Hendes Majestæt Dronningen afslutter sensommertogtet i Fredericia den 1. september
Når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj ved Gl. Havn i Fredericia fredag den 1. september, venter der Dronningen og fredericianerne en festlig dag med heste og karetkørsel.
– Jeg er utrolig glad for, at Hendes Majestæt Dronningen afslutter sensommertogtet i Fredericia. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage fra grundlæggelsen, og vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by. Dette besøg bliver en folkefest med karetkørsel, Gardehusarregimentets Hesteskadron og en masse aktiviteter og kongelige oplevelser, siger borgmester Steen Wrist.
Efter ankomsten med Dannebrog vil Majestæten køre i karet med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron gennem Fredericia til rådhuset, hvor den officielle modtagelse vil være.
Derefter vil Dronningen skulle besøge en taleklasse på Kristinebjergskolen, afdeling Indre Ringvej, HySynergy, Fredericia Musical Teater og Kongens Punkt i Kanalbyen.
Det detaljerede program for Hendes Majestæts besøg vil blive offentliggjort i slutningen af august måned.
Sensommerdage i Fredericia
Det kongelige besøg i Fredericia bliver fejret med masser af kongelige oplevelser og aktiviteter.
Vi skyder sensommerdagene i gang med et besøg af fregatten Iver Huitfeldt. Den 24. august kommer fregatten til Fredericia, og der vil være åbent skib både den 24. og 25. august.
Du vil også kunne se nærmere på gardehusarernes heste til åben stald onsdag den 28. august og opleve, at Gardehusarregimentet træner med hesteskadronen i byens gader både onsdag og torsdag, så alle er klar til Dronningens besøg fredag den 1. september.
Den 1. september vil der være forskellige oplevelser og aktiviteter i byen, blandt andet fællessang, en udstilling om de aftryk, som Kongehuset har sat i Fredericia gennem tiden, masser af musik ved Tøjhuset og ikke mindst en ægte fredericiansk kanonsalut, når kongeskibet forlader Fredericia igen fredag aften.
Sensommerdagene bliver sluttet af med en street food festival med et kulinarisk slaraffenland fyldt med lækker street food og et hav af aktiviteter for store og små.
Programmet for de kongelige sensommerdage i Fredericia vil blive offentliggjort i starten af august måned.