Langeland, Kolding og Esbjerg har flest indbrud, mens Fanø har færrest, viser årsopgørelsen for indbrud fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen. Nu går branchen sammen med bl.a. politiet om et digitalt register over alle tyvekoster.

Langeland indtager den tvivlsomme førsteplads med 517 indbrud pr 100.000 indbyggere i Region Syddanmark. Det viser 2022-årsopgørelsen for indbrud fra F&P – forsikrings- og pensionsselskabernes brancheforening.

Som nummer to og tre efter Langeland ligger Kolding og Esbjerg med henholdsvis 486 og 451 indbrud, mens Fanø ligger lunt i bunden med 29 indbrud i hele 2022.

– Der er ret stor forskel kommunerne imellem. Og mens man kan forklare Fanøs kun 29 indbrud med, at kommunen er en ø med få indbyggere, hvor alle kender alle, og det derfor kan være svært at være indbrudstyv, så er det sværere at forklare, hvorfor Langeland overhaler både Kolding og Esbjerg, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P – brancheforening for forsikrings- og pensionsselskaberne.

Pia Holm Steffensen peger på, at Langeland har oplevet en stigning i antallet af indbrud pr 100.000 indbyggere fra 455 til 517, og det får kommunen til at rykke op på førstepladsen som den eneste kommune med over 500 indbrud pr 100.000 indbyggere i Region Syddanmark.

Danmark indtager i det hele taget en kedelig førsteplads i Europa, når det handler om indbrud. Og F&P går nu sammen med BoTrygt, Det Kriminalpræventive Råd og politiet om et digitalt register, der lister alle stjålne genstande, så de kan finde hjem til rette ejermand.

– Hæleren er lige så skyldig som stjæleren – men hæleren kan selvfølgelig være i mere eller mindre god tro. Så hvis man kan slå op i et digitalt register inden man køber en brugt iPhone, Arne Jacobsen-stol eller en MacBook i Den Blå Avis og finde ud af om varen er stjålet, så fjerner man jo en stor del af indbrudstyvenes eksistensgrundlag, siger Pia Holm Steffensen.

5 gode råd mod indbrud:

1. Gode låse og sikre vinduer: Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder, inden tyven gør det.

2. Tilslut dig Nabohjælp: Hent Nabohjælps app og dan netværk med naboerne. På den måde kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.

3. Hils på fremmede: Sig hej til fremmede på din vej. Ser du biler, der ikke hører til, og som ser ud til at lede efter noget, så spørg, om du kan hjælpe med noget. Tyve kan ikke lide opmærksomhed!

4. Hæk og hegn: Sørg for at tyven ikke kan bruge hæk, hegn og buskads som dække for indbrud. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer.

5. Lys og alarmer: Timerstyret indendørslys, sensorstyret udendørslys og lydalarmer kan supplere indbrudssikre døre og vinduer.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/