Antallet af borgere, der forlader Odense for at vende tilbage til deres hjemland, er steget markant det seneste år. En ny opgørelse fra Odense Kommune viser, at udviklingen især er drevet af syrere, som efter ændringerne i deres hjemland igen vælger at rejse tilbage.
Før 2025 lå antallet af såkaldte repatrieringssager på under 20 om året. Men i løbet af 2025 steg tallet markant til 75 personer. Hele 65 af dem havde syrisk baggrund.
Udviklingen hænger sammen med situationen i Syrien efter Bashar al-Assads fald i december 2024, som har gjort det muligt for flere at vende hjem.
»Det er glædeligt, at forholdene i Syrien nu er så gode, at folk kan vende hjem og være med til at genopbygge deres land,« siger beskæftigelses- og socialrådmand Søren Windell.
Tendensen er fortsat ind i 2026. I årets første tre måneder er 21 personer fra Odense rejst tilbage til deres oprindelsesland. Heraf er 11 rejst til Syrien.
Kommunen forventer, at interessen for at vende hjem vil fortsætte, og arbejder fortsat med at rådgive borgere, der overvejer at tage beslutningen.
»Vi fortsætter arbejdet med at rådgive og støtte de borgere, der har et ønske om at repatriere. Og vi sikrer en grundig og individuel vejledning, så borgerne kan træffe så alvorlig en beslutning på et oplyst grundlag,« siger Søren Windell.
Udviklingen i Odense følger en landsdækkende tendens. På landsplan blev der i 2025 registreret 803 repatrieringer, hvoraf 665 var syrere.
Hos Dansk Flygtningehjælp peger man på, at ønsket om at vende hjem ofte handler om mere end sikkerhed.
»Det er meget positivt, når syrere, der gerne vil vende hjem, kan komme tilbage til deres hjemland og få støtte fra Danmark til at etablere sig dér på ny,« siger asylchef Eva Singer.
Hun fremhæver, at mange fortsat føler en stærk tilknytning til deres hjemland.
»Selv om der stadig er usikkert mange steder i Syrien, vil mange gerne hjem til deres familier, deres kultur, deres dufte og alt det andet, som de kender og har savnet,« siger hun.
Langt de fleste, der vælger at rejse, fastholder beslutningen. Kun to af de 75 borgere, der rejste fra Odense i 2025, har efterfølgende henvendt sig med ønske om at vende tilbage til Danmark.
Borgere, der vælger frivillig hjemrejse efter repatrieringsloven, kan som voksne modtage et økonomisk tilskud på 168.258 kroner til at etablere sig i hjemlandet. Derudover er der mulighed for støtte til blandt andet rejseudgifter og medicin.
Hvis man som flygtning fortryder sin hjemrejse, skal den udbetalte støtte betales tilbage.










