FC Fredericia lå under nedrykningsstregen i sidste sæson. I en periode havde holdet fem point op til overlevelse, og det satte sine spor, men skuden blev vendt og FC Fredericia sikrede sig sikkert en ny sæson landets næstbedste fodboldrække.

Det var ikke dans på roser. FC Fredericia var under pres i dele af sidste sæson, og det trak til tider tænder ud, selvom der var en tro på, at det nok skulle gå. 

En af dem, som har stået i den slags situationer før er den mangeårig bestyrelsesformand Morten Rahbek. Han ser tilbage på sæsonen, som endte med at blive mere nervøspræget, end hvad hensigten var.

– Vi gik ind til sidste sæson med store forventninger. Vi havde fået gode, unge spillere ind og skulle i gang med en spændende sæson, men vi kom halvskidt fra start og startede med fem kampe og kun ét point. Uanset hvor talentfuld man er, kommer der uro i geledderne, og det kom vi til at opleve. Det tog lang tid at vende billedet, men vi var aldrig i tvivl om, at vi nok skulle vende bøtten. Det tog dog længere tid end beregnet. Med spillertruppen og træneren troede vi på det og havde is i maven, og det viste sig at holde stik. Vi kom ikke til at være en del af top-6, men vi var en del af kvalifikationsspillet, og det lykkedes ganske fint at komme igennem det. Med en vanskelig opstart, ungt hold og den manglende erfaring, som vi kompenserede for i vinterpausen, fik vi stabiliseret os, og vi kom godt igennem det, siger Rahbek.

Med sæson, hvor FC Fredericia var under nedrykningsstregen, kunne nedrykningsspøgelset ikke lade vær med at komme frem.

– Selvfølgelig kan man ikke lade være med at gøre sig sine tanker, når man langt henne i turneringen havde fem point op til overlevelse. Så er det enhver bestyrelses opgave at kigge på, hvad vi skulle gøre, hvis det skete, og de tanker gjorde vi. Men vi var fortrøstningsfulde med, at vi skulle klare den med det setup vi havde, siger Morten Rahbek.

Som en reaktion på, at FC Fredericia ikke præsterede op til det forventede i efteråret 2022, blev der reageret i transfervinduet i januar. Ind kom Jesper Juelsgård, Anders Holvad og Nicolai Brock-Madsen, som alle er rutinerede spillere, der samtidig har kvalitet til mere end at være en del af nedrykningskampen i NordicBet Ligaen.

– De skulle løfte holdet både på og udenfor banen. Juelsgård spillede de fleste kampe, Holvad kom ind og satte sit præg på spillet, men Brock-Madsen var skadet det meste af tiden. Så han gav ikke input på banen, men til gengæld havde han noget at give udenfor banen. Det var ikke så tosset endda.

Når tingene ikke kører, skal man lære af de ting sæsonen viste, og der lærte vi, med stor udskiftning, at man ikke skal sammensætte et hold uden tilstrækkelig erfaring, forklarer Morten Rahbek.

Det med den unge trup til sidste sæson er noget FC Fredericia har taget ved lære af. De har taget det i betragtning op til denne sæson med trupsammensætningen.

– Jeg føler, vi er et helt andet sted i dag, end vi var før sidste sæson. Vi har lært meget af sidste år, både i spillertruppen, blandt trænerne og i ledelsen. Vi har sagt farvel til en del spillere, men har fået dygtige spillere ind. Vi har en af de mest spændende trupper vi har set i nyere tid, så vi er fortrøstningsfulde og ser ind i en positiv periode. Vores umiddelbare målsætning for indeværende sæson vil være at være i top-6 efter grundspillets 22 kampe, siger Rahbek.

AC Horsens og AaB rykkede ud af Superligaen i sidse sæson. Det gør, at der især i AaB er kommet en sværvægter ned fra Superligaen.

– Det er klart, at det er ekstremt stærke klubber, der er rykket ned. AaB, AC Horsens og Sønderjyske skiller sig ud – det må vi bare erkende. Både ud fra det sportslige og økonomiske må vi bare sige, at de har andre muligheder end os andre, men der plejer altid at være en klub, som gør sig positivt bemærket og overgår forventningerne hvert år, fortæller Morten Rahbek.

Bliver det FC Fredericia?

– Det ved jeg ikke. Nu koncentrerer vi os om at blive blandt de bedste seks hold efter 22 kampe, og så tager vi den derfra, siger Rahbek.

Til gengæld glæder bestyrelsesformanden sig til, at FC Fredericia får besøg af AaB på Monjasa Park i tredjesidste spillerunde af grundspillet. Kampen, der endnu ikke er fastlagt datomæssigt, vil blive spillet omkring weekenden den 2.-3. marts 2024.

– Det bliver sjovt. Da vi var i Aalborg og mødte dem, var det en fed oplevelse, så det bliver spændende at få dem herud. Vi har haft AGF nede og andre store klubber, men AaB, med det setup de kommer med, er det største hold, som vi har mødt i NordicBet Ligaen, slutter Morten Rahbek.

I denne sæson har FC Fredericia blandt andet taget afsked med Mathias Kristensen og Oliver Olsen, der var en del af sidste sæsons faste opstilling. Ind i stedet er kommet blandt andet Gustav Marcussen fra Fremad Amager, Emilio Simonsen fra Nykøbing FC og Mikkel Juhl fra Lyngby på en lejeaftale. De er med til at sikre, at FC Fredericia ikke kommer i en situation om i sidste sæson, da de alle tidligere i karrieren har spillet fast på NordicBet Liga-niveau og derfor ikke er uprøvede, som flere af de spillere FC Fredericia fik ind i sommeren 2022. Ved den lejlighed var det blandt Adam Jakobsen, som var kommet til FC Fredericia sammen med Nicklas Røjkjær og Jagvir Singh, og ingen af dem havde igennem en længere periode spillet fast på og været en kontinuerlig målscorer på det, der svarer til niveauet i landets næstbedste fodboldrække. Med tilgangene til denne sæson har FC Fredericia lært af den lektie.