TEMA. Europæerne har længe haft en fredelig sameksistens. Kontinentet har ikke set storkrig, før den 20. februar 2022, da Rusland angreb Ukraine. Nu vil Europa genopruste. Her er historien bag Europa, Rusland og USA som krigsførende parter før den nye sikkerhedspolitiske situation.
Man skal blot betragte et almindeligt verdenskort for at kunne bemærke, hvor mange lande der har en lige linje som grænse det ene eller andet sted. Det er en påmindelse om, hvorledes nationer er blevet skabt i krige, via alliancer, fredsaftaler eller som tidligere kolonier. Nationale og etniske konflikter er en af de største årsager til krige i verden. Dernæst religiøse og politiske konflikter. Før disse årsager var det ofte stridigheder mellem adelige familiemedlemmer eller stormagtsdrømme. Nogle gange også en sammenblanding af det hele. Uanset hvad, så er pointen, at intet er, som det var. Vi kan ikke betragte historien med nutidens briller, ligesom nutiden ikke kan ses som det samme, som før. Vi lever dog i en tid, hvor begreber som nazisme og fascisme bruges til at beskrive nutidige forløb. Ofte måske fordi, de har en særlig negativ karakter. Af samme grund er det nødvendigt, at vi kender historien.
Forholdet mellem Danmark og USA eller Danmark og Rusland, har haft stor betydning for vores lille land. Det er en historie om overlevelse, men også om vores forsøg på at være så usynlige som muligt. Ikke at vække giganternes vrede. Vi har haft brug for alliancen med USA, fordi Danmark ikke ville være en del af den kommunistiske verdensorden. Vi har derfor profiteret af forholdet til USA, der har beskyttet os på godt og ondt mod en supermagt, hvis indflydelse rakte langt ind i det danske kommunistiske parti, DKP. Måske også ind i Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet, under fodnotepolitikken i 1980’erne.
Vi skal redde demokratiet og beskytte det, siges der. Men hvordan skal man efterhånden forstå demokrati? Og hvad er forskellen mellem demokratiet i Europa og USA? Det er et interessant spørgsmål, som for alvor kom på dagsordenen i 2025.
Demokrati er ikke det samme på begge sider af Atlanten
J.D. Vance, USA’s vicepræsident, holdt en tale ved München Sikkerhedskonference den 14. februar 2025, som førte til stor forargelse og vrede blandt europæiske ledere. Talen fokuserede primært på, hvad Vance anså for interne trusler mod Europa frem for eksterne trusler som Rusland eller Kina:
„Den trussel, jeg bekymrer mig mest om for Europa, er ikke Rusland, ikke Kina, ikke nogen anden ekstern aktør. Det, jeg bekymrer mig om, er truslen indefra – Europas tilbagetrækning fra nogle af sine mest grundlæggende værdier.‟ Han beskyldte europæiske ledere for at undertrykke folkets stemme ved at censurere konservative og populistiske synspunkter og ignorere vælgernes bekymringer. Vance nedtonede Ruslands rolle i forbindelse med de europæiske valg og sagde: „Man kan mene, det er forkert af Rusland at købe sociale medier-reklamer for at påvirke jeres valg … men hvis jeres demokrati kan ødelægges af et par hundrede tusinde dollars i digital annoncering fra et fremmed land, så var det ikke særlig stærkt til at begynde med.‟
Dermed stak han kniven i hjertet på den europæiske elite, der siden Brexit i 2016 har kæmpet nidkært for en eurocentrisk ideologi, hvor befolkningerne i Europa skal skånes for en længere række af synspunkter, man ikke bryder sig om. Men det var også en påmindelse til europæerne om, at USA har beskyttet Europa gennem et helt århundrede, og nu ville man have noget tilbage. Det var nyt for de europæiske ledere, hvis sikkerhedspolitiske dagsorden hovedsagligt har været parkeret hos amerikanerne indtil da. Men den maniske støtte til Ukraine, også uden skelen til Ruslands massive atomarsenal, har ført den eurocentriske elite ud i en indædt kamp om historien.
