SPORT. Formanden for Danmarks Idrætsforbund hedder også de to kommende år Hans Natorp. Det står klart efter forbundets årsmøde i Idrættens Hus. Ny i bestyrelsen er Pia Johansen fra SvømDanmark.

Hans Natorp fortsætter på posten som formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) de næste to år. Han var eneste formandskandidat, da DIF’s 62 specialforbund lørdag var samlet til årsmøde i Idrættens Hus i Brøndby.

60-årige Hans Natorp fortsætter dermed i DIF’s formandsstol, som han har siddet i siden 2021. Inden da havde han siden 2016 siddet som næstformand.

”Jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte mit arbejde som formand for Danmarks Idrætsforbund. Sammen med forbundene har vi vist, at idrætten er et solidt samlingspunkt med gode fællesskaber. Det skal vi bygge videre på, og sammen med bestyrelsen vil jeg i den kommende periode arbejde for at styrke vores forbund, som er essentielle for idrættens stærke fællesskaber,” siger Hans Natorp.

Nyt ansigt i bestyrelsen

På årsmødet var der også genvalg til Anna Harboe Falkenberg, Kenneth Plummer og Jens Hornemann, mens Rikke Rønholt Albertsen ikke genopstillede. Valgt som nyt bestyrelsesmedlem blev Pia Johansen, der også er formand for SvømDanmark.

DIF’s bestyrelse:

Anna Harboe Falkenberg
Asger Fischer Mølgaard
Camilla Lyngsø
Frans Hammer
Hans Natorp
Jens Hornemann
Jette Albinus
Kenneth Plummer
Pia Johansen
Thomas Bach
Thomas Christensen