Når Verdensmesterskabet i skydning afholdes i Baku d. 14. august – 1. september deltager Danmark i både riffel, skeet og pistol. Dansk skydesport er på en opadgående kurve, og med grundig forberedelse og store profiler er der medaljehåb i Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark). 9 danske atleter har kvalificeret sig.

International Shooting Sport Federation World Championship, verdensmesterskabet i skydning, afholdes i år i Aserbajdsjans hovedstad Baku på Baku Olympic Shooting Range. Her håber Dansk Skytte Union på medaljer og finalepladser, når de danske eliteskytter går på. Skytterne er blandt andre Jesper Hansen, sølvmedaljevinder skeet til OL i 2021 og nummer to på verdensranglisten i skeet; Carsten Brandt, guldmedaljevinder i riffel 300m hold til VM i 2022; samt Rikke Mæng Ibsen, der blev europamester i riffel 50m 3×20 skud i 2022.

I alt har Dansk Skytte Union 9 atleter med til verdensmesterskabet, der afholdes hvert andet år. De fleste danske skytter er ankommet i Baku og skal træne på banerne fra i dag d. 14. august.

– Vi er i Baku med et stærkt hold, som har vundet medaljer og nået afgørende finalepladser det seneste år. Vores skytter har opnået et højt niveau de seneste år, og nu er fokus på VM. Vi har en klar målsætning om at kæmpe med om finalepladser og metallet, og tror på vores chancer i en række discipliner, udtaler sportschef for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), Linda Andersson.

Den første finale, som Danmark kan kvalificere sig til, afholdes 17. august 2023. Her kan Frederik Larsen skyde sig til en finaleplads i pistol 10m herrer.

19/8 er der gode muligheder for, at der havner metal om dansk hals. Her afvikles hele tre finaler med mulig dansk deltagelse – heriblandt herrernes skeet med Jesper Hansen og Emil Kjelgaard Petersen, kvindernes riffel 10m med Stephanie Laura Scurrah Grundsøe, guldvinder til Ungdoms OL i 2018, Rikke Mæng Ibsen som har været i flere finaler på World Cup og EM samt Anna Skade Nielsen, der blev nummer 5 på World Cup i Jakarta tidligere i år og endelig riffel 10m herrer, hvor Nicklas Kildehøj stiller op.

Selvom Dansk Skytte Union har store håb for de danske atleter, er et VM udfordrende:

– Verdensmesterskabet giver ekstra nerver. Hver gang, man trykker på aftrækkeren, er det som at eksekvere et straffespark i fodbold. Man står alene, og det pres skal man kunne håndtere – selv når man føler, at ens hjertebanken kan høres ud gennem høreværnet. Det giver blod på tanden, når man mestrer den del, forklarer Linda Andersson.

Verdensmesterskabet i skydning er en af eliteskytternes vigtigste konkurrencer, og udover resultaternes værdi for både verdensranglister og selve titlen, er VM også en konkurrence der er udslagsgivende for pladser til OL 2024. Følg med på ISSF-sports.org fra 14. august, hvor verdensmesterskabet skydes i gang, se resultater her og se alle finaler live her.

De danske deltagere til VM i Baku: 

Skeet herrer:  

Jesper Hansen fra Svebølle. Klub: Københavns Flugtskytte Klub. 

Emil Kjelgaard Petersen fra Vester Hjermitslev. Klub: Jetsmarks Sogns Jagtforening. 

Pistol 10m herrer: 
Frederik Larsen fra Aarhus. Klub: Skytteklubben DSB/ASF. 

Riffel 10m herrer:  
Nicklas Højfeldt Kildehøj fra Fredericia. Klub: BPI. 

Riffel 300m herrer liggende: 
Carsten Brandt fra Rønde. Klub: Skytteklubben DSB/ASF. 

Riffel 10m damer:  
Rikke Mæng Ibsen fra Sunds. Klub: Ørre og Træhøje Skytteforening.
Stephanie Laura Scurrah Grundsøe fra Jyllinge. Klub: Ballerup Skytteforening.

Anna Skade Nielsen fra Søndersø. Klub: Særslev Skytteforening.

Riffel 300m damer liggende: 
Charlotte Jakobsen fra Østbirk. Klub: Skytteklubben DSB/ASF. 

Riffel 50m 3×20 skud damer: 

Rikke Mæng Ibsen. 

Stephanie Laura Scurrah Grundsøe. 

Riffel 50m damer liggende:  

Stephanie Laura Scurrah Grundsøe. 

Riffel 10m mixed team:  

Nicklas Højfeldt Kildehøj.

Rikke Mæng Ibsen.