Donald Trump slog gentagne gange fast, at han ville slutte fred med Rusland, hvis han vandt det amerikanske præsidentvalg i 2024. Han erklærede i taler, interviews og på de sociale medier, at han betragtede krigen som nyttesløs og et resultat af en forfejlet udenrigspolitik under Joe Bidens administration. Demokraterne beskyldte ham for at være i ledtog med Putin, en påstand der var en gentagelse fra både præsidentvalgkampen i 2016 og 2020. Men de amerikanske vælgere ville noget andet for 77.303.573 personer stemte på Donald Trump. Dette tal repræsenterer 49,9% af de afgivne stemmer, hvilket gav ham sejren i både det populære stemmetal og i valgmandskollegiet, hvor han sikrede sig 312 valgmandsstemmer mod Kamala Harris‛ 226. Efter det amerikanske valgsystem var han dermed ny, legitim præsident, valgt efter alle kunstens regler. Til gengæld delte stemmerne sig i to nogenlunde lige store lejre.
I de europæiske, statsfinansierede medier beskrives Trump og hans regering typisk som antidemokratiske og diktatoriske, på trods af det netop overståede valg. At amerikanske præsidenter udsteder ordrer, der bliver anfægtet af domstolene, er heller ikke usædvanligt. Det er til gengæld den abnorme interesse for alt hvad Trump siger og gør: Særdeles usædvanlig. Den massive dækning er ikke til at tage fejl af. Hvis man gerne vil komme tættere på en realistisk vurdering af den almene, sikkerhedspolitiske situation, kan det være en fordel, hvis man får et overblik over det historiske forløb, der har ført os frem til i dag.
Europæerne har traditionelt haft svært ved at forstå det amerikanske demokrati. I Europa er man primært vandt til et enkelt parlament, hvor flertallet bestemmer. Men i USA er magten opdelt på en helt anden måde, og det skaber forvirring hos nogle, der ser amerikansk politik med europæiske briller. For amerikanerne har den lovgivende magt i to kamre. Det er Repræsentanternes Hus og Senatet. Så er der den udøvende magt. Det er præsidenten, vicepræsidenten og regeringen. Endeligt er der den dømmende magt. Det er Højesteret og de lavere føderale domstole. Denne opdeling balancerer magten ved at give hver gren specifikke beføjelser og mulighed for at begrænse de andre. For eksempel kan Kongressen lave love, men præsidenten kan nedlægge veto, og Højesteret kan omstøde dem, hvis de strider mod forfatningen. Systemet afspejler grundlæggernes ønske om at forhindre tyranni og beskytte frihed gennem spredt autoritet. Kort sagt er lovgivning og magtudøvelse mere kompleks end man ser det i eksempelvis Danmark:
Danmark har en lovgivende magt. Det er Folketinget. Vi har en udøvende magt. Det er regeringen, ministerierne, styrelserne etc. Endeligt har vi en dømmende magt. Det er domstolene. Vores demokrati har en kortere afstand mellem beslutning og udførelse. Ligesom man ved et Folketingsvalg kan udskifte det parlamentariske grundlag på en gang, mens man i USA må afvente forskellige valg. Med Trumps sejr i 2024 blev han præsident, mens der er et flertal til hans parti i Repræsentanternes Hus, Senatet og Højesteret. Samtidig er det en vigtig del af amerikansk politik, at dommerne er udpeget politisk. Det har vi ikke i Danmark. Alt dette spiller en rolle, og det er ofte underbelyst i den almene formidling. Domstole i USA er ikke det samme som domstole i Danmark. Føderale dommere, inklusive Højesterets, udnævnes af præsidenten og godkendes af Senatet – og det er typisk en politisk proces. De sidder på livstid, medmindre de fratræder eller fjernes via en rigsret. Statsdommere vælges i mange stater direkte af vælgerne eller udnævnes af guvernøren. I Danmark er dommere udnævnt af justitsministeren på anbefaling af Dommerudnævnelsesrådet, der er et uafhængigt organ. Processen er upolitisk og baseret på kvalifikationer. Dommere ansættes typisk på livstid indtil pensionsalder.
