SAMFUNDSANALYSE: Et Folketingsvalg er et af demokratiets mest koncentrerede øjeblikke. I løbet af få uger skal partier og partiledere overbevise vælgerne om, at netop de fortjener magten. Men hvad ser, hører og føler vi egentlig, når vi følger en valgkamp? Politikernes sande overbevisninger? — eller en nøje tilrettelagt forestilling? Hvor hvert ord, hver gestus og hvert pressemøde er koreograferet præcist for at skabe et bestemt indtryk? Den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) ville svare, at spørgsmålene er forkert stillet. For i Goffmans verden er al menneskelig interaktion performance – en kontinuerlig proces, hvor vi forsøger at styre det indtryk, andre danner sig af os. Det gælder i hverdagens samtaler, på arbejdspladsen, i familien. Og det gælder i allerhøjeste grad i politik og det forstærkes, når der er blæses til valgkamp. Vi spiller alle roller, og der er ingen skarp grænse mellem det “ægte” og det “iscenesatte.”

I denne samfundsanalyse anvender jeg Goffmans dramaturgiske teori som linse på Folketingsvalget den 24. marts 2026 — ikke for at afsløre politikerne som falske, men fordi Goffmans begrebsapparat giver os et analytisk sprog til at forstå det spil, vi ellers kun fornemmer: at formen på den politiske kommunikation — iscenesættelsen, hemmeligholdelsen, styringen af indtryk og udtryk — er lige så afgørende for demokratiets tilstand, som indholdet af de politiske budskaber.

Goffmans begrebsapparat er ikke nyt i min analytiske værktøjskasse. I min masterafhandling “Et forsvar i forandring” fra 2006 anvendte jeg hans teori som en af ni teoretiske tilgange til at analysere, hvordan Forsvarskommandoen iscenesatte den såkaldte “Bar mark filosofi” — det dengang mest radikale forandringsstrategiske valg i dansk forsvars historie siden Anden Verdenskrig. Lige nu oplever vi så et endnu større – men modsatrettet – forandringsstrategisk valg for dansk forsvar, men det er en helt anden historie. Dengang viste Goffman-analysen, hvordan en vel orkestreret forestilling med en nøje kontrolleret adgang mellem bagscene og frontscene kunne flytte den politiske dagsorden og skabe medejerskab hos aktører og politikere, der ellers ville have modsat sig forandringen.

Tyve år senere er Goffmans teori ikke blevet mindre relevant. Snarere tværtimod. For der er sket noget fundamentalt siden han skrev sin bog i 1956, og siden jeg anvendte den i 2006. De digitale medier har forandret selve teatrets arkitektur. Bagscenen er blevet mindre. De “udenforstående” — borgerne, kommentatorerne, de sociale mediers utallige stemmer — har fået en betydelig magt over forestillingen, som Goffman aldrig forudså. Og tempoet, hvormed en omhyggeligt opbygget facade kan bryde sammen, er accelereret fra dage til minutter. Det er denne nye virkelighed, denne analyse udforsker.

Det teoretiske afsæt — Goffmans dramaturgiske verden

Erving Goffman beskrev sin teori i bogen “The Presentation of Self in Everyday Life” fra 1956. Bogens grundlæggende argument er enkelt og radikalt: Al menneskelig interaktion kan forstås som teater. Vi er alle performere, der optræder for et publikum, og vi forsøger alle — bevidst eller ubevidst — at styre det indtryk, vi afgiver og efterlader.

Goffman opererer med en række centrale begreber, som danner fundamentet for denne analyse.

Front stage er den scene, hvor forestillingen opføres for publikum. Her kontrollerer performeren sin fremtoning, sit sprog og sine gestikker (kropssprog). Backstage er rummet bag scenen, hvor forberedelserne sker, hvor maskerne kan falde, og hvor teamet bag forestillingen frit kan tale uden publikums blikke. Outside er den zone, der hverken er scene eller bagscene — det rum, hvor helt andre regler gælder, og hvorfra de “udenforstående” observerer.

