BUSINESS. FiberLan er igen blevet hædret som succesvirksomhed af Spar Nord og BDO. Det er anden gang i træk, at virksomheden kan modtage prisen, som gives til virksomheder, der gennem flere år har udvist stabil vækst, grøn omstilling, fokus på medarbejdertrivsel og en stærk forretningsmodel.

For direktør Tonny Gjettermann er prisen først og fremmest en anerkendelse af medarbejderne:
»Personligt er jeg jo stolt på firmaets vegne. Det er jo ikke min pris, det er timen i firmaet, der gør det muligt. Den bygger på, at vi har leveret på så mange parametre,« siger han.

FiberLan har hovedsæde i Odense, men åbnede for få år siden en afdeling i Fredericia for at komme tættere på kunder og samarbejdspartnere i Trekantområdet. I dag beskæftiger virksomheden over 100 medarbejdere, og med afdelinger begge steder er FiberLan en markant aktør på det danske marked for fiber- og netværksløsninger.

»Jeg vil også påstå, at jeg aldrig har været i et selskab med så stærk en DNA. Hos os ligger det dybt i kulturen at gå de ekstra skridt for kunden. Det er en arv fra de tre grundlæggere, som har præget hele virksomheden i mere end 20 år. Den måde at agere på har vi fastholdt, selvom vi i dag er 117 medarbejdere,« fortæller Gjettermann.

FiberLans succes er i høj grad bygget på tætte partnerskaber. Virksomheden går ikke ind som bygherre, men leverer specialiserede løsninger som underleverandør på store projekter inden for fiber, netværk og datacentre.

»Hele vores forretningsmodel bygger på samarbejde. Vi er specialister i alt omkring fiber og netværk og finder partnere, som vi går sammen med for at vinde de store projekter. På den måde kan vi skabe værdi ud over tallene – gennem rådgivning, dokumentation og kvalitet,« siger Gjettermann.

FiberLan ser fortsat store muligheder for vækst, ikke mindst ved at bruge de kompetencer, virksomheden allerede har opbygget.
»Vi skal ikke ud og opfinde nye ting, men vi kigger på, hvor vi kan bruge de kompetencer, vi allerede har på hylderne. Det er derfor, vi er gået ind i AV-branchen og datacenterbranchen. Det er områder, hvor vores erfaring kan skabe værdi,« siger direktøren.

Og spørgsmålet om, hvorvidt FiberLan også næste år kan kalde sig succesvirksomhed, tager Tonny Gjettermann med et smil:
»Jeg har lovet medarbejderne, at de får kaffe næste år også. Så mon ikke vi fortsætter rejsen.«