Hvem vil redde Europa
Det 20. århundrede blev den blodigste periode i hele menneskehedens historier. Millioner af mennesker blev dræbt i to verdenskrige, regionale krige og deciderede udrensninger af hele befolkningsgrupper under særligt nazisternes, de kinesiske og sovjetiske kommunisters regimer. Allerede efter første verdenskrig skete der store forandringer i Europa og blandt de tidligere kolonier, hvor det store spørgsmål blev etniske problemer. Hvor man før var delt op efter den tidligere adels giftemål, handler og krige, opstod der nye lande med demokratiske idealer. Grænserne blev sikret via sikkerhedspolitiske aftaler.
Den 10. januar 1920 blev Folkeforbundet dannet. Formålet var at fremme internationalt samarbejde og sikre fred og stabilitet i verden. Erfaringerne fra første verdenskrig skulle bruges til at forhindre en gentagelse af denne nyttesløse krig, hvor millioner var blevet dræbt i en krig, der primært foregik i skyttegrave uden nævneværdige forandringer på frontlinjen. I realiteten blev perioden mellem 1920-1939 en pause i krigshandlingerne på kontinentet, hvor de grundlæggende problemer ikke var løst. For anden verdenskrig brød ud den 1. september 1939, da Nazi-Tyskland, ledet af Adolf Hitler, invaderede Polen. Dette fik Storbritannien og Frankrig til at erklære krig mod Tyskland to dage senere, den 3. september 1939, hvilket markerede starten på krigen i Europa. De sikkerhedspolitiske aftaler gjorde udslaget. Frankrig blev nedkæmpet, og England måtte kæmpe for sin overlevelse. Tilbage var der kun en redning for Europa, hvis man ikke skulle ende under nazisternes herredømme:
De Forenede Amerikanske Stater, USA.
I Washington havde man ingen interesse i at blive en del af den europæiske storkrig. Erfaringerne fra første verdenskrig sad dybt i den amerikanske befolkning og blandt de ledende politikere. Hvorfor skulle man deltage i en ny storkrig på den anden side af verden? USA havde knap 120 år forinden slået fast, at europæerne ikke var velkommen på deres side af Atlanten. Det skete via Monroe-doktrinen den 2. december 1823. Den blev fremsat af den amerikanske præsident James Monroe i hans syvende årlige tale til Kongressen. Doktrinen erklærede, at den vestlige halvkugle, især Nord- og Sydamerika, var lukket for yderligere europæisk kolonisering og intervention, og at USA ville betragte sådanne handlinger som en trussel mod sin sikkerhed. Dette markerede en vigtig milepæl i amerikansk udenrigspolitik. Man slog fast, at USA betragtede hele Amerika som nationens sikkerhedspolitiske interesse. Dermed overlod man principielt resten af verden til europæerne, mens man tilgengæld satte hårdt mod hårdt, når det kom til det amerikanske kontinent.
Nu var Europa landet i en altomfattende storkrig. Dette var sket på trods af de amerikanske bestræbelser på at etablere en permanent fredsordning for Europa i 1919 under Versailles-forhandlingerne. Storbritanniens premierminister Winston Churchill tryglede USA’s præsident Franklin D. Roosevelt om hjælp. Han var klar over, at England stod overfor en katastrofe. Det lykkedes delvist at få moralsk og økonomisk opbakning fra USA, og Atlanterhavserklæringen den 14. august 1941 satte en dagsorden for fællesskabet, der blev videreført i FN regi efter anden verdenskrig. Men amerikansk deltagelse mod Tyskland var ikke på bordet. England måtte kæmpe en skæbnekamp, mens Europa var i et nazistisk jerngreb.
Skæbnen ville dog noget andet. Det endte med at være ingen ringere end Adolf Hitler selv, der erklærede krig mod USA. Japan angreb Pearl Harbor den 7. december 1941. Det var et overraskelsesangreb udført af den japanske flåde mod den amerikanske flådebase i Pearl Harbor på Hawaii. Adolf Hitler erklærede herefter krig mod USA den 11. december 1941. Dette skete fire dage efter det japanske angreb på Pearl Harbor, hvor Japan, som var en del af Aksemagterne sammen med Tyskland og Italien, angreb USA. Hitler holdt en tale i Rigsdagen, hvor han officielt erklærede krig og begrundede det med påståede amerikanske provokationer i Atlanterhavet og støtte til Storbritannien. Denne erklæring førte til, at USA fuldt ud engagerede sig i Anden Verdenskrig mod både Japan og Tyskland.