Erving Goffmans dramaturgiske spil.

Performance er den aktivitet, en person udfolder foran observatører (de andre skuespillere, tilskuerne og ”de udenforstående”) med henblik på at påvirke deres opfattelse. Goffman skelner her mellem det, performeren bevidst “gives” — den verbale kommunikation, de formulerede budskaber — og det, performeren ubevidst “gives off” — de nonverbale signaler, kropssproget, tøven, et kort øjebliks irritation, som publikum ofte tillægger større troværdighed netop fordi de opfattes som ufrivillige og kommer før den verbale kommunikation.

Impression management er Goffmans overordnede betegnelse for alt det arbejde, der udføres for at kontrollere andres opfattelse. Idealisering er tendensen til at fremstille sig selv i overensstemmelse med samfundets anerkendte værdier snarere end med den faktiske virkelighed.

Teamet er den gruppe af performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen. Her har forestillingens manuskriptforfatterne og instruktørerne afgørende indflydelse på forestillingens udtryk og resultater. Teammedlemmerne er bundet af dramaturgisk loyalitet — en forpligtelse til ikke at afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — som er evnen til at fastholde sig i rollen under pres.

Endelig opererer Goffman med fem typer hemmeligheder, der opstår i spændingsfeltet mellem scene og bagscene: de sorte hemmeligheder (information, der strider mod facaden – forestillingen budskab), de strategiske hemmeligheder (viden om planer og fremgangsmåder), de interne hemmeligheder (det, der binder teamet sammen indadtil), de betroede hemmeligheder (andres hemmeligheder, man er i besiddelse af) og de frie hemmeligheder (andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt). Teamet og hemmelighederne vender jeg tilbage til.

I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffmans teori med fordel kunne udvides til at se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange samtidige, interrelaterede forestillinger — hver med sit team, sin scene, sin bagscene og sine hemmeligheder. Det er dette perspektiv, der gør Goffman særligt velegnet til at analysere en valgkamp, hvor der netop spilles på et multiplum af scener og platforme samtidigt. Jeg koblede desuden Goffmans teori til Ralph D. Stacey teori om Komplekse Responsive Processer, men det er en længere historie, som jeg må vende tilbage til en anden god gang.

Et multiplum af interrelaterede forestillinger.

Forestillingen — Partiledernes front stage

En valgkamp er front stage i sin mest koncentrerede form. Alt, hvad partilederne gør i de offentlige rum — Tv-debatter, pressemøder, valgmøder, opslag på sociale medier — er performance i Goffmans forstand. Ikke nødvendigvis bevidst manipulation, men en konstant styring af det indtryk, der afgives.

Goffman opdeler performerens “front” i tre elementer: setting (de fysiske omgivelser), appearance (den ydre fremtoning, der signalerer social position) og manner (den adfærd, der signalerer, hvilken rolle performeren vil spille).

Valgkampen 2026 er foregået/foregår på mange forskellige scener og i mange forskellige iscenesættelser. Lige fra enkeltinterviews til større debatter og pressemøder, hvor politikerne selv eller medierne har sat scenen (framingen). Under denne valgkamp er tilskuerne (borgerne) i højere grad end tidligere blevet inddraget, som en del af forestillingen. Vi har også set, hvordan de enkelte partiledere fremstår i forhold til appearance og manner, og hvem der forsøgte at “give” statsmandsautoritet, og hvem “gave off” usikkerhed eller irritation?

Det afgørende i Goffmans perspektiv er distinktionen mellem det, der bevidst “gives,” og det, der ubevidst “gives off.” En partileder kan formulere et budskab om handlekraft og samarbejdsvilje — det er det, der “gives.” Men et kort øjebliks tøven, et irriteret blik mod en modstander, en ufrivillig gestus kan “give off” noget helt andet: usikkerhed, arrogance, foragt. Og publikum — vælgerne — tillægger ofte disse ubevidste signaler større troværdighed end de formulerede budskaber, netop fordi de opfattes som ukontrollerede. Vores sanseskarphed får her en stor betydning. Vi har flere gange set, hørt eller følt, at en partileders “gives off” kom i konflikt med vedkommendes “gives.” Det kan være et øjeblik i en debat, et pressemøde, der gik galt, eller en situation på sociale medier, hvor det ufrivillige signal var stærkere end det tilsigtede budskab. Publikum fornemmer det med det sammen – en form for ”point of no return”.

