I detaljerne. I måden, holdet forberedte sig på.

»Jeg synes faktisk, det var startskuddet til, at vi rykkede os. Ikke fordi vi var dårlige før, men fordi vi blev mere bevidste om, hvor gode vi kunne være.«

Siden har resultaterne talt deres eget sprog. Endnu et VM-guld. Et OL-guld i 2024. En følelse af kontrol, men ikke af selvtilfredshed.

Ved det kommende EM kommer hjemmebanen oveni. Jyske Bank Boxen i Herning. Et rum, der allerede har sat sig i kroppen.

»Sidste gang var det lidt som om festen sluttede for tidligt. Vi var videre, men vi havde jo ikke vundet noget. Og så skulle vi af sted. Det sad faktisk i mig bagefter.«

Han holder en kort pause.

»Når man spiller i Jyske Bank Boxen, så mærker man det allerede under opvarmningen. Det er ikke bare larm. Det er sådan et sug, der går igennem kroppen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«

Derfor fylder udsigten til endnu en slutrunde på hjemmebane mere, end han først giver udtryk for. Danmark åbner EM den 16. januar mod Nordmakedonien, og fornemmelsen af begyndelse hænger allerede i luften.

»For mange af os føles det som juleaften den 16. januar. Det er ikke, fordi vi går og er nervøse nu. Det er bare en venten. En glæde.«

Når samtalen bevæger sig væk fra landsholdet, ændrer rytmen sig. Berlin. Hverdagen. Livet uden for rampelyset.

Gidsel har forlænget sin kontrakt. Ikke fordi alternativerne mangler, men fordi valget giver mening.

»Jeg måler ikke altid værdi i lønninger. Jeg måler også værdi i hverdagen.«

Anonymiteten i storbyen betyder noget. At håndbold er vigtigt, men ikke alt. At livet kan fylde mere end resultater.

»Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at det vigtigste er, at min familie har det godt.«

Han ved, at prioriteringer ændrer sig. At livet på et tidspunkt vil se anderledes ud. At der vil komme nye hensyn.

»Jeg er helt med på, at der en dag kommer børn, skole og madpakker, og så vil mit liv se anderledes ud. Men lige nu kan jeg tillade mig at fokusere 100 procent på håndbold. Og det giver mening.«

Pressedagen nærmer sig sin afslutning. Stemmerne i kælderetagen er blevet færre. Kameraerne pakkes sammen. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Mathias Gidsel rejser sig og forlader mødelokalet. Spotlightet følger ham videre. Ikke fordi han jager det. Men fordi han står midt i det.

Midt i en storhedstid.
Med ét trofæ tilbage at vinde.