Den jeg hader, elsker jeg
Danmark var indtil 1950’erne et udpræget landbrugsland. Efter anden verdenskrig blev vi hurtigt en del af det amerikanske sikkerhedspolitiske system. Det betød også, at vi blev amerikaniseret. De amerikanske værdier blev introduceret i stor stil, hvor ikke mindst Hollywood og amerikansk teknologi blev banebrydende for udviklingen. Samtidig beholdte man måske også en vis portion skepsis overfor amerikanerne, hvor ikke mindst raceuroligheder, kriminalitet og skydevåben blev en forankret del af forståelsen. Nogle politikere kaldte det tilmed for „amerikanske tilstande‟, når de ville advare mod forskellige politiske tiltag. Det var med andre ord ikke noget at prale af. De skandinaviske lande var udprægede socialdemokratiske projekter, hvor socialismen og arbejdermentaliteten gennemsyrede selvforståelsen til langt op i 1980’erne. Mange på venstrefløjen sympatiserede gevaldigt med kommunisterne og den kommunistiske verdensorden, der havde indespærret halvdelen af Europa bag et jerntæppe. Det var med ægte diktatur. Altså den slags hvor man forfølger, dræber og fængsler folk. Ikke den man taler om i dag, hvor man blot afholder pressekonferencer eller kommer med opslag på de sociale medier.
Man kan med nogen rimelighed argumentere for, at det var venstrefløjens systemkritik og marxistiske ideologi, der lagde grundlaget for det had og kærlighedsforhold, man fik til USA i 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. På den ene side sejrede de amerikanske produkter i dagligvarehandlen, tøj- og elektronikbutikkerne. På den anden side var amerikanerne kapitalistiske, krigsgale udbyttere, der undertrykte de fattige og „de sorte‟ i USA. Eller førte krig mod socialistiske helte i Vietnam, Korea eller Mellemøsten. Uanset hvad så kunne venstrefløjen på ingen måde stoppe de amerikanske virksomheder og kulturelle ikoner i at erobre Europa. Selv socialister gik i „cowboybukser‟. Så kunne man da smide et halstørklæde med de rigtige farver om halsen som kompensation. Man drak da også Coca Cola. Eller gik i biografen for at se den seneste film fra Hollywood. Selv statskanalen brillerede ved at vise en rigtig god amerikansk film lørdag aften.
Det var nemt at tage amerikanerne for givet. Det spredte sig til det meste af det europæiske kontinent. Land efter land faldt for den amerikanske kultur, og de amerikanske tv-serier blev dominerende mange steder, selvom man i nogen lande valgte at erstatte den amerikanske tale med egne dialekter og skuespillere, der så speakede ind over den originale lyd. For ikke at glemme det utal af produktioner, der skulle kopiere den amerikanske popkultur. Alt det gode kom jo fra USA. Stort, bedre og bedst. McDonald’s åbnede sin første restaurant i Danmark den 15. april 1981. Den lå på Vesterbrogade i København, tæt på Rådhuspladsen og over for Tivoli. Det blev øjeblikkeligt et kæmpe hit. Det siger meget, for vi havde jo pølsevognen.
Midt i den kolde krig var USA vores bedste ven. En ven, vi med fordel kunne hade, kritisere og skælde ud for alverdens ting og sager. Vi havde leverpostejen, spegepølsen og rød sodavand.
Mogens Glistrup kom med den underholdende ide, at man skulle erstatte det danske forsvar med en telefonsvarer, der på russisk skulle sige „Vi overgiver os‟, da han stiftede Fremskridtspartiet i 1972. Forslaget blev først nævnt offentligt kort efter partiets grundlæggelse den 22. august 1972, da han begyndte at præsentere partiets politik i medierne. Han havde ingen tillid til, at Danmark kunne forsvare sig mod Sovjetunionen. Dengang kendte man nok også mere til realiteten af styrkeforholdet, men samtidig også afhængigheden af de amerikanske sikkerhedsgarantier. Mere om det i en kommende artikel.
Temaserien fortsætter i næste artikel.