Goffmans begreb om idealisering er næsten skræddersyet til valgkamp. Politikere fremstiller sig selv i overensstemmelse med de værdier, vælgerne holder højt — velfærd, tryghed, retfærdighed, ansvarlighed — og skjuler det, der strider mod billedet: de pragmatiske kompromiser, de interne magtkampe, lobbyismens indflydelse, de brudte løfter fra tidligere perioder. Idealiseringen er ikke løgn i simpel forstand. Det er en systematisk fremhævelse af det, der passer ind i den ønskede fortælling, og en lige så systematisk undertrykkelse af det, der ikke gør. Der har i denne valgkamp været opstillet mange enkeltstående politiske målsætninger, i vis fremstilling partierne behændigt udelader ubehagelige kompromiser, prioriteringer eller konsekvenser, herunder ikke mindst de økonomiske. Kun få partier har fremlagt deres samlede økonomiske plan. Publikum mister overblikket og retningen.

Backstage — Det, der ikke skulle ses

Bag enhver valgkamp ligger en bagscene, der er mindst lige så intens som den offentlige forestilling. Det er her, strategierne lægges. Det er her, kampagneteamet (politikerne med deres spindoktorer) diskuterer angrebslinjer mod modstanderne, tester budskaber, gennemgår meningsmålinger, forbereder partilederne til debatter og håndterer de kriser, der uundgåeligt opstår.

Goffman beskriver bagscenen som det rum, hvor performerne kan “slappe af, tage maskerne af og være mere sig selv — eller måske snarere tage andre masker på.” Det er en afgørende nuance. Bagscenen er ikke nødvendigvis stedet, hvor “sandheden” bor. Det er stedet, hvor en anden performance foregår — en performance rettet mod teamet selv, mod partiets interne hierarki, mod de rådgivere og spindoktorer, der former kampagnen.

The guarded passageway — den bevogtede adgangsvej mellem scene og bagscene — er i en valgkamp under konstant pres. Partierne investerer betydelige ressourcer i at kontrollere, hvad der slipper ud fra bagscenen. Men i den digitale tidsalder er denne kontrol blevet dramatisk vanskeligere at opretholde.

Der er flere eksempler på, at backstage-information er kommet frem i offentligheden — en lækket intern besked, en uautoriseret optagelse, en anonym kilde, der har afsløret interne uenigheder. Det kan være fra et hvilket som helst parti ellers ens egne partikollegaer, jo tættere vi kommer på valgdagen.

Når bagscenen åbnes — frivilligt eller ufrivilligt — ændres den fundamentalt. Det var en af mine centrale pointer i masterafhandlingen om forsvarets forandringsproces: Da Forsvarskommandoen bevidst åbnede dele af bagscenen ved at offentliggøre K-notatets indhold, blev den åbnede del af bagscenen til en del af scenen. Den resterende bagscene blev tilsvarende mindre og mere intenst bevogtet.

Præcis det samme er sket i valgkampen 2026. Når et parti vælger at “åbne op” — f.eks. ved at give journalister adgang til forberedelserne (følge med i kampagnebussen), eller medierne lader partiledere optræde i mere uformelle sammenhænge (TV2 – Højskolen), ved at politikerne deler “behind the scenes”-indhold på sociale medier — er det ikke en ophævelse af skellet mellem scene og bagscene. Det er en strategisk forskydning af grænsen mellem forestillingens roller. Den nye “åbenhed” er i sig selv en performance. Og det udvander f.eks. forholdet mellem politikerne og journalisterne, og de bliver alle til skuespillere i nye roller og måske endda bytter roller.

Outside — Borgernes og de sociale mediers nye magt

Goffman skrev sin bog i en tid, hvor kommunikation foregik ansigt til ansigt eller gennem massemedier med klare afsendere. Den zone, han kaldte “outside” — rummet uden for både scene og bagscene — var befolket af dem, der hverken var performere eller direkte publikum – ”de udenforstående”. De var tilskuere på afstand, uden mulighed for umiddelbart at gribe ind i forestillingen.

Den digitale revolution har forandret dette fundamentalt. “Outside” er i dag det mest dynamiske rum i det politiske teater. På sociale medier som Facebook, X (tidligere Twitter), Instagram og TikTok opererer millioner af borgere, politikere, kommentatorer, satirikere, influencere og algoritmestyrede platforme, der skaber parallelle forestillinger, som politikerne deltager i, men ikke kontrollerer.

Disse “outside”-aktører kan i realtid dekonstruere politikernes impression management. Når en partileder afgiver et løfte i en Tv-debat, kan tusindvis af borgere inden for minutter finde og dele gamle klip, hvor den samme partileder sagde det modsatte. Når et parti lancerer en kampagnevideo, kan den inden for kort tid være omformet til en satirisk version, der undergraver det tilsigtede budskab. Når et pressemøde iscenesættes med omhyggeligt valgte omgivelser og rekvisitter, kan et enkelt foto taget fra en uventet vinkel afsløre iscenesættelsen og gøre den til genstand for latterliggørelse. Fremmarchen af kunstig intelligens har på godt og ondt forstærket disse muligheder. Faktatjek i realtid – en slags politikkens VAR-system – kunne med fordel højne debatkvaliteten betydeligt i en tid, hvor mange halve sandheder får lov at blive hængende i luften uberørt og sløre den demokratiske samtale.

I Goffmans terminologi har “outside”-aktørerne overtaget dele af den rolle, der traditionelt tilhørte dem, han kaldte bærere af “discrepant roles” — personer med adgang til information fra både scene og bagscene. Forskellen er, at hvor Goffmans “discrepant roles” typisk var enkeltpersoner (spioner, mellemmænd, journalister), er den digitale tidsalders discrepant role et kollektiv — et netværk af borgere, der tilsammen besidder fragmenter af viden, som, når de samles, kan afsløre diskrepansen mellem front stage og back stage. Umiddelbart lyder det som en styrkelse af demokratiet.

Det stiller partierne over for et fundamentalt nyt dilemma i deres impression management. Den traditionelle strategi — kontrollér bagscenen, kontrollér adgangen, kontrollér budskabet — er ikke længere tilstrækkelig. Forestillingen kan blive udfordret fra en retning, man ikke havde forudset, af aktører, man ikke kendte, med information, man ikke vidste var tilgængelig eller havde kontrol over. Det kunne måske få nogle af aktørerne til at skrue op for ærligheden og gennemsigtigheden i der simpression management, og gøre det de siger, og sige det de gør.

Teamet — Partiet som dramaturgisk hold

Et politisk parti er i Goffmans perspektiv et klassisk team: en gruppe performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen over for publikum. Teammedlemmerne er som før nævnt bundet af dramaturgisk loyalitet — de må ikke afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — de må ikke bryde rollen under forestillingen.

I en valgkamp er teamdisciplinen under ekstraordinært pres. Hvert enkelt partimedlem, der udtaler sig offentligt, er en potentiel risiko for den samlede forestilling. Én afvigende udtalelse, ét brud med partilinjen, én uforsigtig kommentar kan underminere hele den fortælling, teamet har opbygget.

Goffman peger på, at teamets sammensætning er strategisk. Ikke alle spiller lige store roller i forestillingen. Nogle er hovedrolleindehavere, andre er statister, og nogle holdes bevidst bag scenen. I en valgkamp er denne strategiske udvælgelse af, hvem der optræder hvornår og i hvilken sammenhæng, en central del af impression management. Hvem deltager i hvilke Tv-debatter? Hvem håndterer pressemøderne? Hvem præsenterer den økonomiske politik? Og mindst lige så vigtigt: Hvem holdes væk fra scenen, hvornår?

De større partier har her en markant ressourcemæssig fordel, ligesom det seneste statsministerparti, pt. socialdemokratiet, har – qua serveretten til valgdatoen – haft en forberedelsesmæssig betydelig fordel frem for måske alle øvrige partier, som ikke har fået informationer herom.

Når teamdisciplinen holder, kan selv en kontroversiel politik præsenteres med overbevisende sammenhæng. Når den brister, opstår det, Goffman kalder et dramaturgisk sammenbrud — et øjeblik, hvor publikum mister troen på den præsenterede definition af situationen. I en valgkamp kan et sådant sammenbrud være afgørende for udfaldet. Det har vi i skrivende endnu ikke for alvor set, men vi har i flere tilfælde været tæt på i spidkandidatduellerne, hvor den røde tråd i et partis eller en partileders forestilling pludseligt brister. Ofte efterfuldt af en kunstpause og et inkongruent ”gives off” kommunikationsudtryk.

Hemmelighederne — Det asymmetriske informationsspil

Goffmans analyse af hemmeligheder er måske den del af hans teori, der har størst analytisk kraft i en valgkampskontekst. De fem typer hemmeligheder skaber tilsammen et komplekst informationslandskab, hvor det, der ikke siges, ofte er vigtigere end det, der siges.

De sorte hemmeligheder er information, der direkte strider mod den præsenterede facade. I en valgkamp kan det være interne analyser, der viser, at et partis valgløfter ikke kan finansieres inden for det opstillede budget. Det kan være viden om interne uenigheder i partiledelsen om centrale politiske spørgsmål. Det kan være tidligere beslutninger eller udtalelser, der er i direkte modstrid med den nuværende linje. I valgkampen har vi set flere eksempler på, at nogle den afgående regerings sorte hemmeligheder, indtil nu forgæves er blevet offentliggjort, fx hvem foreslog afskaffelse af Store Bededag. 

De strategiske hemmeligheder handler om, hvad man planlægger, og hvordan man agter at gøre det. I en valgkamp er de strategiske hemmeligheder særligt brisante: Hvem vil man i regering med? Hvilke kompromiser er man villig til at indgå? Hvilke angrebslinjer er planlagt mod modstanderne? Hvem er udpeget som koalitionspartner, og hvem er på forhånd udelukket? De strategiske hemmeligheder er de politiske kommentatorers livretter, dem lever de af, og nogle gange opfinder de dem selv.

De betroede hemmeligheder er andres hemmeligheder, man er kommet i besiddelse af gennem politiske relationer. Hvad ved det ene parti om det andets interne forhold? Hvad ved journalisterne, som de endnu ikke bringer? I dansk politik, hvor det politiske miljø er relativt lille, og hvor mange aktører har kendt hinanden gennem årtier, er de betroede hemmeligheder en konstant del af spillet. De skaber bånd af gensidig afhængighed — og gensidig sårbarhed. Her taler vi om et af vores demokratis svageste områder, for her begynder magtens 4-deling at smelte sammen og de fleste mediers overlevelsesafhængighed af mediestøttens tydeliggøres.

De frie hemmeligheder er andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt. Her ligger en stor del af valgkampens angrebsspil. Når et parti angriber en modstander med afsløringer af tidligere fejltagelser, brudte løfter eller kontroversielle beslutninger, udnytter de i Goffmans terminologi “frie hemmeligheder” — information, der tilhører modstanderen, men som man kan bruge uden selv at blive kompromitteret.

Den digitale tidsalder har også fundamentalt ændret betingelserne for hemmeligholdelse. Goffman skrev i en tid, hvor bagscenen var fysisk afgrænset, og hvor informationsstrømmen var langsom og kontrollerbar. I dag kan enhver med en smartphone optage, dele og sprede backstage-information inden for sekunder. Det betyder, at alle fem typer hemmeligheder er under et pres, som ingen valgkampsstrateg kan ignorere — og heller ikke fuldt ud kan kontrollere.

Medierne som “discrepant role”

I Goffmans terminologi er en “discrepant role” en person, der befinder sig i spændingsfeltet mellem scene og bagscene — en person med adgang til begge verdener og dermed med mulighed for at afsløre diskrepansen mellem dem. Journalister og medier er den mest oplagte besætning af denne rolle i en valgkamp.

Men mediernes rolle er mere kompleks, end Goffman måske forudså. Journalister er ikke blot observatører, der trækker tæppet væk fra bagscenen. De er selv performere med deres egne forestillinger, deres egne bagscener og deres egne hemmeligheder. Et nyhedsmedie iscenesætter sin dækning af valgkampen med samme dramaturgiske bevidsthed som partierne iscenesætter deres kampagner. Valget af vinkel, valget af kilder, valget af hvem der interviewes, og hvem der ikke gør, er alt sammen impression management — blot på og fra en anden scene.

Mediernes dobbeltrolle som både afslørere af og deltagere i det politiske teater er derfor kritisk, fordi rollerne smelter sammen og journalisten står pludseligt bevidst eller ubevidst og fremfører en politisk rolle.

Vi i Danske Digitale Medier befinder os ligesom alle andre medier i dette spændingsfelt. Vi er på én gang observatører til det politiske spil og aktører i det. Hver gang vi vælger en vinkel, fremhæver en udtalelse eller stiller et spørgsmål, er vi med til at forme den definition af situationen, som vælgerne orienterer sig efter. Derfor søger vi observatørens og rapporterens rolle. Det er et ansvar, der kræver en bevidsthed om vores egen rolle i Goffmans teatermetafor — en bevidsthed om, at vi ikke kan stå uden for forestillingen og kommentere den helt neutralt, fordi vi allerede er en del af den. Men vi gør forsøget og bliver klogere med fuld åbenhed, uden betalingsmur og uden mediestøtte.

Impression management i den digitale tidsalder — En opdatering af Goffman

Goffmans teori er som sagt skrevet i en verden af ansigt-til-ansigt-interaktioner og massemedier med klare afsendere. Folketingsvalget 2026 foregår i en radikalt anderledes virkelighed. Tre fundamentale forskydninger har ændret spillets betingelser.

For det første er bagscenen blevet mindre. Det digitale allestedsnærvær — smartphones, sociale medier, overvågningskameraer, e-mail-lækager — har gjort det næsten umuligt at opretholde et bagscenerum, der er fuldstændig afskærmet fra offentligheden. Politikere er konstant potentielt “on stage.” En privat samtale kan blive optaget. En intern e-mail kan blive lækket. En uformel kommentar kan cirkulere på sociale medier inden for minutter. Det betyder, at det dramaturgiske arbejde — impression management — må foregå næsten uafbrudt, hvilket paradoksalt nok øger både behovet for og vanskeligheden ved at opretholde en kohærent performance.

For det andet har “outside” fået en eksplosiv magt. I Goffmans verden var de “udenforstående” passive. I den digitale virkelighed er de aktive medskabere af fortællingen. Borgere kommenterer, deler, remixer og dekonstruerer politikernes performance i realtid. Algoritmestyrede platforme forstærker bestemte budskaber og undertrykker andre ud fra logikker, der hverken er politikernes, mediernes eller borgernes. Resultatet er et politisk teater, hvor ingen enkelt aktør kontrollerer forestillingen, men kan stadig påvirke den.

For det tredje er tempoet i det dramaturgiske sammenbrud accelereret. I Goffmans verden tog det tid, før en facade brød sammen. En afsløring skulle rejse gennem aviser, radio, fjernsyn — dage eller uger kunne passere. I 2026 kan et dramaturgisk sammenbrud ske i løbet af en eftermiddag, ja, i realiteten få øjeblikke. En uheldig udtalelse ved et morgenmøde kan være tophistorie ved frokosttid og genstand for satiriske memes ved sengetid. Det stiller ekstraordinære krav til den dramaturgiske disciplin og til evnen til at “reparere” et sammenbrud, før det bliver fatalt.

I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffman med fordel kunne hæves op på det strategiske niveau og se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange interrelaterede forestillinger — et “multiplum af scener,” hvor den enkelte aktør optræder i forskellige roller, nogle gange som performer, andre gange som publikum, atter andre gange som outsider. Den digitale tidsalder har gjort dette multiplum til daglig virkelighed for enhver vælger. Vi sidder ikke i én teatersal og ser én forestilling. Vi skifter konstant mellem scener — fra nyhedsmediernes valgdækning til et partis Facebook-side til en satirisk TikTok-video til en kommentarsektion på et lokalt nyhedssite. Vi danner vores indtryk i krydsilden mellem disse samtidige, overlappende og ofte modstridende forestillinger.

Konklusion — Hvad fortæller teatermetaforen os om demokratiet?

Goffmans dramaturgiske perspektiv afslører noget, som andre analytiske tilgange til politik ofte overser: at formen på den politiske kommunikation er uadskillelig fra dens indhold. Det er ikke nok at analysere, hvad politikerne siger. Vi må også analysere, hvordan de siger det, hvornår de siger det, hvem de siger det til, og — ikke mindst — hvad de ikke siger.

Folketingsvalget den 24. marts 2026 har været ”et teater” med mange scener, mange teams og mange publikummer. Partilederne har opført deres forestillinger med varierende grader af dramaturgisk disciplin. Bagscenerne har været under konstant pres fra medier og borgere. Hemmelighederne — de sorte, de strategiske, de betroede, de frie — har cirkuleret med en hastighed og en rækkevidde, som ingen valgkampsstrateg fuldt ud har kunnet kontrollere.

Goffman rejser et dybere spørgsmål, som rækker ud over det enkelte valg: Hvis al politik er performance, hvad betyder det så for demokratiet? Er vælgerne det taktfulde publikum, der høfligt opretholder illusionen — det, Goffman kalder “tact” — eller er de ved at forlade ”teatret” i frustration over, at forestillingen ikke længere føles troværdig?

Noget kan tyde på det sidste, måske forstærket af den politiske afmatning efter den lange kommunal- og regionalvalgkamp i efteråret 2025, og måske også en konsekvens af den uendelige række af enkeltstående valgforslag under valgkampen uden en tilstrækkelig sammenhængende forklaringskraft i form af en samlende og meningsskabende vision, som jeg pegede på i sidste samfundsanalyse (se nedenfor).

Måske ligger svaret i den erkendelse, som Goffman selv bevidst undlod at tage stilling til, eller det spørgsmål, som Goffman selv lod stå åbent: at der ikke nødvendigvis er et “sandt selv” bag den politiske maske. Det afgørende er ikke, om politikerne er “ægte” — det er, om den forestilling, de opfører, tjener det formål, den skal: at give borgerne et tilstrækkeligt grundlag for at træffe et informeret valg.

Når impression management erstatter substans, når hemmeligholdelsen bliver vigtigere end åbenheden, og når bagscenens spil afgør mere end scenens debat, er det ikke bare demokratiets teater, der er i krise. Det er demokratiet selv.

Det er den indsigt, Goffmans 70 år gamle teori stadig kan give os — hvis vi har modet til at se forestillingen for det, den er, og stille spørgsmålet, om den fortjener vores bifald. Jeg kan varmt anbefale, at følge og tolke valgkampens sidste debatter og valgets tale i lyset af Goffmans teoretiske baggrundstæppe. Goffman giver os måske den tilstrækkelige forklaringskraft, og hvor vi meningsfuldt, kan sætte vores kryds.

Held og lykke på valgdagen – Demokratiets festdag.

Se og læs seneste samfundsanalyse:

Det ”glemte” valgtema og ”De indre dæmoner”